I Colombia er over to millioner mennesker på flugt. Med fordrivelsen af Colombias bønder finder en omvendt jordreform sted: I ly af krigen mod guerrillaen koncentreres den gode jord på stadig færre hænder. “Der er ved at ske en omlægning af Colombias demografi”, siger Teófilo Rangel fra flygtningeorganisationen ANDAS.
af Christine Lundgaard
Den dag vi besøger flygtningebosættelsen ved Cartagena på Colombias caribiske nordkyst, er elendigheden nærmest malerisk. Det har regnet voldsomt og vandet står højt på de mudrede veje og stier. Man må føle sig frem i mudderet efter sten eller brædder at gå på. I en af vejgrøfterne ligger en hjemmelavet kano trukket op og giver mindelser om Venedigs gondoler.
Cartagena er netop kendt for sine smukke koloniale huse og gader. Det gamle centrum, fjernt fra oplandets flygtningeslum, er Colombias eneste tilbageværende turistmagnet. Men Cartagena er også et af de områder hvor flest flygtninge de seneste år er strømmet til. Her er der efterhånden ikke mere bebyggelig jord tilbage. De provisoriske småskure ligger tæt sammen, uden vand, el eller andre faciliteter, og de sidst tilkomne må bygge deres skure halvvejs ude i et forurenet vandreservoir.
Voksende flygtningestrøm
De internt fordrevne bliver ved med at strømme til, og det er svært at forestille sig hvordan der skal blive plads til flere. Der er nu et sted mellem to og tre millioner internt fordrevne i hele Colombia. En af bosættelserne i Cartagena hedder “Nelson Mandela” og her var der 25.000 indbyggere i 1997. Tre år efter er befolkningstallet fordoblet.
Ifølge Francisco Galindo, beboer i “Nelson Mandela”, er hjælpen fra regeringen lig nul. “De mener det er bedst helt at ignorere os, for vores akutte behov er for overvældende for dem. De frygter også at bedre levevilkår vil lokke endnu flere til.” Ud over en enkelt spansk NGO der har bygget nogle bræddehuse, har der heller ikke været hjælpeorganisationer på besøg. Så folk må klare sig selv; de fleste lærer at improvisere fra dag til dag. Der er ikke adgang til skole og lægehjælp, men flygtningene forsøger at organisere sig, de bygger skoler selv, og de søger den lokale kirke om hjælp.
Regeringen har officielt forpligtet sig til at sørge for flygtningene; men kun hvis det kan bevises at man er politisk forfulgt og man lader sig registrere som flygtning. ANDAS, som er en af de foreninger der organiserer flygtningene, anslår at ca. 10 % af flygtningene bliver registreret af myndighederne og at ca. 2 % modtager statslig hjælp. Mange af flygtningene er bange for kontakten med myndighederne. De stoler ikke på en regering der har forbindelser til dødspatruljerne som jager folk på flugt. En stor del tør ikke udtale sig eller blande sig i noget, af frygt for igen at blive opsøgt af de væbnede grupper.
De fleste af flygtningene fra de voldsramte områder søger fra landet mod de store byer hvor de ender i storbyernes slumområder. Her står de uden nogen form for netværk til at hjælpe med at finde et arbejde eller en bolig. Desuden er flygtninge ofte ilde set i byerne. Francisco Galindo mener at jobansøgere fra “Nelson Mandela” tit bliver afvist når de opgiver deres adresse. “Folk tror de fordrevne er problematiske og en part i konflikten” forklarer han.
At bo det forkerte sted
Som følge af den væbnede konflikt tvinges ikke blot enkeltpersoner, men befolkningen i hele byer og landområder til at forlade deres hjem. Enten bliver de beskyldt for at være venstreorienterede guerillaer fordi de laver en eller anden politisk aktivitet. Eller de bor simpelthen det forkerte sted - i et område hvor der er kampe mellem hær og guerilla og de civile derfor kan beskyldes for at være guerillasympatisører.
Bag anklagerne, truslerne og henrettelserne står paramilitære grupper med forbindelser til Colombias hær. 14-årige Jesús Vázquez fortæller om den dag en flok maskerede og bevæbnede mænd brød ind i hans skoleklasse: “De beordrede os til at gå ind til landsbytorvet. Alle var derinde, vores forældre, børnene fra skolen. Så pegede mændene nogle folk ud fra mængden. De hev dem ind i midten og skød dem. Nogle af børnene græd, men mændene sagde de skulle holde kæft, ellers ville det samme ske med dem.” Særligt i Colombias nordlige og vestlige provinser har jagten på påståede guerillasympatisører været voldsom. Flygtningene omkring Cartagena kommer stort set allesammen fra de tre vestlige provinser Córdoba, Antioquia og Chocó. Det er et område hvor fagforeningerne tidligere var stærke og guerrillaen havde mange støtter. Nu er næsten al opposition udraderet, dele af guerrillaen og fagbevægelsen er blevet infiltreret og området er stort set under paramilitær kontrol.
De paramilitæres næste store offensiv ser ud til at udspille sig længere sydpå, i provinserne Putumayo og Caquetá. Det er store jungleområder tæt på grænsen til Ecuador og Peru, og i store dele af områderne er FARC den dominerende magtfaktor. De grummeste beretninger om paramilitære massakrer kommer nu herfra.
