Det engelske tidsskrift New Left Review bragte i efteråret 1999 et længere interview med flere af lederne fra 1989-studenterbevægelsen i Beijing, for at diskutere dens betydning og den lære man kan drage af opstanden. Vi har udvalgt svarene fra Li Minqi, ikke mindst fordi de udgør en usædvanlig klar og interessant analyse af Kinas fremtid set fra venstre.
Li Minqi blev født i 1967 og var en af de tusinder af studenter der deltog i opstanden på Den Himmelske Freds Plads. Efter nedkæmpelsen af opstanden vendte han tilbage til studierne men blev arresteret efter at have holdt en tale på Beijing universitetet i 1990 til minde om årsdagen for nedkæmpelsen af opstanden. Efter to års fængsel blev han løsladt og valgte derefter at gå i eksil ligesom mange af de andre ledere fra opstanden. Han er p.t. Ph.d.-studerende i økonomi ved Universitetet i Amherst Massachusett USA.
Studenterbevægelsen, der voksede frem i Beijing i marts 1989 og som kulminerede med demonstrationerne på den Himmelske Freds Plads, mobiliserede millioner af borgere over hele Kina. Nedkæmpelsen af demonstrationerne den 4. juni står tilbage som en central begivenhed i Kinas nyere historie.
Hvordan mener Li Minqi at disse begivenheder skal forstås?
Den demokratiske bevægelse
Li Minqi: Jeg mener de fleste analyser af den demokratiske bevægelse fra 1989 typisk har manglet at inddrage forholdet mellem de forskellige sociale klasser i Kina. Det gælder ikke mindst, de spændinger der var mellem de intellektuelle og studenterne på den ene side og byernes arbejdere på den anden. Dette forhold var afgørende for den demokratiske bevægelses endelige nederlag.
Med revolutionen, som bragte det kommunistiske styre til magten i 1949, opnåede byernes arbejdere og i mindre grad også bønderne en lang række socio-økonomiske rettigheder; retten til beskæftigelse, til ordentlig mad, til et sundhedssystem, til uddannelse og til boliger. Dette blev opnået på trods af, at det reelt ikke var arbejderne men et priviligeret bureaukrati som kontrollerede den økonomiske og politiske magt i Kina.
Balancen mellem bureaukratrene på den en side og arbejderne og bønderne på den anden var ustabil, og teoretisk set kunne det gå to veje. Den ene vej ville føre til en uddybning af revolutionen, som ville give arbejderne effektiv kontrol over den økonomiske og politiske magt. Den anden vej ville føre til en konsolidering af bureaukratiets magt, der ville bane vejen for en privilegeret klasse, som via en kapitalistisk udvikling ville fratage arbejderne deres økonomiske og sociale rettigheder. Det var denne sidste udvikling der rent faktisk fandt sted.
Op gennem 1980’erne blev arbejdernes rettigheder stille og roligt fjernet i takt med, at bureaukratiet begyndte at indføre ’videnskabelige managementssystemer’ i de statsejede virksomheder. Managementsystemer, der fungerede som kapitalistisk disciplinering. Desuden knuste man den ’risskål af jern’ som garanteret ret til beskæftigelse udgjorde.
Naturligvis resulterede denne udvikling i en voksende vrede og utilfredshed blandt arbejderne i de store byer. Men vreden kunne ikke finde noget politisk udtryk, fordi kulturrevolutionens maoistiske ideologi var miskrediteret, og fordi ingen anden vision om socialisme repræsenterede et reelt alternativ. I praksis var den kinesiske arbejderklasse således ude af stand til at handle og forsvare sine interesser.
Fra midten af 1980’erne og fremefter udviklede der sig derimod en entusiastisk enighed blandt de kinesiske intellektuelle om det frie marked og kapitalismens fortræffelighed. De intellektuelle var således enige med styret hvad angik landets økonomiske udvikling, men de var uenige hvad angik fordelingen af den politiske magt.
