Tema: Fødevarekrise
Læs hele bladet (pdf)Den globale stigning i fødevarepriserne er ikke kun en konsekvens af, at afgrøder anvendes til fremstilling af biobrændstof, at kineserne bliver flere og spiser mere kød og at klimaet ændrer sig. En stor del af forklaringen skal også findes i de ’frihandels’-politikker, der føres af internationale, finansielle institutioner som IMF, WTO og Verdensbanken. Ifølge sociologen Walden Bello udgøres den eneste opposition af bondeorganisationer.
Af Tobias Frost
Titusinder af mennesker var på gaden sidste år i Mexico i protest mod stigninger på op mod 60 procent i prisen på tortillas. Årsagen, pegede mange på, var den voldsomme vækst i produktionen af biobrændstof. På grund af den amerikanske regerings subsidier, omlagde amerikanske landmænd langt flere arealer til dyrkning af majs til bioethanol end til fødevarer. Det betød en brat stigning i majspriserne, og var på den måde en direkte årsag til, at priserne på tortillas røg i vejret. Men et spørgsmål, der ikke blev taget frem i forbindelse med den såkaldte mexicanske tortilla-krise var, hvordan mexicanerne overhovedet var blevet afhængige af den amerikanske import i første omgang. Det spørgsmål vender vi tilbage til.
Den fjerde juni i år mødtes stats- og regeringschefer fra 60 lande og landbrugsministre fra de øvrige FN-medlemslande i FN’s fødevareorganisation FAO. FN’s fødevaretopmøde i Rom plejer ikke at trække de store overskrifter. Men over de sidste år har verden oplevet en kontant og vedvarende stigning i prisen på fødevarer. Eksempelvis truer de stigende kornpriser op mod 100 millioner mennesker med underernæring og sult og har tvunget yderligere en milliard mennesker til at skære ned på deres daglige forbrug af mad. Over det sidste halvandet år er prisen på basale fødevarer mere end fordoblet, i følge FN’s fødevareorganisation FAO. Fra marts 2007 til marts 2008 steg verdensmarkedspriserne på korn med 88 procent, på olie med 106 procent, på soja med 87 procent, og for mælkeprodukter steg de med 48 procent. Længe holdt prisen på ris sig relativt i ro, men indenfor bare et par uger i april steg prisen med 50 procent. På lokale markeder kan prisstigningerne være højere eller lavere end på verdensmarkedet. I Haiti, eksempelvis, steg en pose med 50 kg ris med 100 procent i løbet af en uge. Forklaringen på hvorfor priserne netop nu er på himmelflugt er mange og varierede. Den globale befolkningstilvækst har i løbet af de seneste årtier været på ca. 70 millioner om året. Der bliver ganske enkelt flere munde at mætte. Og i takt med et øget vareforbrug i EU og USA, stiger indkomsten i eksempelvis Kina og Indien. Den stigende efterspørgsel i Asien presser prisen op, og hertil kommer, at man her i stigende grad, køber og spiser mad, som kræver et større energiforbrug at producere. En gennemsnitlig kineser spiser i dag 50 kilo kød om året mod 20 kilo i 1980. Forklaringen rummer dog et paradoks. Historisk set har landbrugets industrialisering i løbet af de sidste knap 100 år fået produktiviteten og effektiviteten til at vokse i landbruget uden fortilfælde, ligesom introduktionen og anvendelsen af modstandsdygtige afgrøder og kunstgødning har været medvirkende faktorer til den overskudsproduktion i landbruget, der i sær har fundet sted i den rige del af verden. Der er altså ikke som sådan mangel på mad, men mangel på omfordeling. Og desuden fremstilles det ofte som et problem, at eksempelvis kineserne i stigende grad tillægger sig vestlige forbrugsvaner, uden at disse i sig selv problematiseres. Desuden er der en lang række af andre elementer, der spiller ind. Mange af verdens fødevarer ender i tanken som biobrændstof. Dårlig høst i Australien og Syd- og Østeuropa har presset priserne i vejret, og generelt ødelægger klimaforandringer i større omfang afgrøder. Prisen på kød stiger som følge af den højere pris på foder til dyrene. Det kræver ca. 50 kilo korn at producere et kilo oksekød. Og priserne på grønt- sager er globalt steget med 15 procent, fordi drivhusene bliver dyrere at opvarme på grund af den dyrere olie. Men der er også en anden forklaring på de stigende fødevarepriser. En forklaring, der hænger sammen med de sidste tre årtiers neoliberale handelspolitik og strukturtilpasningsprogrammer gennemført af IMF, WTO og Verdensbanken. Og så er vi tilbage ved den mexicanske tortillakrise.
