Vestsahara er landet, som FN har glemt. Allerede i 1975 lovede verdenssamfundet vestsaharierne, at de selv måtte afgøre fremtiden for deres land ved en folkeafstem ning. Vestsaharierne venter stadig på at få lov til at stemme, og den dag i dag lever
160.000 vestsahariere på flugt fra besættelsesmagten Marokko. Det svenske tidsskrift, Brand, har besøgt flygtningelejrene i det sydlige Algeriet Af Viktoria Jönsson
Det gælder om at holde sig gode venner med de deres bistand. Uden den så dør vi, sådan som situatiointernationale kontakter. Uden dem dør folk i nen ser ud i dag,” siger Ahmed i en af befrielsesbevægelflygtningelejrene. Sådan ser virkeligheden ud for sen Polisarios store teltbyer i det sydlige Algeriet. de mange tusinder af vestsahariere, som er på flugt fra Marokko. Eksil
”Vi er pressede fra alle sider. Vi kan ikke acceptere I Saharas tørre ørkenlandskab i det sydlige Algeriet lever noget andet alternativ end et frit Vestsahara, for så ville over 160.000 vestsahariere i eksil, de fleste af dem er vores lange kamp og store tab være forgæves. Men hvis børn. Klimaet på disse kanter er barskt; om sommeren vi ikke går med på det forslag, som FN senest har stillet -ligger temperaturen på omkring 50 grader og om vinteren om relativ autonomi til Vestsahara indenfor Marokkos når temperaturen ned under frysepunktet. I telte og skjul grænser - og i stedet griber til våben igen, så vil nogle af venter vestsaharierne på den folkeafstemning, som skal vores største bidragsydere som Frankrig og USA inddrage give dem retten til selv at bestemme over deres egen og landets fremtid. Siden begyndelsen af 1970’erne har Polisario kæmpet for at opnå dette med det vestsaharianske folks fulde opbakning.
Maden i flygtningelejren er ved at slip- pe op. Der er kun en måneds ration tilba- ge. Det er derfor, at Vestsaharas præsi- dent, Abdelaziz, undgår at tale politik. Han frygter, at de internationale kontakter vil opfatte ham som alt for kritisk og militant, hvilket vil mindske chancerne for fremtidig bistand. Abdelaziz er klar over, at det er de vestsaharianske børns liv, der står på spil, så han takker i stedet for den smule de får.
I lejrene findes ingen naturressourcer, ingen brugbar jord og intet vand. At det er lykkedes mennesker at overleve her i snart tredive år, er noget nær et mirakel. Det har kun været muligt ved hjælp af omverde- nens humanitære bistand og et næsten umenneskeligt hårdt arbejde, som kvin- derne først og fremmest har stået for.
Kvindernes samfund
Det er kvinderne, der har organiseret opbygningen af sandhuse og telte i flygt- ningelejren. De har sørget for vandforsy- ning og administreret bistanden. De har skabt et skolesystem, et sundhedssystem, børne- og ældre omsorg og opbygget lej- rens politiske struktur, som bygger på lokalt demokrati og almindelig stemmeret. Hele lokalsamfundet hviler på kvinder- nes skuldre. Det betyder, at kvinderne har stor indflydelse i lejren, men også at de må arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Mænd kan ikke vælges til tillidshverv og politiske poster på lokalt niveau, fordi de er borte det meste af tiden. De fleste mænd opholder sig ved fronten eller i bjer- gene og besøger derfor kun lejren et par uger en gang hver tredje måned.
”Tilværelsen her er forfærdelig. At på- stå noget andet ville være hykleri,” siger Lamina. Hun sidder på sandgulvet i sit køkken og spiser ris blandet med majsmel af en tynd blikplade.
”Vores mad er dårligere, end det man giver hunde, og vi arbejder fra tidlig mor- gen til sen aften året rundt. Det er os, der brødføder kampen,” siger hun.
Ingen frihed
For 27 år siden forlod Spanien kolonien i Vestsahara efter årtiers hård modstand fra det vestsaharianske folk og gentagen- de påtaler fra FN. Men i stedet for frihed fik vestsaharierne bare nogle nye herskere. I samme øjeblik som Spanien trak sig ud af Vestsahara indvaderede Marokko og Mauretanien landet. De bombede både storbyer og landsbyer og anholdte, fængs- lede og torturerede dem, som havde styrke og mod til at gøre modstand. Mange for- svandt sporløst, mens andre - omkring en tredjedel af landets befolkning - forlod alt hvad de ejede og havde og flygtede ind over grænsen til nabolandet Algeriet. Her oprettede Polisario midlertidige lejre, mens de ventede på, at det internationale sam- fund ville hjælpe vestsaharierne i kampen for retten til et værdigt liv i deres eget land.
