Væbnet befrielseskamp har spillet en afgørende rolle i den latinamerikanske venstrefløjs udvikling. I næsten alle lande har progressive og socialistiske partier og bevægelser grebet til våben for at gøre en ende på undertrykkelse og social uretfærdighed. Zapatisternes oprør i januar 1994 viste at den væbnede kamp ikke er et afsluttet kapitel på et kontinent, hvor flertallet af befolkningen aldrig har fået andel i landenes rigdomme.
I den følgende artikel vil vi se nærmere på den væbnede kamps historie i Latinamerika, dens årsager, konsekvenser og udvikling.
Af Pelle Dragsted
Selv om der er langt fra den cubanske revolution til Zapatisternes oprør i det sydlige Mexico har de væbnede opstande og guerillakrige i Latinamerika fælles årsager og oprindelse. To forhold har været afgørende for udviklingen af en væbnet befrielseskamp: De sociale og økonomiske forhold og undertrykkelsen af modstanderne af disse forhold.
¯konomisk har landene i Latinamerika været ramt af de samme problemer som de fleste andre tredjeverdenslande. Allerede fra kolonitiden udvikledes landene til råvareeksportører og efter selvstændigheden opstod en uhellig alliance mellem det nationale oligarki og den amerikanske imperialisme. Langt op i vores århundrede, og nogle steder endnu i dag, har denne alliance fastholdt en førkapitalistisk produktionsmåde, hvor jordløse bønder udbyttes af de store jordejere, som ejer størstedelen af de produktive jorde. Manglen på jord og fordrivelsen af småbønderne fra de produktive jorde, fører i mange lande til en omfattende urbanisering. Bælter af slumbyer lægger sig rundt om de latinamerikanske storbyer. Befolkningen i disse slumbyer udgør billig arbejdskraft for den industrielle produktion eller finder beskæftigelse i den uformelle sektor, hvor de hutler sig igennem livet ved at sælge tyggegummi, pudse sko eller lignende.
Der eksisterer den dag i dag et enormt skel mellem den lokale overklasse og den almindelige befolkning på landet og i byerne. Overklassen har tilegnet sig den del af landenes rigdom som ikke er havnet i lommerne på de multinationale selskaber eller som afbetaling på den tårnhøje udlandsgæld. Befolkningernes fattigdom har blandt andet manifesteret sig som høj børnedødelighed, analfabetisme og generelt ringe livsvilkår.
Ethvert forsøg på at ændre disse forhold er imidlertid til alle tider blevet brutalt bremset af dem der følte deres interesser truet - den nationale overklasse og USA. Mellem 1950 og 1973 uddannede USA 64.000 officerer på amerikanske militærakademier. Disse officerer fungerede ofte herefter som USA’s forlængede arm i de latinamerikanske lande. Hvis progressive og nationalistiske regeringer kom til magten, som det var tilfældet i Peru og Venezuela i 1948, i Brasilien og Guatemala i 1954 og i Chile i 1973, var det disse officerer, der i mange tilfælde organiserede kuppene og indsatte regimer der tjente de dominerende klasser og USA’s interesser.
Som svar på disse angreb mod demokratiet og den nationale suverænitet opstod der i de fleste lande en folkelig bevægelse med voksende styrke. Disse bevægelser omfattede brede sektorer: arbejdere, bønder, studenter, slumbybeboere, selv indenfor de væbnede styrker fandtes i enkelte lande progressive sektorer. Den brutale undertrykkelse og forfølgelse af disse legale politiske bevægelser blev det, der i de fleste tilfælde førte til opbygningen af de væbnede bevægelser.
Det er almindeligt at se den cubanske revolution som indledningen på den væbnede befrielseskamp på det latinamerikanske kontinent, men den væbnede kamp går meget længere tilbage end den. Man kan tale om tre typer væbnede opstande før den cubanske revolution.
De indianske oprør mod den koloniale undertrykkelse, uafhængighedskrigene og de borgerlige og nationalistiske revolutioner i starten af sidste århundrede.
Den koloniale undertrykkelse og udbytning af den oprindelige befolkning blev ved flere lejligheder udfordret af indianske oprør. Et af de mest kendte eksempler er Tupac Amaru’s oprør i det der i dag er Peru og Bolivia i årene 1780-81. Oprøret, der var anført af JosŽ Gabriel Condorcanqui, kendt som Tupac Amaru II, var et oprør mod stigende skatter, tvangsarbejde og den generelle undertrykkelse af den indianske befolkning. Oprørerne var bevæbnet med arbejdsredskaber og enkelte geværer. De indtog flere landsbyer og bredte sig udover det sydlige Peru og det bolivianske højland. Det lykkedes dog spanierne at fange Tupac Amaru og han blev henrettet sammen med sin kone, sine børn og mange af sine tilhængere. Lignende oprør fandt sted i Chile og Bolivia. Oprørernes nederlag skyldtes primært kolonisternes overlegne våbenmagt og organisation.
