Kravet om højere lønninger og bedre arbejdsforhold samlede i foråret tusinder af tekstilarbejdere - hovedsaligt kvinder - fra eksportzonerne i Vietnam og Bangladesh. Deres omfattende strejker og militante aktioner har rystet regeringer, fabriksledelser og sågar opkøberne fra USA og Europa, som ser ud til at have tabt endnu et paradis.
Tekstilindustrien er for længst blevet en mobil industri. Den har fuldstændigt flyttet sig fra Nord-Amerika og Europa til Asien, hvor omkring 80 til 90 procent af den globale produktion er placeret. I Asien bevæger kapitalen sig fremad i en konstant søgen efter lave lønninger og stabile udbytningsforhold. Arbejderne påvirkes umiddelbart af de økonomiske opsving og kriser på det internationale marked samt ændringer i landenes handelspolitikker. Disse vilkår opleves ofte i form af kortsigtede eller pludselige massefyringer. Den følgende beskrivelse af to sociale bevægelser i Bangladesh og Vietnam udtrykker arbejdernes reaktion på de hurtigt omskiftelige vilkår.
Produktionen flyttes til Vietnam
I 2000 bestod det indonesiske eksport-eventyr mest af brugt tekstil-maskineri. Efter Soharto-diktaturets kollaps formåede de indonesiske arbejderes kamp at lempe effekten af den finansielle krise i 1998, og industrien begyndte at søge efter flugtveje. Selv i dag er de indonesiske arbejdere måske de mest strejkevillige af slagsen i Sydøstasien.
Tekstilindustrien er afhængig af en stor arbejdsstyrke og det er relativt begrænset hvor meget kapital og teknologi, der er involveret i produktionen. En arbejdsplads kan oprettes med blot en symaskine eller en pensel til at lime skosåler fast med. I sagens natur er denne industrielle form uhyre mobil. I løbet af det seneste årti begyndte tekstil- og skotøjsindustrien allerede at flytte til Vietnam og Kina. For at finde den billigste arbejdskraft kan fabrikkerne i dag bare flytte fra kystområderne ind i landene. Men for nylig blev det dog klart, at de kinesiske migrantarbejdere ikke længere er lavest i lønhierarkiet. Vietnam er nu det primære mål. Det skyldes især, at de områder med endnu billigere arbejdskraft som Nord-Korea, Laos og dele af Afrika har en for dårlig infrastruktur, en ustabil politisk situation eller en konfliktivrig arbejdsstyrke - som i Cambodias tilfælde. I den forbindelse hævdede chefen for Det Europæiske Handelskammer i Vietnam, at en af Vietnams store fordele i forhold til Indonesien er ”det faktum, at arbejdsstyrken ikke er villig til faglig aktion”.
Især kvinder udbyttes i eksportzonerne
Tekstil- og skotøjsindustrien har nu opholdt sig i Vietnam i en længere periode. Her har den især hyret kvinder, der er migreret fra de nordlige til de sydlige områder. Migrationen og fabriksarbejdet har ført til flere ændringer i kønsrelationerne.
Mange af de kvinder, som arbejder i landets industrielle zoner, er enlige. De mange timers opslidende arbejde begrænser muligheden for at blive gift eller stifte familie. Thu Duyen på 31 år, der arbejder i skotøjsindustrien i Ha Nam: ”Hver dag arbejder jeg fra tidlig morgen til midnat, så jeg har ikke tid til sjov eller at finde en kæreste”. Duyen påpeger, at hun blev født på landet og har ikke haft nogen lang uddannelse, fabriksarbejde var det mest nærliggende for hende. Tran Thi Ha, der arbejder samme sted, hører mange der brokker sig over at flere og flere par bor sammen inden ægteskabet. ”Men for arbejdere som mig virker det som den eneste mulighed for ikke at være alene resten af livet”, vurderer Ha. De industrielle områder Bien Hoa og Binh Duong beskæftiger 650.000 arbejdere, hvoraf 75 procent er unge kvinder mellem 18-25 år.
Elektronikindustrien rammes af strejker
Siden 2005 har denne region i stigende grad tiltrukket den japanske elektronikindustri. De japanske bosser var chokerede over de anti-japanske protester og de hyppige strejker i Kina, og valgte derfor at flytte dele af produktionen til Vietnam. I december 2005 begyndte den ene strejke efter den anden dog at lamme disse globalt eksporterende fabrikker. Særligt de sydlige områder Bien Hoa og Ho Chi Minh Town blev ramt. Mangel på arbejdere indenfor tekstilindustrien har givet de strejkende en fordel. Ifølge Vietnams Centrale Institut for Økonomisk Planlægning har mange arbejdere forladt deres job hos udenlandsk ejede selskaber. De fleste jobskift sker indenfor tekstil- og skotøjsindustrien, hvor 32 procent af arbejderne flytter over til et andet udenlandsk ejet selskab, 23 procent starter egen virksomhed og 18 procent flytter til et vietnamesisk ejet selskab. Der er kun blevet registreret få fyringer, mens de fleste arbejdere spontant har forladt deres job.
