Tema: Klima
Læs hele bladet (pdf)Hvad har jordens økosystemer at gøre med den menneskelige viden? Både jordens naturlige ressourcer og de goder som mennesker producerer i fællesskab deler den grundlæggende egenskab at de ikke kan ejes – de er umiddelbart fælles goder. Den politiske tænker Michael Hardt diskuterer i dette essay hvordan kampen mellem fælleder i det økologiske og det sociale domæne hænger sammen.
Af Michael Hardt
For at genopfinde samfundet i dag er det en central opgave at udvikle en alternativ forvaltning af den fælles rigdom vi deler. I dette essay vil jeg undersøge to særskilte, men relaterede typer af fælleder. På den ene side den fælled, der refererer til jorden og alle dens økosystemer, herunder atmosfæren, havene, floderne og skovene, samt alle former for liv, der spiller sammen med disse systemer. På den anden side henviser begrebet fælled til det vi skaber med den menneskelige arbejdskraft og den kreativitet som vi deler, som ideer, viden, billeder, kulturelle koder, følelser, sociale relationer og lignende. Jeg vil hævde at disse fælles goder bliver stadig mere centrale i den kapitalistiske produktion. Det er en kendsgerning, der har en række vigtige konsekvenser for dem, der ønsker at bevare eller reformere det kapitalistiske system, men også for projekter, der ønsker at modstå eller vælte selv samme system. Disse to fælleder kan kaldes den økologiske fælled og den sociale fælled eller den naturlige og den kunstige fælled, selvom disse kategorier hurtigt viser sig utilstrækkelige.
Et fællestræk for fælleder i både det økologiske og sociale domæne er, at de trodser gængse forestillinger om ejendomsret og undermineres, når de underlægges ejendomsforhold. I det sociale og økonomiske domæne er det svært at håndhæve en eneret til immaterielle former for ejendom og når disse biopolitiske goder privatiseres, formindskes tilmed deres fremtidige produktivitet. Det skaber, med andre ord, en stærk modsigelse i kernen af den kapitalistiske produktion mellem behovet for fællederne af hensyn til produktivitet og behovet for privateje af hensyn til kapitalistisk akkumulation. Denne modsigelse kan opfattes som en ny version af den klassiske modstilling, ofte citeret i marxistisk og kommunistisk litteratur, mellem socialiseringen af produktionen og akkumulationens private karakter.
Kampene omkring det såkaldte bio-pirateri i Brasilien og andre steder er et moderne eksempel på dette sammenstød. Det handler om at de oprindelige folks viden og de medicinske ressourcer i form af Amazonas planter bliver patenteret af transnationale selskaber og gjort til privatejendom. Resultatet er ikke alene uretfærdigt, men også destruktivt. (Jeg modsætter mig i øvrigt at kalde dette for pirateri, fordi pirater i det mindste har værdighed til at stjæle ejendom. Disse selskaber stjæler fælles goder og omdanner dem til privat ejendom.)
I det økologiske domæne er det også sådan, at fællederne både trodser og undermineres af ejendomsforholdene. De trodser ejendomsforholdene i den forstand, at miljøet altid overskrider grænserne for ejendom, lige såvel som for nationale grænser. Ligesom din jordlod deler fordelene ved regn og solskin med omkringliggende arealer, deler den også de destruktive virkninger af forurening og klimaændringer. Selv om det ser ud til at neoliberale strategier har været rettet mest aggressivt mod privatisering af den offentlige sektor, i form af transport, tjenester, eller industri, så har neoliberalisme også sigtet til at privatisere fællederne, såsom olie i Uganda, diamanter i Sierra Leone, litium i Bolivia, og selv den genetiske information om befolkningen i Island.
Mange kraftfulde kampe er i de sidste årtier vokset frem i forsøget på at bekæmpe den neoliberale privatisering af fælleder. En vellykket kamp, der illustrerer en del af min argumentation, er kampen om vand i Cochabamba i Bolivia i år 2000. Sammen med kampen om gassen, der kulminerede i 2003 i El Alto, bidrog kampen om vandet til 2005-valget af Evo Morales. Begivenhederne blev ansporet af en klassisk neoliberale opskrift. IMF pressede den bolivianske regering til at privatisere vandforsyningen, fordi det kostede mere at levere rent vand end modtagerne betalte for det. Regeringen solgte vandforsyningen til et konsortium af udenlandske selskaber, som straks “rationaliserede” prisen på vandet ved at hæve den voldsomt. De efterfølgende protester for en afprivatisering af vandet faldt sammen med en række andre kampe om at bevare kontrollen over fælleder, i form af naturressourcer, de oprindelige samfunds livsformer og den sociale praksis blandt bønder og fattige. I dag er de katastrofale virkninger af den neoliberale privatisering endnu mere tydelig, og behovet for at finde alternative måder at styre og fremme fælleder er presserende.
