Tema: Racisme
Et meget subjektivt skrift om Kirkeasyl og København.
Af Lise Olivarius
Det er nat i Sandholmlejren. Og udenfor, hvor jeg holder vagt sammen med tre andre Kirkeasylfrivillige. Eller hvad det nu er, vi foretager os. Asylvagter, kalder vi os; vores opgave er at holde øje med udgangene og slå alarm, hvis vi ser noget, der ligner en udvisning. Derefter er planen at blokere lufthavnen. Det er en uge siden, Brorsons Kirke blev ryddet. En uge siden, at irakernes kamp, efter på yderst anmassende vis at have rykket sig ind i centrum af byen og den offentlige debat, blev trængt tilbage og igen forsøgt stuvet af vejen i en afkrog af samfundet. Der er altså sket en bevægelse fra lejr til by tilbage til lejr igen. Så vidt, så skidt. Men skulle man se lidt lyst på tingene, hvad jeg stadig er i stand til på dette tidspunkt, kunne man måske tale om, at irakerne tog lidt af byen eller byens modstandspotentiale med sig tilbage til lejren. Masser af (medie)opmærksomhed, for eksempel. Eller mig. Ikke fordi jeg tror, min tilstedeværelse i sidste ende gør en forskel, men fordi mit udgangspunkt må være subjektivt. Hvis jeg skal skrive historien om Kirkeasyl, må det blive min historie.
Det er en mørk og stille nat. Vi er så langt ude på landet, at her ikke engang er gadelygter. Jeg har boet i København så længe, at jeg helt har glemt, mørke og stilhed kan være så massivt. Uden for Sandholm kan der dog være helt livligt. Søvnløse og snakkesalige beboere stopper for at sludre; mange er overvældende positivt indstillede over for vores tilstedeværelse og vil meget gerne i kontakt. Hver gang jeg kommer hjem fra en vagt, har jeg lommerne fulde af papirlapper med nedkradsede navne, telefonnumre og e-mailadresser. Forbipasserende slår sig ned blandt de puder og madrasser, der udgør vores vagtpost, og som forskellige venlige beboere har hentet til os sammen med mad i skumplastbakker og litervis af kaffe. Man kan næsten blive lullet ind i en afslappet stemning af pyjamasparty, og man kan brat blive revet ud af den igen, når en asylansøger midt i en hyggelig samtale pludselig fremviser sine torturar, meddeler, hun har aids eller spørger om jeg ikke nok kan hjælpe med at få hans børn til landet. Eller bare fortæller om en gængs dansk asylsagsbehandling.
Lad mig spole to måneder tilbage. Det er nat på Nørrebro. Jeg holder vagt uden for Brorsons Kirke. Her bor en gruppe afviste irakiske asylansøgere, som har taget den modige beslutning at flytte deres kamp ind i byen og ud af lejren. Eller centret, som det så officielt, eufemistisk og misvisende hedder – men lejren er ikke et center, ikke i nogen af ordets betydninger.
Byen er centrum. Hvad kan byrummet i sin egenskab af centrum eller koncentration af mennesker bidrage med i kampen for asyl? Byen er blandt andet det offentlige rum, og det offentlige rum er sted for mødet med den anden. I byen findes det offentlighedens søgelys, som er både en mulighed og en risiko. Men byen er også rum for det modsatte, for underjordisk virksomhed. Byen har potentiale for både synlighed og usynlighed – mens lejren på en mærkelig måde udelukker begge dele ved på én gang at være rum for overvågning og isolation – og i kampen for irakernes sag er begge potentialer blevet udnyttet; man har arbejdet både over og under jorden. Men det er dog ubetinget den førstnævnte strategi, synlighedens, der har været den dominerende. Jeg bliver ved med at gribe fat i en bestemt formulering: Byen er scene for... - og jeg bliver ved med at navigere uden om, af frygt for at lægge vægt på et iscenesættelsesaspekt af kampen. Samfundet skal jo helst ikke være et skuespil. Den slags betænkeligheder.
