Det colombianske militær har tætte bånd til brutale paramilitære grupper - og derigennem direkte forbindelser til narkohandlere og morderiske jordmagnater. Samarbejdet rækker langt tilbage i tiden
af Nazih Richani
I november 1981 kidnappede guerillagruppen M-19 et prominent medlem af den rige narkohandlerfamilie Ochoa. Ochoa-familien var en del af det dengang meget magtfulde Medellín-kartel. Måneden efter indkaldte Ochoa-familien til et møde i Medellín for at diskutere situationen, og Medellín-kartellet dannede på den baggrund sin første professionelle udrykningsgruppe til at bekæmpe kidnappere. Få måneder senere dannede en gruppe bestående af officerer fra hæren, repræsentanter for olieselskabet Texas, kvægfarmere og politikere en væbnet bevægelse som skulle forsvare deres interesser mod guerillaangreb og pengeafpresning. Denne gruppe udviklede sig hurtigt til en velforgrenet paramilitær organisation, med navnet "Død Over Kidnapperne" - MAS.
På samme tid dannedes en anden paramilitær organisation i regionerne Córdoba og Urabá i det nordlige Colombia - "Bøndernes Selvforsvarsenheder" - ACCU. Denne gruppe blev ledet af de nu berømte brødre Fidel og Carlos Castaño, hvis far var blevet kidnappet og dræbt af FARC-guerillaen. Brødrene havde opkøbt store landområder i det nordlige Colombia for penge de havde tjent på narkohandel og beskyttelsesskat fra jordejere i området. For at hævne deres fars død etablerede Castaño-brødrene den væbnede gruppe, som ud fra en overordnet anti-guerilla-strategi tilbød sin service til hæren i området. Til gengæld hjalp hæren Castaño-gruppen med forbindelser til andre paramilitære, og i fællesskab lancerede man en stor militær kampagne mod guerillaen.
Fredsprocessen afspores
Dannelsen af MAS og ACCU blev et vendepunkt i de begyndende alliancer mellem narkohandlere, store jordejere, lokale politikere og hæren. Sammen udviklede de en militær strategi mod guerillaen, på nøjagtig samme tid som den konservative regering under Belisario Betancur forsøgte sig med fredsforhandlinger med de selvsamme guerillaer. Denne åbenlyse modstrid mellem regeringens politik og militærets aktioner bidrog til fredsforhandlingernes endeligt. Betancurs regering forsøgte at genetablere statens kontrol over offentlig orden og sikkerhed og havde en plan om at afvæbne og inkorporere de forskellige guerrillagrupper i statsmagten og det legale politiske liv, som en modvægt til den reaktionære jordejerklasse. Militæret modsatte sig lodret disse planer og anså de paramilitære grupper for den sikreste alliancepartner for at modsætte sig enhver ændring af det militære/civile styrkeforhold.
I 1985 besatte guerillaegruppen M-19 Justitspaladset i Bogotá i en storstilet aktion hvor højesteretsdommerne blev taget som gidsler. Militæret besvarede aktionen med et voldsomt militærangreb hvor 11 af de 24 gidsler, hele M-19 enheden og talrige civile blev dræbt. Hændelsen hjalp militæret til definitivt at afspore fredsprocessen og selv genvinde det politiske initiativ, som hærens ledelse har formået at holde godt fast i siden.
National samling
I 90erne har Colombia oplevet en intensivering af borgerkrigen og et brutalt højdepunkt i de paramilitære gruppers overgreb på civile, særligt i områder hvor guerillaen står stærkt. Hele byer er blevet udslettet og indbyggerne enten dræbt eller drevet på flugt.
De paramilitære grupper opererer nu på nationalt plan under Carlos Castaños ledelse. Den landsdækkende paramilitære organisation AUC - Colombias Forenede Selvforsvarsenheder - er en koordination af en samling private hære, med en fælles interesse i at forsvare den herskende socio-økonomiske orden. De ser det ikke kun som deres opgave at bekæmpe guerillaen; deres fjender er enhver forkæmper for demokratisk forandring, såsom legale venstrefløjsgrupper og menneskerettighedsorganisationer. AUC vurderes til at have 4-5000 aktive, bevæbnede medlemmer, hvoraf de fleste er tidligere soldater eller guerillamedlemmer eller småkriminelle fra byernes horder af arbejdsløse.
