John Barker trækker i denne artikel på sin personlige og teoretiske baggrund for at undersøge, hvorfor de seneste 30 års teknologiske udvikling ikke har gjort en ende på lønarbejdet, og hvordan 60’ernes massearbejders ideelle rusmiddel, amfetamin, er ved at blive afløst af kokainen. Det matcher bedre den arbejdsmoral, som kræves af de privilegerede immaterielle arbejdere; nemlig troen på at ens arbejde er det vigtigste i hele verden.
I 60’erne blev teknologiens fremskridt brugt til at sælge drømmen om fritidens sejr over arbejdet. Efter tredive år med pisk og afskedigelser, udbrændte kroppe og sind samt opkomsten af de såkaldte ”dotcom sweatshops” har denne drøm efterhånden mistet sin glans. I slutningen af 1960’erne talte de unge situationister som mig selv om, at det japanske, turboøkonomiske mirakel blev hjulpet godt på vej af amfetamin. Det var et velkendt faktum, at det billige stof var en vigtig forretning for Yakuzaen, den japanske mafia. Det økonomiske mirakel var baseret på fremstillingen af elektronik og biler og baseret på fordisme, som er karakteriseret ved store fabrikker, der er afhængige af massearbejderens produktion af standardvarer. Amfetamin, der er dengang var kendt for at være beregnet til at kunne danse natten lang, var perfekt til at forblive oppe på dupperne under mange timers ensformigt arbejde. Efter vores opfattelse var det økonomiske mirakel afhængig af disponibel arbejdskraft som tidligt ville brænde ud. En moderne udgave af Marx’ billede af kapital og arbejde som vampyren og dens ofre.
Siden dengang er det efterhånden blevet almen viden, at den relative størrelse af industrisektoren er dalende i de rige dele af verden. Samtidigt har skiftet til den service-baserede økonomi involveret et skift i organiseringen af arbejdet, foranlediget af begrebet om ”immaterielt” arbejde. Ydermere er betegnelsen post-fordisme kommet til at udgøre en fællesbetegnelse for disse forandringer. Disse forandringer er virkelige nok, men at opfatte dem som et fænomen, der er løsrevet fra hvordan arbejdet tidligere blev organiseret, er at manipulere de teoretiske kategorier og se bort fra hvordan arbejdet organiseres på globalt plan.
Den mest almindelige globale, økonomiske model, er nu den ekstreme udbytning i de før-fordistiske sweatshops og en bondestand, presset økonomisk fra alle sider.
Fordismen har, der hvor den stadig eksisterer, langt fra udspillet sin rolle, selvom den i dag oftere optræder uden den forbundne velfærdsstat og den keynesianistiske økonomiske politik, hvor den producerende arbejdskraft er i stand til at købe det, den producerer og holde forbruget oppe. Den nye måde at organisere arbejdet på, altså de post-fordistiske tendenser, begyndte oprindeligt at vise sig i den industrielle produktion. I de situationistiske kredse jeg kom, talte vi i 70’erne om, at team-strukturen på svenske bilfabrikker var en form for selv-udbytning. Siden dengang er der i den rige del af verden, opstået nye former for udbytning som et resultat af den globale udbredelse af ”just-in-time”-produktion kombineret med digitaliseringen. Samtidigt er servicesektoren blevet genstand for den industrielle taylorismes klassiske discipliner, kendt fra det maskinelle industriarbejde. Fabriksdisciplinens sprog er endda blevet inkorporeret i offentlige serviceområder som uddannelse og sundhed, som efterhånden er fulde af ”afdelingschefer”, imens en mere stalinistisk form for taylorisme har ført til den konstante bevidsthed om mål, der skal nås. Det, der fortsat er det fælles globale vilkår, er kapitalens behov for kapitalophobning - den uafvendelige tvangsakkumulation. Siden begyndelsen på den generelle kapitalistiske offensiv i midten af 70’erne, har der været pres på lønningerne, arbejdsintensiteten og arbejdsdagens længde, imens tvangsakkumulationen er blevet til den naturlige tilstand.
