Denne artikel handler om den krise, som globaliseringen har bragt fagbevægelsen i. Hvilken strategi fagbevægelsen kan følge for atter at komme i offensiven, og dermed hvad fagbevægelsen og "globaliseringen fra neden" kan bruge hinanden til.
Af Torkil Lauesen
Globaliseringen af kapitalismen har økonomiske, politiske, økologiske, befolkningsmæssige, militære og kulturelle konsekvenser. Globaliseringen af kapitalbevægelser, produktion og handel har en dramatisk indflydelse på kapitalens løsrivelse fra nationalstatens kontrol. Mens politikerne for 25 år siden endnu talte om kontrol og regulering af de multinationale selskaber og finansielle bevægelser, må statsmagten i dag i stadig højere grad tilpasse sig og servicere de transnationale selskaber og finansverdenen i håb om at tiltrække kapital og dermed arbejdspladser til den arbejdskraft, der stadig er fastholdt af national-statens grænser. Denne neoliberalisme er ikke kun et udtryk for politisk højredrejning, men en effekt af forandringer i teknologi og kapitalens organisering: informationsteknologi, transport- og kommunikationsteknologi, fleksible netværk, "just in time produktion" osv. - det vil sige en udvikling af produktivkræfterne. Denne forandring af kapitalismen er lige så grundlæggende som udviklingen fra den lokale håndværksbaserede kapitalisme til den industrielle nationale kapitalisme i begyndelsen af 18-hundredetallet.
Statens nye rolle
Nationalstaten har mistet en del af sin selvstændighed og dermed autoritet og troværdighed som resultat af kapitalens globalisering. I den gamle internationale økonomi optrådte staten som en stødpude mellem de globale økonomiske kræfter og den hjemlige økonomi. Statens opgave var at forsvare den nationale kapital og den nationale økonomi. I stigende grad bevæger vi os mod en global økonomi, hvor staten bliver tvunget til at orientere sig mod de transnationale strømme af kapital og varer. Et udtryk for dette er opbygningen og styrkelse af transnationale og globale institutioner som EU, NAFTA, WTO, IMF, Verdensbanken, de regelmæssige G8 møder osv. Fra at være et bolværk er staten forvandlet til et transportbånd for de globale markedskræfter. Det centrale mål bliver at skabe gunstige betingelser for investorerne, lavere skat på kapital, afskaffelse af reguleringer, der hindrer markedets udfoldelse, større krav til arbejdskraftens fleksibilitet og konkurrenceevne, privatisering af offentlige virksomheder osv.
Alt dette betyder ikke, at staten svinder ind, den ændrer blot karakter og form. Kapitalen har brug for statsmagt, men ikke nogen bestemt stat. Den kan vælge den stat, der har de bedste faciliteter og yder den bedste service. Det være sig billig og veluddannet arbejdskraft, lov og orden, god infrastruktur osv. Hvis kapitalen ikke får opfyldt sine betingelser i en stat, kan den søge at få opfyldt sine krav i en anden stat, som byder sig til. Helst vil den have en transnational statsmagt.
Globaliseringen har betydet at staten er gået fra at søge at styre og kontrollere økonomien til at tilpasse mennesker til den globale kapitals krav. Den nationale regering vil eksistere i mange år endnu, men den integreres mere og mere i transnationale organisationer og funktioner. Danmarks økonomiske politik er allerede styret af EU’s beslutninger. Danmarks militær er underkastet NATO osv. Dette betyder, at magtspillet inden for nationalstaten er ændret radikalt. Når etableringen af de optimale betingelser for kapitalakkumulationen er blevet det afgørende mål, har statsmagten vanskeligt ved at optræde som "neutral" tredje part i forholdet mellem arbejder og kapital. Det er blevet sværere via fagbevægelsen og det nationale politiske spil at presse kapitalen. Det betyder, at en arbejderklasse, der satser på at løse sine problemer inden for nationalstatens rammer, vil komme til kort.
