Tidligere guerrillakommandant fra FMLN, en af 80’ernes stærkste væbnede bevægelser i Latinamerika, gør status over bevægelsens udvikling siden underskrivelsen af fredsaftalerne. Hans dom er hård.
Af Janne Tynell, Stinne Lyager Bech og Pelle Dragsted
"FMLN er ikke længere løsningen for mig, og heller ikke for millioner af andre salvadoranere". Ordene er Dagoberto Gutierrez’, mangeårigt medlem af El Salvadors kommunistparti, med-grundlægger af FMLN, Guerillakomandant og medunderskriver af fredsaftalerne i 1992.
Den væbnede kamp I El Salvador blev indledt i 70’erne som resultat af den åbenlyse økonomiske uretfærdighed, den skæve jordfordeling, og den brutale undertrykkelse som ramte den civile opposition. FMLN var på trods af store interne forskelle enige om at forandringer i El Salvador krævede et opgør med kapitalismen. Man krævede jordreform, nationaliseringer af den udenlandske kapital og ekspropiereing af oligarkiets ejendom.
Politisk sporskifte
Ved parlamenstvalget i marts i år blev FMLN El Salvadors største parti. Men dette vil næppe føre til hverken ekspropiationer, nationaliseringer eller jordreform, for på de 8 år der er gået siden FMLN nedlagde våbnene er partiet skredet mod højre.
Dette kom klart til udtryk i partiets valgprogram der slår fast at den sociale ulighed og landets alvorlige økonomiske krise, skal bekæmpes gennem reformer indenfor rammerne af det eksisterende system. I store træk handler det om at styrke og beskytte den nationale produktion bl.a. ved at støtte små og mellemstore virksomheder og beskatte importen af varer, der konkurrerer med den nationale produktion.
Prikken over i’et blev sat 12 timer efter FMLNs valgsejr, hvor partiets ledelse på en pressekonference indbød erhvervslivet og de øvrige partier til at indlede et såkaldt "nationalt samarbejde". I korte træk skulle politiske konfrontationer stoppes og alle partier og sektorer arbejde sammen om et fælles nationalt projekt. I denne forbindelse udtalte FMLNs kampagneleder: "Erhverslivet har ingen grund til at frygte FMLNs projekt. Vi vil støtte og styrke erhvervslivet, så længe det holder sig inden for grundlovens rammer."
Dagoberto Gutirrez har taget konsekvensen af FMLNs politiske sporskifte og har trukket sig fra sine poster i partiets ledende strukturer.
"Jeg er gået en anden vej end mange af de gamle kammerater som jeg kæmpede sammen med i årevis. I dag ser vi ikke verden med de samme øjne. De har glemt at der i El Salvador foregår en grundlæggende klassekrig. En klassekonfrontation" siger Gutierrez.
Han ser derfor med skepsis på planerne om "nationalt samarbejde":
"Historien viser at der aldrig er samarbejde mellem modpoler hvis der ikke er konfrontation. Når konfrontationen stopper, stopper samarbejdet. Her er i El Salvador er der intet samarbejde, for kapitalen forhandler aldrig med de svage. Et sådant samarbejde er aldrig af god vilje eller af gode intentioner. Det er altid et spørgsmål om styrke. Altid".
Systemets parti
Dagoberto Gutierrez fortæller om udviklingen i FMLN siden bevægelsen nedlagde våbnene:
"Da vi underskrev fredaftalerne kunne FMLN have valgt at fortsætte den politiske proces som krigen var en del af. Man kunne have bevaret sine værdier, sine planer og sit projekt, men FMLN valgte institutionaliseringen." fortæller Dagoberto Gutierrez. Institutionaliseringen indebærer i hans øjne at partiet er blevet et system-parti, en del af statsapperartet og har indgået en loyal alliance med staten:
"Før stod vi uden for systemet, men inden i samfundet. Da krigen sluttede forlod vi samfundet og gik ind i systemet. Når man først er inde i systemet så skal man passe på. For én ting er at være indenfor systemet og samtidig arbejde imod det. En anden ting er at stå sammen med systemet, være en del af det og styrke det" siger Gutierrez.
Institutionaliseringen betyder også at FMLN er blevet et elektoralt parti, der har brudt med den folkelige bevægelse som tidligere var guerillabevægelsens rygrad:
"I skal huske at under krigen var FMLN og de folkelige bevægelser tæt forbundet. Da krigen sluttede brød FMLN alt dette. I ti år har folk nu ventet på at FMLN igen skal vise vej. Men FMLN vil slet ikke vise vej og ønsker ikke længere forbindelsen til de folkelige bevægelser. Undtagen ved valgene, ligesom alle de andre partier" siger Gutierrez og fortsætter:
"FMLN prioriterer i dag det elektorale før det politiske. Det handler om at vinde stemmer og ikke om at udføre politik. Se hvad det er der sker. Hvis der er noget der ville være rigtigt at gøre, rent politisk, men som koster stemmer, så gør partiet det ikke. Sådan er det med alle systemorienterede partier i denne verden - herunder FMLN."