Resultatet af disse forhold blev, at den folkelige utilfredshed fandt sit udtryk i en demokratisk bevægelse, der ikke var ledet af almindelige arbejdere men af intellektuelle og studenter. Selvom de intellektuelles mål var i uoverensstemmelse med arbejdernes, havde arbejderne intet andet valg end at støtte den demokratiske bevægelse, fordi den, når alt kom til alt, var rettet mod deres daværende og fremtidige undertrykkere. Den folkelige deltagelse i revolten truede med at undergrave det kapitalistiske projekt i Kina, men mobiliseringen af byernes store masser var i sidste ende ikke effektiv nok.
Bevægelsens nederlag betød, at den kinesiske arbejderklasse i en længere periode ikke har kunnet handle som en kollektiv politisk kraft - alene - eller på anden måde. I 1990’erne har der fortsat været spredte arbejderprotester, men en bred politisk opposition mod de kapitalistiske reformer står ikke på dagsordenen.
Det uundgåelige nederlag
Tror du at 1989-bevægelsens nederlag var uundgåeligt, kunne det have været undgået - og i så fald hvordan?
Li Minqi: Set i en større historisk sammenhæng var bevægelsens nederlag uundgåeligt. Specielt set i lyset af de forhold jeg har nævnt, der gjorde sig gældende i 1989, samt den situation de kinesiske intellektuelle befandt sig i på dette tidspunkt.
Traditionelt har de intellektuelle i Kina tilhørt de øverste sociale lag, men efter 1949-revolutionen mistede de størstedelen af deres privilegier, og ikke mindst under kulturrevolutionen havde de det hårdt. Enhver intellektuel i Kina - og det samme gjaldt for Sovjetunionen og Østeuropa - kunne se at vedkommende ville have det bedre i et kapitalistisk samfund end i et stats-socialistisk samfund. Så det er ikke så underligt, at de fleste intellektuelle i 1980’erne foretrak, at Kina bevægede sig af den kapitalistiske vej.
I sig selv er dette ikke en tilstrækkelig forklaring på den specielle rolle de intellektuelle spillede i 1989-opstanden. Vi må også huske på Folkerepublikken Kinas særlige historie, i hvilken de intellektuelle ofte havde været det primære offer i maoistiske kampagner, og de havde derfor lært at frygte enhver massemobilisering. Det var med denne historiske erfaring i baghovedet, at en hel generation af kinesiske intellektuelle handlede. De ønskede en større politisk magt og begyndte at kræve mere frihed og mere demokrati af regeringen. Men selvom de havde brug for en vis grad af politisk mobilisering, for at demokrati-bevægelsen ville være i stand til at vinde indrømmelser fra regeringen, så søgte de aldrig en egentlig massemobilisering af arbejderklassen.
De intellektuelle havde således deres begrænsninger, og den demokratibevægelse de anførte bar præg at dette forhold. De intellektuelle var ikke selv rede til at tage de afgørende skridt for at fremme den demokratiske kamp, og arbejderne - som ikke besad en politisk kraft eller vision - var ikke i stand til at skubbe bevægelsen mod en mere slagkraftig strategi. Set i det lys var bevægelsens fiasko forudsigelig.
Regimets fremtid
Hvor længe tror du det nuværende regime vil holde? Og hvordan forestiller du dig det mest sandsynlig vil ende sine dage?
Li Minqi: I 1990’erne gik Kina ind i en periode med en hastig kapitalistisk udvikling, som har bragt en relativ velstand og stabilitet til landet. Selv om økonomien lige nu er i tilbagegang, mener jeg, det mere er af forbigående end af strukturel karakter, men det betyder naturligvis ikke, at det nuværende regime vil vare for altid.