Narkoprofitter
De paramilitære har tre finansieringsmetoder. De beskatter små virksomheder og multinationale virksomheder hvis produktion foregår indenfor de paramilitært kontrollerede områder. De får bidrag fra store jordejere og kvægfarmere . Og endelig lever de af narkoproduktion og -handel. I 1999 opdagede regeringen et af landets største komplekser for forarbejdning af kokain tæt ved Puerto Boyacá, et paramilitært nøgleområde. Efter al sandsynlighed styres komplekset direkte af AUC, det bredte sig over knap ni kvadratkilometer og kunne producere otte tons kokain om måneden. Det colombianske politi vurderede at det har kostet 5 millioner US$ at bygge, og inden det blev ødelagt havde det mere end 100 ansatte.
Opdagelsen er et af flere beviser på AUCs direkte indblanding i forarbejdning, pakning og videresalg af kokain og anden narkotika. Det beviser også at AUC nu udfylder det tomrum som faldet af de store narkokarteller efterlod. AUC kontrollerer den strategiske korridor mellem de kokainproducerende regioner i Santander-provinsen og grænsen til Panama. På den måde kan narko og smuglergods let fragtes over grænsen. Man regner da også med at kokainkomplekset i Puerto Boyacá kun er én af mange paramilitære narkocentraler. Carlos Castaño selv udtalte i februar på nationalt fjernsyn at profitter fra kokain fra Catatumbo i det nordlige Santandér alene finansierer næsten 80 % af hans soldater.
Narko, kvæg og smaragder
Den officielle opbakning til de paramilitære grupper kan spores tilbage til årene 1965-68 da Colombias regering vedtog en lov som tillod militæret at bevæbne civile for at komme de dengang nyligt opstartede guerillaer til livs. Loven var inspireret af USAs Nationale Sikkerheds Doktrin, en koldkrigspolitik som blandt andet var baggrunden for School of the Americas, hvor mange kommende militære ledere i Colombia og andre latinamerikanske lande har fået nordamerikansk træning. Siden da har Colombias militær aktivt støttet oprettelsen af "civile" væbnede grupper til at hjælpe med opgaver som efterretningstjenester, logistik samt henrettelse af kritikere og andre aktivister som bliver anset for at true den eksisterende sociale orden. Den statslige anerkendelse af paramilitære grupper åbnede dørene for nye private hære som snart blev en integreret del af statens strategi for guerillabekæmpelse. De paramilitære har antaget forskellige former i forskellige dele af landet, alt efter hvilke grupper der i den pågældende egn har set sine interesser truet af guerillaen - politisk, ideologisk eller økonomisk fordi guerillaen afkrævede dem beskyttelsespenge. Men først og fremmest er de paramilitære blevet dannet for at varetage tre gruppers interesser: Store jordejere, smaragdhandlere og narkoproducenter.
Colombias smaragdmafia var indblandet i en af de første større paramilitære strukturer der udviklede sig i begyndelsen af 70erne. I 1973 blev de indbringende smaragdminer i Boyacá-provinsen privatiseret, og da staten afgav kontrollen med minerne begyndte en kamp om territorier mellem smaragdmafians bosser og deres respektive lejehære. Eftersom ejendomsretten på området ikke var klart defineret og Colombias retsvæsen var dårligt udrustet til at tackle problemerne, løste de private militser konflikterne med magt.
På den måde blev vold den gængse metode til at opdele smaragdterritorierne. Kampene kulminerede med den såkaldte "grønne krig" i 1988 hvor rivaliserende smaragdklaner brugte paramilitære grupper til at slås indbyrdes om kontrollen over smaragdrige områder. En af vinderne af denne krig var smaragdhandleren Víctor Carranza hvis paramilitære lejehær stadig opererer. I løbet af 90erne er han blevet en af landets rigeste enkeltpersoner som råder over enorme landområder i det centrale og nordlige Colombia.