Uafhængigheden
I starten af 1800-tallet opstod uafhængighedsbevægelser i hele Latinamerika. Oprørshærene, som ofte både integrerede den kreolske og den indianske befolkning, kombinerede politiske og militære kampformer og besejrede i løbet af de første 25 år af 1800-tallet overalt den spanske armŽ. De mest kendte skikkelser i oprørene er Sim-n Bol’var i Sydamerika og Miguel Hidalgo i Mexico. Cuba var det sidste land der opnåede selvstændighed efter en lang række væbnede oprør. Denne sidste oprørshær blev sat i gang af JosŽ Mart’ og bestod af mere end 30.000 soldater. Da USA intervenerede mod Spanien opnåede Cuba sin uafhængighed fra Spanien, men en ny afhængighed opstod.
Uafhængighedsbevægelserne i Latinamerika havde haft stor opbakning hos det fattige flertal. Men det blev hurtigt klart at den nye nationale elite var mindst lige så dygtig som spanierne til at udbytte den indianske og blandede befolkning og at en ny form for kolonialisme var under opbygning. På denne baggrund opstod flere væbnede oprør i starten af det 20. århundrede.
Zapata, Sandino og Farabundo
En af de vigtigste og mest vellykkede væbnede opstande er den mexicanske revolution 1910-20. Opstanden mod diktatoren Profirio D’az, der repræsenterede det jordejende oligarki, omfattede både den fattige landbefolkning, som ønskede jord, og det spirende borgerskab som ønskede liberale reformer og andel i statsmagten.
Den første bølge af revolutionen ledes af den liberale Fransisco Madera der bliver udnævnt til præsident da D’az falder. Hermed er den borgerlige revolution opnået. Men under denne første bølge af revolutionen har den fattige befolkning opbygget egentlige revolutionære hære, i syd anført af Emiliano Zapata og i nord af Pancho Villa. Da det bliver klart at den borgerlige statsmagt ikke efterkommer løfterne om omfordeling af jord, fortsætter de kampen og indtager på højdepunktet af deres styrke hovedstaden. I de befriede områder gennemfører Zapata sin jordreform "Plan de Ayala". Det lykkes dog ikke at fastholde magten og den symbolske afslutning på den mexicanske revolution bliver mordet på Zapata i 1920.
Også i Nicaragua indleder det liberale borgerskab i 1926 et oprør mod det jordejende konservative oligarki. Oligarkiet tilkalder hjælp fra USA der sender "the marines" til undsætning. De nordamerikanske tropper møder imidlertid uventet hård modstand fra de liberales hær anført af Augusto Sandino. I 1927 underskriver det liberale parti en aftale med USA og kommer selv til magten. Men Sandino og hans hær fortsætter sin krig mod den amerikanske tilstedeværelse, tusindvis af bønder slutter sig til hæren og gennem effektiv guerillakrig besejres de amerikanske tropper. Da USA trækker sig ud nedlægger Sandino våbnene, men kort efter bliver han og tusindvis af hans tilhængere myrdet på ordre fra Somoza, chefen for nationalgarden, der kort efter tager magten ved et militærkup.
Oprøret i nabolandet El Salvador i 1932 bliver udløst af den økonomiske krise på verdensmarkedet, der rammer den i forvejen fattige befolkning hårdt. Oprøret er her, i modsætning til i Mexico og Nicaragua, anført af det kommunistiske parti, hvis mål er at tage magten og danne en regering af bønder og arbejdere. Den 22. januar indtager en hær af indianske bønder en lang række byer i den centrale og vestlige del af landet. I byerne dannes efter russisk mønster sovjetter der skal regere den nye stat. De dårligt bevæbnede og svagt organiserede oprørere bliver imidlertid nedkæmpet af nationalgarden og af paramilitære borgermilitser dannet af det kaffeproducerende oligarki. De henretter 30.000 bønder heriblandt lederen af det kommunistiske parti Farabundo Mart’.