Det skulle senere vise sig, at deres venten blev lang.
Efter fire års intensiv kamp sluttede Polisario og Mauretanien fred i 1979. Marokko kunne dog, på trods af store tab og med massiv økonomisk og militær støt- te fra blandt andre USA og Frankrig, fortsætte den krig, som vi endnu ikke har set slutningen på. Marokko fik også hjælp af stormagterne til at begynde opbygnin- gen af en mineret forsvarsmur af sand, som skulle holde Polisarios soldater ude og gøre den marokkanske tilflytning til området lettere.
Marokkanerne hævder, at de har en historisk ret til Vestsahara og at vestsaha- rierne og marokkanerne i bund og grund er et og samme folk. Marokkos ret til Vestsa- hara afvistes dog allerede i 1975 af den internationale domstol i Haag, som slog fast, at landets fremtidige politiske status skulle afgøres af vestsaharierne selv gen- nem en folkeafstemning.
Omverdenens svigt
De internationale interesser falder des- værre meget godt sammen med Marokkos. Selvom FNs sikkerhedsråd i 1991 tog den endelige beslutning om, at der skulle afholdes en folkafstemning, og selvom FN- observatører siden da har være på plads i Vestsahara, er intet sket. FN har set igen- nem fingre med Marokkos uvilje til at slip- pe grebet om det nuvundne land og dets rigdomme. Konflikten prioriteres ikke og FN-personalet får derfor ingen ressourcer til at forsøge at stoppe den marokkanske regerings sabotage af fredsplanen. Og mens en tredjedel af landets befolkning lever i eksil og den øvrige befolkning er lovløse fanger i deres eget land, udnytter Marokko Vestsaharas naturressourcer, fiskebestand, mineraler og olie. Netop i skrivende stund foregår der forhandlinger mellem Marokko og de franske og nord- amerikanske olieselskaber, Kerr McGee og TotalFinaElf.
Marokko har siden midten af 1990’erne forsøgt at få FN til at opgive den planlagte fredsplan, som både Marokko og Polisario har underskrevet. Løsningen på konflikten skulle ifølge Marokkos nye forslag være, at Vestsahara tilbydes begrænset selvstyre indenfor Marokkos grænser. I 2001 gjorde FNs sikkerhedsråd dette forslag til sit eget, og satte dermed spørgsmålstegn ved afholdelsen af en folkeafstemning og den fredsplan, som ligger til grund for den nuværende våbenhvile.
Ingen løsning
FNs tilsidesættelse af folkeretten blev fulgt af enorme nedskæringer på madleve- rancerne til flygtningelejrene fra de euro- pæiske bistandsorganisationer. Mange vestsaharier tolker denne udvikling som et forsøg på at tvinge dem til at overgive sig. I løbet af sidste år forværredes udsig- terne til fred i Vestsahara betydeligt. Lige siden er der sågar blevet stillet forslag om en opdeling af Vestsahara på samme må- de, som man har opdelt Palæstina. Og nu overvejer FN at trække sig helt ud af kon- flikten, da man skønner, at den bliver for dyr, og at konflikten er så befængt, at den er umulig at løse.
På nuværende tidspunkt findes der fire alternativer for Vestsahara:
1) At fortsætte arbejdet for den opride- lige fredplan og afholdelsen af en folkeaf- stemning.
2) Relativ autonomi for Vestsahara indenfor Marokkos grænser.
3) Opdeling af Vestsahara mellem Marokko og Polisario.
4) FN trækker sig ud af konflikten. For Polisario er det første alternativ det eneste mulige. At gå med til noget andet ville betyde, at tredive års kamp havde været nytteløs.
Omverdenen vakler mellem de fire alternativer, og folkestemningen er så småt begyndt at vende. Polisarios krav om en folkeafstemning, som tidligere i prin- cippet havde det internationale samfunds fulde støtte, anses nu for at være kontro- versielt.
I slutningen af april skulle Sikkerheds- rådet tage endelig stilling til de fire alter- nativer. USA og Frankrig pressede hårdt på for at få vedttaget aftalen om relativ auto- nomi indenfor Marokkos grænser, men på et møde den 30. april besluttede man at udskyde afgørelsen i tre måneder, da flere medlemslande ønskede mere tid til at stu- dere de enkelte alternativer bedre. Vestsa- harianerne venter stadig.
Læs mere om Vestsahara: www.arso.org/indeks.htm
Artiklen er sakset fra det svenske tidsskrift Brand. Oversat og redigeret af Janne Tynell