Dette pres er globalt, på trods af enorme forskelle i reallønningerne, og betyder et universelt pres for forøget arbejdsintensitet, selvom det tager meget forskellig form.
Tag for eksempel den privilegerede sektor af immaterielt arbejde, som defineres af den italienske sociolog Maurizio Lazzarato: ”audiovisuel produktion, reklameindustrien, mode, produktionen af software, fotografi, kulturelle aktiviteter osv ... aktiviteter som tjener det formål at definere kulturelle eller kunstneriske normer, modefænomener, smag, forbruger-standarder eller mere strategisk den offentlige opinion.” Oplistningen af disse ”immaterielle” jobs overser dog intensiteten af det arbejde, der udgør deres indhold.
Den udbredte brug af kokain i denne sektor er ikke tilfældig. Kokainens tilstedeværelse i Storbritannien har at gøre med en lang række faktorer - visse latinamerikanske økonomiers beskaffenhed og deres svimlende ulighed, sofistikerede kriminelle organisationer, stigningen på globalt plan i transporten af varer osv. - men den hænger også sammen med, at der er en efterspørgsel efter det. Det har været det perfekte rusmiddel for denne relativt privilegerede sektor; de er ikke kreative i nogen virkelig forstand, men her er kokainen perfekt til at generere en tøjlesløs intensitet af entusiasme for ens projekter og for troen på, at det, man selv laver til en hver tid, er af allerstørste betydning.
Før-digital arbejdsintensitet
Da jeg lige var kommet ud af fængslet i starten af 1990’erne og hungrede efter at finde en vej tilbage til verden og en ærlig indkomst, var jeg heldig at få et job inden for den natlige presseklipsbranche, som ikke krævede noget CV.
På det tidspunkt var branchen før-digital, og der var således stadig et marked for topledere og lignende, som gerne ville have deres presseklip sirligt klippet ud og klistret på et stykke A4-papir.
Kopimaskinerne var vores uundværlige udstyr og var, bortset fra en hårdtarbejdende en fax-maskine, det eneste konstante kapital i dette foretagende. Der var både væg til væg gulvtæpper og dueslag - det var antikt!
Hvert dueslag tilhørte en kunde - ofte firmaer eller finansrelaterede PR-røvhuller. De fleste udklip skulle ind i flere dueslag, nogle gange op til ti. Det var her, kopimaskinerne kom ind i billedet. Imellem klokken to og fire kunne der opstå konfrontationer omkring adgangen til de to - nogle gange tre - maskiner. Og man var heldig, hvis den maskine man fik lagt beslag på, ikke gik i baglås halvvejs igennem kopieringen. Nogle gange gik det hele ned, og der var kun en maskine tilbage pga. papir-stop. Alt blev fuldstændigt manisk. Somme tider lykkedes det for os med held eller færdigheder, nede på knæ med hamrende hjerte at hale hele det sammenkrøllede A4 papir ud af maskinen.
De eneste guides til at hjælpe med dette ekstra job var de utilstrækkelige diagrammer præget ind et sted på kopimaskinens overflade. De var givetvis præget ind af en som Zhang Guo Hua, en kinesisk arbejder, der var kommet illegalt til Storbritannien og som døde efter at have arbejdet 24 timer i træk på et lignende job. Hvorimod os, læserne af diagrammerne var overvejende særlinge, eks-kunststuderende, og eks-evighedsstudenter, der stadig afbetalte på deres gæld. Og folk som mig, der prøvede at få fodfæste i den ”virkelige verden”. Jobbet indebar at læse et par morgenaviser, som begyndte at udkomme omkring kl. 22.30, og klippe en hvilken som helst artikel ud som ville have interesse hos en af vores kunder, og notere os det, som andre af vores kunder ville være interesserede i. Derefter skulle man klistre udklippene op på et A4-papir og kopiere det til de kunder, som artiklerne var relevante for. Når du havde læst, kopieret og distribueret alle papirerne ind i de adskillige dueslag, skulle du geare dig op til endnu en kamp om adgangen til kopimaskinerne. Herefter var det også vores ansvar at forberede sorterede pakker til kunderne. En del af røvhullerne fra Barcleys Bank eller Price Waterhouse, ville gerne have deres udklip sorteret, så de var klar til hvad som helst kl. 6.30; i værste fald et rutinemæssigt møgfald, hvis der var tale om dårlige nyheder.
