Tema: Gaza
Læs hele bladet (pdf)Når racismen er blevet så udbredt, at den ubemærket indlejres i selv humanitære organisationer som Røde Kors’ arbejde, så kan antiracisme ikke begrænses til ord. Med Luk Lejren ville vi sætte handling bag.
Af Lars Gaardsøe
Ovenpå måneders arbejde i Luk Lejren, hvor det af og til føltes som en kollektiv selvmordsaktion, så er det nærmest umuligt at betragte den 25. oktober som andet end en stor succes - også selvom aktionen havde meget modvind i offentligheden. Jeg var rørt til tårer af at se et par tusinde mennesker i efterårssolen blive modtaget af 30-40 jublende asylansøgere, som var blevet spærret ude af Sandholmlejren af politiet, fordi de nysgerrige havde taget opstilling ude ved landevejen. Da demonstratioen nåede til politiafspærringen stoppede vi ikke, og det var netop forbi vi havde andet og mere end budskaber med i tasken. Vi havde medbragt knivtænder, ræb og gasmasker. Vi ville afmontere hegnet omkring lejren, som både symbolsk og konkret er med til at oprette det racistiske asylsystem.
De sidste 15-20 år har vi i Danmark oplevet hvordan udlændinge- og asylregler er blevet strammet igen og igen. Navnlig siden 2001 har vi set, hvordan flygtninge og indvandrere og specielt muslimer bliver lagt for had i den offentlige debat. Det er som om den tiltagende racisme på forskellige niveauer faktisk er blevet selve sammenhængskraften i den danskhed, som er det blevet vanskeligere at stille spørgsmålstegn ved. Med Luk Lejren ville vi bryde denne politiske konsensus, der blandt andet betyder, at man kan behandle mennesker, som man gør i Sandholmlejren. Det er naturligvis ikke noget, man kan gøre på en dag, men vi fik vist, at man kan sige fra, og ikke mindst fik vi tydeliggjort over for beboerne i lejren, at de ikke er glemt. I årevis har der været et uhyggeligt bredt flertal i Folketinget, som ikke har været interesseret i at tale om asylsøgernes rettigheder. Asylsøgere har kun været politisk relevante som syndebukke og skræmmebilleder. Målet med Luk Lejren rakte udover alene at ville kritisere i tonen i den offentlige debat. Den snigende racisme i Danmark er ikke bare et spørgsmål om, at nogen taler grimt. Det er politik som diskriminerer mennesker, ikke bare i Sandholmlejren, men her bliver denne diskrimination manifesteret i et fysisk hegn, hvor rettigheder tildeles efter oprindelse og nationalitet. Som en sagde under et af forberedelsesmøderne til Luk Lejren, så er racist ikke noget man bare er, men racisme er noget man gør. På samme måde må antiracisme også være noget man gør, en måde at sige fra på.
Dagen efter aktionen var vi en lille flok, som tog op til Sandholmlejren for at snakke med beboerne om, hvordan de havde oplevet aktionen. Vi mødtes også med Bedsteforældre for Asyl, som også denne søndag afholdt deres ugentlige protest mod forholdene i lejren. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var spændt på at høre hvordan aktionen var blevet modtaget. Da vi mødtes med bedsteforældrene uden for lejren, blev jeg meget positivt overrasket. De bedsteforældre for asyl, der deltog på dagen, havde svært ved at genkende billederne i TV om aftenen. De havde stor ros til aktivisterne og var rystede over politiets brug af tåregas mod en rolig folkemængde. Inden for i lejren blev vi mødt med stor begejstring. Aktionen havde vist, at vi kunne noget på tværs af hegnet, og vores venskaber og vores samarbejde var blevet stærkere. Som en af dem, der havde meget kontakt med beboerne i lejren, kan jeg sige, at aktionen har gjort en uvurderlig forskel for de mennesker - hvilket gør mig endnu mere harm, når lederen af Røde Kors’ asylafdeling, Jørgen, får lov til at lege bekymret i næsten alle landets medier. Luk Lejren kunne ikke indfanges i et slogan eller simple krav, og det betød desværre, at det blev sværere at bryde mediernes skemaer og sabotere de historier, som journalisterne havde skrevet på forhånd om voldelige aktivister og stakkels asylansøgere. Heldigvis var Luk Lejren meget mere end TV-udsendelser med tåregas, politimænd og Røde Kors. Hele kampagnen op til aktionen havde skabt en bred alliance mellem meget forskellige mennesker, og den alliance formåede et skævt mediebillede ikke at svække - vi havde jo alle samme været der og oplevet det der skete.
Lars Gaardsøe er med i GAIAs redaktion og var aktiv i Luk Lejren.