En vigtig konsekvens af den kapitalistiske udvikling er, at arbejderklassen bliver stadig større. I den private sektor vokser arbejderklassen hastigt, og dens evne til at organisere sig og kæmpe bliver bedre og bedre. I den statslige sektor derimod mister arbejderne deres traditionelle rettigheder, og deres arbejdsbetingelser kommer mere og mere til at ligne forholdene i den private sektor. I og med deres arbejdsbetingelser og erfaringer således kommer til at ligne hinanden, er det sandsynligt, at de vil forene deres kræfter i fremtidige kampe. I 1989 var den kinesiske arbejderklasse for lille og svag til at skubbe den demokratiske bevægelse fremad, men situationen vil være anderledes i årene fremover. For første gang i kinesisk historie vil en moderne arbejderklasse snart udgøre størstedelen af befolkningen. Denne udvikling vil få en afgørende betydning for det kinesiske samfunds fremtid og demokratiets sejr.
I Kina tror jeg, vi vil blive vidner til en mere ’renlivet’ udvikling af den kapitalistiske produktions forhold, end i så mange andre tredje-verdens-lande. Det skyldes at Kina har gennemgået en relativ gennemgribende social revolution og en omfattende jordreform, som har fjernet ethvert spor af prækapitalistiske udbytningsformer. Udviklingen af arbejderklassen kan derfor også nå et højere niveau. Der vil naturligvis være forskelle indenfor arbejderklassen for eksempel mellem ansatte i transnationale firmaer og arbejdere i statsejede foretagender. Men de vil alle være udsat for undertrykkelse og udbytning fra kapitalens side - de vil stå i den samme sociale situation og have de samme materielle interesser, hvilket under de rette omstændigheder vil gøre det muligt for dem at handle som en kraft.
Hvorvidt det nuværende regime vil ende sine dage fredeligt eller under voldelige omstændigheder bekymrer mig ikke så meget. Hvad der interessere mig er, om Kina opnår demokrati under kapitalistiske samfundsforhold eller under et alternativt socialt system.
I forståelsen af regimets stabilitet må vi huske på, at Kina er blevet koblet på det kapitalistiske verdenssystem som en tilbagestående og sent industrialiseret nation. Kinas position på verdensmarkedet er ikke kun underlegen i forhold til de avancerede kapitalistiske økonomier som USA, Japan og EU, men også i forhold til de nyligt industrialiserede kapitalistiske økonomier som Sydkorea eller Taiwan. Udviklingen af den kinesiske kapitalisme bygger derfor på en brutal udbytning af store masser af billig arbejdskraft. Det kræver en ganske særlig politisk og økonomisk institutionel ramme i form af en autoritær stat.
I Vesten tvang arbejderbevægelsens historiske styrke bourgeoisiet til store indrømmelser i forhold til arbejderklassen - blandt andet: politisk demokrati og velfærdsstaten. I mange lande blev den almindelige stemmeret opnået gennem arbejdernes kamp. Resultatet var, at der efterhånden blev etableret et stabilt kompromis mellem klasserne i Vesten. Men i Kinas tilfælde, hvor kapitalismen er så afhængig af en rigelig tilførsel af billig arbejdskraft, må man stille sig det spørgsmål: Hvorvidt det kinesiske bourgeoisi har plads til at give lignede indrømmelser - som politisk demokrati og social velfærd - og samtidig opretholde konkurrenceevnen i forhold til verdensmarkedet og en hastig akkumulation af kapital? Om det er muligt er højst tvivlsomt.
Demokratiets fremtid
Hvad anser du som værende den bedste strategi - lige nu - for at fremme en demokratisering i Kina?
Li Minqi: De kinesiske intellektuelle vil ikke alene være i stand til at bringe den demokratiske bevægelse til sejr. Hovedsagelig på grund af deres instinktive frygt for arbejderklassen. Set i det perspektiv afhænger demokratiets fremtid i Kina af, hvorvidt byernes arbejdere kan forandre sig til en magtfuld politisk kraft med sin egen dagsorden - det er noget helt andet end hvad de udgjorde i 1989. Arbejderne må finde ud af, hvad der er deres politiske interesser og udvikle en ideologi der passer til dem. Det tror jeg er nøglen til demokratiets succes i Kina. Men for at det skal lykkes, må i det mindste en del af de intellektuelle adoptere arbejdernes positioner og medvirke til at udvikle alternative sociale programmer.