Fagbevægelsens krise
Kapitalens globalisering og dens politik - neoliberalismen - har svækket fagbevægelsen. Nye organisations- og ledelsesformer i produktionen, fleksibilisering, outsourceing, "just in time-management" og den generelle individualisering, som neoliberalismen fører med sig, har nedbrudt den solidaritets- og fællesskabsfølelse, som var grundlaget for arbejderbevægelsens styrke. Nye løn- og ansættelsesformer kører fagbevægelsen ud på et sidespor og forvandler forholdet mellem arbejder og kapital til et forhold mellem den enkelte og firmaet. Fagbevægelsen har ikke kunnet dæmme op for denne udvikling. Det er blevet umoderne og kikset at være solidarisk. I stedet for at udvikle og forny solidaritetsbegrebet har fagbevægelsen i visse tilfælde støttet den neoliberale politik, formuleret som mere "valgfrihed" og fleksibilitet til den enkelte. Det der efterhånden står tilbage af fagbevægelsen er et forsikringsselskab og en service-organisation med indkøbsrabatter.
Staten - en nøglefaktor
Fagbevægelsen har ikke villet eller formået at organisere et globalt fagligt samarbejde, der blot tilnærmelsesvis kan matche kapitalens globalisering. Der var engang, hvor internationalismen var en hjørnesten i proletariatets kamp. 1850’ernes proletariske internationalisme var anti-nationalistisk og havde en grænseoverskridende global vision. "Arbejdere i hele verden foren jer!" - ikke på grundlag af nationalitet men direkte gennem fælles behov og ønsker - som udbyttede og undertrykte. Denne "internationalisme" indeholdt bevidstheden om, at nationalstaten var en nøglefaktor i den kapitalistiske udbytning og imperialismen, og ikke mindst at arbejderklassen til stadighed blev rekrutteret til at udkæmpe nationale krige, som arbejderklassen ingen interesse havde i. Kort sagt - for den tidlige "internationalisme" var nationalstaten en politisk form, der ikke kunne forvandles til noget positivt, men skulle nedbrydes. International solidaritet var et projekt, der sigtede mod at opbygge et nyt globalt samfund.
Nationalstaten og revolutionen
Imperialismen spillede en vigtig rolle i opbygningen af ideen om nationalstaten som den naturlige ramme om vores politiske og økonomiske liv. Den koloniale racisme skabte ideen om det europæiske civiliserede folk i modsætning til de vilde indfødte og anderledes i Afrika, Latinamerika og Asien. Den europæiske arbejderbevægelse blev i anden halvdel af 1800 -tallet omklamret af nationale bevægelser, og den oprindelige radikale internationalisme fordampede. Imperialismen splittede verdensproletariatet i en række stridende fraktioner. Dele af proletariatet i de imperialistiske lande blev knyttet til deres nationalstater i en sådan grad, at de var rede til at kæmpe imperialistiske og inter-imperialistiske krige. Selv kommunister og socialister tog nationalismen til sig. Revolutionen blev til den nationale revolution. Vejen frem var at tage statsmagten i nationalstaten.
Det var også denne strategi, de antiimperialistiske bevægelser i Den tredje Verden fulgte. Det var en kamp for national uafhængighed i forhold til de imperialistiske lande. Men opnåelsen af den nationale suverænitet muliggjorde ikke opbygningen af de socialistiske samfund, som de havde drømt om. I det øjeblik kolonierne blev til uafhængige nationalstater fik de nationale interesser. I en kapitalistisk domineret verden kommer disse nationale interesser for det meste til udtryk som en konkurrence mellem lande og folk for at placere sig i en gunstig niche i den globale arbejdsdeling. Det bliver til en konkurrence på kapitalens betingelser, der i tilspidsede situationer fører til nationalistiske krige, racisme og fremmedhad. En anden mulighed er "national-kommunismen", som søger at afkoble sig fra den globale kapitalisme. Men erfaringerne fra Nordkorea eller Cuba viser, at dette er en meget vanskelig vej, og de kæmpende "national-kommunistiske" bevægelser i Peru, Nepal og Filippinerne forekommer ikke at være de mest visionære bevægelser i en global sammenhæng.