Mange medlemmer af Colombias nye narko-elite har investeret deres rigdomme i jord. I slutfirserne var de største jordejere narkobaroner og store landområder blev brugt til deres såkaldte "kvægfarme". Efterhånden som narkohandlerne opkøbte mere og mere jord, dannede mange af dem private hære til at beskytte sig mod guerillaens kidnapninger og krav om "revolutionær skat". Lejehærene skulle også bruges til at fordrive lokale bønder så jordejeren dels kunne udvide egne besiddelser, dels kunne svække guerillaens sociale base. De jordejere som rent faktisk levede af kvægopdræt var også interesseret i at fordrive lokale bønder for at overtage deres jord og købe deres arbejdskraft for en billig penge. Og til det formål har mange af kvægfarmerne oprettet deres eget paramilitær. At de mange paramilitære grupper i dag opererer under en samlet ledelse hænger nøje sammen med et større og større interessefællesskab mellem gruppernes bagmænd. Smaragdmafiaen, narkohandlerne og de magtfulde kvægfarmere har i mange tilfælde haft fordel af et tættere samarbejde, og deres private hære er derfor blevet slået sammen i større områder.
Båndene knyttes tættere
De sidste ti år er de paramilitære gruppers sammensætning og politik ændret, blandt andet efter elimineringen af de største narkokarteller. Det er nu store jordejere der kontroller størstedelen af de paramilitære hære, og blandt disse jordejere er der stadig flere tilbagetrådte militære ledere. Disse pensionerede militærfolk har ofte selv været indblandet i dannelse og træning af paramilitære "selvforsvarsgrupper" siden 70erne, mens de var lønnet i hæren. I dag bor mange tilbagetrådte officerer stadig i Colombias konfliktzoner, nu som en del af land-borgerskabet. På den måde knyttes militærets bånd til de paramilitære og til krigens politiske økonomi endnu tættere. Og som følge af narkoproducenternes voksende profitter koncentreres jorden på stadig færre hænder.
Frygten for en politisk løsning
Eksistensen af et magtfuldt narkoborgerskab som har enorme jordbesiddelser og som er i stand til at finansiere op til 5000 velbevæbnede mænd er et fænomen som ikke må undervurderes. Især ikke eftersom enhver seriøs fredsaftale nødvendigvis må indeholde en jordreform som sikrer dyrkbar jord til jordløse bønder og bosættere. De interessegrupper der står til at miste mest ved vellykkede fredsforhandlinger er således netop narkoborgerskabet, kvægfarmerne og storgodsejerne som frygter vidtgående jordreformer.
Militæret deler frygten for at en politisk løsning på borgerkrigen kan skade dets økonomiske privilegier og politiske magt. Et af guerillaens nøglekrav i forhandlingerne med regeringen er at hærens rolle skal begrænses til at gælde forsvaret af landets ydre grænser, at militær og politi skal skilles ad, at den Nationale Sikkerheds Doktrin skal forlades, at militærets budgetter skal beskæres samt at guerillaen skal integreres i landets forsvar. Samtlige krav afvises kategorisk af militærets ledere, hvoraf nogle har endnu en skræk: At deres aktive rolle i talrige massakrer og menneskerettighedskrænkelser vil blive genstand for international efterforskning og retsforfølgelse.
Men USAs optrappede militærhjælp i form af Plan Colombia er en styrkelse af netop disse kræfter der så hårdnakket modsætter sig fredsprocessen - højrefløjen indenfor hæren, landborgerskabet og deres paramilitære styrker. Med deres hjælp vil krigen forværres. Imens fortsætter den menneskelige katastrofe.
Nazih Richani er gæstestuderende i samfundsvidenskab ved George Washington Universitetet i Washington D.C. og arbejder på en bog om voldens politik og økonomi i Colombia. Artiklen er sakset fra NACLA - report on the Americas nr. , fås i Solidaritetsbutikken. Oversat og redigeret af Christine Lundgaard.