Gennem de sidste måneder har vi oplevet en række begivenheder, som har sat spørgsmålet om migration på dagsordenen. At mennesker flytter sig, krydser grænser og slår sig ned et andet sted er tilsyneladende blevet et af tidens vigtigste politiske emner.
Da hundredvis af afrikanske flygtninge i september stormede grænsen mellem Marokko og de spanske kolonier Ceuta og Melilla blev den globale ulighed og uretfærdighed igen synlig for enhver. Og ikke mindst så viste det, at EU forsøger at vride armen om på landene rundt om unionen for at få dem til at gøre det beskidte arbejde. Det er som om, vi har set det hele før og så alligevel ikke. De afrikanske flygtninge, hver med deres individuelle grunde til at flygte, kom fra det meste af kontinentet, og nogle af dem havde krydset Sahara alene og til fods, men de havde forenet sig i Marokko for at udfordre den mur, som danner grænsen rundt om det rige EU. I bjergene langs grænsen havde de organiseret sig i egentlige byer, som kunne huse tusindvis af migranter, og som rummede alt det, som vi kender fra en by af indkøbsmuligheder, barer og hvad vigtigere er en slags tingsted - en demokratisk struktur, hvor de fælles flugtforsøg kunne planlægges. Et kort øjeblik var det som om, at en ny global klasse tog form for med håndlavede stiger at storme imperiet. Nogle klarede det, men mange måtte lade livet, enten da grænsevagterne åbnede ild, eller efter at været blevet efterladt i ørkenen af migrationsmyndighederne uden vand.
I november rettedes opmærksomheden for en kort stund mod de fattige franske forstæder, hvis elendighed ellers bliver ignoreret. Kombinationen af et brutalt politi med racistiske undertoner og en populistisk indenrigsminister ligeledes med racistiske undertoner fik ungdommen i forstæderne til at gå på gaden. I løbet af 14 dage udbrændte hundredvis af biler hver nat, og det kom til sammenstød mellem politi og unge, primært efterkommere af indvandrere fra de tidligere franske kolonier og Mellemøsten. Der var ikke tale om en velartikuleret kritik af de gamle koloniherrer, eller der var i hvert fald ingen, der gad lytte til, hvad ballademagerne havde at sige. Hverken pressen eller politikere ønskede at forstå det der foregik, men situationen blev udnyttet til med foragt at fremstille den elendighed, som de skal havde været med til at skabe. Og foragt blev gengældt, som da en af drengene i dagbladet Politiken udtalte: ”Skrid hjem til din lorte-borgerlige avis, du kommer alligevel kun her ud, når der er ballede. Jeg gider ikke snakke med dig.” Situationen kom først under kontrol, da regeringen indførte udgangsforbud - vel og mærke ved at gøre brug af en gammel lov fra kolonitiden.
Sideløbende med de franske oprør oplevede vi en skærpet racistisk tone i den danske kommunalvalgkamp. Det er ikke noget, der kan reduceres til et uheldig udtalelse fra en dumdristig webmaster eller nogle få brodne kar blandt ellers anstændige politikere. Den nære racisme, som vi oplever i hverdagen og i pressen, ligger i klar forlængelse af den diskrimination, som udøves af statsledere bag lukkede døre. Der går således en lige linje fra de danske politikeres formål på at skabe fjendebilleder for at fiske stemmer på frygt og til institutionaliserede udvisninger af mennesker til tortur og forfølgelse.
Denne politik løser ingen problemer, tværtimod. Fjendebilleder skaber kun isolation og marginalisering. Når de franske forstæder koger over, som vi netop har set det - eller når afrikanske flygtninge stormer EU’s grænser - så er det et udtryk for samme desperate forsøg på at bryde ud af denne udelukkelse fra det rige fællesskab.
Årsagen til racismen skal ikke bare findes i en smålig småborgerlig kultur - nej, bag diskriminationen ligger også en iskold økonomisk kalkule. Selv Dansk Folkeparti taler om sortering i nye borgere, så de opfylder arbejdsmarkedets behov. Flygtninge og indvandrere misbruges som rambuk for nedskæringer og forringelser af velfærden - først indfører de starthjælpen for nye borgere, derefter forringes forholdene for alle konstanthjælpsmodtagere. Og ikke nok med det. Bagefter bruges de som lynafledere for den utilfredshed, der er skabt af disse asociale politikker. Når Europa lukker grænserne og stigmatiserer nye borgere, så lukker man øjnene for verdens virkelige problemer. Den virkelige konflikt står ikke mellem dem og os, men mellem dem som har og dem som ikke har - hvad enten det drejer sig om mad på bordet, statsborgerskab eller simpelthen den accept og tolerance, som alle mennesker fortjener.