Den betydning som den revolutionære bevægelse i Latinamerika har tillagt disse bevægelser kan blandt andet ses på de navne som de senere væbnede bevægelser vælger. Frente Sandinista FSLN, Frente Farabundo Mart’ FMLN, Movimiento Revolucionario Tupac Amaru MRTA, EjŽrcito Zapatista FZLN etc.
Den cubanske revolution
Mest afgørende for udviklingen af en egentlig revolutionær befrielseskamp i Latinamerika blev dog den cubanske revolution i 1959. Cubas revolution har fået et nærmest mytisk indhold og revolutionens historie er også bemærkelsesværdig: Først angrebet på Moncada-kasernen i Santiago i 1953, hvor en lille gruppe revolutionære anført af Fidel Castro angreb den cubanske nationalgarde. Angrebet mislykkedes totalt og blev efterfulgt af henrettelser, tortur og fængslinger af oprørerne. Da de overlevende blev løsladt i 1956 rejste de til Mexico og forberedte opbygningen af en væbnet guerilla. Det var her at den argentinske revolutionære Che Guevara sluttede sig til de cubanske revolutionære. Landgangen på Cuba var imidlertid katastrofal. Et angreb fra nationalgarden formindskede guerillaen til de blot 12 personer, der kom til at udgøre den første guerillakerne i Sierra Maestra bjergkæden. Alligevel, på trods af al denne modgang, lykkedes det dem blot to år efter, i januar 1959, at vælte diktatoren Batista og tage magten. Den cubanske revolutions sejr skyldtes grundlæggende en omfattende folkelig opbakning, der i flere tilfælde manifesterede sig i generalstrejker samt en vellykket kombination af forskellige kampformer.
Omfordelingen af jord, nationaliseringer af de nationale ressourcer og omfattende sociale reformer vakte håb og inspiration hos progressive grupper i resten af Latinamerika og revolutionens sejr blev startskuddet til en ny omfattende bølge af væbnet revolutionær kamp. Che Guevara’s tolkninger og formidling af den cubanske revolution fik enorm betydning for taktikken i den følgende bølge af væbnede kampe i Latinamerika.
Che og Foco-teorien
Ifølge Che beviste den cubanske revolution tre vigtige ting. 1) Man kan vinde en krig mod regeringshæren. 2) Man skal ikke altid vente til alle forudsætninger for en væbnet magtovertagelse er opfyldte, selve etableringen af en revolutionær guerilla i bjergene kan skabe disse. 3) I det underudviklede Latinamerika må den revolutionære kamp føres på landet.
I bogen "Guerra de guerrillas" redegør Che Guevara i detaljer for hvordan den væbnede kamp skal føres. Hovedindholdet er at man skal opbygge såkaldte "Focos" dvs. væbnede guerillaenheder i ufremkommelige dele af landet og herigennem opildne masserne til væbnet kamp.
Hans idŽer satte spørgsmålstegn ved venstrefløjens hidtidige arbejdsmetoder. De fleste kommunistiske og socialistiske parter var elektoralt orienterede reformister og afviste revolutionære omvæltninger. Konsekvenserne var forskellige fra land til land. Nogle steder, som i Venezuela og Paraguay, valgte de venstreorienterede partier at indlede den væbnede kamp. Andre steder splittedes partierne og en guevaristisk (che-inspireret) linje udskilte sig. Det var ikke alene de kommunistiske partier der opbyggede væbnede grupper efter guevaristisk mønster. Også populistiske, kristelige, socialdemokratiske og syndikalistiske aktivister valgte ved flere tilfælde at indlede væbnet kamp mod regimerne. I de fleste lande opstod der således i de følgende år en eller flere Guerilla-Foco’er.
Kontraguerilla
Det var ikke kun den latinamerikanske venstrefløj der dragede vigtige lektioner af den cubanske revolution. Revolutionen blev et chok for både de nationale eliter og for USA, der så sine interesser truet. Ingen af disse havde tænkt sig at sidde med hænderne i skødet og vente på at revolutionen skulle sprede sig og igangsætte en domino-effekt på det latinamerikanske kontinent.
Parallelt med at væbnede grupper opstod i de fleste latinamerikanske lande, udviklede USA og de latinamerikanske regimer en effektiv kontraguerilla-strategi med det formål at sætte en stopper for de revolutionære bevægelser. Denne strategi fik navnet den "nationale sikkerhedsdoktrin". Doktrinen havde både ideologisk, politisk og militært indhold
Ideologisk var antikommunismen det centrale indhold. Man fremstillede kommunismen som noget udefrakommende og som forræderi mod fædrelandet. I det hele taget dæmoniseredes oppositionen og begrebet "den indre fjende" kom til at omfatte alle der var kritiske over for det eksisterende system.