Vores deadlines blev aldrig mødt afslappet. Omkring kl. 5.30 kørte chaufførerne utålmodigt rundt og ventede på de pakker, de skulle levere. Andre nætter når dagen gryede over Themsen, blev situationen seriøst manisk. Taxi-chaufføren Lou ringende konstant for at få mig til at droppe alt andet og få gjort en eller anden pakke færdig, så han kunne komme videre. Alt det bøvl for at et eller andet dumt svin ikke behøvede at læse avisen selv. Og tilmed bevidstheden om, at en kikser ville betyde en afbrydelse af kontrakten. Det hændte ofte, at jeg nogle nætter efter en rigtig dårlig dags søvn, selv tog et slik amfetaminpulver.
Mere produktivitet - mere hårdt arbejde
Marx definerer arbejdets intensitet som forbruget af arbejde i et givent tidsrum. Han mente ikke, at investeringer i teknologiske forbedringer og de følgende produktivitetsstigninger ville være kilde til en intensivering af arbejdet og øge udbytningen af arbejdet. Men der er nogle problemer med Marx’ opfattelse af teknologien. Jeg vil hævde, at teknisk overlegenhed nødvendigvis ikke betyder mindre arbejde per time, men at den forbedrede teknologi netop har forstærket udbytningen.
Under dagens kapitalistiske offensiv er begreberne om arbejdsintensitet og arbejdsdagens længde meget relevante. Der har ofte, specielt under den fordistiske model, været stigninger i det, der kan kaldes arbejdsintensitet i den rene form - acceleration. Som en indikator for dette blev det sagt, at den længste periode, man maksimalt kunne klare at arbejde ved Fords samlebånd, var 15 år. Hvad der ikke har været så tydeligt, er den udstrækning, hvori udviklingen af nye typer maskineri for at øge produktiviteten samtidigt har været dedikeret til at kræve en større grad af arbejdsintensitet fra dem, der betjener maskinen snarere end, at det er maskinen, der tager slæbet. Et klart eksempel er den moderne verden af just-in-time-produktionens logik. Havnearbejdere oplever ikke kun en tilbagevenden til løsarbejdet, men er, som Brian Ashton har påpeget, ”underlagt arbejds-hastigheder, der er dikteret af såkaldt automat guided vehicles, automatiserede stablemaskiner og semiautomatiserede kraner.”
I 1960’erne og 70’erne opstod en intellektuel og praktisk erkendelse af, at den teknologiske udvikling under kapitalismen ikke automatisk mindskede behovet for arbejde. Tilbudet om mere og mere fritid til arbejderen var en illusion. De maskiner, som kapitalismen udviklede, kom aldrig til at tage slæbet. I de tidlige 60’ere brugte Raniero Panzieri, som var en del af den gryende autonome bevægelse i Italien, Marx’ klasseanalyse til at modbevise ideen om at produktivkræfterne skulle være neutrale eller objektive. I stedet argumenterede han for, at ”produktionsforholdene er en del af produktivkræfterne”, at den teknologiske udvikling ”fremstår som en videreudvikling af kapitalismen... som et udtryk for kapitalistens autoritet ... og noget der giver nye muligheder for konsolideringen af dens magt”.
