Af Torkil Lauesen
Siden 1993 har op mod fire tusinde mistet livet som konsekvens af EU’s flygtninge- og indvandrerpolitik. De dræbes af den øgede militarisering af det “Fort Europa”, som befæstes stærkere og stærkere. De dræbes af det stadigt hårdere liv i asyllejre og fængsler, og af voldsomme deportationer.
Tidligere udviklingsminister Anita Bay Bundegaard ramte plet, da hun i indvandrerdebatten forsigtigt antydede, at man måtte forholde sig til de sociale og økonomiske forhold, der får tusindvis af mennesker til at forlade deres fødested og begive sig mod Europa. Det sagde imidlertid alt om den danske debat, da en hob af politikere og politiske iagttagere stod på nakken af hinanden for at håne hendes mangel på politisk tæft. “Vi kan ikke være socialkontor for hele verden”, var deres svar. Udlændingedebatten skulle øjensynligt alene handle om kriminalitet, kontrol, internering og udvisninger. For nu var det nemlig tid til en hårdere kurs overfor de mennesker, der i stigende grad er blevet defineret som et problem. For trehundrede og halvtreds år siden helt frem til Anden Verdenskrig var det europæere, der flygtede fra kummerlige sociale og økonomiske forhold i Europa. I millionvis drog de til Nordamerika, Syd-amerika, det sydlige Afrika, Nordafrika, Australien og New Zealand. Halvtreds millioner udvandrere alene drog til Nordamerika i 17 og 18-hundredetallet. Vi omtaler ikke dem som et problem. De var udvandrere: Irere, englændere, italienere, svenskere og danskere, som søgte bort fra hårde livsvilkår for at søge lykken i det fremmede. Nu driver den globale økonomi strømmen af mennesker den anden vej og tonen nu er en helt anden.
Fort Europa
Siden 1986 har EU arbejdet på at lukke unionen for flygtninge og indvandrere. Der er indført en EU-database med fingeraftryk for at overvåge asylsøgere, der er opbygget et stadigt mere tæt politisamarbejde, og der er sket en skærpelse af kontrollen ved EU’s ydre grænser. Militariseret grænsepoliti med sporhunde og kuldioxidmålere tjekker al trafik. Myndighederne i Melilla, den spanske enklave i Marokko, har ligefrem bygget en 8 kilometer lang mur for at holde flygtninge fra Afrika ude. En af ideerne med udvidelse af EU med de Øst- og Centraleuropæiske lande er netop at skabe en ydre ring af bastioner og bufferzoner for at aflaste de nuværende EU-lande.
Samtidig gøres det stadigt vanskeligere at søge asyl. Man skal henvende sig på ambassaden i det land, man flygter fra. Flyselskaber skal betale høje bøder, hvis de transporterer flygtninge, der ikke har papirerne i orden. Kommer man illegalt til Europa uden papirer, er man allerede mistænkeliggjort. De regler, der hindrer flygtningene i at søge asyl, udgør kittet i Fort Europas mur.
Mens Europas justitsministre diskuterer, hvordan de kan stramme asyl- og indvandringspolitikken yderligere, mister stadig flere flygtninge og indvandrere livet i deres forsøg på at komme bort fra en tilværelse uden fremtidsudsigter. Siden 1993 er op mod 4000 mennesker omkommet i deres forsøg på at trænge ind i det privilegerede Europa. Det er ikke isolerede hændelser og uheldige fejltagelser, men symptomatisk for en politik, der ikke ser noget menneskeligt hos de personer, som flygter. De er blevet gjort til en social, økonomisk og kulturel trussel - en flodbølge, som må standses. Befæstningen af Europa har medført at forsøgene på at trænge ind bliver stadig mere desperate. I foråret blev 58 kinesiske flygtninge fundet kvalt i en lastbil i Dover, i marts måned blev 59 flygtninge fra Nigeria og Sudan fundet druknet ved Malta, den 1. august i år skyllede 13 nordafrikanere op på stranden ved Tarifa i Andalusien. Menneskesmugleren er ikke skurken
De raffinerede kontrolforanstaltninger stopper helt åbenlyst ikke strømmen. Men flygtningene har brug for mere og mere professionel hjælp fra menneskesmuglere for at klare rejsen. Nogle af disse er kyniske, pengegriske mennesker, andre er barmhjertige indbyggere i randområderne mellem rige og fattige regioner. Men for flygtningene er de uundværlige hjælpere mod det system, som blandt andet EU har opbygget i den sidste halve snes år. Den stadig hårdere kriminalisering og dæmonisering af menneskesmugling fra statsmagters side er paradoksal. Det er de selv samme skærpede kontrolforanstaltninger, der driver mennesker ud i mere og mere risikable og fordækte manøvrer i forsøgene på at komme hertil.
