Den 7. marts 1999 vandt det højreradikale parti ARENA præsidentvalget i El Salvador med 52% af stemmerne. Den tidligere guerillabevægelse FMLN opnåede kun 28,9% af stemmerne og spildte derved en historisk chance for at overtage magten i det lille mellemamerikanske land.
Af Stinne Bech og Pelle Dragsted
Valgresultatet kan ikke andet end analyseres som et tilbageslag for FMLN, der i de seneste år har været i konstant fremgang. Ved parlaments- og kommunevalget i 1996 kunne FMLN således sætte en mand på borgmesterstolen i hovedstaden og lige så mange medlemmer i parlamentet som ARENA. Op til valget i år oplevede FMLN også gode resultater i meningsmålingerne, men tabte terræn til ARENA efter opslidende magtkampe internt i partiet, som beskrevet i Gaia nr. 23.
ARENA alle gode gange 3.
ARENA vandt præsidentvalget i første runde og det betyder endnu en periode på 5 år med ARENA ved magten. Det er tredje periode i træk, at højrefløjspartiet skal sidde på landets mest magtfulde post, i El Salvador er det præsidenten der danner regeringen.. De foregående ti år har ARENA’ s neoliberale politik betydet at fattigdommen og marginaliseringen er øget i El Salvador. Arena har endnu ikke sammensat sin nye regering eller offentliggjort sit regeringsprogram, men ARENAs præsidentkandidat, Fransisco Flores, lovede i sin valgkampagne en ny slags regering med mere gennemsigtighed og nærhed med befolkningen. Han lovede også større inddragelse til civilsamfundet og lagde afstand til den tidligere ARENA-regerings økonomiske politik. I det hele taget ville valgprogrammet hvis det blev ført ud i livet være i direkte modsætning til de sidste 10 års ARENA-politik der alene har favoriseret landets økonomiske elite. Der findes altså en spænding mellem at opfylde valgløfterne for at holde på de ARENA-vælgerne, som er vendt tilbage til partiet og en fortsættelse af partiets traditionelle politik. Hvad løsningen på denne spænding bliver, får stor betydning for parlamentsvalget som afholdes i år 2000.
I ARENA findes forskellige sektorer med hver deres økonomiske interesser og magtkampene mellem fraktionerne har udviklet sig siden valget. To ARENA-topmedlemmer er blevet fundet myrdet og dette er muligvis resulktatet af den interne magt-strid.
Lav valgdeltagelse
Kun få salvadoranerne lagde vejen forbi stemmeurnerne, ca. 37% af de stemmeberettigede. Det er færre end ved de foregående valg og har uden tvivl været afgørende for valgresultatet. ARENA har haft større held med at lokke deres vælgere til urnene end FMLN.
Valget er af observatører blevet beskrevet som roligt og uden voldelige episoder. Der er dog fortsat problemer med afstemningen i form af manglende registrering af de stemmeberettigede, dårlig vejledning både før og under valgdagen og samtidig ligger valgstederne især i landområderne ofte meget langt væk fra vælgernes bopæl. Mange arbejdsgivere er dertil uvillige til at give arbejderne fri tid nok til, at de kan nå at stemme. Så det er ikke nemt og lige til at afgive sin stemme til det salvadoranske valg. Samtidig er der en udbredt mangel på tillid til det politiske system og partiernes evne til at regere landet og forbedre borgernes situation. Alle disse ting har været medvirkende til at størstedelen af befolkningen blev hjemme på valgdagen.
FMLN’s nederlag
FMLN opnåede med en basis på 7 års erfaring i det repræsentative demokratiske system færre stemmer til deres præsidentkandidat end ved valget i 1994 umiddelbart efter gennemførelsen af de fredsaftaler der gjorde en ende på 12 års borgerkrig.. Den vigtigste forklaringsfaktor er de massive interne konflikter og magtkampe i partiet der kom til udtryk under kampen mellem de forskellige præsidentkandidater. Partiet måtte igennem flere ekstraordinære kongresser før Facundo Guardado blev opstilt som kandidat på trods af at størstedelen af partiets base sammen med de sociale og folkelige bevægelser i landet, støttede den vragede kandidat Violeta de Avilés. Striden om kandidaterne efterlod samtidig et indtryk af et parti i dyb krise og såede alvorlig tvivl om FMLN’s evne til at lede landet. Striden bunder først og fremmest i politiske uenigheder, det er en kamp mellem en mere socialdemokratisk midtersøgende fløj ledet af Facundo Guardado og en mere venstreorienteret fløj i partiet.
Den efterfølgende valgkampagne er blevet kritiseret for ikke tydeligt nok at fremføre et alternativ til ARENA’s politiske program. I stedet for at udbrede sine politiske synspunkter angreb FMLN præsidentkandidaten fra ARENA for hans religiøse tilhørsforhold, en debatform der normalt kendetegner de højreorienterede. Disse svarede igen med anklager om kidnapninger begået af Facundo Guardado under borgerkrigen. En anden vigtig faktor for ARENA’s valgsejr er at partiets økonomiske midler overstiger FMLN’s med mange længder og samtidig har de udnyttet deres adgang til statslige ressourcer For eksempel blev kommunale vejarbejdere sendt ud for at male alle landets vejbroer i partiets farver. ARENA har også haft en nemmere adgang til medierne både de skrevne og de elektroniske. Men det skubber ikke til den kendsgerning, at det er FMLN’s egne dispositioner, der mest er alt har bestemt udfaldet af valget.
Magtskifte i FMLN
Efter nederlaget har Facundo Guardado trukket sig fra posten som generalkoordinator. Han anklager andre personer i partiet for at have skabt de interne konflikter for at opnå personlig magt.
Denne totale afvisning af at påtage sig et ansvar for både de interne problemer og valgnederlaget har svækket hans indflydelse og dermed også den mere politisk moderate fløj, han tilhører.
Partiet holdt den 9. maj en ekstraordinær kongres der blandt andet skulle evaluere valgkampen og her styrkedes partiets venstrefløj tydeligt. Ved alle kongressens afstemninger havde venstrefløjen et solidt flertal.Det blev blandt andet beslutte at partiets nuværende ledelse hvor den moderate fløj har flertal skal trække sig tilbage og at en ny ledelse skal vælges i slutningen af juli.
Dette har skabt overvejelser om der igen vil ske en udspaltning af partiets højrefløj, ligesom det skete i 1994 da flere fremtrædende FMLN-ledere dannede Det demokratsike parti. Netop det demokratiske parti har erklæret at deres døre står åbne for Facundo Guardados fløj, hvis de ønsker at forlade FMLN. Hvad enten dette sker eller ej, har valgprocessen tydeliggjort at der eksisterer flere forskellige tendenser i FMLN og valgnederlaget vil føre til et magtskifte i pariet til fordel for venstrefløjen. Man kunne ønske for FMLN, at et sådant magtskifte vil medføre, at der bliver gennemført en demokratisering af partiet og et forsøg på at styrke båndene til de sociale bevægelser. Men med parlamentsvalgene liggende i den nærmeste fremtid er der en fare for at al energi bliver lagt i valgkampagner og partiets base endnu engang må se sig glemt.