Den mexicanske krise kan nemlig ikke forstås uden at tage højde for, at Mexico var blevet transformeret fra et majsproducerende til et majsimporterende land i årene forud for tortillakrisen. Dette skete netop på grund af disse ’frihandels’-politikker. Processen begyndte med de tidlige 1980’eres gældskrise. Mexico, en af de to største låntagere blandt udviklingslandene, blev tvunget til at låne penge af IMF til at hjælpe med afbetalingen på deres gæld. Til gengæld for lånene skulle landet gennemføre en række strukturtilpasningsprogrammer. Herefter fulgte det, som den filippinske sociologiprofessor Walden Bello beskriver som en ’noget for noget’ multimilliard-dollar redningsaktion. Bello skriver, at dette var et gennemgribende markedsindgreb uden fortilfælde, der havde til formål at eliminere høje toldsatser, statslig regulering og regeringsstøttede institutioner, som i følge neoliberale doktriner var barrierer for økonomisk effektivitet. Konsekvensen var tydelig i Mexico. Renteudgifterne steg fra 19 procent af de samlede offentlige udgifter i 1982 til 57 procent i 1988. Nedskæringerne på de offentlige udgifter blev hovedsageligt overført til afviklingen af statens gæld. Liberalisering af handlen med landbrugsprodukter blev gennemtrumfet af IMF og Verdensbanken og bidrog til destabilisering af småbønderne. I følge en rapport fra 2003, lavet af den private organisation Carnegie Endowment, mistede 1,3 millioner mexicanske landmænd deres arbejde som følge af importen af amerikanske landbrugsprodukter. Konsekvenserne af 1980’ernes strukturtilpasningsprogrammer blev forstærket i 1994, da NAFTA (den nordamerikanske frihandelsaftale) trådte i kraft. Selv om NAFTA havde en udfasningsperiode på femten år for toldbeskyttelse af landbrugsprodukter, herunder majs, oversvømmede stærkt subsidierede amerikanske majs hurtigt det mexicanske marked, og reducerede prisen på majs til det halve. Det kastede den mexicanske majssektor ud i en kronisk krise, som må ses som den væsentligste forklaring på tortillakrisen og Mexicos forvandling fra majsproducent til majsimportør.
Før Afrikas afkolonisering i 1960’erne, var kontinentet en netto-eksportør af fødevarer. I dag importeres 25 procent af fødevarerne, og næsten alle lande er forvandlet til netto-importører. Sult og hungersnød er blevet tilbagevendende fænomener, og alene de seneste tre år, er fødevarekriser brudt ud på Afrikas Horn, i Sahara, og det sydlige og centrale Afrika. Landbruget i Afrika er i dyb krise og årsagerne spænder fra krige til dårlig regeringsførelse, manglende landbrugs- teknologi og spredningen af HIV/Aids. Men som i Mexico skal en vigtig del af forklaringen findes i IMF og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer. Som krav for bistand til afvikling af udlandsgælden, blev der indført en udfasning af de afrikanske landes kontrol med og støtte til landbruget. Programmer, der har medført faldende investeringer, øget arbejdsløshed og nedskæringer på de sociale udgifter. Den støtte, som de afrikanske regeringer fik lov til at give, blev af Verdensbanken kanaliseret over i eksportlandbruget for at generere udenlandsk valuta, som staterne havde brug for at afdrage deres gæld. I eksempelvis Etiopien, førte det under 1980’ernes hungersnød til, at god landbrugsjord blev opgivet til fordel for marker med afgrøder til eksport. Desuden tilskyndede Verdensbanken til, at flere lande fokuserede på de samme afgrøder til eksport, hvilket ofte førte til overproduktion, som udløste store prisfald på de internationale markeder. Sammen med strukturtilpasningerne fulgte de negative virkninger af de tvungne handelsliberaliseringer over for EU og USA. Landene skulle eksempelvis tillade subsidieret EU-oksekød i at komme ind, hvilket betød at mange vestafrikanske og sydafrikanske kvægavlere blev ruineret. Ifølge Oxfam blev antallet af afrikanere syd for Sahara, der lever for mindre end en dollar om dagen, næsten fordoblet til 313 millioner mellem 1981 og 2001. Malawi er et repræsentativt eksempel for den afrikanske tragedie skabt af IMF og Verdensbanken. Og historien er ifølge Walden Bello et klassisk casestudie af et af de største fejlgreb begået af neoliberale økonomer. I 1999 indledte regeringen i Malawi et program, hvor alle små bondefamilier fik en gratis startpakke med gødning og frø. Resultatet var en overskudsproduktion af korn. Verdensbanken og andre donorer krævede, at programmet blev reduceret eller ophævet, fordi det fordrejede den frie handel. Samtidig krævede IMF, at regeringen solgte en stor del af Malawis kornreserver, for at afvikle landbrugets kommercielle gæld. Regeringen overholdt IMF’s krav. Uden de gratis hjælpepakker styrtdykkede kornproduktion i Malawi på rekordtid. Da en fødevarekrise i 2001-02 forvandledes til hungersnød, var der næsten ingen reserver tilbage i kornlagrene.