Denne ideologi kunne legitimere at militæret, hvis oprindelige opgave var at forsvare landet mod ydre fjender, nu blev sat i funktion for at bekæmpe den indre fjende.
Hæren reorganiseredes til denne nye opgave. Luftvåbnet styrkedes og særlige kontraguerilla-enheder opbyggedes. Samtidig uddannede USA hundredvis af officerer og spredte militærrådgivere udover hele kontinentet. Et andet vigtigt element var udviklingen af efterretningstjenester der kunne opspore og udslette den indre fjende. De latinamerikanske efterretningstjenester udviklede manualer i torturmetoder, samtidig begyndte infiltrationen af de folkelige bevægelser og guerillaen.
Foco’en og dens problemer
Foco-teorien skulle desværre vise sig at indeholde alvorlige problemer som i mange tilfælde fik katastrofale konsekvenser for den tidlige væbnede bevægelse.
I følge Che’s teorier skulle ledelsen af den revolutionære bevægelse ligge i den selvsamme Foco. Der var således dybest set ikke behov for en politisk bevægelse udover Foco’en. Den urbane bevægelse skulle i bedste fald bruges til at rekruttere nye soldater til guerillaen og derved "tømtes" byernes folkelige og politiske bevægelse for de mest engagerede aktivister. Che’s syn på den politiske organisations betydning hvilede i høj grad på en fejlagtig tolkning af den cubanske revolution, hvor han undervurderede betydningen af de urbane politiske bevægelser og tillagde den væbnede Foco for stor betydning.
Et andet grundlæggende problem var Foco’ens manglende kontakt med befolkningen. Foco’en skulle opbygges i ufremkommelige områder og kontakten med befolkningen sås mere som en risiko end som en fordel.
Den colombianske guerilla ELN’s første periode er et godt eksempel på en mislykket Foco-strategi. ELN indledte sin væbnede kamp i 1965 og oprettede flere Foco’er i landzonerne. En talsmand fra ELN opsummerer senere erfaringerne med Foco’en således:
"Indtil dette tidspunkt havde vores politiske arbejde alene det formål at etablere støtte til guerillaen, og var altså ikke et arbejde for at støtte og udvikle folkets organisering af forsvaret for deres interesser. Således fejlede vi, både i byen og på landet...Vi havde mange fagforeningsledere som sympatiserede med vores projekt, men de modtog ingen orientering, for det eneste der indtil dette tidspunkt havde betydet noget, var at rekruttere guerillaer blandt arbejderne. Den grundlæggende strategiske omlægning kom da vi i højere og højere grad forstod at en guerilla ikke kun er et militært instrument, men også en struktur der må udvikle politisk arbejde."
Disse grundlæggende fejl betød at Foco’en i de fleste tilfælde blev isolereret. Det lykkedes ikke at engagere landbefolkningen og man mistede kontakten og støtten fra bevægelsen i byerne. I takt med effektivisering af regeringshærene blev de revolutionære Foco’er i de fleste lande i løbet af 60«erne udslettet. Den symbolske afslutning på Foco-teoriens dominans blev tilfangetagelsen og mordet på Che Guevara, der uden større held havde forsøgt at opbygge en Foco i de bolivianske bjerge.
Byguerilla
Che’s anvisninger om at opbygge Foco’er i landzonerne var grundlagt på den forudsætning at der var tale om lande, hvor flertallet af befolkningen levede på landet og den økonomiske base var landbrug. Der var ingen anvisninger om de lande hvor flertallet eller en stor del af befolkningen boede i byerne, såsom Uruguay, Argentina og Brasilien.
Alligevel forsøgte socialistiske og nationalistiske grupper også her at opbygge væbnet kamp. IdŽen var den samme som Foco’en på landet. Eksistensen af væbnede grupper der konfronterede regeringshæren og oligarkiet skulle skabe organisation og bevidsthed. De urbane guerillaers aktioner blev først og fremmest udført for at få opmærksomhed og havde i mindre grad end landguerillaernes aktioner et militært sigte. De almindeligste aktioner var sabotage mod multinationale selskaber, kidnapninger og henrettelser af medlemmer af oligarkiet eller af CIA-spioner samt besættelser af radiostationer for at oplæse dokumenter.
