Af Janne Tynell
EU bryster sig af at varetage u-landenes interesser i WTO-regi. Men ikke desto mindre er EU’s handelspolitik en katastrofe for u-landene. Det gælder især handlen med og produktionen af fødevarer, der er et af de tunge områder i EU.
U-lande og NGOer har længe hævdet, at EU’s handelspolitik først og fremmest har til formål at servicere og facilitere europæiske firmaers økonomiske interesser. I EU synes man at give dem ret - i hvert tilfælde gav Europa Kommissionen i en pressemeddelelse tilbage i 1996 denne korte og præcise karakteristik af målene for den europæiske handelspolitik:
”Målet for EU’s handelspolitik er at effektivisere åbningen af de udenlandske markeder, som europæiske firmaer finder mest vitale for deres eksport.” Som et led i denne strategi skal EU ifølge pressemeddelelsen ”identificere de mest hårdnakkede barrierer, der står i vejen for handel og investeringer i de enkelte lande,” med det formål at finde ”de mest effektive værktøjer, der kan sikre en sammenhængende og koordineret indsats for at fjerne disse handelsbarrierer.”
Klarere kan det næsten ikke siges, og i 2002 er karakteristikken desværre stadig rammende. I EU’s handelsunivers må sociale hensyn, miljøhensyn og arbejdstagerrettigheder stadig vige for ”corporate driven goals,” som seniorforsker i forskersammenslutningen ”Focus on The Global South”, Aileen Kwa, formulerer det.
Som en vigtig aktør i kapitalens globalisering står EU dog ikke alene. For at gennemføre sine målsætninger for europæisk handel gør EU brug af andre internationale fora. Verdenshandelsorganisationen, WTO, er den vigtigste arena for fjernelse af såkaldte handelsbarrierer både ved og ”bagved” de enkelte landes grænser. Sammenlignet med USA er EU som regel mere sofistikeret i sin retorik i WTO-sammenhæng (på trods af at begge parter står for en politisk linie, der sætter frihandel over alle andre hensyn). Specielt efter at forhandlingerne i Seattle brød sammen har EU slået på, at den europæiske dagsorden i WTO også er i u-landenes interesse. ”Ironisk nok,” siger Aileen Kwa, ”for u-landenes fremstilling af deres egne interesser er i direkte opposition til EU’s”.
Fødevarefortet
I de seneste mange år har u-lande og vestlige NGOer skarpt kritiseret EU’s handelspolitik for direkte at skade u-landene. Konkrete eksempler på hvordan beslutninger taget i Bruxelles får katastrofale konsekvenser i lande tusindvis af kilometer derfra, findes der nok af - et af de mest triste er EU’s produktion og eksport af fødevarer. Produktion og handel med fødevarer er ikke alene et essentielt område, fordi der er tale ”produkter” eller ”varer”, der skal brødføde verdens befolkning. For mange u-lande udgør produktionen af fødevarer selve rygraden i landenes økonomi. Gennem sin landbrugspolitik har EU været med til at udkonkurrere og ødelægge fødevareproduktionen og dermed underminere lokale økonomier i adskillige lande i Den Tredje Verden.
EU’s landbrugspolitik kan siges at gå på to ben: Indadtil er den dybt protektionistisk. Over halvdelen af EU’s budget går til at støtte landbruget på den ene eller anden måde. Hvis det ikke var for det høje støtteniveau i EU, kunne det simpelthen ikke betale sig for europæiske landmænd at producere de såkaldte basisprodukter som f.eks. mælk og sukker. Støtteniveauet fremmer desuden overproduktion og miljøbelastende stordrift.
EU’s landbrugsstøtte kompenserer b. la. for produktionsomkostningerne, der de fleste steder i Europa er langt højere end f.eks. i u-landene på grund af klimaforholdene. Det europæiske klima egner sig i mange tilfælde ganske enkelt ikke til produktion af en række af de centrale basisprodukter. Samtidig med de fleste europæiske landmænd så at sige lever livet på støtten, bygger man høje toldmure op omkring EU, så u-landene har svært ved at få afsat deres varer til europæerne - endsige komme ind på det europæiske marked.
Landbrugspolitikkens andet ben er det ultraliberalistiske, der kræver at alle andre lande åbner deres markeder og fjerner alle såkaldte handelsbarrierer - det være sig både told og beskatning men også lokal politik om arbejdstagerrettigheder, miljøhensyn mm. På den måde bliver u-landene tvunget til at åbne dørene for de europæiske (og for den sags skyld også de nordamerikanske) gennemsubsidierede produkter, der også er med til at holde verdensmarkedsprisen på f.eks. sukker kunstigt nede.