Men måske er figuren ”byen er en scene” netop passende for Kirkeasyls strategi, som i høj grad har baseret sig på eksponering. En stor del af kampen har udspillet sig i medierne. En anden stor del har formet sig som symbolske manifestationer. Strategien har (lidt groft sagt) baseret sig på fremvisning af sårbarhed i et forsøg på at appellere til medfølelse. Kirkerummet var også et udstillingsrum. Strategien har måske nok skabt en vis folkelig velvilje, men den må grundlæggende siges at have slået fejl. Systemet viste sig som ubønhørligt. Lige så vel som politiet ikke veg tilbage for at slå løs på fredelige demonstranter, blev magten ikke afvæbnet af den demonstrative sårbarhed. Tværtimod. Den lugtede blod og slog ned på enhver blottelse. Sagen blev udnyttet til symbolpolitisk at demonstrere konsekvens fra regeringens side, og staten behandlede både egne og andre borgere som uartige (og meget uønskede) børn, der skulle lære, det ikke kan betale sig at lave ballade. Sådan en stat er det omsonst at appellere til.
”Men det er da i hvert fald lykkedes os at skabe opmærksomhed”, har det trøstende omkvæd lydt, når alting har set sortest ud. Men hvis opmærksomhed ikke fører til handling, bør man måske sætte spørgsmålstegn ved den præmis, at opmærksomhed per definition er godt. Det samme gælder massemobilisering. Når masserne er mobiliserede, må de også foretage sig noget. Ud over rent symbolske manifestationer [1]. Men Kirkeasyl repræsenterer generelt en afradikaliseret form for aktivisme, og bevægelsen adskiller sig på flere måder fra den klassiske asylaktivisme. Ved i højere grad at arbejde inden for systemet, ved sin insisteren på at være et borgerinitiativ, sin retorik om anstændighed og barmhjertighed, sin reformistiske, næsten velgørenhedslignende karakter (for nu at være lidt grov) og sin udvidelse af sin målgruppe til også at omfatte den almindelige, pænt midtersøgende, Politikenlæsende dansker. Kirkeasyl minder på nogen måder mere om en humanitær organisation end et aktivistisk projekt.
Man kan rette samme kritik mod Kirkeasyl som mod mange NGO’er: At der fokuseres på hvad der er galt, men ikke (nok) på hvorfor det er galt. Kirkeasyl har på vildt imponerende, professionel vis knoklet for den enkelte irakers liv – men i den kamp er det større politiske perspektiv somme tider gået tabt, eller i hvert fald ikke blevet ekspliciteret udadtil. På trods af Kirkeasyls relative tilbageholdenhed med at agere for ”politisk”, har kritikken fra forskellige modstandere lydt, at Kirkeasyl tager mennesker som gidsler i kampen for en politisk dagsorden. I det omfang en sådan kritik overhovedet skal tages alvorligt som andet end slet skjult legitimering af en xenofobisk agenda, kan man kun svare: Selvfølgelig har Kirkeasyl en politisk dagsorden. Kampen mod en racistisk stat må og skal naturligvis være dybt politisk.
Det er dagen efter rydningen af kirken. Jeg står på Christiansborg Slotsplads sammen med over tyve tusind andre, der er gået på gaden i protest. Det skulle efter sigende være den største demonstration mod regeringens udlændingepolitik nogensinde. Og på trods af mulighederne ved denne unikke massemobilisering, forbliver aktionen domineret af reaktion, reformisme og national selvgodhed. Af anstændighed. Som i Yildiz Akdogans (mf’er, socialdemokrat) tale, hvis argumentation lyder, at barmhjertighed er en særlig dansk værdi, og asyl til irakerne vil være en fjer i hatten på danskheden. Og andre taler om anstændighed. Den slags retorik er måske ikke direkte skadelig, men den formår mildt sagt ikke at adressere den egentlige problematik. For det handler ikke om anstændighed, ikke om barmhjertighed, ikke om at den danske stat bør vise storsind over for få udvalgte, som det er særligt synd for. Det handler for det første om den danske udlændingepolitik som helhed – mange andre end de 282 irakere bør få øjeblikkeligt asyl – og for det andet om, at nationalstaten generelt og den danske i særdeleshed er en grundlæggende racistisk, ekskluderende og dræbende konstruktion.
