Det 20. århundrede har været en lang kamp mellem den liberale økonomis dogmatikere og befolkningernes forsøg på at underlægge kapitalen en øget folkelig kontrol. Denne kamp, som fortsætter i dag, har haft forskellige udtryk i forskellige tider og regioner. Det mener den egyptiske økonom Samir Amin, der her gør status over det sidste århundredes politiske økonomi
Af Samir Amin
Det 20. Århundrede sluttede i en atmosfære som er meget lig med den, som fandtes ved århundredes fødsel - den såkaldte "Belle Epoque". Koret af borgerlige stemmer i Europa, USA og Japan, som jeg herefter vil benævne ’Triaden’, sang hymner som priste deres definitive triumf. Arbejderklassen i centerlandene udgjorde ikke længere den ’farlige klasse’, som de havde været i det 19. Århundrede, og verdens andre folkeslag blev beordret til at acceptere vestens ’civiliserende mission’.
La Belle Epoque
La Belle Epoque kronede et århundrede med epokegørende globale forandringer karakteriseret ved den første industrielle revolution og etableringen af den borgerlige nationalstat. Denne proces spredte sig fra det nordvestlige hjørne af Europa og erobrede resten af kontinentet, USA og Japan. Merkantilismens gamle periferier (Latinamerika og Ostindien) var udelukket fra denne dobbelte revolution, mens Asiens gamle stater blev integreret i periferien i denne nye bølge af globalisering. Center-kapitalens globalisering kom til udtryk i en befolkningsmæssig eksplosion, som forøgede den europæiske befolkning fra 23 % af verdens befolkningen i 1800, til 36 % i 1900.
Samtidig skabte koncentrationen af industriel rigdom i triaden, en polarisering af rigdom, i en skala som menneskeheden aldrig havde kendt magen til. På tærsklen til den industrielle revolution havde det ulige forhold i arbejdets produktivitet mellem den mest produktive femtedel og resten af befolkningen i verden aldrig oversteget forholdet to til én. I 1900 var forholdet tyve til én!
Det 19. Århundredes politiske økonomi var domineret af de store klassikere - Adam Smith, Ricardo og endelig Marx, med hans sønderlemmende kritik. Globaliseringens triumf bød imidlertid på en ny liberal generation af teoretikere, som ville bevise systemets overlegenhed (i og med) VED AT PEGE PÅ AT evige og naturlige kræfter og behov kom til udtryk gennem kapitalismen. De havde dog lige så lidt held med at bevise dette som de neoklassiske økonomer har i dag. Den triumferende liberalismes ideologi reducerede samfundet til blot at være summen af individer. Og med denne forudsætning blev det slået fast, at den ligevægt som markedet skabte, både var det samfundsmæssige ideal og garant for stabilitet og demokrati.
Den globaliserede liberalismes løfter så en tid ud til at blive virkelighed under La Belle epoque. Efter den kortvarige krise mellem 1873 og1896 øgedes væksten igen på baggrund af den anden industrielle revolution, de nye oligopoler (en situation hvor ganske få selskaber dominerer markedet, red.) og den finansielle globalisering. At kapitalismen overlevede denne krise overbeviste ikke blot kapitalismes ideologer om systemets "naturlighed", det rystede også den desorienterede arbejderbevægelse.
La Belle epoque’s triumf varede dog mindre end to årtier. Nogle få dinosaurer, stadig unge på dette tidspunkt (Lenin f.eks.), havde forudsagt at kriserne ville vende tilbage, men ingen hørte på dem. Liberalismen - forsøget på at gøre den individualistiske frie markeds-utopi til virkelighed (hvilket i virkeligheden betyder kapitalens ensidige dominans), kunne ikke neddysse de mange modsætninger som systemet bar i sig. Tvært imod forstærkede det dem. Bagved arbejderpartierne og fagforeningernes muntre stemmer, hvormed de talte for kapitalisme med et menneskeligt ansigt - en utopisk kapitalisme, hørte man den dæmpede rumlen af en splittet social bevægelse, forvirret, altid på grænsen til at blive sprængt og krystalliseret i nye alternativers opståen. Den liberalistiske globalisering måtte nødvendigvis føre til militarisering af forholdet mellem datidens imperialistiske magter. Det måtte ende i den krig som, i sine varme og kolde former, varede omkring 30 år, - fra 1914 til 1945.
