Boganmeldelse: Todd blev kendt, da han i sin bog ”La chute finale” fra 1976 forudsagde Sovjetunionens fald. I en ny bog analyserer han den tilbageværende globale supermagt. Han stiller spørgsmålet: er USA så stærk som de seneste års politisk udvikling foregiver?
Af Niels Jensen
Todd blev kendt, da han i sin bog ”La chute finale” fra 1976 forudsagde Sovjetunionens fald. I en ny bog analyserer han den tilbageværende globale supermagt. Han stiller spørgsmålet: er USA så stærk som de seneste års politisk udvikling foregiver?
I den spændende og provokerende bog ”Efter imperiet” leverer den franske historiker og demograf Emmanuel Todd et frontalangreb imod tidens herskende forestilling om USA som denne verdens alt kontrollerende imperiale magt. Ifølge Todd er USA ikke den stadigt stærkere og truende ”hypermagt”, men tværtimod et imperium, der smuldrer og er stærkt på vej mod sin uafvendelige opløsning. Bogens påstand er, at USA ikke selv søger isolation fra verdens problemer, men tværtimod frygter at blive isoleret og miste positionen som ”en uundværlig magt” (som USA’s FN ambassadør Madeline Albrights udtrykker det) især i forhold til Europa og Japan. Todd begrunder denne påstand med hovedsageligt to argumenter: 1. USA er blevet ”politisk unyttig” efter murens fald og Sovjetunionens opløsning; eliterne i Europa og Japan behøver ikke mere USA’s militære magt. 2. Og nok så væsentligt - USA er blevet økonomisk afhængigt. Som Todd skriver i forordet til den danske udgave: ”Amerika kan ikke længere undvære verden. Dets handelsunderskud er blevet endnu større siden udgivelsen af ” Efter imperiet”. Dets afhængighed af finansielle flows udefra er blevet endnu mere udtalte. Det er for at opretholde sin centrale finansielle position at USA kæmper og iscenesætter sine symbolske krigsaktiviteter i hjertet af Eurasien, og på den måde prøver at glemme og få andre til at glemme dets industrielle svaghed, dets finansielle behov og dets karakter af snylter.” Alene i år 2000 var USA’s handelsunderskud i forhold til resten af verden på 450 mia. dollars. Og det er ikke blevet mindre efterfølgende. Med andre ord forbruger USA mere end det producerer. Todd fremfører, at hvis USA skulle leve ligesom andre nationer og bringe sin udenrigshandel i balance, ville det indebære en indskrænkning på 15-20 procent af befolkningens effektive levestandard.
Denne økonomiske afhængighed af resten af verden har givet USA et øget behov for politisk at kontrollere verdens økonomiske ressourcer. Og da det ikke kan ske med økonomiske midler - Europa er mindst ligeså stærkt og Japans industriproduktion er på højde med den amerikanske og USA har derfor ikke styrken til at dominere Europa, Japan og Rusland - bliver det stadigt mere nødvendigt at spille det militære kort ud. USA’s strategi er ifølge Todd en teatralsk militarisme, som består af tre dele: 1. Løs aldrig de grundlæggende problemer, hvor der bliver interveneret; det vil give mulighed for fremtidige militære aktioner. 2. Tag kun konflikter med 2. rangs og 3. rangs magter - Todd udtrykker det selv således: ”Medieteatret kan ikke skjule et grundlæggende faktum: størrelsen på den valgte modstander definerer den amerikanske magts reelle styrke.” - og 3. Vær altid foran med udvikling af nye våben, selvom det betyder enorme summer.
Det er umiddelbart slagkraftige argumenter Todd kommer med, især hvad angår USA’s tilsyneladende økonomiske svaghed. Man må stille sig spørgsmålet: hvorfor vil verden finansiere Amerikas overforbrug og vil det fortsætte? For at kunne besvare det, må vi forstå USA’s virkelige styrke, nemlig som Todd selv antyder det: ”I en bremset, depressionspræget verdensøkonomi ender Amerikas tilbøjelighed til at forbruge mere end det producerer, med at blive betragtet som en velgerning for hele planeten.” Så forholder det sig reelt sådan, at det som Todd ser som USA’s væsentligste svaghed - handelsunderskuddet - i virkeligheden er dets styrke? Mit svar er ”ja”. Vel at mærke hvis nogle forudsætninger holder. For det første at dollaren forbliver international reservevaluta. Det vil sige den valuta, ikke kun USA handler i, men som også resten af verden bruger som handelsvaluta og til at gemme væk i alt fra kommodeskuffer til bankhvælvinger. I så fald koster amerikanernes overforbrug på ca.1½ mia. dollars om dagen ikke USA mere end det papir, som disse dollars er trykt på.
For det andet at resten af verden vil være villige til at investere de dollars, der ikke bliver brugt som enten valutareserver eller international valuta i USA til bla. dækning af det absurd store budgetunderskud på ca. 500 mia. om året. Meget tyder på at verden foreløbig er villig til dette. I det første halvår af 2003 købte Japan og Kina tilsammen nye statslige værdipapirer i USA til en værdi af over 96 mia. dollar. Kina, verdens næststørste opkøber, ejer nu for over 122 mia. dollars statspapirer i USA, mens den samlede sum for Hongkong, Sydkorea, Taiwan, Singapore og Thailand udgør over 166 mia. dollars.
Hvis disse to forudsætninger holder, giver det mig grund til to konklusioner. 1. USA’s brændende ønske om at føre krig mod den militære dværg Irak skal ikke bare ses i det perspektiv, at USA ønsker kontrol med verdens oliereserver, men nok så meget i, at det er vitalt for USA’s fremtid at verdens vigtigste vare - olien - fortsat bliver handlet i dollars; for derved at styrke og bibeholde dollaren som international valuta. 2. At nogle af verdens fattigste arbejder i f.eks. Kina er med til at finansiere USA’s overforbrug og militære eventyr.
Hvad kunne forandre denne situation? En mulighed er, at Euroen blev den internationale valuta, hvilket så ville betyde, at vi Europa kunne overtage USA’s rolle som snylter numero uno - et ikke særligt ønskværdigt scenario. Et alternativt bud kunne være, at arbejderne i Kina, Taiwan, Indonesien etc. fik en højere løn, noget i stil med hvad Hardt og Negri foreslår i deres bog Empire, en verdensomspændende rimelig borgerløn. Det er nok en utopi for nuværende, men en utopi som er nødvendig ikke alene for at sikre retfærdighed i en globaliseret verden, men også som et middel mod USA’s dødsensfarlige militære amokløb.
Emmanuel Todd: Efter imperiet. Oversat af Claus Fenger. Udgivet af Politisk Revy september 2003. 224 sider. Pris: 228