Eksempler på sådanne bevægelser er Tupamaros i Uruguay, Montaneros i Argentina og ALN i Brasilien. Lederen af ALN Carlos Marighella skriver i sin "Minimanual for byguerillaer": "Byguerillaens primære opgave er at forstyrre, ødelægge og demoralisere militæret, diktaturet og deres repressive styrker og også angribe og ødelægge ejendom ejet af nordamerikanere, udenlandske direktører og den brasilianske overklasse".
Specielt Tupamaros havde i flere år succes med deres aktioner og kunne lege mus og kat med politiet i Montevideo, men bevægelserne led under nogle af de samme problemer som Foco’en på landet. Da brutale militærdiktaturer tog magten i de tre lande lykkedes det militæret at optrevle bevægelserne ved hjælp af tortur, infiltrationer og et grundigt efterretningsarbejde.
I midten af 70«erne var de nævnte byguerillaer sat ud af funktion og deres ledere dræbt eller fængslede.
De militære-politiske organisationer
Foco«ens utilstrækkelighed og internationale erfaringer fra blandt andet Vietnam overbeviste således de fleste organisationer, der planlagde væbnet kamp, om nødvendigheden af arbejdet blandt masserne samt eksistensen af en politisk organisation, også efter igangsættelsen af den væbnede kamp. Kombinationen af forskellige kampformer blev nøgleordet for den anden bølge af væbnet kamp efter den cubanske revolution.
I løbet af 70«erne voksede de væbnede organisationer i mange lande som Argentina, Nicaragua, Guatemala og Colombia. Bevægelsernes succes afhang i høj grad af i hvor stor udstrækning det lykkedes at forlade Foco«ens militaristiske tilgang. Styrkeforholdet overfor hæren var bestemt af den folkelige støtte og deltagelse. Etableringen af denne var en politisk og ikke en militær opgave.
De bevægelser der ikke udviklede et politisk massearbejde blev i de fleste tilfælde udslettet eller svækket inden slutningen af 70«erne.
En af de organisationer som formåede at omlægge sin strategi var FSLN i Nicaragua. FSLN udviklede sig fra en Foco-orienteret organisation til en militær-politisk organisation med et omfattende massearbejde. FSLN havde ikke alene tæt kontakt med masseorganisationerne, men engagerede sig direkte i at opbygge folkelige bevægelser i byerne og på landet. Samtidig lykkedes det FSLN at opbygge en bred front mod Somoza-diktaturet. Denne front omfattede dele af den katolske kirke, samt flere af de traditionelle politiske partier. FSLN brugte med succes folkestrejken som mobilisering af den urbane opstand og på denne måde lykkedes det at undgå isoleringen og inddrage befolkningen i aktiv deltagelse i den væbnede kamp. Fra at være en håndfuld mænd og kvinder i de nicaraguanske bjerge udviklede FSLN kampen til en egentlig borgerkrig, hvor et bevæbnet folk konfronterede regeringshæren og til sidst i 1979 kunne vælte det ældste militærregime i Latinamerika.
Fra og med den nicaraguanske revolution lå det klart at massearbejdet og opbygningen af de folkelige organisationer var en forudsætning for den væbnede kamps succes. Det var umuligt for organisationer med en ren militær strategi at hamle op med de latinamerikanske regeringshæres effektive kontraguerillastrategi.
80«erne
Erfaringerne fra den nicaraguanske revolution får således afgørende betydning for 80«ernes guerillakrig i Latinamerika. De vigtigste kendetegn for 80«ernes bevægelser er følgende:
— Afvisningen af en ren militær kamp.
— Strategier med afgørende vægt på massernes deltagelse i den revolutionære proces med den folkelige opstand og generalstrejker som vigtigste udtryk.
— Kombinationen af sofistikeret militært udstyr med folkelige våben.
— Udvikling af alliancepolitikker med brede sektorer for at opnå større social base.
— Et intenst internationalt diplomatisk arbejde.
To eksempler på udviklingen af en sådan vellykket væbnet kamp i kombination med et effektivt arbejde blandt masserne og de folkelige bevægelser er FMLN i El Salvador og URNG i Guatemala.
I El Salvador opstår de første væbnede grupper i starten af 70«erne. De bruger de første 8-10 år til at opbygge guerillaen og erhverve sig våben og ressourcer gennem kidnapninger og ekspropriationer af banker. Samtidig arbejder de væbnede grupper for at opbygge en folkelig bevægelse, der når sin kulmination i slutningen af 70«erne med daglige strejker, massedemonstrationer og aktioner. I 1979 tager en militærjunta magten i landet. Ligesom det var lykkedes i Nicaragua året før lykkes det nu de væbnede grupper i El Salvador, dels at samle den folkelige bevægelse, dels at indgå alliancer med progressive dele af borgerskabet. Hele oppositionen samles i Frente Democratico Revolucionario - FDR.