Man kan spørge sig selv om det er muligt for mennesker med en elite-baggrund at identificere sig med arbejdernes og bøndernes interesser? For øjeblikket er den intellektuelle hovedstrømning i Kina uden tvivl pro-kapitalistisk. Men der er sket nogle forandringer siden slutningen af 1980’erne. Der er nu et vist rum for venstrefløjen, og små grupper af radikale intellektuelle er begyndt at dukke op parallelt med, at modsigelserne i kapitalismens udvikling begynder af vise sig. På den ene eller den anden måde vil det komme til udtryk med forøget styrke i den næste generation af intellektuelle, som vil være befriet for byrden af de historiske erfaringer som deres forældre stadig trækkes med. Denne nye generation af intellektuelle vil være mindre mærket af de ideologiske og psykologiske ar fra den statssocialistiske periode, og de vil derfor være i stand til at se på og fortolke samfundet og dets modsigelser på en sober og objektiv måde.
Middelklassens interessekonflikt
Er det realistisk at binde håbene til et fremtidigt demokrati i Kina til en fremvoksende middelklasse?
Li Minqi: Måske skulle vi først definere begrebet middelkasse. Det bliver ofte brugt på en forvirrende måde i forbindelse med Kina, hvor folk refererer til den fremvoksende klasse af private kapitalister som ’middelklasse’. I andre lande refererer ’middelklasse’ oftest til akademikere og intellektuelle.
Personligt tvivler jeg på, om klassen af private kapitalister kan yde et væsentligt bidrag til den demokratiske bevægelse i Kina, fordi denne klasse har en dobbeltsidig natur. I en hvis udstrækning står den i et modsætningsforhold til den bureaukratiske kapitalistklasse, idet de private kapitalister forsøger at få andel i den politiske magt, som de stadig er relativt udelukket fra. Men samtidig gør det eksisterende diktatur det muligt for de private kapitalister at udbytte arbejdskraften, i og med diktaturet undertrykker arbejderne, hvilket selvfølgelig er i de private erhvervsdrivendes interesse. Hvis arbejderne havde flere politiske rettigheder, ville de være i stand til at danne fagforeninger og lave kollektive forhandlinger, og det ville være imod privatkapitalisternes interesser. Så vi må altid have denne dobbelte karakter i form af modstridende interesser i mente, når vi diskuterer de private kapitalisters potentielle rolle i den demokratiske bevægelse.
Historisk har det jo heller ikke været ualmindeligt at privat ejendomsret har eksisteret sammen med politisk diktatur, så selv et beskedent håb til fremkomsten af en progressiv middelklasse kan meget vel vise sig at være urealistisk.
Kinas højre og venstrefløj
Mener du at kategorierne ’højrefløj, venstrefløj og centrum’ giver mening i Kina i dag ?
Li Minqi: Jeg mener, at begreberne, ’venstre, højre og centrum’ stadig giver mening, når man skal beskrive de ideologiske forskelle i Kina i dag. Men det er også vigtigt at huske, at disse begreber i lang tid er blevet brugt på en uklar og forvirrende måde.
Siden 1980’ernen har både politikere og intellektuelle typisk delt det politiske landskab i Kina op i to lejre - ’Konservative’ og ’reformorienterede’. De konservative kaldes ofte venstreorienterede, som så igen bliver synonymt med ’reaktionære’. karakteristikken passer den etablerede orden og det store flertal af ukritiske intellektuelle. For dem er der kun to ideologiske linier. Den ene repræsenterer modernisering og fremskridt - det vil sige fuld turbo på det frie marked og den private ejendomsret på alle områder. Den anden er den konservative linie som omfatter både dem i det kommunistiske parti, der ønsker at bevare den gamle regime-styrede økonomi, og enhver parti-uafhængig kritiker af kapitalismen. Den konservative linie repræsenterer i deres øjne fortiden. Denne opdeling har selvfølgelig skabt en del forvirring.
