af Hector Mondragón
Med mødet i juni 1998 mellem Colombias præsident Andrés Pastrana og kommandant Manuel Marulanda fra guerillabevægelsen FARC bredte der sig et optimistisk klima, hvor folk begyndte at tale om fred i Colombia. Men ved indgangen til det ny årtusind hersker pessimismen. For der har vist sig to vidt forskellige visioner for fredsprocessens forløb og mål, som det kan blive meget vanskeligt at forene.
Nøglen til Pastranas valgsejr og triumf i anden valgrunde var hans tilbud om at efterkomme guerillaens krav om et afvæbnet forhandlingsterritorium der består af fem kommuner. Dette område er nu rømmet af de militære enheder og politiet. For FARC betød det en politisk anerkendelse med international rækkevidde. For den nye regering derimod drejede det sig om at bryde den lange række af militære sejre for FARC, som havde forvandlet den væbnede konflikt til en krig på fronter i visse dele af landet og som havde et utal af krigsfanger i deres varetægt.
Men den taktiske enighed mellem Pastrana og FARC har ikke noget længere sigte. De to parters politiske programmer divergerer 180 grader. Præsident Pastranas økonomiske hold er domineret af et ekstremt og dogmatisk neoliberalt koncept, anført af den økonomiske rådgiver Jaime Ruíz og energi- og mineminister Luis Carlos Valenzuela. Deres vigtigste mål har været at forbedre betingelserne for udenlandske investeringer, mindske de sociale udgifter og fuldføre privatiseringen af energisektor, telekommunikation, sundhedsvæsenet og den sociale sektor.
For FARC såvel som for den næststørste guerillabevægelse ELN og andre væbnede grupper som EPL og ERP er kravene om at ændre den økonomiske model væk fra neoliberalisme og godsejervælde fundamentale for at kunne nå frem til en fredsaftale. Guerillaen insisterer på at det er statens ansvar at garantere sundhed, undervisning og social sikkerhed. Ligesom staten skal sidde på de strategiske sektorer i økonomien: elektricitet, telekommunikation og udvinding af kulbrinte.
Spørgsmålet om jordens fordeling er en vigtig nøgle til forståelsen af den væbnede konflikt i Colombia. Guerillaens sociale base består fortrinsvis af bønder og daglejere. Og lige fra sin begyndelse har bevægelsen krævet en jordreform og en afskaffelse af det nuværende godsejersystem. Kravet står i grel modsætning til den faktiske udvikling i de sidste to årtier, hvor der har fundet en storstilet omfordeling sted: De største jordejere er gået fra at eje 36% af landbrugsjorden til at råde over 43% i dag. Over en million bønder er blevet tvangsflyttet fra jorder, som befandt sig områder som er interessante for store investorer: Olieselskaber, vandkraftværker, kanalanlæg, motorvejsbyggerier eller plantager.
Så de som traditionelt sidder på magten har haft en klar taktik der går ud på at umuliggøre en fredsforhandling om økonomiske og sociale emner. Disse temaer er indtil nu slet ikke blevet diskuteret. Pastrana-regeringens første landbrugsminister Carlos Murgas er en erklæret modstander af jordreformer og har som modtræk fremlagt et storstilet program for forpagtning af småjorder, som ville gøre småbønder til anpartshavere uden reel indflydelse i gigantiske plantageselskaber.
Man forsøger at tømme "fredsprocessen" for indhold og begrænse den til at handle om konfliktens rent militære aspekter. De fem afvæbnede kommuner er blevet det højst prioriterede emne for pressen og for hærens generaler: "Hvad foregår der i området og hvad bør ikke foregå?" Temaet om udveksling af krigsfanger er også et yndet emne. Guerillaen har nu over 400 medlemmer af hæren og politiet i deres varetægt, mens mere end 600 guerillasoldater er taget til fange. I periferien af magtens cirkler luftes tanker om en aftale om magtopdeling med guerillaen. Den paramilitære chef Carlos Castano har i et forsøg på at udtrykke den regerende klasses ønsker erklæret sig parat til at acceptere "Mono Jojoy" - en højtstående chef i FARC - som guvernør i departementet Caquetá.
Regeringens hidtidige manøvre med at nægte at gå videre med en forhandlingsproces med guerillabevægelsen ELN som minder om forhandlingsprocessen med FARC er en del af "del og hersk"-taktikken. Det er i bund og grund en videreførsel af tidligere regeringers politik, under Belisario Betancur og Virgilio Barco, som opretholdt separate forhandlinger med FARC på den ene side og med M19, Quintín Lame og EPL på den anden. Regeringen under præsident Gaviria forhandlede til slut med disse tre bevægelser som man først havde forsøgt at svække militært uden at opnå en bred fredsaftale, men med det håb på lang sigt at svække FARC.
Det er ud fra den samme forestilling at militæret og de paramilitære koncentrerer deres indsats i de områder, hvor ELN står stærkt i Cesar, Norte de Santander, Oriente Antioqueno og især i Sur de Bolívar. Det sker på trods af alvorlige nederlag som FARC har tilføjet såvel paramilitære som hæren og marinen i zoner hvor de paramilitære ellers står stærkt, eksempelvis Córdoba, Chocó og Antioquia.