Landbrugslobby
Absurditeten i EU’s landbrugspolitik burde ikke svær at få øje på. Men end ikke med ihærdige forsøg, adskillige konkrete eksempler på hånden og flere europæiske NGOer ved deres side er det lykkedes u-landene at få ændret de grundlæggende betingelser for EU’s handel med fødevarer. Det skyldes nok først og fremmest, at kritikerne af landbrugspolitikken er oppe imod en magtfuld landbrugslobby bestående af landmænd og fødevareproducenter rundt omkring i de europæiske lande, der især i Frankrig har så fast et greb om politikerne, at disse nærmest er blevet afskrækket fra at tage fat om nældens rod. En anden og mere åbenlys årsag er selvfølgelig den, at der på grund af EU’s handels- og landbrugspolitik konstant overføres store værdier fra u-landene til de europæiske lande. Landbrugs- og handelspolitikken er med andre ord - ikke overraskende - en god forretning for EU-landene.
Alligevel er der eksempler på, at man har forsøgt at reformere landbrugspolitikken. MacSharry-reformen fra 1993 og Agenda 2000, var begge reformforsøg, der af kritikere blev betegnet som ”lappeløsninger”. Frem for at gøre op med EU’s markeds- og virksomhedsorienterede politik, har reformerne tilsyneladende blot flyttet rundt på kasser og støttekroner, og dermed skabt et bureaukratisk kaos, der gør, at hverken forskere eller politikere efterhånden kan finde rundt i junglen af forskellige regler og støtteordninger. I dette cirkus er det en tom gestus at byde repræsentanter for u-landene inden for i varmen til forhandlinger på de bonede gulve i Bruxelles. I en kamp, der i forvejen ligner Davids kamp mod Goliat, har u-landene næppe bedre chancer for at gennemskue landbrugspolitikken end de mange fagfolk og forskere, der er ansat alene til at følge landbrugspolitikken. Som direktør for Economic Justice Network i Sydafrika, Malcolm Damon, udtrykte det i foråret 2001:
”Landbrugspolitikken er en jungle af regler og paragraffer, og EU flytter konstant rundt på kasser og støtteordninger. Når sproget så oven i købet er så kompliceret, at man skal være jurist eller have en hel speciel insider-viden for at forstå, hvad der står i EU’s papirer, så har u-landene ikke en chance for at overskue, hvad konsekvenserne af landbrugspolitikken er. Og når vi ikke kan overskue konsekvenserne, så er vi heller ikke i stand til at forhandle på vegne af vores folks interesser.”
Demokratisk underskud
Malcolm Damon peger på, at processerne omkring reformerne af landbrugspolitikken lider af et demokratisk underskud. Og demokratisk underskud er i det hele taget en af hjørnestenene i EU’s virksomheds- og markedsorienterede handelspolitik. Beslutningsprocesserne om den internationale handels- og investeringspolitik er et af de områder, hvor EU’s demokratiske underskud for alvor viser sit ansigt. Medlemslandene har sendt størstedelen af deres magt opad i systemet og overladt det til Kommissionen af sætte dagsordenen. Kommissionen forhandler på vegne af EU-medlemmerne i organisationer som WTO og har eneret til at igangsætte nye handelsinitiativer. Størstedelen af EU’s beslutninger om handel og investeringer bliver taget i den magtfulde ”133-kommitte” (tidligere ”113-kommiteen”), som består af handelsrepræsentanter fra medlemslandene og repræsentanter fra Kommissionen.
Demokratisk underskud er ligeledes det, der kendetegner processerne i WTO, og når EU, USA og deres allierede forsøger at sætte farten op for at gennemtvinge deres forslag på den i forvejen lange dagsorden bliver u-landene blot yderligere marginaliseret. Det netop overståede ASEM-topmøde i København er det seneste eksempel på, at EU allerede nu forsøger at gøde vandene for at opnå konsensus om deres handelsdagsorden ved den næste WTO-runde i Cancun. ASEM-mødet forbigik totalt de sociale spørgsmål som en række NGO’er havde rejst og fortsatte den enøjede frihandelsfokus.
Ifølge seniorforsker Aileen Kwa må u-landene derfor også i gang med forberedelserne til Cancun: ”U-landene burde koordinere deres indsats i Bruxelles og Geneve, og kæmpe imod at blive tvunget eller bestukket med løfter om teknisk assistance eller markedsadgang. Hvis u-landene opgiver de sidste grænser, der kan sikre dem retten til at udvikle deres egen handelspolitik eller beskytte deres lokale industri over for de store virksomheder, vil det udelukkende føre deres økonomier dybere ned i en nedadgående spiral.”
