af Mikael Nyberg
Ved en ceremoni i London i 1882, blev Sir Garnet Wolseley, generaladjudant i den britiske hær, tildelt titlen som baron og en national belønning på 30.000 pund sterling. Han havde besejret de oprørske arabere i slaget ved Tell-el-Kebir og indtaget Kairo, ”hvorefter hele landet blev tvunget til underkastelse”, som det hedder i et svensk opslagsværk fra 1921.
Wolseleys livshistorie danner epoke. Han førte krig på Krim og i Burma, Indien og Kina. Han sloges med indianere i Canada og betvang Ashanti- og Zulukongedømmerne i Afrika. I 1885 blev han øverstbefalende i imperiets hær.
Knap et århundrede efter sin død er Wolseley nu tilbage. Tom Donnelly, assisterende direktør ved Project for The New American Century, hylder den gamle kriger i Weekly Standard, en avis der tilhører det nye højre. Wolseley veg ikke tilbage for at bekrige fremmede folk:
”Han betvivlede heller ikke, at det ville kræve ofre - ja, i virkeligheden udgør historien om den britiske hær på hans tid hovedsageligt en krønike om de massakrer man oplevede og hævnede. Men Wolseley og hans politiske overordnede afholdt sig ikke fra at spille de kort historien havde tildelt dem.”
Artiklen blev skrevet et år før terrorhandlingen den 11. september 2001. Man var allerede på dette tidspunkt langt fremme med projektet for det nye amerikanske århundrede, der samlede mange i kredsen omkring George W. Bush. Et af projektets hovedmål var felttoget mod Bagdad.
I en periode var ”imperialisme” et stygt begreb, der kun blev brugt af venstreekstremister. I dag er det atter en del af det borgerlige vokabularium. Politikere og intellektuelle diskuterer, hvordan man skal civilisere tilbagestående lande, strateger i Washington studerer erfaringer fra det britiske imperium, og på de militære akademier får officererne at vide, at de repræsenterer en overlegen nation i kamp mod omverdenens misundelse og modvilje. I Parameters, der udgives af US Army War College, skriver Ralph Peters, en tidligere premierløjtnant med tilknytning til Pentagon og Det Hvide Hus, om USA’s kulturelle egenart i en verden, der surfer på en strøm af informationer. Peters forklarer, at de mennesker, der ikke finder sig til rette i den nye tid, vil misunde USA og dets succes: ”Vi vil fremkalde et had uden lige.”
I 1900-tallet blev indkomstforskellene mellem lande og individer udjævnet, fortsætter han, men i dag er der ingen, der kommer nogen vegne med rå muskelkraft og hårdt arbejde. ”Den model er død.” Kløfterne vokser uundgåeligt, arbejderne og deres fagforeninger sygner hen, og det går samme vej for alle de ”kulturer, der ikke er konkurrencedygtige”, der ikke formår at tilpasse sig. ”De afskedigede arbejdere i Amerika og talebansoldaterne i Afghanistan er ulykkesfæller.”
Den sejrende amerikanske kultur fjerner sig fra den boglige viden som de intellektuelle sætter så stor pris på, forklarer den forhenværende officer. Den understøttes af den ”kognitivt-praktiske elite”, af lederfigurer som Bill Gates, Steven Spielberg og Madonna, der forstår at tilfredsstille massernes behov for underholdning, vold og sex. ”Vores ungdom, der trives foran computeren, befinder sig på et teknologisk niveau, der knap nok er opnåeligt for de udenlandske eliter, og det skyldes i lige så høj grad TV-reklamer, CD-ROM og groteske videospil, som skolen selv.” I en darwinistisk udvælgelsesproces finder børnene fodfæste i den rivende informationsstrøm. ”Disse unge vil blive frygtindgydende teknokrigere. Men vi må sørge for, at de også kan lave armbøjninger.” For bajonetten er stadig ”relevant”, og USA bør ”opretholde den moralske og fysiske styrke, der er nødvendig for at kunne jage bajonetten i fjendens hjerte.”
Der er ingen fred i sigte i kampen mod den misundelse og modvilje, som USA vækker verden over: ”Den faktiske opgave for USA’s væbnede styrker består i at åbne verden for vores økonomi og gøre den modtagelig for vort kulturelle angreb. For at nå disse mål bliver vi nødt til at gøre det af med en hel del.”
I en rapport til marinekorpsets Center for Emerging Threats and Opportunities, fra december 2001, opstiller Peters 25 punkter for hvordan det bør gå til.