Den fordistiske produktionsproces blev dengang og bliver stadig gennemført via taylorismen, med time-and-motion-studierne (tid og bevægelse) som sit analytiske værktøj. Som Harry Braverman skrev i ”Labour and Monopoly Capital” havde begge fænomener til formål at afkvalificere arbejdet, således at det kunne udføres af ufaglærte, og konsekvent reducere dets økonomiske og politiske magt. Dette viste sig bl.a. i bilindustrien i 1970’erne, hvor konstruktørerne og fabriksingeniørerne fik introduceret hulkort-NC’ere (Numeriske Computere med forudindstillede drejebænke og fræsere). Samtidigt øgede de kontrollen og overvågningen af arbejderne ved samlebåndet. Dette havde en dobbelt effekt på arbejdernes organisering. Det radikaliserede konstruktørerne og ingeniørerne, der dannede TASS-fagforeningen. De mest radikale inden for denne udformede den alternative plan for Lucas Aerospace, hvor formålet var at de maskiner, der blev brugt til våbenproduktion, i stedet skulle bruges til at lave produkter, der var socialt nødvendige, specielt for handicappede. Fords samlebåndsarbejdere dannede sideløbende en international autonom organisation, der var løsrevet fra det officielle fagforeningsapparat. ”Ford-arbejder konsortiet” var i stand til at koordinere internationale solidaritetsaktioner på tillidsmandsniveau. Deres opfindsomme taktikker havde en præcision, der udsprang i en klar forståelse af produktionsprocessen og forandringerne heri.
Mere generelt i denne periode kunne man se, at stigninger i arbejdsintensiteten blev mødt med ”arbejd-langsomt-aktioner” eller kampe om pauserne. Oftere udspillede denne konflikt sig over lønningerne. Arbejdernes militans var nok til at fremprovokere systematiske bevægelser på valutamarkedet indtil den kapitalistiske offensiv, der således tog sin begyndelse, blev forstærket i en ny æra af afkvalificering og anti-fagforeningslovgivning.
Vi pukler stadig derudaf
Maskineri - selve ordet har en gammeldags klang, som om det er for tungt for en økonomi, der er ”let” og ”fleksibel”. I midten af 1990’erne, da jeg første gang satte benene i det man nok kalder den digitale økonomi, var ordet ”udstyr” det foretrukne ord. Et af mine første møder med dette blev, da jeg for en stund vendte tilbage til presseklipsbranchen - denne gang i en online service. Dette krævede en anderledes arbejdsintensitet end mit forrige job, hvor jeg klippede avisartikler ud og klistrede dem på A4-ark. Læsningen af aviserne var det samme, antallet af aviser per person var noget højere, men der var ingen bøvl med kopimaskiner eller vandring rundt om dueslagene med armene fulde af A4 ark. I stedet havde vi en skabelon på skærmen, hvor man med tabulator-knappen kunne lave en boks til dato og navn på avisen, derefter en boks til overskrifterne på de valgte artikler, dernæst en anden hvori der skulle skrives et kort resume af hvad artiklen handlede om, og til sidst en boks til at skrive koderne på alle de kunder, der kunne være interesseret i den pågældende artikel.
Hvorvidt dette arbejde skabte nogen form for merværdi er tvivlsom. Det var en hjælpende hånd til, at finans- og PR-firmaer kunne skumme fløden af den merværdi, som de ikke selv havde skabt. Det er det, man kalder ”spin”. Imidlertid var arbejdet profitabelt og firmaet voksede før end jeg forlod det. Personligt fandt jeg dette arbejdes intensitet mindre belastende, selvom nattearbejde altid er dårligt for helbredet. Det, der var fælles med arbejdet før digitaliseringen, var afhængigheden af loyalitet overfor kollegaerne. Loyaliteten overfor holdet blev implementeret mere eller mindre bevidst af vores arbejdsgivere. Det er der ikke noget odiøst i. De siger, at det er sådan, hæren fungerer, hvilket forklarer, at Første Verdenskrigs masse-selvmord fortsatte måned efter måned. Lad ikke dine kammerater i stikken. I den før-digitale presseklipsbranche tæskede folk på arbejde med influenza og smittede os alle sammen, simpelthen fordi de vidste, at nattens vanvid ville være værre foruden dem. Vi vidste samtidigt, at for mange sygedage ville betyde, at firmaet mistede kontrakter, hvilket igen betød færre jobs til os.
