Tema: Gaza
Læs hele bladet (pdf)Anden del af artiklen søger at komme med nogle bud på hvordan økonomisk og politisk befrielseskamp med et socialistisk perspektiv kan føres i en stadig mere globaliseret verden.
Af Torkil Lauesen
Nye læsere kan begynde her. I del I blev problemet ridset op. For det første dræner den neoliberale globalisering via det ulige bytteforhold til stadighed de fattige lande for ressourcer. En udbytning det er vanskeligt at gøre op med på nationalt plan. For det andet blev de stater, der befriede sig fra kolonialismen eller imperialisme og havde en socialistisk orientering ofte presset i defensiven af en omgivende aggressiv omverden. Det kostede dyrt i menneskeliv og ressourcer og har haft en tendens til at udvikle en autoritær socialisme. For det tredje blev de visioner og håb for udviklingen af socialismen i tredje verdens lande konfronteret med udviklingen af en ”reelt eksisterende socialisme" i bl.a. Sovjet og Østeuropa, der ikke udviklede sig demokratisk, mistede befolkningens støtte og gik i opløsning. Der har således både været økonomiske og politiske årsager til at den nationale strategi for befrielse og revolution har haft det svært.
Opgaven er på baggrund af erfaringerne, at udvikle en ny strategi for ”en anden verden” - for behovet er der stadig, uligheden i verden er ikke blevet mindre - tvært imod. Det må være en strategi, der tager udgangspunkt i at verden bliver stadig mere globaliseret økonomisk og politisk. Det må være en strategi, som er troværdig og realistisk. Det er vanskeligt at tænke ”revolution” som i 1970’erne. Forandring kræver mere end erobring af statsmagten og nationaliseringer. Hvad der former vores liv, og vores normer for godt og ondt er meget mere komplekst end statsmagt. Det er derfor også vanskeligt at opretholde det knivskarpe skel mellem reformisme og revolution som prægede 1970’ernes politik på venstrefløjen. Men hvordan så tænke revolution – og så på globalt plan? Problemet er, at socialister i dag ikke har et praktisk, realistisk og konkret bud på hvordan de vil skabe, indrette og styre en ”anden verden”. Det er spørgsmål som: Hvordan skal ejendomsforholdene være? Hvordan skal produktionen organiseres? Hvordan skal staten og demokratiet globalt og lokalt indrettes osv.? Vi har i hvert fald ikke kunne komme med et bud, der har været tiltrækkende eller troværdigt nok til at kunne mobilisere folk som før. Det følgende svarer naturligvis ikke fyldestgørende på disse spørgsmål, men jeg vil bestræbe mig på at være konkret i mine bud på elementer til en strategi for ”en anden verden”. Det er vigtigt det ikke blot er en tåget drøm. Jeg vil som i første del opdele problemstillingen i: økonomi, politik og visioner for socialisme. De tre dele spiller naturligvis sammen.
En verden hvor goderne er skævt fordelt er ikke kun uretfærdig og urimelig. Den skaber også konflikter, befolkningsvandringer og økologiske problemer, der truer alle. Den ulige handel mellem rige højtlønslande og fattige lavtlønslande lande er en af de vigtigste faktorer til at denne kløft opretholdes og uddybes.
Kravet om lige løn for arbejde af samme værdi er et spørgsmål om retfærdighed og rimelighed. Ligesom kvindebevægelsen kræver ligeløn mellem mænd og kvinder for samme arbejde, er kravet om global ligeløn for arbejde af samme værdi uafhængig af nationale grænser retfærdigt. Et krav om samme lønniveau i Den tredje Verden som i de rige lande kan synes urealistisk. Vil verdensøkonomien ikke bryde sammen? Vil kloden økologisk kunne klare det merforbrug, der følger med? Hvordan kan global ligeløn blive en realitet? Det er et spørgsmål om politiske vilje. Markedskræfterne er ikke en naturlov vi må tilpasse os, det er et forhold mellem mennesker. Det drejer sig om at bringe markedet under demokratisk kontrol. Man kan sagtens gennemføre politikker, som vil få det globale lønniveau til at bevæge sig i retning af lige løn for lige arbejde, men det kræver naturligvis en anden politisk balance end den nuværende. De nuværende globale lønforskelle er store, men gennemførelsen af 8 timers arbejdsdagen, betydelige lønstigningen og afskaffelsen af børnearbejdet i Europa i anden halvdel af 18-hundredetallet blev ligeledes anset for uhørt radikale krav. Alligevel blev de gennemført samtidig med en højkonjunktur.