Punkt 11: ”Lyt aldrig til dem der hævder, at vold fra vores side gør, at vi synker ned på samme niveau som terroristerne.” USA’s soldater har tidligere udført ”hårdt” og ”beskidt arbejde”, uden at landets moral har lidt skade. Peters nævner Hiroshima.
Punkt 12: ”Skån og beskyt så vidt muligt de civile, men lad ikke risikoen for at civile kommer til skade stå jer i vejen... Det her er en kamp for at beskytte det amerikanske folk, og det må koste hvad det koste vil, ellers vil prisen i amerikanske liv kunne blive overvældende. I et valg mellem ’dem og os’ falder valget altid på ’os’.”
Punkt 18: ”Hvis terroristerne gemmer sig, slå da til mod det, de har allermest kært... Store dele af verden vil alligevel beklage sig, uanset hvad vi gør. Hadet til Amerika er grundholdningen hos failed states og mislykkede individer.”
Punkt 24: ”I kampen mod de islamiske dommedagsterrorister, bid da mærke i at deres højest skattede symboler er færre og meget mere sårbare end Vestens. I sidste hånd er intet potentielt mål utænkelig.”
Punkt 25: Lær af Romerriget: ”Udslettelsen af Kartago frembragte århundreder med lokal fred, mens imperiets senere forsøg på at formilde barbarerne til stadighed slog fejl.”
Ralph Peters, der også får offentliggjort sine artikler i førende amerikanske aviser, har i disse overvejelser selskab af andre strateger. ”I mange tilfælde er krig i dag identisk med anvendelsen af våbenmagt, i særdeleshed flyvevåbnet, mod det civile samfund,” forklarer Eliot Cohen, rådgiver for forsvarsminister Rumsfeldt. Myten om den nye økonomi, som Peters istemmer, er mættet af borgerlig revanchisme. Den globale kapitalismes parasitære magthavere forvandles til et postmoderne intelligensaristokrati forudset til at regere verden. Alvin og Heidi Toffler skriver om et majoritetsstyre, der er blevet forældet og om en tredje bølges videnscivilisation, der befinder sig i en kamp mod den anden bølges industrisamfund og første bølges jordbrugskultur: ”Den nye civilisation kan blive tvunget til at kæmpe for oprettelsen af et globalt herredømme, præcis som den anden bølges modernister var tvunget til at gøre det, vendt mod den første bølges forældede samfund, for flere hundrede år siden.” Tony Blair taler om en ny verden, hvor det 20. århundredes sandheder er blevet forkastet: ”Det gælder også vores sikkerhed.” Ifølge den folkeret, der blev udviklet efter Den Westfalske Fred i 1648, er angrebskrig forbudt: ”Det er muligvis hvad der står i loven, men er det også sådan det bør være?” Et antal postmoderne radikale og liberale humanister stiller samme spørgsmål. De tror, at demokrati og menneskerettigheder vil blive udbredt, hvis blot the failed states fratages den suverænitet, de for en tid har gjort krav på. Sækkepiberne hyler. Sir Garnet Wolseley og hans mænd marcherer igen. Til Kartago!
Essayet har tidligere været bragt i det svenske Magasin Ordfront. Oversat af Dino Knudsen.
"Mikael Nyberg er Freelance-journalist, forfatter og redaktør af tidsskriftet Clarté. Han udgav i 2001 bogen: Kapitalet.se, som snart udkommer på dansk på forlaget Tiderne Skifter. Bogen er en kritik af opfattelsen af, at samfundet har bevæget sig ind i en ny postindustriel epoke: at samlebåndet er blevet afskaffet til fordel for et kreativt arbejdsliv; at servicesektoren er blevet den væsentligste produktionsgren; at den teknologiske udvikling har medført, at modsætningen mellem arbejde og kapital er ophævet osv. I virkeligheden er vi, hævder Nyberg, vidner til en forceret industrialisering. Den nye produktionsform, den trimmede produktion, afskaffer ikke, men udstrækker samlebåndet til stadig større dele af produktionen og intensiverer lønarbejdet. Dette akkompagneres af en proces, hvor velfærdsstaten afvikles og hvor en mondæn ufornuft har afløst den tidligere tro på fornuft, fremskridt og social ingeniørkunst.
Bogens danske titel er Kapitalen.com - myten om det postindustrielle paradis. Den er oversat af Dino Knudsen og har et nyt forord af Mikael Nyberg. Mere Information om den danske udgivelse her: www.dinok.dk