I Guatemala vokser den folkelige protest ligeledes og guerillaens støtte i landbefolkningen øges som resultat af et langvarigt arbejde blandt de indianske bønder.
I løbet af 80«erne lykkes det også de colombianske guerillabevægelser FARC og ELN at udvikle sig til egentlig politiske militære organisationer. Og i Peru genopstår den væbnede kamp i det maoistiske PCC (sendero luminoso) og i det cubansk orienterede MRTA.
Den brændte jords taktik.
USA har imidlertid ikke tænkt sig at sidde passivt og vente på at andre lande skal følge det nicaraguanske eksempel.
I takt med at guerillabevægelserne i højere grad engagerer sig i massearbejdet og med landbefolkningen, må USA ændre strategi. Det er ikke længere nok at udstyre militæret med sofistikeret udstyr og efterretningsapparater. Terroren bliver derfor i de følgende år mere generaliseret. Den strategi der udvikles for at bekæmpe guerillaens tilstedeværelse i befolkningen er den såkaldte brændte jords taktik. Den går ud på at isolere de væbnede bevægelser fra befolkningen i landområderne ved at tvinge landbefolkningen på flugt. Metoden er bombardementer og massakrer mod landsbyer i de områder guerillaen dominerer. Siden er millioner af bønder blevet jaget væk fra deres hjem i El Salvador, Guatemala og Colombia. Samtidig bliver de folkelige bevægelser i byerne terroriseret, og flere steder udslettes den legale politiske bevægelse fuldstændig.
Terroren bliver udført direkte af hæren eller af paramilitære grupper bestående af politi, soldater og civile under hel eller delvis kontrol fra staten og altid omfattet af en total straffrihed for deres forbrydelser. I Guatemala myrdes således mere end 40.000, i Argentina 30.000 og i El Salvador bliver 50.000, svarende til 1 % af befolkningen, dræbt på bare fem år.
Mange steder må såvel den folkelige som den væbnede bevægelse se sig overvundet af disse brutale men effektive metoder.
Da de væbnede grupper i El Salvador i 1981 indleder deres "slut-offensiv" er den folkelige bevægelse presset i total retræte og den folkelige opstand der skulle følge guerillaens offensiv udebliver.
Fra midten af 80«erne lykkes det at genopbygge den folkelige bevægelse, og guerillaerne i El Salvador og Guatemala opnår en stor militær effektivitet, en militær balance med regeringshæren og i flere tilfælde kontrol med vigtige territorier.
Der er næppe nogen tvivl om at den eneste årsag til at disse bevægelser ikke væltede regimerne i deres lande, var USA’s totale og ubegrænsede støtte til landenes brutale regimer.
Fredsaftalerne
De fleste af de væbnede bevægelser planlagde fra starten muligheden for at slutte fred og nedlægge våbnene, hvis man herigennem kunne opnå afgørende fremskridt for befolkningen. Men de forsøg på fredsaftaler der blev gennemført i løbet af 80«erne endte uden resultater, eller som i Colombia med nye massakrer mod den legale opposition.
I løbet af 90«erne nedlagde 80«ernes stærkeste guerillabevægelser FMLN og URNG imidlertid våbnene efter at have indgået fredsaftaler med landenes regering. At det på dette tidspunkt lykkedes har flere årsager:
1) Det var i begge lande blevet klart at hverken guerillaen eller regeringshæren endeligt kunne vinde krigen.
2) Den socialistiske bloks sammenbrud, der dels betød at bevægelserne mistede en vigtig allieret, dels at der blev lagt en dæmper på Reagan-æraens kommunist-skræk.
3) Befolkningens ønske om fred, der blandt andet betød at det blev sværere og sværere at rekruttere nye medlemmer til guerillaen.
Fredsaftalerne havde vigtige resultater. I El Salvador lykkedes det at fjerne militæret fra den politiske magt, som de havde domineret gennem hele århundredet, og derudover blev de frygtede militære elitebataljoner og de gamle regimers politikorps nedlagt. I Guatemala var resultaterne på dette område mindre og militæret spiller stadig en afgørende rolle i landet.