Det digitaliserede arbejde indeholdt flere måder, hvorpå man kunne unddrage sig den arbejdsintensitet som det at skrive to linjers resumeer af relevante artikler krævede af os. Hurtigt havde jeg udviklet en række intetsigende resumé-skabeloner. Selvom det var underbetalt og intensivt, fortjener det dog ingen direkte sammenligning med arbejdsforholdene for lorte IT-arbejde i de jamaicanske eksport-produktions-zoner.
Arbejdsdagen bliver længere
På det seneste har et andet af Marx’ begreber tiltrukket sig meget opmærksomhed; nemlig arbejdsdagens længde. Denne opmærksomhed er kommet forskelligt til udtryk. For det første hører vi heroiske beretninger om at de rige folk, der f.eks. arbejder for McKinsey’s konsulentfirma eller en eller anden investeringsbank, arbejder mange, mange timer om dagen. Men der er også opstået opmærksomhed omkring de nye former for udbytning, når man f.eks. er til rådighed for arbejdsgiveren hele tiden, men kun betales for de timer, man tilbringer på arbejdspladsen. Et fænomen, der reelt er den modbydeligste form for ”just-in-time”. Herudover er fagforeninger også begyndt at beskæftige sig med problemerne med overtid. Der er også kommet opmærksomhed på sager som førnævnte Zhang Guo Hua, der døde efter at have arbejdet 24 timer i træk.
En undersøgelse fra en professor fra Lancaster Unversity, Carey Cooper, viser, at arbejdsdagen generelt er ved at blive længere i Europa, og at Storbritannien næst efter USA har de længste arbejdsdage i Vesten og har overhalet Japan. Den viser også, at andelen af folk med en arbejdsuge på 60 timer er steget med en tredjedel i Storbritannien fra 2000 til 2002, så andelen nu er oppe på 17 pct. af arbejdsstyrken. Herudover viser den, at andelen af kvinder, der forventes at arbejde 48 timer er fordoblet siden 1992. Coopers undersøgelse viste også, at de lange arbejdsdage er skadelige for helbredet både fysisk og psykisk. Der er igen tale om udbrændthed, og her er det ret plausibelt, at arbejdsdagens forlængelse og intensiveringen af arbejdet har den samme effekt, og at kombinationen i værste fald kan være fatal som eksemplet med Zhang Guo Hua viser.
At de to fænomener overhovedet skal kombineres afspejler arbejderbevægelsens nederlag som vi for tiden må leve med. I vinteren 1979 arbejdede jeg som skraldemand i South Wales. Vores hold havde en lang skemalagt rute, hvor skraldespandene enten var på første sal eller i kælderen, og som skulle stilles på plads, når de var tømt. Men ruterne og opgaverne var fastlagte, så når man var færdig var man færdig. Så vi arbejdede hurtigt og hvis vi var heldige, nåede vi allerede hjem midt på dagen. Sådan et liv for arbejderne blev selvfølgelig ikke tolereret af den organiserede kapital. Hvis de kan arbejde med sådan en hastighed i 5-6 timer, hvorfor så ikke 8? Der skulle ikke være noget med at hænge ud to timer i stedet for at arbejde. Resultatet blev længere ruter sammen med en minimal lønstigning.