Stillet overfor FARCs åbenlyse strategiske fremgang har regeringen sat sin lid til en øget militær hjælp fra USA. Desuden har FARCs satsning på at føre en krig på fronter den konsekvens, at det er nødvendigt at koncentrere sine tropper og bevæge sig samlet omkring. Det gør det lettere for hærens luftvåben lokalisere guerilla og bekæmpe dem fra luften. I mindst to tilfælde - regeringen hævder tre - er det lykkedes hærens fly at tilintetgøre FARC-kolonner. Et af de nordamerikanske fly som til gengæld blev opdaget af guerillaen faldt ned over Patascoy, hvor FARC for to år siden overraskede hæren med et voldsomt baghold.
Hvor regeringens mål er at bremse og på sin vis drage fordel af FARCs skridt mod en krig om fronter, har FARC for sin del opnået at udvide de områder i landet som står under deres kontrol. Presset af sidste november måneds heftige protester fra bønder og indianere måtte guvernøren i Cauca, César Negret medgive at der i en stor del af hans kommuner var tale om en de facto-afvæbning, det vil sige at hær og politi reelt er sat uden for indflydelse. Billedet præges derimod af FARC og ELN. Altimens pressen i det uendelige causerer over de fem officielt afvæbnede kommuner, har guerillaens offensiver gennem det forløbne år banet vejen for over 50 kommuner som er afvæbnet de facto og omkring 100 større og mindre landområder som er kontrolleret af guerillaen. Dét er det indbyrdes styrkeforhold som den nuværende forhandlingsmodel har genereret.
Den eneste måde hvorpå denne magtdialog kan angribes og omfortolkes er gennem bred folkelig deltagelse. Og det er hvad ELN har forsøgt ved at foreslå forhandlinger i en national forsamling - indtil videre uden respons. Men ELNs forslag har åbnet vejen for en mere konstruktiv form for forhandling, og det er mere end hvad man kan sige om den anden aktion som finder sted for tiden, den såkaldte "No Más"- kampagne (no más = ikke mere). Kampagnen er domineret af borgerlige repræsentanter for handel og industri og massemedierne. Det er lykkedes dem at udnytte ELNs kidnapning af godt 100 kirkegængere i et af Calis rigeste kvarterer til at samle den katolske kirke og millioner af almindelige mennesker under mottoet "No más!"
Men i takt med at det fængende slogan har vundet udbredelse, er det civile samfunds splittethed også kommet til udtryk: Mens "Ikke flere kidnapninger" er den foretrukne tolkning for nogle, drejer flertallet formuleringen til "Ikke flere mord", "Ikke flere massakrer", "Ikke flere forsvindinger", "Ikke mere arbejdsløshed", "Ikke mere sulteløn" "Ikke flere tvangsflytninger", "Ikke mere godsejervælde".
Regeringen og det konservative parti tilmudrede sin linie overfor det civile samfund, da de accepterede at udlevere begærede narkohandlere til Washington. Et nødvendigt skridt for at lette vejen for øget militær støtte fra USA. Det er almindeligt kendt at de paramilitære, som er en meget magtfuld faktor i samfundet, nyder godt af generøse bidrag fra narkohandlerne, og det komplicerer situationen. I forbindelse med kidnapningen i Cali hævder ELN, at ni af de kidnappede var eller havde forbindelse til narkohandlere.
Colombias regering accepterer flere udleveringer til USA. De har holdt møder med præsidentkandidat Bush og topchefer indenfor el- gas- og olieindustrien, som er blevet lovet guld og grønne skove. Sidst men ikke mindst har generaler fra hæren, politiet og forsvarsministeriet været på utallige besøg.
Selv om det er den generelle situation at krigen tager til mens fredsprocessen går i stå, har præsident Pastrana rejst land og rige rundt i fredens navn. Han har gæstet diverse lande for at søge financiering af sin Plan for Udvikling med det argument at den er nødvendig for at opnå fred på længere sigt. Hvor Pastrana i begyndelsen nød stor tillid og publicity i internationale kredse, daler hans troværdighed nu for hver dag der går. I Japan for eksempel, er investorerne bakket ud af Río Meta-projektet, et projekt der går ud på at privatisere Metafloden og anlægge en international lufthavn. Alene planerne om projektet har i årevis været årsag til vold og fordrivelse af tusinder af bønder i de berørte områder.
Billedet lige nu er en forværring af den væbnede konflikt hvor parterne forsøger at profilere deres fredsprojekter med militære midler. En større og mere fornuftig fredsplan har lange udsigter, for den må uvægerligt tage hul på de gennemgribende sociale forandringer, som der er så akut brug for. Men der er initiativer der peger i den retning: De statsansattes strejke i oktober 1998, de store mobiliseringer i februar og maj 1999 mod regeringens Plan for Udvikling, bonde- og indianerprotesterne i Cauca, Narino, Boyacá, Cundinamarca, Tolima og Santander, den store generalstrejke august sidste år og Embera Katío- og Uwa-indianernes modstand mod de transnationale selskabers diktater. Altsammen er det kampe der er med til at bane vejen for forandring.
Hector Mondragón er økonom og rådgiver for de colombianske indianeres paraplyorganisation ONIC