Trediveårskrigen
Mellem 1914 og 1945 var den internationale scene domineret af to projekter: Trediveårskrigen mellem USA og Tyskland om hvem der skulle arve Storbritanniens døende overherredømme, og forsøgene på med alle tænkelige midler at bestride, dæmme op for og kontrollere det alternative hegemoni, betegnet som opbygningen af socialisme i Sovjetunionen.
I de kapitalistiske centre forsøgte både taberne og vinderne af krigen mellem 1914 og 18 hårdnakket og imod alle odds at genoplive den globaliserede liberalismes utopi. Man oplevede således en tilbagevenden til guldstandarden (at penge til enhver tid var ombyttelige med guld) og til en kolonial orden fastholdt gennem vold. Økonomien, der under krigen havde været reguleret, blev nu igen liberaliseret.
Resultaterne så for en kort tid lovende ud og 20’erne bød på en fornyet vækst skubbet fremad af den nye masseproduktion, masseforbruget i USA og af nye former for samlebåndsarbejde, den såkaldte "Fordisme". 1920’ernes genopbygning var imidlertid skrøbelig og allerede i 1929 kollapsede det finansielle fundament - den mest globaliserede del af systemet. Det følgende årti, der førte frem til krigen, var et rent mareridt. Stormagterne reagerede overfor krisen med en stram penge- og finanspolitik, som kun forværrede krisen og skabte en nedadgående spiral af massearbejdsløshed.
De vestlige samfund reagerede forskelligt på katastrofen. Nogle sank ned i fascismen og valgte krigen som et middel til at prøve at omfordele det koloniale rov (Tyskland, Italien og Japan). USA og Frankrig var undtagelserne. De valgte en anden mulighed som kom til i udtrykt i Roosevelts "New Deal" og Frankrigs "Front Populaire": En regulering af markedet gennem aktive statsindgreb bakket op af arbejderklassen.
I periferierne førte nederlaget for myten om La Belle Epoque til en anti-imperialistisk radikalisering. I nogle lande i Latinamerika, der drog fordel af deres uafhængighed, opstod en populistisk nationalisme der kom til udtryk på forskellige måder: I Mexico ved bonderevolutionen i 1910’erne og 20’erne; i Argentina ved Peronismen i 1940’erne. Den samme tendens kom i Østen til udtryk ved den tyrkiske Kemalisme. Efter 1911-revolutionen var Kina ramt af en lang borgerkrig mellem borgerlige modernister i Kuo Min Tang og kommunister. Andre steder afstedkom det kolonialistiske åg flere årtiers forsinkelse af lignende nationalpopulistiske projekter.
Sovjetunionen forsøgte isoleret at finde en ny kurs. I 1920’erne havde man forgæves håbet at revolutionen ville blive global. Da det ikke blev tilfældet, følte man sig tvunget til at falde tilbage på sin egen styrke - Socialismen i ét land. Stalin søgte gennem en serie femårsplaner at genvinde den tabte tid. Lenin havde allerede defineret denne kurs som "Sovjetmagt plus elektrificering" - en henvisning til den anden industrielle revolution. Men elektrificeringen fik overtaget og Sovjetternes magt blev tømt for indhold. Denne centralt planlagte akkumulation var, uanset den sociale populisme som karakteriserede dens politik, styret af en despotisk stat. Det sovjetiske system var effektivt så længe målet var enkelt: Industrialiseringen og opbygningen af den militære styrke, der blev den første der kunne udfordre de kapitalistiske modstandere. Først ved at slå Nazityskland og derefter ved at gøre en ende på det amerikanske monopol på atomvåben og ballistiske missiler i 1960’erne.
Fra vækst til krise
Anden Verdenskrig var begyndelsen til en ny fase i alle tre dele af verdenssystemet. Take off’et efter krigen var baseret på tre samfundsprojekter: a) I Vest var det socialdemokratiernes velfærdsstats-projekt. b) I periferien var det "Bandung projektets" det vil sige udvikling af en borgerlig nationalstat i den tredje verden. Et håb om en modernisering af de såkaldte ulande. c) Det Sovjetiske og østeuropæiske system: "Kapitalisme uden kapitalister" som eksisterede i en relativ isolation fra det dominerende kapitalistiske verdenssystem. Det dobbelte nederlag for både fascismen og den gamle kolonialisme havde for alvor skabt en konjunktur, som tillod de folkelige klasser (ofre for den kapitalistiske akkumulation), at gennemtvinge forskellige, begrænsede men stabile, former for regulering af kapitalen. En regulering som kapitalen var tvunget til at tilpasse sig og som var roden til denne periodes høje vækst og accelererede akkumulation. Væksten var nemlig ikke, som liberalister påstår, resultatet af en stadig markedsudvidelse.