Konflikten over arbejdsintensiteten har ofte udmøntet sig gennem lønforhandlinger. Det samme er tilfældet med arbejdsdagens længde - hvordan overarbejde aflønnes. Hvis det er ubetalt er det en form for tyveri - indkassering af ekstra merværdi. Hvis det betales med den normale timeløn, indikerer det fagforeningens relative magtesløshed, eller hvis det betales dobbelt, dens relative styrke. Fagforeninger er efterhånden begyndt at beskæftige sig med tilfælde af tvungen overtid, også selv om det aflønnes. Kapitalens fordele er tydelige; selvom der skal betales for den ekstra arbejdsindsats, er det stadig billigere end at hyre nye arbejdere eller skaffe vikarer. Således tvinges havnearbejdere til at arbejde hurtigere på grund af maskineriet, alt imens lastbilchauffører tvinges til at arbejde mere end, hvad loven tillader. Tilpas dig eller kæmp for dine rettigheder Milan Kundera har beskrevet, hvordan nogle tjekkoslovakiske samfundskritikere efter invasionen i 1968 tog forskellige manuelle jobs og opfattede dem som frigørende. Man kunne holde sig ude af problemer, uden at gå på kompromis med sin integritet. Arbejdets ensformige karakter uden en særlig høj grad af intensitet tillod samtidig folk en frihed til at tænke. Sådanne jobs har hårde odds i dag, specielt i det moderne Tjekkiet og endnu mindre i Slovakiet, som begynder at få et image, der skræmmer vestlige arbejdere i samme grad som Kina - måske skræmmer det også de indiske arbejdere. Der er ingen frihed til at tænke i et call-center.
I stedet har vi fået management-guruer, der tuder os ørene fulde af ‘at passionerede ansatte får bedre resultater’, som Madeleine Bunting skriver i Willing Slaves. Som unge situationister gravede vi historier frem om firma-massebønner, hovedsagligt i japanske virksomheder. Vi fandt dem både morsomme og skræmmende, og forestillede os, hvordan de kritiske arbejdere skred fra dem. Nu er sådanne historier ikke morsomme længere, men derimod ret skræmmende. Der er ikke plads til kritikere i Asda eller Orange, fortæller Bunting os. Ledelserne forsøger at bruge koncepter som loyalitet overfor brandet og team-struktur til at få arbejdet til at give mening for de ansatte.
Flere undersøgelser hævder at vise, at sådanne strategier er succesfulde. Altså, at loyalitet, kreativitet og produktivitet er større fra arbejdere, der kan se ”mening” i deres arbejde. Men loyaliteten er ikke gensidig. Det er ved at være en banalitet, at der bliver færre og færre jobs for livstid.
Denne karakteristik er i det mindste passende på den privilegerede immaterielle sektor, som Lazzarato beskrev. Godt nok er de privilegerede, men de arbejder på korte tidsafgrænsede kontrakter. Det er den privilegerede version af den vanvittige ekstreme udbytning af arbejdere der er til rådighed hele tiden, men kun aflønnes for den tid de tilbringer på arbejdspladsen. På BBC er kontrakter på seks måneder normen. På The Guardians dokumentarfilms produktionsselskab er det to måneder, som i det mindste er bedre end de månedlige kontrakter som Group4 Securicor opererer med i Sydafrika. For folk med specielle talenter i den privilegerede sektor, som har høje indkomster, er sådan et system ikke en belastning. Men lidt længere nede af rangstigen er det næste job ikke garanteret, uanset den privilegerede status.
I stedet er mantraet om at ‘passionerede ansatte giver bedre resultater’ normen, selv når det ikke passer. Det er ikke nok bare at producere noget grafik, hvor en globus viser Bob Geldofs hoved på den ene side og Afrika på den anden. Nej, du skal også tro på, at det du laver er af allerstørste betydning. Der er en arbejdsintensitet i denne sektor, som kræver af dig, at du virkelig tror på det og ikke mindst viser, at du tror på det. For i denne lille verden går rygterne hurtigt. Du bliver nødt til at tilpasse dig branchen, som konsulentfirmaet McKinsey råder sine kunder til; du kan gøre dit arbejde så godt som muligt og have heroisk lange arbejdsdage, men du må også tilpasse dig branchen.