Den internationale fagbevægelse i dag
Fagbevægelsen har siden slutningen af 1800-tallet prioriteret en national strategi. Kampen om løn- og arbejdsforhold blev en national kamp. Den internationale organisering blev formelt set opretholdt, men blev nedprioriteret og underordnet den nationale kamp. Den internationale fagbevægelses nyere historie og form hænger sammen med afslutningen på Anden Verdenskrig. Her blev "The World Federation of Trade Unions" (WFTU) dannet. Dels med udgangspunkt i en alliance mellem de nationalstater, der besejrede fascismen. Dels som resultat af den bølge af folkelige, faglige, demokratiske og revolutionære følelser, som fulgte i kølvandet på verdenskrigen. At sidstnævnte hurtigt blev underordnet det nationalstatslige spil, afsløres af den hurtighed hvormed WFTU blev splittet i 1947-49 som et led i den kolde krig. De vestlige landes socialdemokratisk ledede fagforeninger brød med organisationen og gik ind i "International Confederation of Free Trade Unions" (ICFTU). Begrebet "frie fagforeninger" havde til formål at identificere ICFTU med "den frie verden" under ledelse af USA.
124 mill. usynlige medlemmer
"International Confederation of Free Trade Unions" er i dag den største internationale fagforeningsbevægelse med 124 millioner medlemmer. Den har opbakning fra et overvældende flertal af I-landenes fagforeninger, den har rekrutteret de største venstreorienterede fagbevægelser i u-landene, og ICFTU er i gang med at rekruttere fagbevægelserne i Rusland og Kina. Men organisationen har ikke fulgt med tiden. Den afspejler stadig den nationale, industrielle og koloniale kapitalisme, som fødte og formede den.
ICFTU er et internationalt forbund af nationale fagforbund. Det repræsenterer først om fremmest den mandlige industriarbejder i kapitalistiske eller statsdrevne store virksomheder. Organisationen afkræver arbejdsgivere og regeringer anerkendelse, beskyttelse og repræsentation i nationalstaten og i verdenen af nationalstater. Strategien er knyttet til industrisamfundets management-form - "Taylorismen": Den store fabrik med samlebånd og arbejdsdeling. Den økonomiske model er "Fordisme": masseproduktion af forbrugsvarer, som arbejderklassen bliver masseforbrugere af. Ønskemålet er den socialdemokratiske velfærdsstat, der gennem den økonomiske model: "Keynesianisme" styrer og regulerer kapitalismen og derved skaber social omfordeling og vækst. Statsmagten er mægler og formidler af samarbejdet mellem kapital og arbejderklassen. Hver nationalstat søger hver for sig at skabe den bedst mulige økonomiske udvikling i konkurrence eller samarbejde med andre nationalstater.
ICFTU er et produkt af den nationale industrielle kapitalisme. Dens løsning på arbejderklassens problemer er det sociale kompromis skabt af den sociale stat, som mægler mellem arbejder og kapital. En statsform, der er på retur som resultat af kapitalismens globalisering og dermed en strategi, som efterlader arbejderklassen forsvarsløs over for en ny dynamisk og aggressiv kapitalisme. I forbindelse med sit 50-års jubilæum i 1999 udsendte ICFTU en særudgave af sit blad "Trade Union World", hvor organisationen præsenterede sig selv under overskriften: "How the ICFTU has influenced global development year for year". Gennemgangen af ICFTU’s historie viser et tæt partnerskab med kapital, statsmagter og deres efterrenings-tjenester. Det afsløres også, at ICFTU’s politik i stor udstrækning er blevet bestemt af de største industrialiserede lande. Jubilæumsskriftet efterlader det indtryk, at ICFTU er et internationalt kontor eller lobbyistorganisation, der forholder sig til andre interstatslige organisationer eller arbejdsgiverorganisationer, total adskilt fra hvad der måtte foregå blandt arbejdere nede på gulvet. ICFTU er toppen af en pyramide, væk fra enhver arbejder af kød og blod. Et andet hovedproblem er ICFTU’s usynlighed. Organisationen er overhovedet ikke tilstede i globale medier og kultur. Dette indtryk bliver styrket af konklusionen i bogen, der citerer en højtstående fagforeningsleder: "Jeg ved ikke hvor mange mennesker i dit land, der er opmærksomme på og bevidste om eksistensen af ICFTU, men jeg tror, at i mit eget land er det meget få". Her er altså en organisation med 124 millioner medlemmer, men hvor mange kender organisationens eksistens? Hvornår har man set den handle?