Et andet fællestræk hos begge typer fælleder er, at de hele tiden forstyrrer og overstiger de dominerende forestillinger om værdi. Dette er abstrakt, men ikke af den grund mindre væsentligt. Mange økonomer er meget kreative i forsøget på at måle værdien af de biopolitiske goder, såsom idéer eller følelser. De benævner ofte disse goder som “eksternaliteter”, der er svære at begribe med standardmål. Bogholderne kæmper på samme måde med “immaterielle aktiver”, hvis værdi synes at være esoterisk.
Faktum er, at værdien af en idé, en social relation eller en livsform altid overstiger den værdi som den kapitalistiske rationalitet tilskriver den. Dog ikke i den forstand, at den altid er af en større værdi, men fordi hele værdisætningssystemet træder ud af kraft. En karakter i Charles Dickens ‘Hard Times’, fabriksejer Thomas Gradgrind, mener, at han kan rationalisere alle aspekter af livet ved at underkaste det økonomiske mål, herunder “hjertets anliggender” såsom hans forhold til sine børn, men som læseren hurtigt gætter vil Gradgrind lære at livet overskrider grænserne for en sådan måling. I dag hvor fællederne bliver stadig mere centrale i den kapitalistiske produktion, kan selv værdien af økonomiske varer og aktiviteter undslippe de traditionelle målinger.
Også for den økologiske type af fælleder, gælder det at værdien er umålelig eller i det mindste ikke passer ind i traditionelle kapitalistiske standardmål. Dette er ikke for at sige, at de videnskabelige målinger, af for eksempel andelen af kuldioxid eller metangasser i atmosfæren ikke er væsentlige - selvfølgelig er de det. Min pointe er snarere, at værdien af fællederne trodser målinger. Lad os prøve med et modeksempel til Bjørn Lomborgs meget publicerede argumenter mod at træffe foranstaltninger for at begrænse den globale opvarmning. Ligesom hr. Gradgrind er det Lomborgs strategi at rationalisere spørgsmålet ved at beregne værdien af de involverede faktorer med henblik på at foretage en prioritering. Han konkluderer med upåklagelig logik, at de anslåede omkostninger ved klimaødelæggelserne, er mindre end omkostningerne ved at bekæmpe opvarmningen.
Problemet er at man ikke kan måle værdien af de livsformer, som bliver ødelagt. Hvor meget koster oversvømmelse af halvdelen af Bangladesh, permanent tørke i Etiopien, eller ødelæggelsen af inuitsamfundene? Blot overvejelse af sådanne spørgsmål fremkalder den form for kvalme og indignation, som du føler, når du læser forsikringsselskabernes regler for, hvor mange penge du får i erstatning, hvis du mister en finger, et øje eller en arm. Min pointe er, at ligesom de forskellige typer fælleder gør op med ejendomsretten, så trodser de også den traditionelle kapitalistiske rationalitet. Disse to logikker udgør et vigtigt grundlag for at forstå fællederne og for at kæmpe sammen for at bevare og videreudvikle dem. De egenskaber som fællederne i de to domæner deler, kan udgøre et fundament, der kan forbinde de forskellige typer af politisk aktivisme, der er arbejder for en demokratisk forvaltning af fællederne.
Jeg finder dog to vigtige punkter, hvor kampene for fællederne i de to domæner arbejder i forskellige retninger. Det første har at gøre med knaphed og grænser. Økologiske diskurser fokuserer nødvendigvis på jordens begrænsede ressourcer. For eksempelvis at en økologisk fælled kun kan bære et vist antal mennesker og stadig reproducere sig selv. Jorden, især dens uberørte natur, skal forsvares mod skaderne af den industrielle udvikling og andre menneskelige aktiviteter. Derimod understreger politiske argumenter for økonomiske og sociale fælleder, generelt den ubegrænsede karakter af denne produktion. Produktionen af livsformer, herunder ideer, følelser med videre, har ingen faste grænser. Det betyder selvfølgelig ikke, at flere ideer nødvendigvis er bedre, men snarere at de ikke fungerer ud fra en logik af knaphed. Idéer forringes ikke når de spredes og deles med andre mennesker - tværtimod. Derfor er der en tendens til at argumenterne indenfor det ene domæne bliver domineret af krav om konservering og begrænsninger, mens de i det andet betoner de ubegrænsede kreative potentialer.