Ny arena
Det spørgsmål der rejser sig er: Hvad fik FMLN til at forlade sit revolutionære udgangspunkt og integerere sig i systemet? Dagoberto Gutierrez kan pege på flere årsager.
For det første nævner han den internationale udviklinge i krigens sidste år. Efter Sovjetunionens og den "virkeliggjorte" socialismes sammenbrud stod FMLN i et ideologisk tomrum:
"En hel serie af de tanker og projekter som vi havde, mistede deres grundlag og deres base. For at rekonstuere projektet, var der brug for en utrolig intellektuel styrke. Der skal studeres og reflekteres meget for at opretholde sin politik og ikke overgive sig til kapitalismens tankegang. Men man studerede ikke. Pludselig begyndte man at tale om modernisering uden at gøre klart hvad man mente, Man talte om globalisering, effektivitet, udvikling og økonomisk vækst uden at vise forskellene mellem sit eget projekt og højrefløjens. Og pludselig var FMLNs diskurs den samme som de neoliberales. FMLN tabte den ideologiske kamp mens højrefløjen vandt".
For det andet skulle FMLN, midt i denne ideologiske forvirring, finde egne ben at stå på i en helt ny arena. Det lykkedes imidlertid ikke:
"Under krigen kæmpede vi udenfor systemet, men indenfor samfundet. Det var en kamp med egne regler og love. Vi mestrede illegalitten og var eksperter i livet under jorden. Vi var almægtige. Vi slog gringoerne. Men da krigen sluttede og vi trådte ind i det politiske system, trådte vi ind i en verden vi ikke kendte. Med regler vi ikke kendte, med love vi ikke kendte og med drivkræfter vi ikke kendte. Vi blev konfronteret med medierne, kapitalen, de andre partier, med mennekser af kød og blod, med vælgere. Dér fremstår den mytiske guerillaleder, uden ansigt og stemme, foran folk og de kigger på ham og siger: Aha, så det er ham guerillalederen, der knap nok kan tale, som ikke kender verden og som ligner en der ikke læser avisen. At gå ind i det politiske system var som at springe ud i intetheden. Herfra faldt man indtil man blev opfanget af de nye regler og drivkræfter, og kom til at ligne alle de andre partier."
For det tredje åbnede FMLNs indtræden på den nye arena også en fager ny verden for bevægelsens ledere:
"Systemet har sin charme og tiltrækningskraft. Vi er jo mennesker der var vant til at leve under jorden, nogle af os i over 18 år. Efter krigens afslutning genoplevede vi mødet med samfundet og dagliglivet, og det havde en utrolig stor påvirkning. At blive funktionær i statsapparatet var jo en fantastisk ting. Pludselig kunne en knægt, en guerillasoldat, der havde rendt rundt i bjergene, ane muligheden for at tjene 20.000 colones (19.000 kr. red.) om måneden. Det er jo et meget attraktivt tilbud.", siger Guiterrez.
Vejene skilles
Dagoberto Gutierrez har sammen med andre modstandere af FMLNs højredrjening samlet en gruppe, der arbejder for et nyt og anderledes politisk projekt. Strategien er at samle alle landets antisystem-kræfter:
"Vores opfattelse af politik er at vi må arbejde nedefra og i selve samfundet. Knyttet til landsbyer og lokalsamfund og sammen med de politikse kræfter der repræsenterer en anti-system og antikapitilistisk holdning. F.eks. miljøbevægelsen, kvindebevægelsen, kristne basismenigheder, menneskerettighedsgrupper og de kulturelle organisationer. I disse bevægelser findes både arbejdere, intellektuelle og bønder. Det er sammen med dem vi skal arbejde.", siger Gutierrez.
Disse kræfter skal i følge ham danne udgangspunkt for en ny social og politisk drivkraft:
"Vi vil danne et parti, men ikke et systemorienteret parti, der skal skrives ind i valgregistret. Når vi taler om et parti, taler vi om en styrende politisk drivkraft. Så kan man kalde det et parti eller ej. Det vigtige er at det lever op til et partis funktioner. At det leder, at det har et projekt og en organisation.
Det er jo ikke alle politiske drivkræfter der er partier og ikke alle partier der er politiske drivkræfter."
Et stort problem for opbygningen af nye politiske drivkræfter er det svære brud med relationen til FMLN:
"I 12 års krig ledede FMLN så at sige de folkelige bevægelser og dette mønster ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden. FMLN har stadig en enorm psykologisk vægt blandt folk. Det er svært at forstå at det FMLN der findes i dag er noget helt andet end det der fandtes under krigen. Men det sidste års vigtige sociale kampe, -kampen mod privatiseringerne, -kampen mod miljødelæggelsen, viser at befolkningen og de folkelige bevægelse er ved at kappe navlestrengen til FMLN."
Selvom den folkelige bevægelse er ved at finde sin egen ben, ligger der et stort stykke arbejde forude for at genskabe en stærk folkelig organisering:
"Det vigtigste lige nu er at folket genfinder hinanden. I landsbyerne skal de finde deres nabo og lære at forsvare deres liv og være stærke. Kun når folket er stærkt, vil dem oppe i systemet opdage at folket eksistesterer, det handler om at styrke deres magtposition".