Aktionsdagene i forbindelse med EU topmødet i Barcelona markerer et vendepunkt for modstanden mod den firmastyrede globalisering. Det lykkedes bevægelsen at bryde med voldens forudsigelige logik og komme ud af dødvandet efter d. 11. september
af Jesús Ramírez Cuevas, Masiosare
Barcelona er blevet et nyt vendepunkt for den globale bevægelse.
Efter mobiliseringen af mere end 500.000 mennesker er det blevet sværere at miskreditere protesterne mod den økonomiske politik i verden ved at fremstille dem som noget, der kun optager ”radikale og voldelige minoriteter”.
Betydningen og dimensionerne af det, der skete i Barcelona, skal ses i lyset af de seneste års begivenheder. Seattle var overraskelsen - her blev den nye bevægelse født og den verdensomspændende konsensus til fordel for globaliseringen blev brudt. Regeringerne anede ikke, hvordan de skulle reagere i forhold til denne nyhedsskabende uenighed. Siden fulgte protesterne i Washington, Davos, Prag og Quebec. Ved hvert topmøde blev der afprøvet nye aktionsformer, og der kom nye reaktioner. Volden steg, og politiet lærte at bruge den til sin fordel. Fra og med Gøteborg sidste år benyttede politiet en strategi, der gjorde deres belejring af demonstranterne mere effektiv og repressionen mere åben og brutal. Genova var et klimaks for denne politik. Selvom mobiliseringen var en succes, blev det også bevist, at magthaverne havde besluttet at stoppe globaliseringsmodstanderne på bekostning af de demokratiske friheder. Det italienske politis mord på Carlo Guiliano var et klart budskab.
Oven i dette kom den stemning, som blev skabt efter angrebene 11. september.
Den er blevet brugt til at miskreditere og kriminalisere demonstrationerne og sidestille dem med terrorisme. Det førte til, at mange blev handlingslammede. I denne sammenhæng markerer Barcelona et brud med logikken fra de foregående demonstrationer.
Vanskelig mobilisering
Opgaven var ikke let. Udover mediernes skræmmekampagne og det spanske politis chikane, var der også koordinerings- og forståelsesproblemer inden for bevægelsen.
Regeringen satte hele byen under militær belejring, og medierne skræmte folk fra at deltage i anti-topmøde kampagnen.
Iñaki García er medlem af en solidaritetsgruppe, der støtter den zapatistiske opstand (Colectivo de Solidaridad con la Rebelión Zapatista). Han var en af initiativtagerne til aktionsdagene d. 15. og 16.
marts i år, som gik under navnet: “Mod kapitalens Europa og mod krigen”. Han fortæller: ”Vi forstod, at meget var på spil i Barcelona, især efter Genova. Der var en underlig stemning på grund af erfaringerne fra sidste år i juni, hvor der blev slået hårdt ned mod en demonstration mod Verdensbanken.
Det var ikke nemt at stable en organisering på benene imod det europæiske topmøde, og der var frygt for forberedelserne til en massiv politimæssig intervention”.
Nogle aktivister advarede på møderne om, at ”det repressive maskineri” kunne føre til, at mange ville søge at skjule sig frem for at tænke på at protestere.
”Alligevel”, fortæller Iñaki García, ”var vi enige om at gå i gang”. Fra starten var der én ting, der stod klart for initiativtagerne: ”Vi ønskede ikke at gå ind på de præmisser, som de opstillede for os - den direkte konfrontation, hvor vi nødvendigvis ville tabe. I starten var vi i tvivl om mange ting, men det gik fremad, indtil der til sidst var et utal af initiativer. Det var et kæmpe arbejde på meget kort tid, men der var meget entusiasme. Forskellene og spændingerne har været meget stærke, men det lykkedes os at skabe en kampagne med et radikalt og nytænkende indhold”.
Væk fra det forudsigelige
Flertallet af de personer og grupper, der deltog, ville gerne gøre noget andet end at slås med politiet og smadre banker. Det af Jesús Ramírez Cuevas, Masiosare vigtigste mål var at overvinde angsten og at vinde gaden. Der var grupper tilknyttet BZ-bevægelsen og bevægelserne for catalansk og baskisk uafhængighed, der insisterede på direkte voldelig aktion. Men der blev opnået enighed om at lave aktioner, der søgte at nedbryde regeringens krigsstrategi.
