Tema: Mexico
Mexico er et land med op mod 100 millioner indbyggere. De indianske folk udgør omtrent 15 % af den mexicanske befolkning fordelt på 56 etniske grupper, hvoraf de mest kendte er aztekerne og mayaerne. Chiapas er den sydligste af Mexicos 31 delstater og ca. halvanden gang så stor som Danmark. Chiapas er en af de delstater med højst procentvis andel af indiansk befolkning, det vil sige lidt over 1 million eller en tredjedel af befolkningen. Det drejer sig om mayaindianere, fordelt på grupper som tzotziles i høj-landet, tzeltales i Lacandona-junglen samt chol, tojolaval, mam, lacandón og zoque. Omtrent 68 % er katolikker mens 17 % er evangelister.
Udover forekomst af olie, uran og mahognitræ produceres kaffe, majs, bananer, tobak, kakao, kvæg. Chiapas er desuden en af de vigtigste vandreservoirer i Mexico og står for en betydelig del af elektricitetsproduktionen i Mexico via vandkraftværker. Endvidere er Chiapas ekstremt rig på biodiversitet. Samtidig med at Chiapas er en af de ressourcemæssigt rigeste delstater i Mexico, er størstedelen af befolkningen fattige og uden reelle muligheder for adgang til sundhed og uddannelse.