WFTU (The World Federation of Trade Unions)
Efter bruddet med ICFTU i 1947 beholdt den gamle Østblok resterne af WFTU, det vil sige de statskontrollerede fagforeninger i den kommunistiske verden, de kommunist-styrede fagforeninger i Vesten og de kommunistiske radikale nationalistiske fagforeninger i kolonierne. WFTU lå i ideologisk/politisk konkurrence med ICFTU under den kolde krig, men organisationsmodellen var den samme som de vestlige fagforeningers hierarkiske top-down model. WFTU’s mål var mere rettet mod at vinde allierede for den kommunistiske blok end den havde til formål at styrke klassebevidstheden, autonomien og evnen til at konfrontere kapitalismen og bekæmpe autoritære stater. Gennem sin 50-årige eksistens har WFTU f.eks. aldrig produceret materiale om, hvordan en strejke organiseres - national eller international. WFTU’s hovedaktivitet har været at afholde internationale konferencer, som alle formelt set ønskede "en genforening af den internationale faglige bevægelse", og som alle endte med opfordringen til en opfølgningskonference. WFTU eksisterer stadig. Den råder over et antal beskedne kontorer og beskedent betalte funktionærer. Den arrangerer konferencer og udgiver publikationer, som har en slående lighed med konferencerne og publikationerne 30 år tidligere.
Transnational _fagforening
The International Transportworkers federation (ITF) har i kraft af medlemmernes arbejde - international transport - haft en særlige status i fagbevægelsens internationale arbejde. I mellemkrigsårene var organisationen en vigtig del af den socialdemokratiske faglige internationalisme, som både var uafhængig af Moskva og bekæmpede fascismens fremgang. ITF støttede massemobilisering og internationale arbejderaktioner, den var aktiv i den antifascistiske bevægelse og undergrundsfagforeninger i de fascistiske lande. Under 2. verdenskrig arbejde ITF tæt sammen med England og USA i krigsførelsen mod nazi-Tyskland, og opdagede her fordelene ved at samarbejde med de liberal-demokratiske stater og deres efterretningstjenester. ITF fortsatte samarbejdet med USA’s efterretningstjeneste CIA under den kolde krig, specielt under nedkæmpelse af kommunistiske havnearbejdere i Frankrig og Italien i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig. I efterkrigstiden samarbejdede ITF også med de vestlige landes efterretningstjenester i bekæmpelsen af kommunistiske og radikale fagfor-eninger i Latinamerika og Afrika.
I løbet af de 50 år efter 1945 udviklede ITF sit transnationale arbejde. Et vigtigt eksempel er ITF’s langvarige kamp for sømænd der sejler i skibe under såkaldt bekvemmelighedsflag. Dette er blevet set som en model for faglig internationalisme under globaliseringen. Dels fordi skibe med bekvemmelighedsflag er registreret uden for nationale fagforeningers eller regeringers rækkevidde, i særlig "liberale" stater som: Panama, Bermuda, Liberia osv. Dels fordi dele af besætningen på disse skibe hyres i mange forskellige lande med meget forskellige arbejdslønninger, og endelig fordi ITF har formået at få arbejdere i andre brancher til at deltage i effektive transnationale solidaritetsaktioner. ITF’s aktiviteter har resulteret i internationale kollektive aftaler, og ITF’s aktioner har medført at millioner af dollar er blevet udbetalt til besætninger. Spørgsmålet er imidlertid om ITF’s arbejde ikke har været "oppefra og ned", hvor ITF leverer bistand til arbejdere i tredje verden, der ingen kontrol har hverken direkte eller indirekte over deres velgørere.