I forenklet form, faktisk for forenklet, kan man sige, at økologiske diskurser er imod udvikling eller for begrænsninger på den økonomiske udvikling, mens den sociale diskurs målbevidst er pro-udvikling. Dette er for forenklet, fordi forståelsen af udvikling er fundamentalt forskellig i de to tankesystemer. Den slags udvikling, der kendetegner den sociale produktion af fælleder er ikke den samme som den industrielle udvikling, den økologiske diskurs længe har kritiseret. Et andet argument for en frugtbar syntese mellem det økologiske og det sociale fælled-paradigme skal ses i lyset af tesen om den biopolitiske produktion. Denne tese hævder at den dominerende form for produktion i dag er immateriel eller biopolitisk. Det vil sige at den er orienteret mod produktion af immaterielle og umiddelbart sociale fænomener som viden, sociale relationer og former for liv. Når fælleder som livsformer står i centrum for produktionen, forsvinder skellet mellem produktion og reproduktion fordi livsformer produceres og reproduceres samtidigt. Det er her vi finder ligheden mellem ideen om sociale fælleder og økologisk tænkning fordi begge fokuserer på produktionen og reproduktionen af former for liv.
I lyset af denne sammenhæng, bliver det tydeligt at krav om konservering i et tilfælde (i forhold til økologiske fælleder) og kreativitet i et andet (i forhold til sociale fælleder) ikke er modsigende, men komplementære. En anden grundlæggende konflikt mellem kampe for fælleder i de to domæner har at gøre med, hvorvidt menneskehedens interesser tjener som referenceramme.
Kampe for fælleder i det sociale og økonomiske domæne har generelt fokus på mennesker, og en af de vigtigste opgaver er faktisk at udvide vores politik til hele menneskeheden for at kunne overvinde hierarkier og eksklusion på baggrund af klasse, ejendomsforhold, køn, seksualitet, race, etnicitet med videre. Kampe for fælleder i det økologiske domæne udvider oftere deres referenceramme til mere end menneskeheden. I de fleste økologiske diskurser ses menneskeliv i interaktion med og beskyttelse af andre livsformer og økosystemer, dette gælder også, hvor fokus forsat ligger på menneskehedens interesser. Og i mange radikale økologiske forståelser får hensyn til ikkemenneskelige livsformer ligeså høje eller endnu højere prioritet end hensynet til mennesker. Det forekommer mig at dette er en reel og vigtig forskel mellem perspektiver på de to typer af fælleder, men det er ikke nødvendigvis en uovervindelig eller destruktiv forskel. Det er min holdning, at det er fordelagtigt for de, der primært fokuserer på miljøet at lære mere om og blive tvunget til at konfrontere sociale hierarkier. På samme måde er det en styrke for de, der fokuserer på sociale kampe at lære mere om og blive konfronteret med jordens begrænsninger og andre livsformer, både for så vidt som de spiller sammen med menneskeheden, og som de eksisterer på deres egne betingelser.
Med dette essay håber jeg at have formuleret, hvordan begrebet fælled kan forklare nogle af de centrale spørgsmål i politik i dag indenfor to forskellige domæner. Kampen for fællederne og udviklingen af alternative metoder til at forvalte dem er grundlæggende for alle projekter, der ønsker at forandre samfundet i dag. Forskellene mellem kampe orienteret mod forskellige typer af fælleder skal belyses og analyseres, men disse forskelle er produktive i mine øjne og diskussionen af dem kan kun bære os fremad. Af samme grund følger jeg de forberedende drøftelser og den organisatoriske indsats i forhold til aktioner i forbindelse med FN’s klimatopmøde i København i december. Klimatopmødet vil samle miljøaktivister, anti-kapitalistiske bevægelser og andre sociale bevægelser. Diskussioner af spørgsmål som disse er oftest mest produktive og længst fremme i det praktiske og teoretiske samarbejde mellem aktivister i bevægelserne. Jeg er ivrig efter at se, hvad aktivisterne når frem til og lære af deres erfaringer.
Artiklen er skrevet som et bidrag til ZCommunications’ Reimagining Society Project (link). Redigeret og forkortet af Lars Gaardsøe
Michael Hardt er en amerikansk politisk tænker, der blandt andet er medforfatter til bøgerne Multitude: War and Democracy in the Age of Empire (2004) og Commonwealth (2009).