Et konkret skridt hen imod en ”anden verdensorden” er at bringe markedskræfterne under politisk kontrol i form af en ”global Keynesianisme” [1]. Keynesianisme er en økonomisk politik opkaldt efter økonomen John M. Keynes, der i 1930 beskrev en række økonomiske politikker, som kunne styre markedsøkonomien [2]. Det var Keynes økonomiske politikker der løste op for den økonomiske verdenskrise i 1930’erne. Det var Keynes økonomiske politikker, der blev brugt til opbygningen af velfærdsstaternes økonomier efter Anden Verdenskrig. Kapitalistiske kriser udløses af mangel på købedygtigt marked. Keynes hovedgreb er at stimulere forbruget og dermed fremme den ekstra efterspørgsel, som en kapitalistisk markedsøkonomi ikke selv er i stand til at skabe. Det kan ske ved offentlige investeringer og penge- og rentepolitiske værktøjer. Den ekstra købekraft, der skabes, kan samtidig fordeles så ligheden i samfundet fremmes. Keynes politikker blev i høj grad brugt af socialdemokratiske regeringer i 1960’erne. De Keynesianske værktøjer blev dog mere og mere ubrugelig i takt med at globaliseringen og neoliberalismen hindre nationalstaten i at kontrollere kapitalbevægelser og udhulede mulighederne for at føre en selvstændig national rente- og pengepolitik. I stedet for at kunne kontrollere markedet er nationalstaterne havnet i konkurrencesituation mellem hinanden om at tækkes de globale markedskræfter. I takt med at en national keynesianisme er blevet vanskeliggjort er behovet for en global keynesianisme, som alternativ til den globale neoliberalisme vokset. Det viser den igangværende finanskrise med al tydelighed. Elementerne i en sådan politik er offentlig styring på lokalt, nationalt, regionalt og globalt niveau. Det er en demokratisering af økonomiske beslutninger med det sigte at udligne den globale indkomstfordeling. Der har tidlige været skitseret ideer om en sådan global styring. Den Vesttyske socialdemokratiske minister præsident Willy Brandt fremlagde i 1980 den såkaldte ”Brandt rapport” [3], der dels var en beskrivelse af verdens deling i rige og fattige lande, dels en række forslag til politikker, der kunne vende denne udvikling. Den norske statsminister Brundtland gjorde den samme øvelse i 1987 [4]. Begge forslag blev overhalet af tidens neoliberalisme, men nu er tidens måske blevet mere moden.
Et grundlæggende træk ved keynesianisme, er som førnævnt, stimulering af efterspørgslen i økonomien. Det er det købedygtige marked - der driver markedsøkonomien frem [5]. Hvis det købedygtige marked stagnerer, betyder det krise i økonomien. En krise en liberal kapitalisme har svært ved at komme ud af, fordi den skaber en negativ spiral af: arbejdsløshed – ringere købekraft – manglende investeringer osv. Ernst Mandel skriver: ”Intet illustrerer bedre det uretfærdige og inhumane ved det kapitalistiske marked end det forhold, at store dele af verdens befolkning sulter, ikke fordi der mangler mad, men fordi det købedygtige marked ikke kan holde trit med det fysiske behov.” [6] Det er den manglende købekraft i den tredje verden, ikke mindst som resultat af det det lave lønniveau gør det vanskeligt at få en udvikling i gang, der samtidig kan skabe velfærd. Immanuel Wallerstein skriver om den globale økonomi: ”Der er ekspansioner og sammentrækninger i verdensøkonomien … de hænger sammen med basale modsigelser i systemet, som har at gøre med udbyd og efterspørgsel på globalt plan. Ikke på firmaplan ikke på nationalstatsplan, men udbud og efterspørgsel i verdenssystemet” [7] Der er både en absolut og relativ mangel på købekraft på globalt plan. Absolut mangel på købekraft forstået på den måde at mennesker ikke har tilstrækkelig med penge til at opretholde en rimelig levefod. Relativ mangel på købekraft betyder, at der mangler købekraft i forhold til at sælge de varer der produceres og udbydes på markedet. Denne ubalance i kapitalens cirkulation skaber kriser i verdensøkonomien. Hvis lønniveauet for arbejderne i Den Tredje Verden stiger mod et lønniveau som i de rige lande vil den globale efterspørgsel vokse. Hvis dette sker inden for rammerne af en global styring af markedskræfterne – en ”global keynesianisme”, vil det have en gavnlig effekt på den globale velstand.