I den privilegerede immaterielle sektor af kommerciel, kulturel produktion har kokain vist sig at være det ideelle rusmiddel, idet det producerer en intensitet af vigtighed og passion omkring, hvad man laver og den vedholdende koncentration som arbejdet kræver. Og ikke mindst, en ligegyldighed overfor det faktum, at arbejdet fortsætter langt ind i den tid, hvor man officielt har fri. Det er muligt, at kokainen mister sit eksklusive omdømme i takt med den øgede udbredelse, men den har stadig sine føromtalte kvaliteter. Amfetamin derimod, med dens tendens til endeløse sidespring, ville ikke passe til den form for arbejde, hvorimod den lave pris sammenlignet med kokain (1:12) og dens kemiske kvaliteter gør den ideel til mange timers lavtlønnet repetitivt fabriksarbejde.
De store forskelle i indkomst og de følgende muligheder for forbrug (af rusmidler og andre ting), som indkomsten muliggør, besværliggør muligheden for en forenet arbejdermodstand mod kapitalens herredømme. Samtidigt bliver dette i mange dele af den vestlige verden undermineret af den stigende ulighed, der i stor udstrækning kan tilskrives svækkelsen af fagforeningerne. Svækkelsen skyldes ikke kun de hurtige teknologiske forandringer og globaliseringen, men også den fortsatte lovgivning, der netop har svækkelse til formål. Virkningen af dette sås tydeligt i Storbritannien under sidste års strejke i cateringfirmaet Gate-Gourmet. Alle, der arbejder for en løn, burde være tilknyttet en fagforening. Det er let at sige og svært at praktisere, men der er større chance for succes, hvis vi også energisk kæmper de kulturelle og ideologiske kampe.
Det er vigtigt, at udfordre de neoliberale påstande om, at kollektiv faglig kamp er utidssvarende. For arbejderne i den privilegerede immaterielle sektor kræver denne udfordring en genopdagelse af den proletariske arbejdsmoral om at gå på arbejde for at få løn og intet andet. På trods af at vi ikke formåede at organisere os fagligt som presseklipsarbejdere, var vi trods alt fælles om denne indstilling. Derudover lykkedes vi med at gennemtvinge et nyt skifteholdssystem, som reelt reducerede arbejdsmånedens længde. Et nyere eksempel er manuskriptforfatterne, der skriver reality-shows til Fox TV. Det kan godt være svært at have sympati med forfattere til reality-shows, eller med arbejdere for Group4 Securicor for den sags skyld, men det er ikke pointen her. Det er uvist om kokain var en del af manuskriptforfatternes diæt, men det kom frem at de var blevet tvunget til at droppe måltiderne og arbejde mere end 80 timer om ugen. Det førte til, at USAs forfatterforening lagde sag an mod Fox. Hollywood-manuskriptforfatteren Zachary Isenberg, der var med til at lægge sag an mod Fox involverede sig, fordi han gerne ville i fjernsynet. I den forbindelse sagde han: ”Jeg brugte næsten al min vågne tid på at arbejde. Jeg elsker mit job og vil gerne beholde det, men jeg ved også, at der kommer et tidspunkt, hvor man bliver nødt til at kæmpe for sine rettigheder.”
John Barker er fra London, hvor han i dag arbejder som bibliotekar. I starten af 70’erne var han aktiv i den britiske byguerilla The Angry Brigade. Artiklen er sakset fra tidsskriftet for kultur og politik, Mute. Se www.metamute.org.
Oversat og redigeret af Anna Storr-Hansen og Jonas W.
Læs evt. artiklen “Med krop og sjæl” i GAIA #45 for en uddybning af begreberne fordisme, taylorisme og postfordisme.