ITF organiserer ikke kun sømænd men også havnearbejdere. ITF-organiserede havnearbejder har historisk spillet en vigtig rolle som støtte til sømændenes kamp. Men da de ITF-organiserede Liverpool-havnearbejdere opfordrede til transnational solidaritet i deres kamp imod den britiske regerings neoliberale politik i 1995-98, fik de ikke ITF’s støtte. En årsag var angiveligt, at Liverpool havnearbejdernes egen nationale fagforening (The British Transport and General Workers Union) selv var tilbageholdende med at støtte strejken. ITF’s syn på internationalisme er, at det er et samarbejde mellem nationale fagforeninger mere end mellem arbejdere. Havnearbejdernes strejke i Liverpool var styret af arbejderne selv mod den britiske statsmagt og lokal, national og transnational kapital. Den blev gennemført uden støtte fra den nationale og internationale fagbevægelse, men fik stor opbakning blandt arbejdere og lokale fagforeninger verden over. Liverpool havnearbejderne tabte kampen, men viste, at der er et behov for en radikalt anderledes global faglig bevægelse, og at der lokalt er opbakning til globale faglige aktioner.
Fra internationalisme til global solidaritet
Det er problematisk for antikapitalister at forsvare nationalstaten, fordi det så let bliver til en nationalisme, vi har så dårlige erfaringer med. Nationale konflikter begravede klassesolidariteten og kostede millioner af menneskeliv i det foregående århundrede.
Den stærke nationalstat som strategi mod kapitalens globalisering er mere et tegn på manglende nytænkning end fornuft. Nationalstaten er så at sige den eneste ramme, som vi kar kunnet forestille os for vores liv og dermed også som ramme for forandring og organisering af modstanden, til trods for at nationalstaten forvandles til et mere og mere ubrugeligt redskab til radikal forandring.
Hvis vi ikke kommer ud over nationen og staten som ramme for vores liv, og i stedet udvikler det globale perspektiv for modstand og forandring, med vægt på klasse, køn og antiracisme, så bliver vores modstand mod globaliseringen ikke til at skelne fra højrefløjens - fra Pia Kjærsgård til Bin Laden.
Vi skal ikke overlade kritikken af staten til superliberalisterne, og vi skal ikke gentage statssocialismens fiasko, men i stedet udvikle et nyt socialt forum for politik og direkte demokratisk organisering. Hvis vi skal forny den anti-kapitalistiske kamp, bringe den fra et forsvar af den socialdemokratiske velfærdsstat, til en offensiv strategi for radikal forandring, må vi vove springet. Drømmen om den nationale revolution må erstattes af en strategi for radikal global forandring.
Internationalismen er begrebsmæssigt og historisk et forhold mellem nationer og nationaliteter. Denne internationalisme må erstattes af en global solidaritet, som ikke er mellem nationer men mellem mennesker, hvor mennesker ikke er statsborgere, men har et globalt medborgerskab. En global solidaritet som ser det lokale i en global sammenhæng, og hvor arbejderklassens problemer, kvindernes kamp og miljøspørgsmål ikke længere kan finde nationale løsninger, men kun kan løses i et samspil mellem det lokale og globale. Det er desuden er solidaritetsbegreb, som ikke kun vægter fællesskab og lighed, men samtidig giver plads til forskellighed og stadig forandring - en verden med plads til mange verdener. En revolution med plads til mange revolutioner.
En ny social fagbevægelse
Dette kræver en social bevægelse inden for fagbevægelsen. En social fagbevægelse, der ikke er bange for at overskride det snævert faglige politiske felt - eller rettere en fagbevægelse, der vender tilbage til de brede politiske dagsordener, der karakteriserede fagbevægelsen i forrige århundrede. En sådan model vil:
— Ikke bare kæmpe for bedre lønninger, men for øget arbejder- og fagforeningskontrol med arbejdsprocessen, investeringer og ny teknologi osv. Sådanne strategier og kampe skulle gennemføres i fælles aktion med andre sociale bevægelser f.eks. med kvinde- eller miljøforkæmpere.