”Jeg tror, at alle var enige i, at vi skulle undgå blokader mod topmødet, fordi det ville være det rene selvmord”, erindrer Iñaki.
”I stedet støttede vi decentrale demonstrationer, fester, koncerter, masseoptrin og civil ulydighed”.
CGT - den anarkistiske fagforening - opfordrede til at gennemføre: ”alt det som vi kan komme i tanke om og som viser de sociale bevægelsers mangfoldighed og vitalitet. Vi opfordrer til at forlade drejebogen og at bruge direkte aktion og civil ulydighed som kampformer, der kan føre længere end voldelig konfrontation med politiet.
Det er nødvendigt at genvinde den
rasende festlige og undergravende karakter
af vores aktiviteter og at bryde de
militariserede skemaer (topmøde - blokade
— sammenstød med politiet) som magten
ønsker at indfange os i”.
Mangfoldig modstand
Det blev besluttet at gennemføre decentrale aktioner, ”alle dem folk kan finde på”, ud fra en idé om fælles mål og gensidig respekt. På et af møderne lød argumentationen: ”Vi skal ikke være bange.
Hele politiets strategi går ud på at skabe en undtagelsestilstand, hvor almindelige mennesker bliver hjemme, mens en elite af aktivister bliver konfronteret med 10.000 politifolk. Overfor dette bør bevægelsen blive ved med at udvise kreativitet og decentralisering. På den måde opnår vi at give et mere komplet billede af topmødemodstanden og dens mangfoldighed, fremfor at spille med i det spil som politiet ønsker og som mest af alt minder om en middelalderlig turnering.” På denne måde blev byens lokale kampe inddraget. Hundredvis af anarkistiske sammenslutninger, menneskerettighedsgrupper, fagligt aktive, kvinder, bøsser og lesbiske, økologer, bz’ere, studerende og indvandrere gennemførte mere end 25 decentrale demonstrationer og aktioner over hele byen. Der blev opsat teaterstykker for at forsvare de demokratiske friheder og de civile rettigheder. Der blev udarbejdet anti-undertrykkelses manualer. En kommission bestående af de forskellige organisationer bag topmødeinitiativet stod for at holde orden under demonstrationerne.
”Det handler ikke om at blokere topmødet, men om at fjerne blokaden af byen”, blev der sagt.
Aktionsdagene samlede et utal af forskellige sager. Samtidig med at man støttede kvindernes eller indvandrernes krav, forsvarede man den offentlige undervisning, legaliseringen af marihuana eller udtrykte solidaritet med det palæstinensiske folk. Der blev lagt vægt på at fremme en økonomi, der ligger i hænderne på folket og ikke på de store firmaer.
Det umulige blev muligt
Som en foreløbig opsamling peger Iñaki García på: ”At det blev bevist, at der var en meget stor utilfredshed med hele den måde, de havde planlagt topmødet på og med de aftaler, som de ville vedtage. Det blev vist, at vi havde skabt en åben og inkluderende mobilisering med en stærk kritisk sans, der sørgede for, at ingen kunne tage den til indtægt for deres egne parti- eller magtmæssige interesser”.
”Efter mobiliseringen” tilføjer han ”oplevede vi, at bevægelsen var blevet stærkere. Vi tror, at Barcelona gav luft til alle, der kæmper og gør modstand. Verdens magthavere ved også, at Barcelona er en by, hvor de ikke er velkomne og resten af verden ved, at der er et lovende fortilfælde, der viser, at modstand kan lade sig gøre”.
Han konkluderer: ” Først og fremmest har vi vist, at det giver mening at kæmpe, og at vi kan erobre rum fra magthaverne og forbinde almindelige mennesker. Det som virkede umuligt, blev opnået”. En anden virkelighed blev mulig.
Oversat af Britta Thomsen.
Artiklen er hentet fra nettidsskriftet Rebelión.