Kulturel racisme
Men det værste er måske ikke den officielle politik. Den største fare er den fremmedfjendtlige stemning, der er skabt i brede kredse i Europa. Flygtninge og indvandrere bliver gjort til syndebukke for problemer i samfundet. Tidligere var de skyld i arbejdsløsheden og medførte høje skatter - i dag nedbryder og truer de ”vores” gode gamle kultur og traditioner. Kulturen har overtaget den rolle, racebiologien tidligere havde. Den nye form for racisme hævder at forskellige kulturer ikke kan integreres og tilpasses hinanden. Det er farligt eller umuligt at blande forskellige kulturer. En adskillelse er bydende nødvendig. Samtidig med at nyliberalisterne prædiker varernes og pengenes frie bevægelighed og velsigner globaliseringen, skaber de sociale og økonomiske kløfter og hierarkiserer verdens kulturer. En af effekterne af den voksende globale ulighed er flygtningestrømmene. Nyliberalismens svar på disse er at bygge mure mellem mennesker: Mure langs Rio Grande, omkring Fort Europa, mure som skiller Asien fra Japan og Australien. Disse mure genskabes overalt inde i samfundet. Byerne opdeles, boligområder, vuggestuer, børnehaver og skoler deler sig efter disse grænser.
Denne nye form for racisme og opdeling af mennesker skal ikke bare konfronteres med humanistiske argumenter. Antiracismen må rette sig mod de økonomiske og fysiske grænser, som deler og splitter kulturer.
Problemet er ulighed
Med en slet skjult menneskeforagt afskriver de privilegerede landes nationalister deres ansvar med devisen: ”det er jo deres egen skyld”. Den daglige transmission af elendighed gør tv-skærmen til et spejl, hvor de kan spejle deres kulturelle overlegenhed. De ser helt bort fra Europas historiske udbytning og undertrykkelse af store dele af verden, og en aktuel situation, hvor neoliberal politik holder håbløst forgældede stater i et jerngreb administreret af Verdensbanken og den Internationale Valutafond. Mens penge og varer og den minoritet, der tilhører den økonomiske og politiske elite, får stadig lettere ved at bevæge sig globalt, søger privilegerede regioner som EU, USA og Australien at hindre undertrykte og fattige mennesker i at søge et mere menneskeligt liv. Bevægelsen af mennesker, som søger en bedre tilværelse, lader sig imidlertid ikke standse. Den er et grundlæggende forhold ved den verden, vi lever i. Fattigdom i kombination med mangel på udsigt til økonomiske forbedringer samt politisk, etnisk og religiøs undertrykkelse er hovedgrundene til, at folk udvandrer. En forudsætning for at løse disse problemer er en udligning af klodens vel-standsfordeling.
“Danmark kan ikke være socialkontor for hele verden”. Men Danmark og EU kan erkende de basale kendsgerninger, og i stedet for at gøre flygtninge og indvandrere til problemet, begynde på at løse de globale økonomiske og sociale problemer, som er årsagen til flygtningestrømmene. I stedet for et WTO, der beskæftiger sig med finansmændenes og de transnationale selskabers interesse i fri bevægelighed for penge og varer samt beskyttelse af deres ejendoms- og patentrettigheder, er det på tide at etablere en global organisation, der arbejder for en global mindsteløn eller borgerløn, sociale minimumsstandarder, bedre arbejdsforhold, osv.
