Arafats død blev forkyndt natten mellem den 10. og 11. november 2004. Med ham dør ikke kun præsidenten for det palæstinensiske folk, men også en mand som var et symbol for palæstinenserne
af Margarethe Berger
Arafat legemliggjorde - for både tilhængere og modstandere - det palæstinensiske folks modstand og den nationale enhed i kampen mod den israelske besættelse. Hans stilling som ubestridt leder og hans karisma som tidligere frihedskæmper der overlevede talrige likvideringsforsøg og respekteredes af både politiske modstandere og allierede, forlenede ham med en moralsk autoritet der gjorde ham til en faderfigur for hele folket.
For den palæstinensiske befolkning og befrielsesbevægelse betyder Arafats død dog ikke kun tabet af en omstridt men elsket far. Hans død er også slutningen på en historisk epoke. Arafat efterlader sig et magtvakuum, en situation hvis udgang er uvis. Det gælder i hvert fald hvis man vil forsøge at forstå fremtidsudsigterne for den palæstinensiske befrielsesbevægelse nu hvor kortene for alle deltagerne bliver blandet på ny.
Magtbalancens kunst
Arafats politik må ses i sin historiske sammenhæng. Han var, således som det ofte var tilfældet med ledere fra koloniale befrielsesbevægelser, på én og samme tid en støtte og undertrykker i forhold til den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Han der kom fra befrielsesbevægelsen gik senere ind for en kompromissøgende politik med Israel. Denne stod ganske vist i modsætning til hans frihedskæmper-mythos, men hans kompromispolitik nedbrød ikke denne myte. Tværtimod forstod Arafat, behændigt og med sin interesse for at bevare magten, over flere årtier et gennemføre en balanceakt hvor han var parat til indrømmelser til Israel og dennes beskyttelsesmagt USA, men dog ikke parat til at ødelægge den modstandsbevægelse ud af hvilken han skabte sin autoritet, og som hvis leder han stadigvæk blev accepteret.
Som den eneste palæstinensiske politiker rådede Arafat over magten til at holde alle dele af modstandsbevægelsen under kontrol. Han var urørlig fordi folket så ham som leder og symbol for modstanden. Og ikke desto mindre var det ham der havde indledt og gennemført kompromispolitikken med Israel. Allerede i 70’erne havde han vendt ryggen til det historiske krav fra den palæstinensiske befrielsesbevægelse om en demokratisk sekulær stat i hele Palæstina. Med Oslo-processen accepterede han konceptet om en to-statsløsning. Da hans kompromispolitik i år 2000 var endt i en blindgyde, og det var absolut synligt at der ikke var udsigt til forbedringer for hele befolkningen, men kun for en korrupt klasse af palæstinensiske nyrige, var han klog nok til ikke at tage det sidste skridt.
Derfor forlod Arafat Camp David
Han modstod Clintons og Baraks pression og vægrede sig ved at sælge ud af den palæstinensiske befrielsesbevægelses principper til fordel for vage løfter. Kravene om de palæstinensiske flygtninges ret til tilbagevenden, Jerusalem som hovedstad i en palæstinensisk stat er ikke kun de politiske grundpiller for den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Begge krav har en høj symbolværdi. Fordrivelsen af palæstinenserne i 1948, Naqba (=Katastrofen), har samtidig en vigtig identitetsfunktion for palæstinenserne. Den er blevet til noget så afgørende som en nation-stiftende historisk begivenhed, thi det er Naqba’en som adskiller palæstinenserne fra de andre arabiske folk. Jerusalem som hovedstad, derimod, er ikke kun af politisk betydning, men som det tredie helligste sted i Islam også af religiøs betydning. Hvis Arafat havde opgivet disse to vigtige krav, ville det have været ensbetydende med at forråde det palæstinensiske folks nationale og religiøse identitet. Arafat vidste hvad der var på spil, og han var klog nok til ikke at ødelægge sin egen mythos som frihedskæmper.
