De fleste forbinder nok politik med hoved snarere end med krop. Men i feminismen har kroppen længe været en politisk kampplads - forestillingen, om en ’rigtig kvindelighed’ uden alt for store armbevægelser, opretholdes bl.a. gennem disciplineringen af kroppen.
Af Kia Ditlevsen, fotos fra udstillingen Kusser i Øjenhøjde
Vi mødes alle af krav til vores kroppe, som trænes til at bevæge sig og udtrykke sig på bestemte måder. Vores kroppe disciplineres - og de discipliners forskelligt alt efter hvem vi er, så de på den rette normaliserede måde udtrykker køn, alder, seksualitet, social position etc.
Normalisering handler også om kropsregulering. En regulering som gennem årene bliver adfærds-disciplinering. Den måde vi agerer med vores krop på, hænger sammen med den måde, vi agerer socialt på. Den måde vi lærer, at det er okay at bruge kroppen på, lærer os også hvor meget plads vi må fylde i det sociale rum - og hvordan. Kroppens disciplinering påvirker den måde vi indtager plads på. Især kønnet er tydeligt i kroppens udtryk - korslagte ben, det evige diplomatiske smil og ’delleskjuleren’ er mere end blot udtryk for en personligt valgt stil. Det er udtryk for en bestemt ’kvindelig’ indstilling til verden, som ikke lægger op til store armbevægelser, vedholdenhed og oprørskhed.
Dette forhold udtrykkes forbilledligt klart i sangen ’Op med håret’, hvor de to rappere Ufo og Yepha synger: ”Hippietøser med hår under armene/ Der kommer brasende støjende og larmende/ Gennem hovedgaden og tror de ejer det hele/Med rulletobak og en bajer til at dele”. De ubarberede armhuler, og den støjende og frembrusende adfærd er upassende, ja ligefrem (oh skræk og rædsel) ukvindelige.
Kroppen i feminismen
Kroppen er i kønsdebatten genaktualiseret af nyere akademiske kønsteorier, men har for så vidt altid været et tema i den feministiske kamp. Rødstrømperne formulerede allerede i 1970’erne teorier om kvindekroppens disciplinering gennem indsnøring, indsnævring og begrænset bevægelsesfrihed, og kroppen har været en kønspolitisk kampplads igennem alle årene - om end på så særdeles forskelligartede måder som fx feministisk selvforsvar, produktion af antikommercielle og antipatriarkalske pornofilm, drag, queer, protester mod skønhedsidealer og stereotypificeringer, speculum-workshops og militans.
Brølende reguleringsbølge
Om kravene til det veltrimmede liv, den veltrimmede krop og den ’rette kvindelighed’ er vokset i løbet af de seneste årtier, er nok diskutabelt, men på mange måder er de (igen) blevet særdeles ensrettede, direkte og præsenteres fra utallige reklamesøjler og medieplatforme. Og det er ikke kun reklamernes og fiktionens billeder af det rette liv, der brøler efter os - det politiske og forvaltningsmæssige fokus på, at vi allerede fra børnehaven skal styre vores liv med stålsat fremdrift, øger også reguleringspresset. Ingen slinger i valsen, det rette er det konforme, den lige vej, boglig faglighed, kontrol, ingen ’fjumreår’... Vi bliver konstant mindet om, at vores køn, både organet og betegnelsen, skal trimmes, trænes og fremvises i sin mest ’perfekte’ form. Vores cv skal være appetitvækkende, vi skal have en udfordrende uddannelse, smukke og smarte børn, en lækker kæreste, det fede job, være spontane og samtidig velstrukturerede, slanke, gå til yoga, undgå alkohol, pletter på straffeattesten og sabbatår.
Disciplineringen som selvfølge
Der mangler en stærk og synlig modkultur, som sætter kraftfulde og synlige spørgsmålstegn til hele denne reguleringsbølge, og den livsmåde den skaber. Derfor bliver det også sværere ikke at lade sig rive med af den, sværere overhovedet at opdage den, sværere at italesætte den og sværere at problematisere den. Forventningerne sniger sig ind i vores egne krav til os selv, vores selvbillede, kropsholdninger, sprogbrug og måder at være på. Om vi kan leve op til dem fremstår for os som et spørgsmål om personlig formåen og prioritering. De kollektive og strukturelle aspekter bliver usynliggjorte og derfor svært angribelige. Reguleringen fremstår som selvfølgelig, og det bliver problematisk at problematisere kravene, for der skal ikke mere til end en ubarberet kusse, så er man afviger - doven, usoigneret, ukvindelig, ukontrolleret, ufokuseret og utrimmet.
Kusser i øjenhøjde
Netop kussen - med eller uden hår - og kroppens disciplinering var igen i centrum, da den feministiske gruppe KRAN indkaldte til en fotoaktion, somunder titlen ’Kusser i øjenhøjde’ blev udstillet på Kvindernes Internationale Kampdag i år. KRAN og andre aktivistiske feminister (blandt andet fra gruppen Lillesøster og Offensivs kvindegruppe), portrætterede i løbet af to vintersøndage deres underliv i pasfotoautomaten på Hovedbanegårdens perron 9.
Kussen er både særdeles udbasuneret og særdeles tabuiseret. I sin offentlige, udbasunerede, form er det i en fisset, veltrimmet, artig og glitrende version, den tabuiserede kusse har udflåd, kan føde, er grådig og kødfarvet. Aktionen gik ud på at skabe et aktivt rum, hvor den tabuiserede kusse møder det offentlige rum, og dermed udfordrer den disciplinerede normalitet. At stå i fotoautomaten på perron 9 i bar røv i to graders frost som forælder/studerende/voksen/fuldtidsarbejdende udfordrer opfattelsen af normal adfærd, og indtagelsen af det offentlige rum er at kræve og åbne rum for ikke-disciplineret opførsel og krop.
Det kollektive modsvar
Billederne blev efterfølgende udstillet til et 8. Marts arrangement og præsenteret som et oplæg til at diskutere, hvilken rolle vi selv - bevidst eller ubevidst - spiller i opretholdelsen af kønsidentiteter gennem kroppens regulering. Hvilke små aktive hverdagsvalg gør vi os, som vi opfatter som naturlige og selvfølgelige og som regulerer vores krop, fremførsel og fremfærd? Har vi fx en veltrimmede kusse, fordi vi gerne vil have et veltrimmet liv? Kunne den tid og energi vi bruger på trimning, bruges til noget andet - fx feministiske aktioner? Og nok så vigtigt - hvordan skaber man et rum for kritisk refleksion af den selvfølgelige disciplinering og hvordan sprænger man de rammer for normal adfærd, den opstiller? KRAN opfordrer som svar herpå til kollektiv refleksion og aktion, fx i en basisgruppe, for kun kollektivt kan man erfare de strukturelle begrænsninger og reguleringer og kun et synligt og kollektivt modsvar udfordrer disse. Udadvendte og bevidste brud på regler og rammer, udfordrer deres selvfølgelighed, og giver andre en anledning til at overveje dem. Det kræver styrke at udfordre, men det giver også styrke.
Det at tage et rum, som ellers er lukket for en, giver en vished om at det kan indtages, det at være ulydig, at overskride rammerne, giver en vished om at det er muligt at ændre dem.
Kia Ditlevsen er fra den feministiske gruppe KRAN, www.kranerne.dk