Kampen for asyl må udfordre nationalstaten. For at formulere en positiv politik: Det handler om, at migration er et potentiale. At bevægelsen af mennesker er grundlæggende god. Derfor betyder det noget, at kampen for asyl rykker ind i byen. Både byen og migrationen skaber sprækker i nationalstatens suveræne og homogene enhed. Og låner af hinandens modstandsformer - som når asylkampen tager form af gadekamp [2].
12 timer tidligere. Endnu en nat på Nørrebro. Politiet er gået ind i kirken. Jeg står udenfor sammen med et par hundrede andre demonstranter (lidt fortumlede og søvndrukne, væltet ud af sengen efter at være blevet vækket af den frygtede kæde-sms). Her bliver ikke råbt slagord om anstændighed, det er derimod de klassiske asylaktivistiske paroler, der bliver hevet frem: Asyl! Til alle! Her og nu! og No borders! No nations! Stop deportations! Det er ikke Kirkeasyls officielle mål eller politik, hverken asyl til alle eller ophævelse af nationalstaten, men det er hvad vi råber. Og mener.
For Kirkeasyl er en bred bevægelse og rummer også mere progressive og radikale elementer, som rækker ud over den reformistiske symbolpolitik, der somme tider stjæler (medie)billedet. På trods af visse symbolske træk (når demonstranterne på så imponerende veldisciplineret vis opretholder aktionens rent defensive karakter og pæne tone er det først og fremmest for at skabe goodwill i medierne), er det ikke rent symbolsk, det der sker i nat. Men lige nu står jeg og fryser på Rantzausgade og er absolut ikke i stand til at se noget progressivt aspekt ved nattens hændelser. Vi står bag en mur af kampklædte betjente og kan kun se på, mens kirkens mandlige beboere en efter en, bliver ført ud af kirken og ind i den ventende bus. (Her bliver jeg nødt til at operere med et os (danskere) og et dem (irakere), beklager, men det er skel, der er påtvunget og genindført af den politimur, jeg lige nu stirrer ind i ansigtet, som et lille stykke landegrænse mellem statsborgere og statsløse). De fleste er forholdsvis rolige, hvad enten det så er af chok eller resignation. Nogle forsøger at vinke med de bagbundne hænder. Bussen begynder at køre. Vi danner blokader, får bank, bliver slæbt væk, løber, danner nye blokader, får flere bank. Det står på i et par timer. Så kører bussen væk med irakerne, og demonstranterne står tilbage med blå mærker (af knippelslag) og røde øjne (af gråd eller peberspray).
Byen er som sagt rum for mødet med den anden. Byen kan med sit offentlige rum udfordre intimsfæren (som er en borgerlig konstruktion) og dermed også berøringsangsten. Selv om Brorsons-beboernes mangel på plads og privatliv langt fra er optimalt eller behageligt, betyder det noget, at de før så isolerede menneskers dagligliv rykker ind i kirkens semioffentlige rum. Det betyder noget, at vi laver mad, passer børn og vasker bleer sammen. Og at vi taler sammen.
De første par gange jeg er vagt, gibber det uvilkårligt i mig, når jeg hører en frivillig eller en beboer uden videre spørge en anden: Har du været tvungen Baath-soldat? Har du været udsat for tortur? Men jeg finder hurtigt ud af, at de fleste gerne vil både spørges og svare. Byen kan som sagt udfordre intimsfæren. Nedbryde grænsen mellem det offentlige og det private og gøre det personlige politisk, for nu at stjæle det gamle, men stadig relevante feministiske slagord. Kirkeasyl er som sagt et politisk projekt, og politik handler om følelser. Det er svært at skrive om følelser, så jeg remser hurtigt op for at få det overstået: At være involveret i Kirkeasyl er følelsen af sorg, smerte, chok, vrede, magtesløshed, knippelslag, peberspray. Det er følelsen af at skulle revidere sit verdensbillede et par gange om dagen. Følelsen af, at man burde omsætte alle de følelser til noget konstruktivt. Følelsen af, at man burde levere knivskarpe kulturkritiske analyser, og følelsen af at være komplet ude af stand til at gøre det.