Da Arafat forlod Camp David, blev han i Vestens øjne betragtet som ’spielverderber’ (den der ødelægger legen). Men han beholdt sin autoritet blandt folket og dermed sin egentlige magtbase. Jo mere Israel angreb ham og ydmygede ham, des mere blev han til symbol for den palæstinensiske modstand og den nationale enhed. Det måtte selv de organisationer erkende som var opstået i løbet af Oslo-processen, og som var i politisk opposition til Arafats Fatah- bevægelse. De politisk-islamiske organisationer Hamas og Jihad var de egentlige arvtagere til den første Intifada - for det var frem for alt dem som fortsatte kampen imod den israelske besættelse. Disse organisationer blev i en periode støttet af Israel (og USA, red.) med det formål at tage vinden ud af sejlene på den palæstinensiske venstrefløj. Det lykkedes disse grupperinger at opsuge befolkningens vrede og skuffelse over de tomme løfter om suverænitet.
Arafats ukrænkelighed måtte også hans politiske modstandere, både den palæstinensiske venstrefløj og de politisk-islamiske organisationer, acceptere. På trods af hans udemokratiske ledelsesstil var de - i forhold til den permanente israelske offensiv - alligevel tvunget til at bevare den nationale enhed og hans lederskab.
Dette var grunden til at Arafat, trods talrige forsøg på at erstatte ham med lydige marionetter, lige til det sidste forblev Vestens de facto samtalepartner. Faktisk var det hverken de udemokratiske sider ved Arafats regime, eller korruptionen, som gjorde at han mistede Israels og USA’s gunst. Tværtimod havde det været en del af Israels planer med Oslo-processen at fremskaffe et korrupt lag af nyrige palæstinensere som ville været parate til at samarbejde med Israel. Arafats afvisning af at ødelægge modstandsbevægelsen gjorde ham i de vestlige medier til ‘persona non grata’. Men Vesten behøvede Arafat, til trods for at de skældte ham ud for at være terrorist. Arafat var nemlig en garanti for at de ikke kompromissøgende dele af modstanden ikke satte sig igennem, og at Intifadaen ikke eskalerede. Arafats politiske styrke lå i at han på en og samme tid kontrollerede og beskyttede folkeopstanden. Hvis han havde afvæbnet og arresteret hele modstandsbevægelsen, så var hans egen magtbasis helt sikkert også gået tabt.
Nyfordeling af magten
Arafat efterlader sig et magtvakuum. Hans mulige efterfølgere råder på ingen måde over hans karisma og moralske autoritet. Blandt de palæstinensiske organisationer er man helt klar over at det er i alles interesse at gennemføre en nyfordeling af magten uden militære konflikter. En intern palæstinensisk borgerkrig ville helt sikkert være et ønske- scenarie for Israel når det gælder en ’løsning’ af Mellemøstkonflikten. De forhandlinger der allerede kom i gang inden Arafats død mellem de forskellige palæstinensiske organisationer må ses som et forsøg på at nå frem til en sådan forståelse i god ro og orden og indsætte en enhedsledelse på nationalt plan. Der er kun én kandidat der kunne legemliggøre den nationale enhed med samme overbevisende kraft som Arafat, og som også ville have de islamiske gruppers accept. Men denne person, nemlig Marwan Barghouti, leder af Fatah’s venstrefløj, har Israel klogelig sat livsvarigt i fængsel! Det er Israels højeste ønske at splitte den nationale enhed blandt palæstinenserne. Som tilbagetrækningsplanerne fra Gaza allerede antyder, har Israel planer om at opdele de palæstinensiske områder i bantustans, Disse bantustans skulle ifølge israelske planer ledes af palæstinensiske kollaboratører.
Endnu er det ikke kommet så vidt, og derfor bliver i de vestlige medier en anden kandidat som efterfølger for Arafat ført frem. Mahmoud Abbas, tidligere premierminister, er ganske vist tæt forbundet med USA-administrationen, men netop derfor ikke egnet til at fortsætte Arafats behændige spil mellem Israel og Intifadaen. Han er ikke i stand til på en og samme tid at forene og kontrollere modstandsbevægelsen som Arafat formåede. Det er derfor højst usandsynligt at modstandsbevægelsens organisationer vil acceptere marionetter som Abbas som formand for selvstyremyndighederne.
Israels chance?