Erfaringerne fra Mexico og Afrika går igen i det ene land efter det andet, der blev underlagt IMF og WTO’s defacto administration. En undersøgelse af fjorten lande, lavet af FAO, viste, at niveauet for importen af fødevarer fra 1995-98 var højere end fra 1990-94. Resultatet var ikke overraskende, da et af de vigtigste mål i WTO’s landbrugsaftale (Agreement on Agriculture) var at åbne markederne i udviklingslandene, så de kunne aftage overskudsproduktionen fra EU og USA. Som den daværende amerikanske landbrugsminister, John Block, sagde i 1986: ”Tanken om, at udviklingslandene skulle brødføde sig selv er en anakronisme fra en svunden tid. De kan bedre sikre deres fødevaresikkerhed ved at forlade sig på amerikanske landbrugsprodukter, som er tilgængelige, i de fleste tilfælde, til lavere omkostninger. ”Hvad John Block dog ikke sagde var, at den lavere pris på amerikanske produkter skyldtes tilskud til landbruget, som blev mere massive år for år, til trods for, at de skulle udfase dem. I alt steg den samlede landbrugsstøtte i de rige lande fra 367 milliarder USD i 1995 til 388 milliarder USD i 2004. Siden slutningen af 1990’erne har landbrugssubsidier tegnet sig for 40 procent af værdien af landbrugsproduktionen i EU og 25 procent i USA. De subsidierede vestlige landbrug og IMF, WTO og Verdensbankens politikker har, ifølge Walden Bello, skabt et globaliseret, kapitalistisk, industrielt landbrug, hvor udviklingslandene integreres i et system, hvor eksportorienteret produktion af kød og korn er domineret af store industrielle bedrifter, som dem, der drives af det multinationale thailandske CP, og hvor teknologien løbende opgraderes med fremskridt inden for genteknologien af virksomheder som Monsanto. Afskaffelsen af toldbarrierer faciliterer et globalt landbrugssupermarked med elite- og middelklasseforbrugere, der serviceres af kornselskaber som Cargill og Archer Daniels Midland og transnationale fødevaredetailhandlere, som det britiskejede Tesco og fransk ejede Carrefour. Der er ikke efterladt meget plads til de hundreder af millioner fattige på landet og i byerne i dette integrerede, globale marked. De er trængt sammen i gigantiske forstæder og slumbyer, hvor de slås med madpriser, der ofte er meget højere end i supermarkedet. Eller landdistrikterne, hvor de er strandet med en marginal landbrugsproduktion og bliver stadigt mere sårbare over for sult. I de rige lande bruger en gennemsnitlig familie mellem ti og tyve procent af husstandsindkomsten på mad, mens det i udviklingslande ofte er 50-80 procent. En prisstigning på 10 procent på basale fødevarer som spiseolie, ris eller mel, vil derfor ikke gøre nogen relativ forskel for en familie i Europa og USA. Her betyder en fordobling af hvedeprisen ikke, at prisen på brød stiger til det dobbelte, fordi udgifterne til mel kun udgør en lille del af prisen for det færdige brød. Men i et af de fattige lande, kan en sådan forskel betyde forskellen på om man går mæt eller sulten i seng. Som med så mange andre kriser, rammer konsekvenserne af fødevarekrisen dem, der i forvejen er ramt. Så alt i mens Vestens forbrugere har mærket en mindre, om end mærkbar stigning i prisen på dagligvarer, så anslår FN at op mod en milliard, af jordens ca. seks milliarder mennesker, lever med konstant sult. Dette estimerede tal tager dog ikke højde for alle de, som har vitaminmangel eller lider af underernæring. Alt i alt er det samlede antal mennesker, der er ramt af fødevareusikkerhed tættere på 3 milliarder, eller halvdelen af verdens befolkning.