I lang tid, helt tilbage fra den industrielle revolution i begyndelsen af det 19. århundrede, havde modsætningen mellem center og periferi været lig med modsætningen mellem industrialiserede og ikke industrialiserede lande. Oprørene i periferien, de socialistiske revolutioner i Rusland og Kina og de nationale befrielsesbevægelser i den tredje verden ændrede imidlertid dette billede. Landene moderniseredes og nye industrialiserede periferier opstod. Hermed forandredes den gamle form for polarisering sig, samtidig med at en ny form for polarisering begyndte at slå i gennem. Den nye polariserings grundlag var "Fem nye monopoler" som gavnede den dominerende Triades lande: Kontrollen over teknologien, de globale finansielle strømme, adgang til planetens naturressourcer, monopol på medier og kommunikation og monopol på masseødelæggelsesvåben.
I sammenhæng udgør disse fem monopoler en ramme. Det er indenfor denne ramme, at den globaliserede værdilov skabes. Værdiloven er ikke som liberalisterne foregiver udtryk for en ’ren’ økonomisk naturlov, som kan adskilles fra de samfundsmæssige og politiske forhold, men nærmere et udtryk for totaliteten af disse forhold. Det er derfor de politiske kampe, og ikke resultatet af det markeds mytiske iboende "naturlige" valg, der bestemmer udstrækningen af industrialiseringen i periferien, devaluerer det produktive arbejde indlagt i periferiens produkter, og giver ekstra værdi til de nye monopolers aktiviteter til fordel for centrene. De fem monopoler skaber på denne måde et nyt hierarki i den globale indkomstfordeling - mere ulige end nogensinde. Samtidig underordnes periferiens industrier i dette hierarki. Polariseringen har her fundet sit nye fremtidige grundlag.
De sejrende nationale befrielsesbevægelsers bestræbelser på en industrialisering fik blandede resultater. I dag kan vi skelne mellem "frontline periferierne", som har været i stand til at opbygge produktive nationale systemer med potentielt konkurrencedygtige industrier, og de "marginaliserede periferier", som ikke har haft succes til det samme. Det der adskiller disse to grupper er ikke alene graden af industrialisering. Der er også politiske forskelle. De politiske autoriteter i "frontline periferier" har klare nationale projekter og strategier. Dette er tilfældet for Kina, Korea og i mindre grad visse sydøstasiatiske lande, Indien og nogle latinamerikanske lande. Disse nationale projekter står konfronteret med den globale imperialisme. Resultatet af denne konfrontation vil bidrage til at forme det næste århundrede. De marginaliserede periferier har til gengæld hverken projekt eller strategi (selv når retorikken fra eksempelvis den politiske islam påstår det modsatte). Her er det de imperialistiske centre der ’tænker for dem’ og alene tager initiativet til at udvikle ’projekter’ for disse regioner. De lokale kræfter udgør ingen opposition og disse lande bliver således passive ofre for globaliseringen.
Den tredje part i efterkrigstidens verdenssystem, der bestod af de lande hvor den ’virkeliggjorte socialisme’ herskede, har forladt den historiske scene. Den blotte eksistens af sovjetsystemet, med dets industrielle potentiale og militære styrke, var en af de vigtigste motorer for alle store transformationer i det 20. århundrede. Uden den ’fare’ som den kommunistiske model repræsenterede, havde de vestlige socialdemokratier aldrig været i stand til at gennemtvinge velfærdsstaten. Samtidig forstørrede eksistensen af sovjetsystemet og sameksistenspolitikken som blev påtvunget USA, den selvstændighed som periferiens borgerskab kunne opnå.
Det lykkedes imidlertid ikke Sovjetsystemet at overgå til en ny form for intensiv akkumulation. Systemet tabte således terræn i den nye (computerstyrede) industrielle revolution som afsluttede det 20. århundrede. Årsagerne til dette nederlag er mange og sammensatte. Men vi må sætte den antidemokratiske tendens i sovjetmagten centralt i analysen. Det manglende demokrati gjorde det umuligt at formulere det akutte behov for det fremskridt i en socialistisk retning, som forholdene krævede. Jeg tænker her på de fremskridt i socialistisk retning, som en forøget demokratisering af økonomien og samfundet kunne have frembragt. Socialismen skal være demokratisk ellers kan den ikke eksistere. Det er læren af det første forsøg på at bryde med kapitalismen.