Manglen på købekraft skaber en negative spiral med manglende investeringer og arbejdsløshed. Både Marx og Keynes påpeger at kapitalismen har en tendens til at skabe en reservearmé af arbejdsløse. Selv om der er perioder med fuld beskæftigelse i vor del af verden, er der stor arbejdsløshed og underbeskæftigelse på globalt plan. I en stadig mere globaliseret verden er der et kolossalt pres i form af ind- og udvandring for at udligne de forskelle i levefod og beskæftigelsesmuligheder som det ulige bytte forhold mellem rige og fattige lande skaber. USA og EU bruger enorme ressourcer på at ”hegne sig selv inde” for at udelukke de såkaldte økonomiske flygtninge fra henholdsvis Latinamerika og Nordafrika. I stedet for denne negative tilgang, kunne man løse op for problemet med etablering af globale institutioner, som udlignede de store forskelle mellem rige og fattige lande.
Endnu et symptom på behovet for regulering af markedskræfterne er den igangværende finanskrise. De globale kapitalbevægelser kan opdeles i ”reelle” investeringer, som efterspørger varer og arbejdskraft, og så spekulative korttidsinvesteringer. Sidst nævnte er vokset ekspotentielt i de seneste årtier. Enorme beløb som er trukket væk fra og cirkulerer uafhængigt af vareøkonomien. Denne globale situation minder om den depression i 1930’erne Keynes beskriver som: Fattigdom midt i rigdom” Verden flyder i penge, men de bliver ikke brugt til at skabe beskæftigelse eller til køb af forbrugsvarer.
Der skal etableres en ny World Trade Organization til regulering af handel og arbejdsforhold som tager udgangspunkt i global udligning af indkomst i stedet for det nuværende WTO, der har en neoliberal politik. Der skal skabes en ny Verdensbank. Det er langt fra sikkert af den private kapital investerer nok, i de rigtige sektorer og i de områder, der har mest behov for investeringer. Samir Amin har talt for oprettelsen af en reformeret ”Verdens Bank” som kunne låne penge og investerer efter behov og ikke profit. Brandt rapporten fra 1980 foreslår en Marshall plan med massive investeringer i Den tredje Verden i infrastruktur og velfærdsprogrammer. For at kunne kontrollere og begrænse spekulative kapitalbevægelser skal de beskattes. F.eks. er der forslaget om den såkaldte ”Tobin-skat” på 0,25% på alle finansielle transaktioner. Det vil ramme de mange kortvariere, men ikke de reelle investeringer Der er brug for en ny International Monetary Fund (Den Internationale Valutafond). Det nuværende monetære system favoriserer de stærke valutaer: US dollar og Euro. Store mænger af disse valutaer cirkulerer som ”verdenspenge” og skaber dermed en ekstra efterspørgsel på disse valutaer, som giver de rige lande en ekstra gevinst, mens valutaer fra den tredje verden er undervurderede. Dette forhold forstærker det ulige bytte. Der er brug for en global valuta, som ikke er knyttet til bestemte nationalstater. Der er behov for nye regionale organisationer især i Afrika og Latinamerika der kan matche EU, USA og ASEAN. Der er brug for en polycentreret verden som Samir Amin kalder det. [8]
Der kan gøres noget her og nu for at udligne den globale indkomstfordeling. Man kan lette de fattige landes gældbyrde ved sanering og eftergivelse af gæld, således at statslige midler frigøres til velfærd i stedet for afdrag på gæld. Man kan øge bistanden til fattige lande. Man kan forbedre de fattige landes vares bytteforhold via beskatning, der tilbageføres til producenterne. Forbruget af Fair Trade produkter et steget de senere år. Ideen er, at den individuelle forbruger, vælger at betale en merpris for at forbruge produkter, der er socialt bæredygtige. Vi må bevæge os fra en situation hvor ”fair trade” blot er et spørgsmål om individuel moral over til at formulere det som et politisk krav. Man kan fremme ”fair trade” ved at forpligte offentlige institutioner til at bruge ”fair trade” produkter.