Reformer
Problemet ved begge fredsaftaler var deres manglende sociale og økonomiske indhold. Aftalerne førte hverken til nogen nævneværdig omfordeling af jorden, til reformer af socialistisk tilsnit, eller grundlæggende til en mere retfærdig fordeling af landenes rigdomme. Guerillaerne prioriterede de politiske områder frem for de sociale. Med den begrundelse at når det lykkedes at gøre en ende på militærets dominans og åbne et politisk rum for venstrefløjen og de folkelige bevægelser kunne man legalt og politisk fortsætte kampen for den sociale retfærdighed.
Dette hænger godt sammen med guerillaens udgangspunkt: Hvis grundlæggelsen af guerillaen skyldtes forfølgelsen af den legale bevægelse, så må den væbnede kamp ophøre når der igen eksisterer et politisk rum.
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt at såvel FMLN som URNG, efter nedlæggelsen af våbnene i høj grad også har opgivet deres revolutionære og socialistiske projekt. De udnytter ikke det tilkæmpede politiske rum til at fortsætte den kamp for grundlæggende forandringer af samfundet, som blev bremset af repressionen. Begge partiers programmer er i bedste fald socialdemokratiske reformprogrammer. Enhver snak om jordreformer, nationaliseringer og ekspropriationer er forstummet, istedet lægger de vægt på nationale kompromiser, forsoning, fælles nationale interesser og samarbejde med den private sektor. En lignende udvikling er sket i Uruguay, hvor Tupamaros i dag deltager i centrum-venstrekoalitionen Frente Amplio.
Der er nok mange årsager til denne udvikling:
1) Verden er i dag en anden end dengang den væbnede kamp blev indledt. Den virkeliggjorte socialismes nederlag har ført til en delegitimering af det socialistiske projekt blandt befolkningerne og en ideologisk forvirring på venstrefløjen.
2) Landene befinder sig i en post-krigssituation. Befolkningerne som har lidt under krigen, samt bevægelserne selv, frygter grundlæggende konfrontationer med de dominerende klasser. Man nedtoner således klasseinteresserne og lægger vægt på fælles nationale interesser.
3) Det revolutionære projekt er blevet gjort synonymt med den væbnede kamp og accepten af den fredelige og parlamentariske ramme for den politiske kamp er dermed samtidig accepten af, at man alene kan gennemføre forandringer der er acceptable indenfor de eksisterende politiske og økonomiske rammer. dvs. indenfor den kapitalistiske produktionsmåde.
4) En fjerde, og ikke ligegyldig faktor, er den modificerende effekt det ofte har på revolutionære
partier at træde ind på en parlamentariske scene og få andel i magten.
5) En generel magtesløshed overfor den økonomiske globaliserings indskrænkning af råderummet for national økonomisk politik.
Alligevel kan det synes underligt at bevægelserne i dag har forrådt de idŽer om grundlæggende forandringer som tusindvis af mennesker ofrede deres liv for at realisere.
90«erne
Udover de mellemamerikanske fredsprojekter har de sidste ti år betydet en meget forskellig udvikling i de enkelte lande. I flere lande er det lykkedes regeringerne at gøre op med de sidste rester af væbnet kamp. Guerillabevægelserne i Argentina, Chile, Bolivia og Ecuador og Peru er i dag stort set ikke eksisterende og diskuterer i de fleste tilfælde en endelige afvikling af den væbnede kamp. Nogle steder skyldes dette at mere demokratiske former har afløst militærregimerne. Mulighederne for egentlig politisk kamp er vokset og de væbnede bevægelser har dermed mistet deres legitimitet. Andre steder, som i Peru, er det lykkedes et uhyre effektivt og brutalt militær at nedkæmpe eller alvorligt svække de væbnede bevægelser.
I Colombia har udviklingen været den modsatte. Efter et forsøg på fredsforhandlinger der førte til en altomfattende massakre mod den folkelige bevægelse, greb guerillaen, der på dette tidspunkt var den ældste i Latinamerika, igen til våben i starten af 90«erne. Siden er bevægelsen vokset og kontrollerer i dag, i følge US-amerikanske kilder, næsten en tredjedel af landet. Det ville kræve en selvstændig artikel at diskutere årsagerne til at den colombianske guerilla står styrket, mens andre bevægelser er udslettet. Men en del af svaret ligger i en vellykket integrering af landbefolkningen i krigen mod regeringshæren, samt i den colombianske stats totale mangel på politisk rum for en venstreorienteret opposition. De colombianske guerillabevægelser ligger i dag i fredsforhandlinger med regeringen, men har i følge deres egne udtalelser lært af fejlene i de mellemamerikanske fredsprocesser. For det første ligger en afvæbning af guerillaen helt uden for forhandlingerne, for det andet lægger de større vægt på grundlæggende socio-økonomiske reformer som en forudsætning for freden. De kommende år vil vise om disse planer kan realiseres.