At stemme med fødderne
Hvis det var kommunismens spøgelse, som skræmte borgerskabet i det 19. og 20. århundrede, så er det migrationens spøgelse, der skræmmer de privilegerede af i dag. Ligesom den fremvoksende kapitalisme skabte “de farlige klasser” i de forrige århundreder, som formåede at udfordre den herskende orden, så skaber den nyliberale ”globalisering fra oven” de sociale og politiske flygtningestrømme i dag. Udvandringen til de rige regioner er en menneskelig protest - en grundlæggende sund ulydighed overfor nogle urimelige livsbetingelser. Det er “at stemme med fødderne” mod en neoliberal verden. Flygtninge er vor tids frihedskæmpere
Arbejderbevægelsen spillede en hovedrolle i tilkæmpelsen af de sociale rettigheder, der er forbundet med velfærdsstaten - på trods af kapitalinteresser. På samme måde kan migrationen få afgørende betydning for den verden, vi kommer til at leve i. Migrationen er ikke bare destruktiv og opløsende. Migrationen er også produktiv, i og med at den udfordrer en verdensorden, der byder på uværdige livsbetingelser for millioner af mennesker, og dermed baner vejen for en anden verden med globale politiske og sociale rettigheder. Den er produktiv, idet den skaber mulighed for nye kulturelle fællesskaber. En verden, hvor et globalt medborgerskab kan afløse nationale privilegier. Men migrationen giver desværre også anledning til at reaktionære strømninger genoplives. Nationalisme fra Jörk Haider til Dansk Folkeparti og religiøs fanatisme fra Al Quaeda til Moses Hansens. I en usikker og omskiftelig verden kan man forsøge at finde beskyttelse i idylliserede forestillinger om fortiden og en tabt kulturel ensartethed. Sikkerhed opnås ikke i dag ved at mure sig inde i en stærk national-stat, eller ved at bure syndebukke inde i lejre, som det sker i Sandholmlejren og Vestre fængsel. Usikkerheden har en helt anden baggrund.
En kritik af fundamentalismens undertrykkelse af menneskerettigheder, dens kvindeundertrykkelse og intolerance skal ikke foretages ud fra et nationalt synspunkt. Så snart man begynder at snakke om ”vores” samfund og ”vores” kulturs værdier, er man blevet en del af problemet. Kritikken af fundamentalismen må tage udgangspunkt i universelle værdier, i klassesynspunkter og i globale perspektiver.
Globalisering fra neden
I de tendenser, nogen kalder globalisering, ligger også muligheder for en bedre verden efter nationalstaten og den Europæiske Union, hvor mennesker kan bevæge sig frit over grænser, hvor intet menneske gøres kriminelt på grund af sin geografiske oprindelse og placering. At rejse fra en uværdig skæbne er ikke kriminelt. Det er et livsbekræftende eksempel på, at mennesker ikke vil affinde sig med en tilværelse uden fremtidsudsigter. Det er et klart signal om, at noget må laves om i denne verden. Modstanden mod kapitalens globalisering er ikke en afvisning af et globalt samfund, det er en modstand mod global kapitalisme. Vi vil globalisere lighed, ikke den voksende ulighed og fattigdom. Vi vil globalisere solidaritet og fællesskab, ikke nyliberal konkurrence, egoisme og individualisme. Vi vil globalisere mangfoldighed, ikke kommerciel konformitet eller fundamentalisme. Vi vil globalisere demokrati, ikke markedskræfternes dominans. Vi vil globalisere økologisk balance, ikke nyliberal gambling med klodens tilstand. Med andre ord en politik, der handler om radikale visioner, ikke et nidkært forsvar af privilegier og afstraffelse af mennesker, der søger en bedre tilværelse.