Opfattelsen må nødvendigvis ændres. Begreberne ’venstre, højre og centrum’ skal bruges på en måde, som er mere i overensstemmelse med deres oprindelige betydning og placering i den moderne verdenshistorie. En højreorienteret er således en person som argumenterer for kapitalistisk udvikling - hvad enten han eller hun støtter politisk demokrati eller diktatur, mens at en venstreorienteret er en person, der har et kritisk syn på kapitalismen og som forsvarer arbejderklassens behov og interesser. En egentlig kinesisk venstrefløj er stadig i sin vorden, og hvad angår en ’centrum-fløj’, dækker denne betegnelse nok bedst den gruppe, der går ind for privatisering og kapitalisme i Kina, men er modstandere af den måde, som magthaverne har tilegnet sig store mængder af privat rigdom på.
Nationalismen som magtfaktor
Mener du, at nationalismen er en stærk og eventuel posistiv magtfaktor i Kina i dag, eller bliver den overdrevet ?
Li Minqi: Nationalisme er et fænomen, som hænger sammen med udviklingen af kapitalisme. Med den hurtige økonomiske vækst og øgede rigdom i Kina er den herskende klasse blevet mere selvbevidst, og flere intellektuelle fra middelklassen er villige til at identificere sig med det eksisterende regime. Nationalismens fremmarch afspejler den nye kinesiske kapitalismes selvsikkerhed. Men jeg tror ikke, at den kinesiske nationalisme er blevet stærk nok til at inkorporere alle samfundsklasser eller til at undertrykke bevidstheden om de modsætninger, der findes i mellem dem. Den er afgrænset til en del af intelligentsiaen.
Tidligere har nationalismen spillet en positiv anti-imperialistisk rolle i Kina, men sådan er det ikke i dag. Selvom jeg ikke mener, at nationalismen er så stærk, kan den under visse omstændigheder blive farlig. Der er for eksempel mange mennesker der mener, at Kina skal bruge militær magt for at løse dets konflikter med nabolande.
Mod nyt økonomisk system
Hvilket økonomisk system vil du foreslå for et demokratisk Kina?
Li Minqi: Siden kapitalismens fremkomst har mennesker kæmpet med spørgsmålet om, hvordan man på den ene side hurtigt kan udvikle teknologien, arbejdsstyrken og civilisationen og hvordan flertallet af mennesker på den anden side kan drage nytte af denne udvikling. I Kina, Sovjetunionen og Østeuropa lykkedes det ikke revolutionerne - i socialismens navn - at løse dette problem. Men det skal ikke forhindre os i forsat at søge efter svaret på dette spørgsmål.
De erfaringer, som er gjort i visse kapitalistiske økonomier i efterkrigstiden, er relevante i denne forbindelse. Hvis vi ser på Østasien, kan vi konstatere, at regeringerne i Japan, Taiwan og Sydkorea har spillet en central rolle i fordelingen af ressourcer mellem forskellige sektorer. Disse regeringer tilførte billige kapital til nøglesektorerne, de opmuntrede til at satse på eksport og de styrede bankernes investeringsstrømme. Den hastige vækst, som var konsekvensen af denne opskrift, udfordrede den ortodokse opfattelse af, at det fri marked er den optimale mekanisme for fordeling af ressourcer og økonomisk vækst.
Det var selvfølgelig på ingen måde ideelle samfund. Regeringernes tætte samarbejde med storkapitalen var ikke bare uforenelig med økonomisk lighed, men skadede i sidste ende også effektiviteten, som det fremgår af den senere tids økonomiske kriser i regionen. Men lad os forestille os, at de østasiatiske systemer ikke var baseret på et samarbejde mellem regering og storkapital, men tvært imod var under demokratisk kontrol fra flertallet i befolkningen. Ville dette så ikke være at foretrække?
Hvis vi ser på Kinas aktuelle økonomiske system, kan vi se, at staten stadig væk, på trods af mange markedsorienterede reformer, er den centrale aktør i fordelingen af ressourcerne i samfundet. Skulle vi ikke prøve at bevare den statslige intervention i økonomien, men demokratisere den, så flertallet bestemmer retningen af de sociale investeringer. Dette mener jeg ville være det mest rationelle arrangement.