Ingen kan med sikkerhed vide om, og i så fald hvornår, priserne på de basale fødevarer begynder at falde. Det bagvedliggende problem er nemlig, at fødevarekrisen i høj grad er menneskeskabt, og at den derfor kan løses politisk. Men spørgsmålet er, om viljen er der. De politikker, som er ført i IMF, WTO og Verdensbanken bærer i høj grad en del af ansvaret for den nuværende fødevarekrise. Og en løsning kræver derfor et opgør med selvsamme politikker. At frihandel synes at være verdens frelse, gentages i en uendelighed af neoliberale politikere. Men når det kommer til fødevarer, og i særlig grad en reel fri handel uden restriktioner for alle lande, så lyder ordene pludseligt tomme og hule. Mange ikkevestlige lande har, som en automatreaktion på de stigende fødevarepriser grebet ind over for de såkaldt ’frie’ markedskræfter, og indført eksportbegrænsning, eksportkontrol og øgede subsidier til egne landbrug. Konsekvensen er ligeså forudsigelig som den er fatal: højere prisstigninger på fødevarerne. Kritikken fra EU og institutionerne har været ligeså forudsigelige. Eksempelvis indførte Ukraine eksportkontrol, men både EU og Verdensbanken kritiserede Ukraine, der efter kraftige henstillinger, opgav planerne. Men spørgsmålet er om USA og Europa kan vende blikket indad, og anerkende den ødelæggende virkning, deres egne landbrugssubsidier har for udviklingen af levedygtige landbrug i udviklingslandene. Og om IMF, Verdensbanken og WTO vil opgive deres ødelæggende strukturtilpasningsprogrammer og tvungne handelsliberaliseringer. En del af løsningen og en vej ud af fødevarekrisen er til stede her. Men det er ikke sikkert den politiske vilje er det. Derfor skal man vende blikket i en anden retning, for at få øje på en reel opposition og en mulighed for forandring, mener Walden Bello. Bondeorganisationer rundt om i verden er blevet stadigt mere militante i deres modstand mod landbrugets globale industrialisering. Det var hovedsageligt på grund af pres fra netop bondeorganisationer, at forhandlingerne i WTO’s Doha-runde brød sammen. Regeringerne fra en lang række udviklingslande nægtede at åbne deres markeder endnu mere for subsidierede landbrugsprodukter fra Europa og USA og krævede en massiv beskæring i USA’s og EU’s landbrugsstøtte. Bondeorganisationerne har etableret internationale netværk, og et af de bedst kendte og mest velfungerende er Via Campesina. Via Campesina kæmper ikke kun for at få ’WTO ud af landbruget’ og imod det globaliserede, kapitalistiske industrielle landbrug, de foreslår også et alternativ - nemlig fødevaresuverænitet. Fødevaresuverænitet betyder for det første, at et land får retten til selv at bestemme produktion og forbrug af fødevarer. For det andet, at landbruget fritages for globale handelsregimer struktureret og defineret af WTO. Fødevaresuverænitet betyder også konsolideringen af landbruget omkring småbrug, ved at beskytte hjemmemarkederne mod import af subsidierede landbrugsprodukter, afskaffelse af direkte og indirekte eksportstøtte, og udfasning af indenlandske subsidier, der fremmer ikke-bæredygtige landbrug. Via Campesina kæmper også for at sætte en stopper for TRIPs-aftalen (Trade Related Intellectual Property Rights), en aftale under WTO, der gør det muligt for virksomheder at tage patent på eksempelvis plantefrø. De modsætter sig agro-teknologi baseret på genteknologi og kræver jordreformer. I modsætning til en global landbrugs-monokultur, tilbyder Via Campesina en vision om en international landbrugsøkonomi, der bygger på forskellige nationale landbrugsøkonomier, der handler med hinanden, men som primært fokuserer på produktion til hjemmemarkedet. Bønderne i udviklingslandene har indtil nu været betragtet som levn fra den præindustrielle æra. Men i stedet for at være endt på historiens mødding, repræsenterer de i dag den førende oppositionen til et kapitalistisk, industrielt landbrug. I stedet for at forsvinde ud i mørket, har de taget kampen op med det globaliserede, kapitalistiske industrielle landbrug. Bondeorganisationernes kamp er betydningsfuld, ikke kun for bønderne selv, men for alle, der trues af de katastrofale konsekvenser af den globale kapitals vision for organiseringen af produktionen, samfund og selve livet, mener Walden Bello.
Artiklen bygger på en oversættelse af Walden Bellos artikel ‘How to manufacture a global food crisis: lessons from the World Bank, IMF, and WTO’, bragt den 2. juni 2008 i The Nation og artikler om fødevarekrisen fra Znet, Information og OpenDemocracy. Walden Bello er professor i sociologi, medstifter af NGO’en ’Focus on the Global South’ og præsident for ’Freedom From Debt Coalition’.