Organiseringen af strejkerne
Den regulære fagforening har slet ikke været involveret i strejkerne. Det skyldes dels, at den ikke er tilstede i de fleste af de selskaber under indflydelse af udenlandsk kapital. Dels fordi arbejderne ikke ser den som deres repræsentative organ. Legalt set har alle strejkerne derfor været ulovlige. Ifølge den Internationale Arbejdsmarkedsorganisationen (ILO) er kun ti procent af arbejderne indenfor eksportsektoren repræsenteret af en fagforening.
Der findes meget lidt dokumentation om, hvordan strejkerne er organiseret og hvor udbredte de har været. Men omkring 50.000 arbejdere fra flere end 50 fabrikker var involveret i løbet af den første strejkebølge i december sidste år. Først blev de taiwanesiske fabrikker påvirket. Dette skyldtes i høj grad, at lønningerne her var lavest og arbejdsvilkårene dårligst. Her følger et eksempel:
Mere end 1000 arbejdere fra den Taiwanesiske skjortefabrikant, Beautech Vina, der ligger i den Vietnamesiske Binh Duong’s Song Than Industrielle Zone, startede i januar 2006 en strejke for en mere retfærdig lønpolitik. Arbejderne krævede, at den månedlige mindsteløn på et beløb, der svarer til 230 kr. skulle stige, fordi den ikke var høj nok til at forsørge deres familier. Efter forhandlinger gik Beautech Vina med til at hæve lønnen med 50.000 VND der svarer til 19 kr. pr måned på betingelse af, at arbejderne havde færdiggjort 1200 produkter kl. 18.00 hver dag. Tidligere lå deres deadline kl. 20.30. Hvis arbejderne ikke kunne overholde deres nye deadline, fik de ikke del i lønforhøjelsen. Arbejderne på Beautech Vina har klaget over, at de ofte er blevet tvunget til at arbejde indtil til midnat eller senere for at færdiggøre ordren. Flere kvindelige arbejdere er besvimet under de lange arbejdsdage.
Strejkerne spreder sig
Snart begyndte strejkerne at sprede sig til andre fabrikker i andre sektorer. Der er omkring en million arbejdere på de udenlandske tekstil-, sko- og elektronikfabrikker. Lønningerne er ikke steget gennem flere år. Selvom lønnen er højere i de udenlandske firmaer i forhold til de statsejede, rækker månedslønnen stadig ikke til at forsørge en hel familie. Forholdene er katastrofale, arbejderne er udsat for sundhedsskadelige kemikalier, de sanitære forhold er fuldstændigt utilstrækkelige og arbejdsdagene er lange. Derfor handler strejkerne ikke udelukkende om lønnen, men har også andre konkrete krav. Her følger et eksempel: Seks måneder inden massestrejkerne udbrød i Ho Chi Minh City, startede 10.000 arbejdere en illegal strejke i det Hong Kongejede Key Hinge Toys i den Centralvietnamesiske by, Danang. Arbejderne som fremstillede plastiklegetøj til McDonalds Happy Meals, fortalte avisen, Lao Dong, at de ville blev fyret hvis de ikke, uden medregnet overtid, arbejdede mindst 12 timer om dagen. Arbejderne klagede også over, at de kun var tilladt to toiletpauser om dagen, og at fabrikken kun havde én kop til at drikke vand af. De fortalte Lao Dong, at de blev behandlet som dyr, at sygedage var forbudt, og at de blev trukket i lønnen for at lave fejl.
Staten reagerer
Den 1. februar 2006 tvang strejkerne staten til at vedtage en stigning i mindstelønnen på 40 procent i de udenlandsk ejede fabrikker. De månedlige lønninger skulle stige fra mindre end 40$ om måneden til 55$ i Vietnams to største byer, til 50$ i de mindre byer og til 45$ i resten af landet. Hovedårsagen til dette initiativ er ønsket om at forhindre at strejkerne spredes til de statsejede virksomheder. Muligvis spekulerer staten i at stigningerne i en del af lønnen ikke behøver at betyde en drastisk stigning i de samlede udgifter til løn. Men det var netop dette spørgsmål der udløste den anden bølge af strejker i februar 2006. Firmaerne forhøjede kun basislønnen i henhold til regeringens krav, men samtidigt skar de alle tillæg og bonusordninger væk. Dette gjorde specielt de permanente arbejdere vrede, idet de fleste tillæg betales for anciennitet. Der er meget få oplysninger om den anden bølge af strejker, fordi de statskontrollerede medier ikke bragte noget om dem. Det meste information kommer fra firmaernes oprindelseslande, i denne forbindelse hovedsaligt Japan hvis firmaer, Mabuchi Motors og Fujitso Computer, blev hårdt ramt. De Taiwanesiske, Japanske og Europæiske arbejdsgiverforeninger krævede, at den vietnamesiske regering skulle reagere mere håndfast overfor strejkerne. Men indtil videre har vietnamesiske politikere holdt lav profil på dette område. En minister sagde endda, at ”strejkerne opstod fordi firmaerne ikke overholdt den vietnamesiske arbejdslov”.
