De voldelige sammenstød i Prag har været tema for en del debat på venstrefløjen. Var det rigtigt eller forkert at slås med politiet og er sådanne midler overhovedet noget værd. Gaia har interviewet en af de danske deltagere i demonstrationerne som her giver sit personlige syn på sagen.
Hvorfor udviklede dele af demonstrationen sig så voldsomt ?
Jeg tror en vigtig årsag var en enorm vrede og afmagtsfølelse over for Verdensbanken og IMF. Der er jo tale om nogle institutioner, der agerer uden nogen form for demokratisk kontrol. Det var et angreb på de grå slipseklædte mænd, som skalter og valter med jordens eksistens og med tilværelsen for millioner af mennesker og samtidig tror, at de er urørlige. Jeg tror, at det rystede deltagerne på mødet. Det var en radikal måde at sige: "Vi vil ikke finde os i det her". Det var også et klart signal til de bevægelser i 3. verden, der bekæmper verdensbanken og IMF: Der er mennesker i Europa, der kæmper sammen med jer. Så kan man jo spørge, hvorfor Prag udviklede sig mere voldsomt end Seattle. Her tror jeg, at det er vigtigt at huske på forskellen mellem den primært amerikanske bevægelse, der deltog i Seattle og den europæiske venstrefløj, som var dominerende i Prag. I Europa eksisterer en meget radikal venstrefløj. De militante syndikalistiske fagforeninger og bevægelser i Sydeuropa og de autonome og antifascistiske miljøer i Nordeuropa har tradition for en meget mere direkte militant kamp end de bevægelser, som var dominerende i Seattle.
Hvilke diskussioner har fulgt konfrontationerne i Prag ?
Der har været meget diskussion efterfølgende. Både blandt os som var i Prag og på venstrefløjen som sådan. For mig er det vigtig at dele diskussionen op i to dele. Den ene del er den konkrete begivenhed i Prag og den anden hvorvidt militante aktionsformer overhovedet kan bidrage med noget. INPEG havde udtalt før demonstrationen, at der udelukkende ville blive tale om fredelig civil ulydighed. Derfor var det problematisk, at dele af demonstrationen udviklede sig til konfrontationer. Det svækker troværdigheden og får konfrontationerne til at virke tilfældige. Desuden er det problematisk, at personer, der troede at de gik til en fredelig demonstration, pludselig stod midt i en konfrontation. Så de erfaringer man kan drage fra Prag, og som jeg tror at der hersker stor enighed om, er, at tingene skal være adskilt. Hvis der er nogen som har en mere militant dagsorden skal deres aktiviteter ske væk fra de fredelige aktiviteter og dem der deltager skal være klar over hvad det er de deltager i. Det er altså mere et praktisk end et politisk problem. Den mere politisk-taktiske del af sagen er der til gengæld stor uenighed om. Den drejer sig om, hvorvidt militant kamp overhovedet har nogen rolle at spille i forbindelse med denne her slags demonstrationer.
Hvornår er det efter din mening hensigtsmæssigt at gribe til så radikale midler?
Hvis det som i Seattle lykkes at forhindre et møde uden at gøre brug af vold, alene ved god planlægning og fræk civil ulydighed, så tror jeg, at det i de fleste tilfælde ville være at foretrække, på grund af det billede man sender til offentligheden. Det er lettere, at vinde befolkningens opbakning til en fredelig aktion end til mere direkte konfrontationer. Men spørgsmålet er, hvor længe man får lov at bruge dens slags metoder. I Seattle lykkedes det. Måske kunne det være lykkedes i Prag. Men jeg tror, at det er usandsynligt, at det vil blive muligt at gennemføre fredelige blokader, der virker i særlig mange tilfælde. Når dette ikke længere er muligt, må man spørge sig selv, om blokaderne og demonstrationerne kun er symbolske, eller om formålet virkelig er at forhindre møderne eller i hvert fald kaste kraftigt grus i maskineriet. Hvis formålet er at holde blokaderne, er det nok nødvendigt at forberede sig på andre former for konfrontationer. Jeg synes også, at mange på venstrefløjen har en dobbeltmoralsk holdning til militante kampformer. Når studenterne i Mexico militant forsvarer besættelsen af deres universitet, eller militante fagforeningsaktivister i Korea går til angreb på politiet, er der ingen der hæver øjenbrynene over det. Men når det er aktivister fra Europa og det foregår i et vestligt land, og her er Tjekkiet åbenbart tæt nok på, så er der kun forargelse til overs for den slags aktioner. Det synes jeg er underligt.