— En sådan fagbevægelse skal kæmpe mod hierarkiske, autoritære og teknokratiske arbejdsmetoder og organisering - og for samfundsmæssigt nyttige og miljø-venlige produkter. For en reduktion af arbejdstiden, for en fordeling af den arbejdstid, der er tilgængelig og nødvendig, for fordeling af arbejdet i hjemmet og for en forøgelse af fritid til kulturel selv-udvikling og realisering.
— Fagbevægelsens kamp må være tæt forbundet til bevægelser af andre ikke fagligt organiserede dele af arbejderklassen: hjemmearbejdende og småbønder.
— Fagbevægelsen må være forbundet til andre demokratiske bevægelser: Sociale bevægelser, f.eks. bevægelser orienteret mod demokratisering af lokalsamfundet, økologiske-, menneskerettigheds- og fredsbevægelser, med det formål at skabe et magtfuldt og mangesidet civilsamfund. Hvis partiet og organisationen var modellen for det nationale industrielle samfund, så er netværket organisationsformen for en globaliseret verden.
— Arbejde for basisdemokrati og styrke direkte horisontale forbindelser både mellem arbejdere og mellem arbejdere og andre folkelige/demokratiske kræfter. En fagligt aktiv må samtidig være en del af globaliseringen fra neden, feminist, økologist, antimilitarist og radikal demokrat.
Globalisering fra neden
Magt skaber modmagt. Globaliseringen har skabt nye sociale bevægelser, som radikalt søger at forandre globaliseringens retning. Bevægelsen fik sit gennembrug ved de store demonstrationer mod WTO-møde i Seattle i 1999 og har siden udviklet og konsolideret sig. Den er af mainstream medier blevet betegnet som en "anti-globaliserings-bevægelse", men modstanden mod "globaliseringen fra oven" er ikke en afvisning af et globalt samfund. Det er derimod en globalisering af en helt anden karakter end kapitalismens globalisering.
"Globaliseringen fra neden" ønsker, at globale relationer og organisationer skal fremme: lighed, solidaritet, mangfoldighed og lokalt selvstyre i videst mulig omfang. Den vil globalisere lighed - ikke den voksende ulighed og fattigdom. Den vil globalisere solidaritet og fællesskab - ikke neoliberal konkurrence, egoisme og individualisme. Den vil globalisere mangfoldighed - ikke konformitet. Den vil globalisere demokrati - ikke markedskræfterne dominans. Den vil globalisere økologisk balance - ikke rovdrift på natur og miljø.
Behov for ny strategi
Et eksempel på en sådan radikal "globalisering fra neden" kunne være at erstatte World Trade Organisation, som tjener kapitalejernes behov, med en World Trade Union, som arbejder for en global mindsteløn og for globale standarder for arbejdsforhold og arbejdsmiljø.
En struktur, som "globaliseringen fra oven" har arvet fra den gamle imperialisme - og som den uddyber - er den ulige udvikling i verden. Der er dele af verden, hvor der er relativ velstand og dele hvor sult, nød og elendighed er akut.
Der er nødvendigt, at "globaliseringen fra neden" konfronterer denne globale ulighed. Et af de krav vi må stille, er udvikling af globale organisationer, som udligner lønforholdene i verden og sikrer ordentlige arbejdsvilkår på globalt plan.
Indtil videre har "globaliseringen fra neden" været mest aktiv i Nordamerika og Europa, dog med undtagelser som Mexico, Brasilien og dele af Indien. Det er imidlertid bydende nødvendigt, at den formulerer en politik og en strategi, som også har et perspektiv for den gamle Tredje Verden, hvis bevægelsen skal udvikle sig til en virkelig global kraft.
Fagbevægelsen har hidtil koncentreret sig om at sikre den nationale arbejderklasse en gunstig niche i den globale arbejdsdeling. Fagbevægelsens nationale strategi har ført til, at de globale lønforskelle har kunnet vokse uhindret - selv i fagbevægelsens velmagtsdage. Denne strategi går ikke længere. En ny faglig global strategi er dermed også en mulighed for at verdens ulighed endelig kan begynde at udligne sig. Hvilket igen er en forudsætning for løsningen af en lang række andre globale problemer.