Dumping: Det regner med frosne kyllinger i Gambia
Hønseavlerne i Gambia modtager hvert år en særlig julegave fra EU: Når EU’s overskudslagre skal tømmes i november og december tilbyder EU nemlig eksportlicenser og medfølgende kompensationer til handelsfirmaer for at komme af med de overskydende kyllinger. I denne periode tager EU’s eksport derfor et kvantespring og årets sidste måneder bliver de værste for de gambiske hønseavlere.
”For bare ti år siden var der mange, der levede af at opdrætte kyllinger og høns til slagtning her i Gambia. Men i de seneste år er flere og flere hønseavlere blevet tvunget til at stoppe produktionen. Hvis udviklingen fortsætter på denne måde, vil erhvervet forsvinde helt i løbet af et år,” siger den Lamin Nyangado fra organisationen ActionAid.
Det største problem for de gambiske hønseavlere er, at de ikke er i stand til at konkurrere med de billige kyllinger og æg, som de europæiske hønseavlere kan producere med støtte fra EU. På trods af at EU er gået væk fra at give direkte støtte til eksport af kyllinger, modtager hønseavlerne stadigvæk direkte støtte til produktion i form at f.eks. arealstøtte, foder- og udviklingsstøtte.
Siden 1985 har det lille vestafrikanske land skåret ned på beskatning af både import og eksport som led i et liberaliseringsprogram støttet af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Gambia har så at sige åbnet dørene på vid gab for billige importvarer. Alene inden for de seneste seks år er Gambias import af frosne kyllinger blevet tredoblet, mens importen af æg i samme periode er steget til det firdobbelte. ”Det er en ond cirkel. De gambiske hønseavlere kan ikke overleve på grund af konkurrencen fra den billige import. De stopper med at producere kyllingekød og æg, og det giver et større incitament til at importere endnu mere,” siger Lamin Nyangado. Ifølge ham kan den gambiske regering ikke gøre meget ved den indirekte subsidierede import, fordi regeringen ikke har kapacitet til at undersøge EU’s handelspraksis.
Frisk mælk fosser ud i kloakken i Jamaica
Selv om den jamaicanske mælkesektor i de seneste år har modtaget støtte fra blandt andre FN’s fødevareorganisation FAO har de jamaicanske mælkeproducenter måttet hælde flere hundrede tusinde liter frisk mælk ud i kloakken - i bogstaveligste forstand. De er simpelthen ikke i stand til at konkurrere med de store mængder af billigt, subsidieret mælkepulver som EU hvert år sender over Atlanterhavet. ”Med mindre EU stopper med at bruge over 1,7 milliarder euro på eksportstøtte til mælkeproducenter hvert år, er fremtiden for de jamaicanske mælkeproducenter katastrofal,” skriver sammenslutningen af 22 af de største u-landsorganisationer i Europa, Eurostep, i en rapport om forholdene i Jamaica.
På trods af at EU i de seneste år har skrået i eksportstøtten til mælkeprodukter modtager de europæiske mælkeeksportører 507 danske kroner pr. 100 kg tørmælk, de eksporterer til Jamaica. Sammenlagt med den støtte, som mælkeproducenterne modtager via EU’s øvrige støtteordninger betyder det, at de europæiske lande stadig kan tilbyde jamaicanerne mælkepulver til en pris, der ligger langt under det, som de lokale bønder selv skal have for deres mælk for at overleve.
Phyllis March er en af de jamaicanske mælkeproducenter, der i 1999 ikke længere kunne sælge sin mælk. Kølebeholderne var fyldt til bristepunktet og til sidst måtte hun med blødende hjerte hælde tusinder af liter frisk mælk ud i kloakken.
”Siden 1999 har jeg taget lån i banken for at overleve. Nu kan jeg ikke tage flere lån, og jeg er nødt til at sælge min gård for at tilbagebetale den gæld, jeg har oparbejdet. Jeg ved ikke hvor jeg skal bo eller arbejde i fremtiden, det vil tiden vise,” siger hun.
Fiona Black, der er direktør for sammenslutningen af jamaicanske mælkeproducenter, forstår ikke EU’s politik over for u-landene.
”Før i tiden var vi afhængige af sukkerproduktion og -eksport. Men nu er sukkermarkedet så usikkert, at det stort set er umuligt at overleve. Derfor begyndte vi at satse på mælkeprodukter, der i det mindste også er føde til os selv. Men nu er det heller ikke muligt længere. Det er absurd, at tale om bistand til landbrugsudvikling og fødevaresikkerhed i Den Tredje Verden, for EU’s støtteordninger underminerer begge dele. EU burde vende blikket mod nogle af de lande, der har været udsat for liberaliseringspolitikken og dumping af billige eksportvarer. Så ville de se, at der langt fra er tale om fødevaresikkerhed for størstedelen af befolkningen.”
Kilder: Dagbladet Information, Eurostep og ActionAid