Af alle de nævnte følelser er vrede almindeligt anerkendt som politisk drivkraft, mens følelser som sorg og depression for det meste tilskrives den private sfære. Men ifølge Judith Butler – for nu at tage fat i en helt anden slags feminisme – kan sorg også være politisk mobiliserende. Som hun skriver i Precarious Life - The Powers of Mourning and Violence: Mange mennesker tror, at sorg er privatiserende, at den genskaber en situation, hvor vi er alene og i den forstand er afpolitiserende. Men jeg tror, den tilvejebringer en følelse af politisk fællesskab med en kompleks orden, og den gør først og fremmes dette ved at fremhæve de relationelle bånd, der har implikationer for en teoretisering af fundamental afhængighed og etisk ansvar [3]. Den politisk vakte sorg hænger tæt sammen med livets skrøbelighed og kroppens sårbarhed, og sårbarheden hænger igen sammen med fællesskabet, med vores udsathed som forbundne til hinanden: Tab og sårbarhed synes at være en følge af vores væren socialt konstituerede kroppe, knyttet til andre, med fare for vold i vores egenskab af udsathed [4].
Det er svært at lade være med at relatere til Kirkeasyls strategi, som jeg tidligere kaldte eksponering og demonstrativ sårbarhed. En strategi, der som sagt har spillet fallit, og som også bør kritiseres af andre grunde. Men det sorgfulde, følsomme engagement kan sagtens være radikalt. Det handler om at anerkende sorg og følelser generelt som kritisk, politisk praksis, og om at gøre op med den binære modsætning mellem den private enkeltperson og det politiske fællesskab. For det intime er også politisk. Det sorgfulde engagement bør vel at mærke ikke udelukke vrede. Det er nødvendigt med strategier, der både er mere offensive og mere undvigende end hvad Kirkeasyl foreløbig har budt på. Vi bliver i det hele taget nødt til at gribe til mere radikale midler i en erkendelse af, at retssystemet er sat ud af kraft. Vi kan ikke operere inden for loven, når staten ikke længere selv gør det.
Det forekommer mig, at et generelt brugt greb til kontrol af subjekter i et postdemokratisk Vesten, er en kilen sig ind i en sprække mellem lov og ikke-lov. Magten handler gennem ikke helt institutionaliserede institutioner, der benytter sig af institutionens autoritet uden at være underlagt dens regler. Det er et kunstgreb, der i stor udstrækning har været anvendt i sagen om irakerne. Flygtningenævnet er en domstol og ikke en domstol. Ellebæk er et fængsel og ikke et fængsel (og virkelig et utrolig mærkeligt sted). De indsatte er ikke rigtig anklaget for noget. Den irakiske delegation fandt ingen helt ud af, hvad var. Alligevel lod man den træffe suveræne afgørelser om irakernes liv. Det er måske den undtagelsestilstand, alle taler om.
Artiklen er en forkortet udgave af en tekst bragt på openhagen.net.
[1]I praksis er en handling aldrig enten symbolsk eller konkret, men det er vel muligt at tale om grader af symbolskhed
[2]Det er måske ikke helt efter bogen at kalde det, der skete på rydningsnatten for gadekamp. Der skal måske to (voldelige?) parter til en kamp, og det er vigtigt at understrege, at alle demonstranter nærmest bogstavlig talt til bevidstløshed overholdt kodekset om ikke-vold og udviste en næsten uhyggelig selvdisciplin ved fuldstændig passivt at sidde ned og lade sig gennemtæve
[3]Judith Butler: Precariuos Life – The Powers of Mourning and Violence, Verso 2004, s. 22
[4]Ibid, s. 20