Fagbevægelsen svar på globaliseringen har koncentreret sig om at sikre den nationale arbejderklasse en gunstig niche i den globale arbejdsdeling. Vi skal uddanne os mere end de andre, vi skal satse på vidensteknologi osv. Denne strategi holder ikke. Det vil blot blive en frugtesløs konkurrence mellem arbejdere. Fagbevægelsen kan p.t. ikke forhindre firmaerne i at flytte til områder med billigere arbejdskraft. Fagbevægelsen har brug for en strategi, der kan matche finanskapitalens og de transnationale selskabers globale omfang. En bevægelse hen imod en global ligeløn er en forudsætning for en øget global solidaritet i arbejderklassen og dermed den fortsatte kamp for en ”Anden verden” [9]. Fagbevægelsen har brug for en repolitisering, med brede politiske dagsordner, hvis ikke den skal ende som et forsikringsselskab og indkøbsforening for isolerede og individualiserede medlemmer. Det er især vigtigt at understøtte udviklingen af stærke fagbevægelser i Den tredje Verden. En stærk stats uafhængig fagbevægelse i et land som Kina vil have en stor betydning en uligning af lønniveauet i verden. Der brug en slagkraftig global fagbevægelse - en World Trade Union. Netop globalisering fra neden er emnet for tredje og sidste af del i artikelserien Den nationale befrielseskamps problemer, som bringes i næste nummer af GAIA.
Global keynesianisme
Global keynesianisme foreslår ikke, at man bare skaber købekraft ved at øge pengemængden med trykkemaskinen og dermed skaber inflation. Global Keynesianisme er ikke kun en ”global Marshall plan”, som foreslået i ”Brandt rapporten” fra 1980, men en sådan plan kan være et element i global keynesianisme. [10]
- Global keynesianisme bygger på en analyse af verden som et system, men det betyder ikke politikker og styring kun skal ske på global plan. De kan ske på såvel lokal, national, regional som global plan.
- Global Keynesianisme er ikke forbrugerisme. Bæredygtighed indgår i paradigmet, som det gjorde i Brundtland rapporten fra 1987.
- Global keynesianisme går ikke ”i seng” med den neoliberale globalisering, tvært om vil den styre globaliseringen fra neden.
- Global keynesianisme opererer på mange planer fra lokal til global og med forskellige former for politik og styring udført af aktører fra individer, grupper, klasser og statsmagt.
- Eksempelvis kan der være tale om opbygning af en institution til global regulering af handel, eller overenskomstforhandlinger mellem en transnational fagforening og transnationale firmaer, eller opbygning af en regional udviklingsbank.
- Global keynesianisme er ikke et partiprogram. Dets indhold er ikke fastlagt eller udtømt. Det er et åbent projekt af kollektiv læring. Det er et synspunkt, der har nogle langsigtede mål: udligning af den globale indkomst fordeling, global fuld beskæftigelse, global social sikkerhed, økologisk bæredygtig og global demokratisering.
[1]Gernot Kohler og Arno Taush: Global Keynesianism, Unequal Exchange and Global Exploitation. Nova 2002.
[2]Keynes J.M. (1964) The General Theory of Employment, Interest, and Money. New York. Harcourt Brace Jovanovich ( Reprint of the original from 1936)
[3]Brandt Commissionen (1980) North-South: A Programme for survival. Cambridge, USA MIT Press.
[4]Brundtland Commissionen (1987). Our Common Future.
[5]A. Emmanuel har i bogen “Profit and Crises” (1984 Heinemann London) undersøgt årsagerne til kriser i kapitalismen. Han når frem til, at de skyldes en ubalance mellem udbud og efterspørgslen i den kapitalistiske markedsøkonomi.
[6]E. Mandel (1978): The Second Slump. NLB London. Side 146.
[7]I Wallerstein (1978 side 232) World-System Analyses. I Kaplan: Social Change in the Capitalist World Economy. Sage Publishing.
[8]Samir Amin (1997) Capitalism in the Age of Globalization, Zed Books London
[9]Se min artikel i Gaia nr. 39 vinter 2002 Fra WTO til World Trade Union
[10]Marshall-planen var en økonomisk plan for genrejsning af Europa efter Anden Verdens krig.