Den ustabile palæstinensiske situation og eventuelle udskridninger efter Arafats død kunne for Israel være et kærkomment påskud til med ét slag at fuldføre hvad Israel i årevis har forsøgt at gøre skridt for skridt: den endelige ødelæggelse af den palæstinensiske modstandsbevægelse. Fire års Intifada er ikke gået sporløst hen over den israelske stat. De økonomiske data er så dårlige som aldrig før, indvandringen tager af og den zionistiske opbakning i befolkningen synes langsomt - politisk usammenhængende men dog stabilt - at falde. Sharons sidste manøvre, nemlig Gazaplanen, er dog ikke andet end et forsøg på at fastholde og udvide den militære besættelse af Vestbredden og fjerne enhver politisk løsning fra forhandlingsbordet og skridt for skridt at bane vejen for en bantustan-løsning. Men denne løsning giver dog regimet visse problemer. Sharon har altid været kendt som en ’bosættermand’ Det faktum at han nu synes at forråde bosætterbevægelsen - med det formål at købe sig politiske fordele på en anden front - tyder ikke på stabilitet. Det tyder til gengæld på at regimet på grund af den fastlåste situation i det besatte områder i stigende grad ser sig tvunget til at præsentere løsninger som risikerer at give indenrigspolitiske magtforskydninger. Opgaven med at flytte bosættelserne i Gaza ville ikke betyde en militær svækkelse af Israel, men ville have indenrigspolitiske følger som også ville berøre hæren. Igennem flere år har den israelske hær fortrinsvis støttet sig på en midterfløj af religiøse zionister (ikke ortodokse) for hvem Gazatilbagetrækningen - altså tilbagetrækning fra påstået jødisk jord - ville være et forræderi mod troens grundsætninger. Indirekte kunne tilbagetrækningen fra Gaza derfor betyde - om ikke et brud på enheden i hæren - så dog i det mindste rystelser inden for hæren. Om en egentlig trussel mod den indenrigspolitiske stabilitet kan man endnu ikke tale, men alligevel er disse rystelser ikke uden betydning for de zionistiske interesser, eftersom hæren udgør rygraden i den israelske stat, ikke kun militært men også politisk og kulturelt.
Den palæstinensiske befrielsesbevægelses chance?
Arafat var et symbol på den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Med ham dør et stykke historisk identitet. Hans død bringer stor risiko for en israelsk generaloffensiv som - hvis zionisterne forstår at udnytte lejligheden - kunne forsøge ikke blot som i offensiven foråret 2002 at hugge hovedet af bevægelsen, men fuldstændig ødelægge den fysisk. Den antiimperialistiske og demokratiske bevægelse i hele verden må se denne fare i øjnene og udvise stor beslutsomhed og forsvare det palæstinensiske folk, dets fysiske overlevelse og dets politiske modstandskamp.
På den anden side, hvor modsætningsfuld Arafats politik end var, så udgør hans død ikke kun en fare for modstandsbevægelsen, men åbner også en chance for den. Balancepolitikkens glasklokke, det moralske og politiske krav om national enhed under ledelse af en (på det seneste) kompromissøgende magthaver har forhindret en videreudvikling af modstandsbevægelsen. Utvivlsomt ligger der efter Arafats død en interesse i at undgå en borgerkrig der ville svække alle de palæstinensiske parter - kun til gavn for Israel. Det faktum at glasklokken er faldet bort åbner nu mulighed for en sammenslutning af de konsekvente modstandskræfter - fra venstrefløjen over midten til den politiske islam - i en egentlig fælles front (...). Om skabelsen af en sådan fælles front kan lykkes, og om man igen kan få pustet liv i den demokratiske del af befrielsesbevægelsen (PFLP, DFLP m.fl.), det vil afhænge af en række forskellige faktorer. Væsentligt vil det være om man kan enes om de overordnede interesser - nemlig Israels tilbagetrækning fra de besatte områder - og nedtone de interne modsætninger, f.eks. mellem socialisterne i PFLP og islamisterne i Hamas og Jihad.
Derudover vil det også spille en rolle hvordan den pro-zionistiske enhed mellem USA og EU vil gebærde sig. Vil den blive styrket, eller vil den smuldre? Af afgørende betydning vil være udviklingen i den irakiske modstandskamp. Afgørende vil også være omfanget af solidariteten fra de arabiske masser uden for de palæstinensiske områder hvis passivitet hidtil ikke kun har udgjort deres korrupte regimers styrke, men også Israels og USA-imperialismens styrke.
Oversat og redigeret af Irene Clausen
”Haus ohne Hüter” i ”Bruchlinien” - 11. November 2004 (hentet på www.antiimperialista.com)