EZLN
Den mest overraskende udvikling af den væbnede kamp i 90«erne var EZLN’s oprør i det sydlige Mexico. Oprøret kom på et tidspunkt hvor kampen for revolutionære omvæltninger var alvorligt svækket, og har givet håb og inspiration, ikke blot i Latinamerika, men i hele verden. EZLN, der fødtes i de indianske comunidades, adskiller sig grundlæggende fra tidligere væbnede bevægelser. De har vendt den tidligere relation mellem masserne og den væbnede bevægelse på hovedet, idet guerillahæren og dens aktioner er under direkte kontrol fra de indianske comunidades. Istedet for at udgøre en avantgarde adlyder hæren befolkningen og konsulterer dem konstant omkring taktik og strategi. Bevægelsen har ligesom de mellemamerikanske guerillaer formået at kombinere den folkelige kamp og en egentlig guerillakrig, men har i modsætning til andre bevægelser i de fleste tilfælde prioritet den folkelige organisering frem for den militære aktion. EZLN er herudover den første væbnede bevægelse, der klart udtrykker at den ikke kæmper for at tage magten, men for en grundlæggende ændring af samfundet.
Fremtiden
Det er svært at spå om fremtiden, også for den væbnede kamp på det latinamerikanske kontinent. Efter 70«erne og 80«ernes brutale diktaturer i de latinamerikanske lande, befandt den revolutionære bevægelse sig i en stærkt svækket position og havde i de fleste tilfælde opgivet den væbnede kamp. Derfor kunne eliterne og imperialismen igen tillade etableringen af samfund med mere eller mindre demokratiske former. De steder hvor det ikke var muligt at nedkæmpe den revolutionære opposition, gennemførtes med USA’s støtte fredsaftaler, der gav guerillaen legitimitet og magtkvoter. Hvilket har medført at bevægelserne har modereret deres politiske programmer.
I ingen af tilfældene har alt dette imidlertid ført til ændringer af den økonomiske og sociale situation. Tværtimod er den revolutionære bevægelses svækkelse blevet brugt til at gennemføre en ren neoliberal politik, der har ført til yderligere elendighed og marginalisering for flertallet af befolkningerne. Og i mange lande eksisterer i dag hvad man kunne kalde en social krig, med en galopperende kriminalitet og omfattende bandevold.
Venstrefløjen har overalt valgt at bruge det politiske rum som afviklingen af diktaturerne har åbnet og er igen blevet elektoralt orienterede partier. De fleste af reformistisk socialdemokratisk tilsnit.
Spørgsmålet er så om de nationale dominerende klasser og USA vil tillade at selv disse moderate venstrefløjspartier eller progressive regeringer kommer til magten eller om en sådan udvikling vil blive mødt med en ny bølge af repression, der igen kan føre til opbygningen af væbnet kamp. Et andet spørgsmål er om modereringen af de traditionelle partier vil føre til pacificering og ligegyldighed i befolkningerne eller til dannelsen af nye og anderledes revolutionære bevægelser, ligesom det er sket i Mexico.
Den seneste udvikling i Ecuador, hvor indianske bevægelser, fagforeninger og venstrefløjspartier ved to lejligheder har væltet en demokratisk valgt regering gennem folkelige oprør og konfrontationer med hær og politi, viser at eksistensen af demokratiske former ikke nødvendigvis betyder en afslutning på væbnede opstande. Lignende folkelige oprør er i de seneste år set i Bolivia og dele af Argentina, ligesom i Ecuador rettet mod den neoliberale politik og den økonomiske krise forårsaget af en enorm udlandsgæld. I Brasilien og Paraguay og mange andre steder stiger antallet af jordbesættelser og andre aktioner for en omfordeling af jorden. Disse bevægelser ligner i høj grad de bevægelser der blev startskuddet til de sidste generationer af væbnede bevægelser i Latinamerika.
Store del af denne artikel er skrevet på baggrund af bogen "Del Moncada a Chiapas -Historia de la lucha armada en America Latina" af Daniel Pereyra. Bogen kan købes i Internationalt Forums Solidaritetsbutik, Griffenfeldsgade 41.