De ideer i samfundet og de dominerende økonomiske, sociologiske og politiske teorier, der legitimerede såvel den nationale velfærdstat i vest, sovjetsystemet i øst og nationalpopulismen i syd var i store træk inspireret af Marx og Keynes. Efterkrigstidens nye samfundsrelationer, der var mere favorable for det arbejdende folk i Vesten og dannede baggrund for den keynesiansk inspirerede opbygning af velfærdsstaten, henviste de rene liberalister til en mindre betydelig plads. Mens Marx selvfølgelig dominerede den ’eksisterende socialismes’ tankegang. Men disse to dominerende figurer i det 20. århundrede mistede gradvist deres kvaliteter som ophavsmænd til grundlæggende kritik af samfundet. De blev i stedet legitimerende for statsmagtens politik og sammen med det blev udlægningen af deres ideer simplificeret og dogmatisk.
Kritik fra periferien
Den kritiske samfundsanalyse rykkede derfor i løbet af 1960’erne og 70’erne til periferien af systemet. Her førte nationalpopulismens politikker - en sølle version af sovjetismen - til en eksplosion i kritikken af den ’eksisterende socialisme’. Centralt i denne kritik stod den nye bevidsthed om den polarisering, som den globaliserede kapital skabte, og som havde været undervurderet, hvis ikke direkte ignoreret, i mere end halvanden hundrede års socialistisk teori.
Denne kritik af såvel den eksisterende kapitalisme og det tankesæt der legitimerede dens ekspansion, som den socialistiske teori og praksis var begyndelsen på, blev til periferiens glansfulde entré i den moderne samfundstænkning. Her fandtes en rig og broget kritik, som det ville være en fejltagelse at reducere til blot "afhængighedsteori", fordi den nye samfundstænkning genåbnede grundlæggende debatter om socialismen og overgangen til socialisme. Derudover genoplivede kritikken debatten om marxisme og den historiske materialisme, i det den forstod nødvendigheden af at overskride de Europa-fikserede grænser, der havde domineret den moderne tankegang.
Krisen i de sidste tredive år af århundredet kom som konsekvens af undermineringen, og det deraf følgende kollaps, af de systemer som Take Off’et efter Anden Verdenskrig havde hvilet på. Denne periode, som endnu ikke er afsluttet, er således ikke præget af opbygningen af en ny verdensorden som det ofte anføres. Perioden er nærmere karakteriseret af et sammenbruds-kaos, som endnu ikke tilnærmelsesvis er overkommet.
De politikker som bliver gennemført under disse forhold, er ikke en konstruktiv strategi for kapitalekspansion, de forsøger blot at styre kapitalens krise. Dette er ikke lykkedes, fordi utopien om den frie kapitalisme, uden nogle rammer og kontrol, endnu engang er genoplivet. Utopien om styringen af verden gennem det "frie markeds kræfter" - det vil sige kapitalens kortsigtede interesser. Efterkrigstidens massive økonomiske, politiske og samfundsmæssige forandringer i alle dele af verden var resultatet af den samfundsmæssige regulering som arbejderne og de folkelige klasser pålagde kapitalen. Og de var så gennemgribende at de, på trods af den modproces vi nu oplever, har skabt en ny ramme for de udfordringer, som konfronterer verdens folk ved indledningen af det 21. århundrede.
Fin du Siècle-krisen
Krisen tog sin begyndelse mellem 1968 og 1971. Væksten og investeringerne faldt brat til halvdelen af deres tidligere niveau, arbejdsløsheden bredte sig, fattigdommen intensiveredes. Uligheden i verden blev ligeledes skærpet, de rigeste 20 % af menneskeheden øgede deres andel i det globale produkt fra 60 til 80 procent i de sidste to årtier af århundredet.
Denne strukturelle krise har imidlertid ligesom dens forgængere været fulgt af en tredje teknologisk revolution, som grunlæggende forandrer arbejdets organisering, og i kraft af globaliseringens brutale angreb, fratager de gamle former for arbejderbevægelser og folkelige organisationer deres effektivitet og dermed deres legitimitet. De splittede sociale bevægelser, har endnu ikke fundet en formel, der er stærk nok til at møde de udfordringer som de står over for. Men der er skabt nogle bemærkelsesværdige gennembrud som styrker bevægelserne. Først og fremmest kvindernes slagkraftige entré i samfundslivet, men også den nye bevidsthed om miljøødelæggelse i et omfang, der for første gang i historien truer planetens liv. Så samtidig med at de kapitalistiske centres "fem nye monopoler" gradvist bliver synlige, oplever vi allerede elementer af en fremvoksende mangesidet global, social bevægelse, som er kapitalens potentielle modvægt, alternativ og efterfølger.