Reform og revolution
Denne kamp for global ligeløn og arbejdsvilkår er ikke ensbetydende med en opgivelse af en anden organisering af arbejdet end lønarbejde. Men den kommunistiske vision om afskaffelsen af lønarbejdet må konkretiseres, hvis den ikke skal forblive en drøm.
Den gamle strategi om den nationale "bingo-revolution", hvor alting bliver bedre og anderledes den dag, vi overtager statsmagten i nationen, synes ikke længere realistisk eller tiltrækkende. Nationaliseringen af ejendomsretten til produktionsmidlerne synes ikke at forandre arbejdet særlig meget. Erfaringerne op gennem det forgangne århundrede var vist, at den nationale revolution ikke var særlig revolutionerende. Vi kan ikke udskyde en udligning af de globale sociale konflikter til en revolution, vi ikke har en konkret strategi for.
"Globaliseringen fra neden" må udvikle konkrete krav og veje til radikal forandring, hvis den skal udvikle sig som bevægelse og blive et konkret, troværdigt og tiltrækkende alternativ til den herskende orden. Et af den radikale venstrefløjs problemer i dag er, at den ikke har konkrete bud på, hvordan den vil forvalte verden.
"Globaliseringen fra neden" kan ikke nøjes med de store demonstrationer ved topmøde efter topmøde. Den må formulere en politik for, hvad den selv vil på globalt plan og ikke mindst på lokalt og hverdagsplan. "Globaliseringen fra neden" tager jo netop sit udgangspunkt i det lokale og i almindelige menneskers hverdag. Vi må udvikle modstandsformer i hverdagen mod det neoliberale lønarbejde, og samtidig må vi kunne komme med konkrete eksempler på, hvordan vi vil organisere produktion eller angive de skridt, vi vil tage på vejen mod en ophævelse af lønarbejde.
Brug hinanden!
Lønarbejdet er mere end nogen sinde et fundamentalt træk ved kapitalismen. Den globaliserede kapitalisme har udbredt lønarbejdet til alle afkroge af kloden, og alle aktiviteter i vores samfund får lønarbejdets karakter. Lønarbejde er den centrale "hverdagspraksis" i "globaliseringen fra oven". Lønarbejdet udgør en af de vigtigste kampfelter for, hvordan globaliseringen udvikler sig.
Hvis "Globaliseringen fra neden" skal udvikle sig fra en subkultur til en bred bevægelse, hvis den skal opnå slagkraft, må den udvikle strategier og praksisser på området. I denne proces er en alliance med en organiseret lønarbejderklasse et "must" for bevægelsen.
En global social og faglig bevægelse
Fagbevægelsen har brug for en ny strategi, der kan matche finanskapitalens og de transnationale selskabers globale omfang, hvis ikke fagbevægelsen skal ende som et forsikringsselskab og indkøbsforening for isolerede og individualiserede medlemmer. Fagbevægelsen må udvikle nye modstandsformer og strategier over for neoliberal management. Strategier, der ikke peger bagud mod et forsvar for den gamle velfærdsstat, men fremad mod nye former for socialt fællesskab og frihed.
Fagbevægelsen har brug for en repolitisering på linie med den brede politiske dagsorden, de socialistiske og kommunistiske partier gav fagbevægelsen i forrige århundrede. En påvirkning, der transformerede de snævre økonomiske interesser til en politisk bevidsthed. I dag må en slagkraftig fagbevægelse være en del af den sociale bevægelse, som kræver, at globaliseringens retning radikalt for-andres.
Den globaliserede kapitalisme genskaber således muligheden - nødvendigheden - af en fagbevægelse, som er en del af en "globalisering fra neden". Det vil sige en fagbevægelse, der ikke blot kæmper for rimelige løn- og arbejdsforhold, men for en generel samfundsforandring - en verden hvor arbejdet ikke længere er en vare, men en skabende kreativ aktivitet.