Bølgen af strejker fortsatte den 15. Marts, da 8000 arbejdere på en Taiwanesisk ejet skofabrik nedlagde arbejdet. Der har også været nogle medierapporter om, at arbejdere fra de statsejede fabrikker skulle have lavet aktioner. De accepterer åbenbart ikke, at deres løn er så meget lavere end på de udenlandsk ejede fabrikker. Så vidt vi er orienterede, holder staten sig stadig tilbage for at mediere mellem konfliktens parter.
Militante strejker i Bangladesh
Den 22. maj 2006 protesterede omkring 100.000 arbejdere fra Dhaka Eksport Zone og andre omkringliggende industriområder for højere løn, fridag om fredagen og ekstrabetaling for overtid. Arbejderne blev betalt ca. 11 cents for en færdig sweater og krævede beløbet hævet til 16. Ifølge den Bruxelles-baserede Internationale Tekstil- og Læderarbejder Føderation tjente en tekstilarbejder fra Bangladesh kun seks cents pr time, hvorimod en indisk arbejder tjente 20 eller en kinesisk 30. Under protesterne skød og dræbte politiet en arbejder og sårede flere andre. Det samme var sket den foregående uge i Sripur, 60 km nord for Dhaka, hvor politiet dræbte en arbejder under en demonstration for højere lønninger. Efter skyderiet i Dhaka startede urolighederne, og politiet rapporterer at omkring 30 fabrikker blev plyndret, og flere køretøjer blev smadret den 22. maj. De siger også, at de måtte redde en fabriksejer fra menneskemængden. Urolighederne fortsatte i fire dage og i alt blev 14 fabrikker sat i brand, tusinder af færdige stykker tøj blev ødelagt og produktionen stoppede på flere hundrede fabrikker. I løbet af de fire dage blev tre arbejdere dræbt og 150 sårede og politiet stormede fabrikker for at forebygge yderligere hærværk. Andre medier nævner, at det muligvis var arbejdere fra FS Sweater Factory fra SQ-gruppen, der startede urolighederne. Den 16. maj lukkede ledelsen fabrikken uden at løse problemet med tre måneders ubetalte lønninger og lovede at finde en løsning den 20. maj, men netop denne dag, blev nogle af arbejderne overfaldet af folk der var hyret af firmaet. Ledelsen besvarede ikke spørgsmålet om de ubetalte lønninger eller fabrikkens fremtid. Arbejderne startede protester foran andre fabrikker og fik støtte. Under de voksende protester skød politiet en arbejder hvilket opildnede vreden.
Efter urolighederne annoncerede medierne nogenlunde det samme som efter bølgen af strejker i Vietnam: de internationale opkøbere fra USA og Europa er bekymrede og vil sandsynligvis ikke få tøj fremstillet i Bangladesh i fremtiden. Bangladeshs eksportindtægter er afhængige af eksporten af færdigproduceret tøj, som udgør 76 procent af den samlede eksport. Der er over 4,2 millioner tøjfabrikker i Bangladesh, og industrien beskæftiger over 40 procent af alle industriarbejdere. Omkring to millioner arbejdere, hvoraf størstedelen er kvinder, arbejder på tekstilfabrikker. I de sidste ni måneder er eksporten steget med 20 procent sammenlignet med det foregående år.
Efter urolighederne udtrykte regeringen, arbejdsgiverforeningen og fagforeningsrepræsentanter deres fordømmelse af urolighederne og blev enige om at lave et ”samarbejdsudvalg for mindsteløn” udelukkende for tekstilsektoren. Dette er en parallel til den vietnamesiske regerings reaktion på strejkerne, da de forsøgte at forebygge fremtidige uroligheder ved at forhøje mindstelønnen. Selvom stat og kapital var enige om at acceptere linket mellem urolighederne og arbejdernes utilfredshed, ved at lave dette ”samarbejdsudvalg for mindsteløn” forsøgte ministre og tidligere fagforeningsledere at sprede konspirationsteorier der anklagede udlændinge for urolighederne.
Kilder:
— Asia Tribune, 26th of May 2006
— The Nation, Thailand 23rd of May 2006
For mere information se:
— http://vietnamnews.vnanet.vn/
— http://english.vietnamnet.vn/ eller http://www.atimes.com/atimes/Southe...
Artiklen er sakset fra tidsskriftet ”prol-position” der rapporterer om udbytning og arbejdskampe rundt omkring i verden og skrevet af kollektivet bag den progressive Asienorienterede hjemmeside “Welt in Umwaelzung”. Se www.umwaelzung.de og www.prol-position.net.
Oversat og redigeret af Lasse Wamsler og Anna Storr-Hansen