Styringen af krisen, baseret på en brutal forandring i magtrelationerne til fordel for kapitalen, har gjort det muligt på ny at gennemtvinge de liberales frie markeds-opskrifter. Marx og Keynes er blevet udvisket fra samfundstænkningen, og den ’rene økonomi’s’ teoretikere har erstattet analyser om den virkelige verden med teorier om en imaginær kapitalisme. Men den midlertidige succes for en reaktionær utopisk tankegang er blot et symptom på svaghed. Når magi tager rationalitetens plads, vidner det om det faktum, at kapitalismen objektivt er klar til at blive overskredet.
Krisestyringen har allerede nået til et punkt, hvor den kan bryde sammen. Krisen i Sydøstasien og Korea var forudsigelig. I løbet af 1980’erne lykkedes det disse lande at drage fordel af krisen ved at involvere sig mere i verdenshandelen og tiltrække udenlandsk investering, på grundlag af "komparative fordele" ved billig arbejdskraft. I 90’erne åbnede landene ligeledes op for den finansielle globalisering. Tiltrukket af områdets høje vækstrate flød overskuddet af likvid udenlandsk kapital ind i landene. Dette førte ikke til øget vækst men til en kunstig opskrivning af værdien af aktier og fast ejendom. Som det blev forudsagt sprang den finansielle boble blot få år efter. Den politiske reaktion på den massive krise har været ny i flere henseender. USA forsøgte, med Japan i hælene, at drage fordel af den koreanske krise til at demontere landets produktive system, og underlægge systemet amerikanske og japanske multinationales interesser.
Dette kollaps for globaliseringens finansielle dimension tvang G7-landene til at tænke i nye strategier og skabte en krise for den nyliberale tankegang. Det er således i lyset af krisen at vi må se indholdet af G7-landenes modangreb. Fra den ene dag til den anden, ændrede de melodien: Begrebet ’regulering’, der hidtil havde været tabu, dukkede pludselig op i gruppens resolutioner. Nu var det nødvendigt at ’regulere de internationale finansielle strømme’.
USA i offensiven
I denne kaotiske konjunktur er USA igen gået i offensiven for at genskabe sit globale herredømme, og i overensstemmelse hermed organisere verdenssystemets økonomiske, politiske og militære dimensioner. Er USA’s hegemoni ved at nå sin ende, eller er der en fornyelse på vej, der vil gøre det 21. århundrede til USA’s århundrede?
Hvis vi undersøger verdensøkonomien i begrebets mest simple betydning, det vil sige i Brutto National Produkt (BNP), og tendenserne i handelsbalancen, kunne vi konkludere at USA’s hegemoni var på tilbagegang allerede i 1960’erne i kraft af Europa og Japans økonomiske fremgang. Europæerne gentager dette i den velkendte frase: "EU er den største økonomiske og handelsmæssige magt i verden". Denne konklusion er imidlertid lidt for hurtig. For hvis det overhovedet er rigtigt at der eksisterer et europæisk marked, og at en fælles europæisk valuta måske er ved at opstå, så er dette ikke tilfældet for en fælles europæisk økonomi. Der findes ikke noget som kan kaldes "Europas produktive system". Sådan et samlet produktivt system findes til gengæld i USA. Der er stadig ingen europæiske transnationale selskaber, kun britiske, tyske eller franske transnationale selskaber. Investeringerne er ikke mere omfattende mellem de europæiske lande end mellem de enkelte europæiske lande og USA eller Japan.
USA’s hegemoni hviler imidlertid også på en anden søjle: Den militære magt. Denne magt som systematisk er blevet bygget op siden 1945 dækker nu hele planeten, som er blevet opdelt i regioner, hver under den fornødne amerikanske militærkommando. Dette hegemoni var tidligere tvunget til at acceptere den fredelige sameksistens som Sovjets militærmagt tilsagde. Dette er nu fortid, og USA er gået i offensiven for at øge sin globale dominans. Henry Kissinger har sagt det i en mindeværdig arrogant sætning: "Globalisering er bare et andet ord, for USA’s dominans".
