Hvor langt til venstre bevæger Bolivia sig? Er der grund til optimisme, eller er den nyvalgte præsident Evo Morales lige som Lula i Brasilien, der viste sig ikke at leve op til forventningerne?
Af Immanuel Wallerstein
Valget af Evo Morales som Bolivias præsident har sat en omfattende debat i gang om hvor langt Latinamerika bevæger sig til venstre. Eller nærmere en omfattende debat om hvad det vil sige at tilhøre venstrefløjen i Latinamerika (eller alle andre steder). Der ser ud til overordnet at være fire forskellige måder at opfatte Morales’ valgsejr.
En social og politisk triumf
Der er en stor gruppe af latinamerikanske intellektuelle, og deres sympatisører andre steder i verden der entusiastisk har budt valget af Morales velkommen. De analyserer situationen således: Morales er Aymara, den første person af indiansk afstemning der vælges som præsident af Bolivia, hvor over 60 % af befolkningen er indiansk. Det er en social og politisk triumf, muligvis en social revolution. I hvert fald er det udtryk for social retfærdighed. Morales har selv fremhævet dette element, da han deltog i en traditionel Inkaceremoni lige inden hans formelle indsættelse som præsident. Desuden blev han hilst varmt velkommen af Bolivias indianske befolkning.
Morales’ første træk
Men Morales’ kampagne har også haft økonomiske temaer. Han talte voldsomt imod det USA-støttede program til at udrydde kokaproduktion. Han var modstander af privatiseringen af vand, og krævede at naturgasressourcerne skulle nationaliseres via genforhandling af kontrakterne med de udenlandske firmaer. Disse emner har været meget vigtige spørgsmål i de seneste ti år. De folk han har placeret som ansvarlige for disse områder i sin nye regering, er personer der identificeres med den folkelige kamp. Endelig er der det geopolitiske engagement, hvor han især har angrebet USA’s imperialisme. Hans første internationale besøg efter valget var til Cuba og Venezuela, hvis ledere bød ham varmt velkommen. Derpå fløj han til Spanien, Frankrig, Kina, Sydafrika og Brasilien hvor han igen blev budt velkommen med stor entusiasme.
En ny Lula
Ikke desto mindre er der en mindre gruppe af latinamerikanske intellektuelle og aktivister som ikke ligefrem jubler over valget af Morales. De opfatter ham som en der ikke ledede nogen af de folkelige kampe de sidste fem år (bortset fra Kokabøndernes) men som forsigtigt hoppede ombord efter andre havde kæmpet og vundet. De opfatter ham som en der reelt ikke vil nationalisere Bolivias ressourcer, men blot være tilfreds med højere skatter. Og de opfatter ham som en ny Lula, der ikke vil leve op til de folkelige forventninger på de centrale sociale spørgsmål.
Chavez’ farlige lakaj
Så er der højrefløjen i USA der grundlæggende deler analyse med den første gruppe af Latinamerikanske intellektuelle. De opfatter Morales som Chavez’ farlige lakaj som vil piske en hadsk stemning op mod USA i hele Latinamerika og hindre udenlandske investeringer. I det foregående bolivianske valg, truede USA’s regering med at standse al økonomisk støtte til Bolivia hvis Morales blev valgt. Og da blev han ikke valgt. Men denne gang da han fik 54 % af stemmerne, har det officielle USA været mere stille, men ikke gladere.
Ingen grund til bekymring
Og så er der nogle Latinamerikanske intellektuelle som grundlæggende er enige med den anden gruppe, men ikke fra det samme venstreorienterede udgangspunkt. Det er slående at både Mario Vargas Llosa fra Peru og Jorge Castañeda fra Mexico, i kommentarer efter valget, udtrykte enighed med den anden gruppe og mente at Morales kunne vise sig at blive mere som Lula end Chavez og at USA derfor skulle skrue ned for fjendtligheden. Latinamerika rykker mod venstre
Valget af Morales skal sættes i den overordnede sammenhæng med de valg Latinamerika har været igennem de senere år. Ikke kun Lula i Brasilien og Chavez i Venezuela, men også Tabaré i Uruguay, Kirchner i Argentina, selv Bachelet i Chile ligesom det mulige valg af Lopez Obrador i Mexico dette år, og måske endda Ortega i Nicaragua. Dette var alle valg som USA ikke var glade for. Ingen af de valgte er en Che Guevara, men de har alle medvirket til at flytte Latinamerika til venstre, hvis ikke langt til venstre.
Men er bevægelsen mod centrum-venstre og ikke langt til venstre virkelig en sejr for venstrefløjen?
Det afhænger af om tendensen får gennemslagskraft. Og dette afhænger delvist af hvad der sker langt fra Latinamerika - i Mellemøsten, i Europa, og i USA. Evo Morales har fået en forrygende start med en meget oprigtig og militant tale ved hans indsættelse som præsident. For venstrefløjen i Latinamerika og andre steder giver Morales’ sejr anledning til et dobbelt bifald mens vi venter på at se om han er i stand til at gennemføre sit program. Og i så fald vil det blive tredobbelt.