Omvendt Robin Hood
Men bag dødspatruljernes ønske om at slippe af med guerillaen ligger andre, mere jordnære hensigter. Teófilo Rangel fra ANDAS beskriver mønsteret for fordrivelsen af Colombias bønder: “Konflikten i Colombia drejer sig grundlæggende om den uretfærdige jordfordeling. Og det der sker nu er en omvendt jordreform: De store jordejere og deres lejehære - organiseret i paramilitære grupper - fordriver de små bønder gennem trusler, skræmmekampagner og regulære massakrer. Bagefter overtager de selv jordene eller køber dem for en slik. Når de opsøger en bonde bruger de for eksempel sloganet “Sælg nu, så jeg slipper for at forhandle med din enke”.
Jorden i de provinser hvor størstedelen af flygtningene kommer fra koncentreres på den måde på stadig færre hænder. Udover at eje de gode jorde vil de magtfulde jordejere og paramilitære ifølge Teófilo Rangel også gerne have adgang til de store havne ved Stillehavet mod vest og Atlanterhavet mod nord. Her er der nemlig gode udskibningsmuligheder for narkotikaen fra områdets store kokaplantager.
Både ANDAS og menneskerettighedsorganisationen Minga mener ligeledes at multinationale interesser er en vigtig faktor i fordrivelsens logik. De paramilitære er særligt offensive i de områder der eksempelvis er rige på olie eller guld; som i Putumayo hvor man har fundet nye olieforekomster, eller i det sydlige Bolívar hvor flere nordamerikanske guld-selskaber opererer. Selskaberne vil gerne være ene om at udnytte naturresurserne, have arbejdskraft der stiller færrest mulige krav samt undgå sabotage fra guerrillaen. Indtil nu er meget lidt kommet frem om forbindelsen mellem multinationale interesser og fordrivelsen af Colombias bønder. Men flere flygtningeorganisationer holder selskaberne i deres hjemegn ansvarlig for terroren og fordrivelsen fra området. De har dog endnu få konkrete beviser. Selskaberne er kendt for at arbejde i stor hemmelighed; det kan sågar være svært at opspore navnene på de firmaer der opererer i et område.
Langsigtet plan for krig
De bønder som ikke flygter fra området, placeres i landsbyer der er oprettet under paramilitær kontrol. De tildeles en lille lod jord eller ansættes som daglejere hos de store plantageejere. Fremgangsmåden er kendt fra andre konflikter på det latinamerikanske kontinent som “den brændte jords taktik”. Den blev for eksempel brugt i Guatemala i 80erne hvor hæren og såkaldte selvforsvarspatruljer udrensede store landområder. Derefter blev befolkningen genbosat i paramilitært organiserede “modellandsbyer” med en udbygget social og mental kontrol, stikkersystemer mm. En metode som har vist sig særdeles effektiv til at forhindre modstand eller opposition.
“Det der sker nu vil påvirke os mange år frem”, mener Teófilo Rangel. “Der er simpelthen ved at ske en omlægning af Colombias demografi”. Men det der bekymrer ham mest er at grundlæggende netværk mellem mennesker ødelægges som konsekvens af fordrivelserne. Folks identitet og orientering i verden smuldrer, når de tvinges bort fra deres hjemegn og alt tages fra dem. Dét er måske den væsentligste forhindring for en fremtidig fred: Folk mister evnen og modet til at organisere sig og selv skabe den fred alle taler om.
Kilder: ANDAS, NACLA #2 2000, Human Rights Watch
Fredsprocessen: Colombia har i 90erne oplevet en optrapning af krigen, mens især guerrillabevægelserne FARC og ELN er vokset. I 1998 vælges den konservative Andres Pastrana til præsident, bla. på løfter om direkte forhandling med FARC. Pastrana lover straks efter valget at mødes med FARCs berømte leder “Tirofijo”. November 1998: Demilitarisering, dvs. hæren og politiet trækker sig ud af et FARC-kontrolleret område på størrelse med Sjælland, omkring San Vicente del Caguán. Der påbegyndes forhandlinger i området mellem FARC og regeringen. FARC har afbrudt dialogen flere gange pga. eskaleret paramilitær vold. Første gang umiddelbart efter forhandlingernes start i begyndelsen af 1999, senest midt i november 2000 fordi regeringen efter talrige opfordringer stadig ikke har foretaget sig noget for at bremse eller retsforfølge de paramilitæres massakrer. Regeringen på sin side har utallige gange truet med at afbryde forhandlingerne eller forsøgt at få FARC til at afbryde dem, pga. ofte meget medieombruste beskyldninger mod FARC for bl.a. kidnapning af børn og lovløshed inden for den afvæbnede zone. I forbindelse med forhandlingerne er der i det afvæbnede område blevet afholdt en række “audiencias” - folkehøringer - for forskellige folkelige sektorer, f.eks unge, kvinder, faglige brancher, etniske minoriteter... Disse audiencias har tjent som en vigtig samlingsfaktor fordi organisationerne arbejder sammen på tværs af traditionelle skel for at formulere fælles holdninger til en fremtidig fred. De får chance for at diskutere i større fora og for at formulere politik direkte over for regeringen. ELN har også påbegyndt forhandlinger med regeringen, men samtalerne har indtil nu måttet foregå uden for Colombia. Bl.a. holdt ELN, regeringen og en række repræsentanter for det civile samfund møde i Geneve i juli 2000. Processen er stødt ind i forhindringer fordi det har været umuligt at oprette et demilitariseret forhandlingsområde til ELN. Efter at ELN havde udpeget et område i Bolívar-provinsen hvor guerrillaen selv står stærkt, lykkedes det hæren at vende stemningen blandt indbyggerne imod ELN og imod en evt. militær tilbagetrækning. Efter optøjer og demonstrationer ser det nu foreløbig ud til at være umuligt for ELN at oprette et forhandlingsområde.