USA’s globale strategi har fem mål: At neutralisere og underordne de andre dele af triaden (Europa og Japan) og minimere deres evne til at handle udenom USA; at etablere militær kontrol i NATO og "latinamerikanisere" den tidligere sovjetblok; at udøve ubestridt indflydelse i Mellemøsten og Centralasien, specielt over olieressourcer; at nedbryde Kina og sikre underordningen af andre store nationer som Indien og Brasilien og forhindre opbygningen af regionale blokke, der potentielt kan være i stand til at forhandle globaliseringens vilkår; og endelig, at marginalisere de regioner i periferien som ikke repræsenterer nogle strategiske interesser.
Det foretrukne instrument i dette hegemoni er selvfølgelig militært, som de amerikanske ledere aldrig bliver trætte af at gentage. Dette hegemoni garanterer Triadens overherredømme over verdenssystemet, men kræver til gengæld, at de allierede skal følge i USA’s kølvand. Storbritannien, Tyskland og Japan nærer ingen betænkeligheder ved dette krav. Dette betyder at talen om Europas økonomiske magt ikke har nogen reel betydning. Ved alene at placere sig i det handelsmæssige terræn har Europa (som i øvrigt heller ikke har et selvstændigt politisk eller samfundsmæssigt projekt) tabt løbet før det er begyndt. Dette er Washington udmærket klar over.
Den strategi der er sat i værk af Triaden under USA’s ledelse, har til formål at skabe en unipolær verden organiseret omkring to principper der gensidigt understøtter hinanden: Den dominerende transnationale kapitals diktatur og udfoldelsen af det amerikanske militærimperium som alle nationer tvinges til at underlægge sig. Intet andet projekt kan ud fra dette perspektiv tolereres, ikke engang det europæiske projekt af underordnede NATO-allierede, og især ikke projekter der indeholder en grad af selvstændighed som Kinas, der må brydes ned med magt, hvis det er nødvendigt. Visionen om en unipolær verden bliver i stigende grad imødegået af en vision om multipolær globalisering - den eneste strategi der ville gøre det muligt for de forskellige regioner i verden at opnå en acceptabel social udvikling og derigennem skabe en samfundsmæssig demokratisering og reducere årsagerne til konflikter. USA’s hegemoniske strategi er således i dag hovedfjenden til sociale fremskridt, demokrati og fred.
Det 21. Århundrede vil ikke blive USA’s århundrede. Det vil blive et århundrede med talrige konflikter og sociale kampe som sætter spørgsmålstegn ved Washingtons og kapitalens ambitioner. Krisen skærper modsætningerne og konflikterne indenfor de herskende klasser. Disse konflikter vil få mere og mere akutte internationale dimensioner og derfor sætte stater og grupper af stater op imod hinanden. Man kan allerede ane en konflikt mellem USA, Japan og deres trofaste australske allierede på den ene side og Kina og andre asiatiske lande på den anden. Det er heller ikke svært at forestille sig en genfødsel af konflikten mellem USA og Rusland, hvis det lykkes sidstnævnte at komme ud af den mareridtsagtige spiral af død og opløsning som Jeltsin og hans amerikanske ’rådgivere’ har påført landet.
Det centrale spørgsmål er derfor, hvordan konflikterne og de sociale kampe vil blive formuleret. Hvem vil få overtaget? Vil de sociale kampe blive underordnet og tilpasset konflikterne og derfor styret af de dominerende magter og måske endda gjort til redskaber for disse? Eller vil de sociale kampe formå at sætte deres egen dagsorden og tvinge de store magter til at opfylde deres krav? Selvfølgelig forestiller jeg mig ikke at konflikterne og kampene i det 21. århundrede vil føre til en gentagelse af det foregående århundrede. Historien gentager ikke sig selv i en cyklisk model. Dagens samfund står over for nye udfordringer på alle niveauer. Men netop fordi at de iboende modsætninger i kapitalismen var skarpere i slutningen af århundredet end de var i starten, og fordi midlerne til ødelæggelse er blevet så meget større, er alternativerne for det 21. Århundrede mere end nogensinde før: "Socialisme eller barbari".*
*Citat af Rosa Luxemburg fra århundredets begyndelse.
Artiklen er klippet fra Monthly Review vol.52/2 årg. og er oversat og redigeret af redaktionen Samir Amin er redaktør for "Forum du Tiers Monde" i Senegal og forfatter til en række bøger hvoraf kan nævnes: Spectres of capitalism (1998), Re-Reading the Postwar Period (1994), Empire of Chaos (1992), og Eurocentrism (1989). Alle udgivet af Monthly Review Press