Af Olivier de Marcellus
Bevægelserne mod den neoliberale globalisering har vundet en stor sejr over verdenshandelsorganisationen, WTO. Det er bevægelsernes fortjeneste at organisationen nu befinder sig i en alvorlig krise, som har fået selv neoliberale økonomer til at tale om en mulig nedlæggelse.
Flere folk har i nogen tid sagt at bevægelsen har behov for nogle rigtige sejre. Men - og det et mærkelig og kendt fænomen - når bevægelser endelig vinder dem, så bliver der sjældent bidt mærke i det. Dels fordi mange folk enten er blevet desillusionerede eller er rykket videre til andre kampe, dels fordi medierne og den dominerende ideologi undlader at anerkende folkelige sejre som sådan og dels fordi at der indenfor bevægelsen trives en form for psedo-marxisme der altså omskriver historien, således det der skete i virkeligheden måtte ske på grund af materielle, økonomiske årsager og er det er alligevel altid i sidste ende i kapitalens interesse! For eksempel da vi ankom til Seattle i 1999 havde ingen forestillet sig at forhandlingerne kunne bryde sammen. To uger efter skrev US Socialist Workers Party og andre (som i øvrigt slet ikke havde været der), at Clinton faktisk ønskede at WTO skulle fejle.
IMFs krise
Allerede i foråret pegede Walden Bello på et lignende paradoks: For første gang siden 1999 var der ingen større demonstrationer ved Verdensbanken og IMFs årlige møde i Washington - og det samtidigt med at disse to institutioner ikke kun har mistet hele deres legitimitet, men også befinder sig i økonomisk krise internt. Hvorfor? Fordi alle de olieproducerende lande hurtigt drog fordel af de stigende oliepriser og tilbagebetalte deres gæld før tid, med det resultat at IMFs indtægter blev halveret og det er ikke gået meget bedre for Verdensbanken (som historien dog er svær at forudsige!). Derudover har andre lande lært, at det er bedst at undgå disse institutioner så meget som muligt. Chavez prøver endda at etablere en alternativ international valutainstitution. Og hvorfor gør disse lande sådan? I hvert fald til dels fordi de er blevet “oplyst” eller endda tvunget, af tyve års folkelig modstand over alt på kloden, til at undgå de uhyrlige konsekvenser af Verdensbanken og IMFs neo-koloniale politikker.
Og nu også WTO
I slutningen af juli blev direktøren for WTO, Pascal Lamy, tvunget til at annoncere at forhandlingerne i Doha runden var definitivt stødt på grund. Formentligt kan man ikke forestille sig en ny runde af forhandlinger inden for de næste to år. Pludselig er mainstream neoliberale økonomer begyndt at tale om en mulig nedlæggelse af WTO. For os, der har råbt “WTO kills, kill WTO” sammen med Peoples’ Global Action siden 1998 er dette et fantastisk øjeblik. Hvem ville have tænkt, at vi ville gøre så store fremskridt på kun otte år?
I Geneve har vi har vi heldigvis haft lejlighed til at fejre dette ordentligt med en spektakulær demonstration - både på vandet og vejene. Filippinske fiskere var kommet for at bygge traditionelle fiskerbåde, som sejlede langs søen til WTO i selskab med lokale yachts, vandcykler og BZ’ere på tømmerflåder, mens andre bl.a. en stor delegation fra La Via Campesina marcherede parallelt på landjorden, hvor koreanske bønder bar en farverig kiste til WTO. På det klokkeslet hvor Lamy skulle udbringe en skål til de delegerede til WTOs generalforsamling, stod vi uden for og skød med champagne propper mod bygningen og ønskede WTO et dårligt helbred.
Selvfølgelig tilskrev medierne ikke sammenbruddet til bevægelsen, men til manglende indrømmelser fra USAs side. Men uden bevægelsen ville ingen have krævet disse indrømmelser. Bortset fra den generelle stigning i modstand som regeringerne måtte tage højde for, så var mest centrale øjeblik faktisk, da Lamy indkaldte et af WTOs udemokratisk “uformelle” mini-topmøder for at lave en aftale før generalforsamlingen. Efter to dage forlod den indiske minister mødet og sagde at der ikke blev nogen aftale, hvis ikke USA ville reducere sin eksportstøtte til landbruget. Administration i USA ville ikke gøre landbrugslobbyen vred lige før valget og den indiske regering vidste at deres bønder tidligere havde væltet regeringer på spørgsmål, og at de ikke ville tøve med at gøre det igen, hvis de blev ofret endnu engang - officielt har mere end 100.000 bønder begået selvmord siden liberaliseringen begyndte.
Bondebevægelser sætter dagsordenen
Hvis man skulle pege på en årsag til WTOs nederlag, så ville det være de indiske bønder, hvis organisationer var med til at stifte PGA og som altid har været netværkets stærkeste kraft. Vores ven Yudhvir, koordinator fra den indiske bondebevægelse var i Geneve for at fortælle os om de indiske bønders mobiliseringer. Gennem de sidste tre har bøndernes organisationer mobiliseret til store demonstrationer i hele landet. En af de seneste var i anledning af Pascal Lamys besøg i Delhi for et stykke tid siden. Omkring 50.000 bønder indtog gaderne og en stærk delegation overtog praktisk talt mødet med Lamy, og han fik læst og påskrevet i to timer. Til sidst var Lamys eneste mulighed at sige, at den indiske regering stadig havde muligheden for at bruge told til at beskytte deres landbrug. Lederen af WTO foreslog protektionisme. Over alt i Asien er kampen mod WTO stadig et centralt emne. De koreanske bønder fortalte os, at deres mål var at få en million mennesker på gaden her i efteråret for at kræve landbrugssektoren trukket ud af WTO og bryde den bilaterale aftale med USA. Og selvom hovedkravet for organisationerne i Via Campesina er at trække landbrugssektoren ud af WTO, så virker det som om, at det mest populære slogans for tiden er “Kill WTO!”. Som Bello sagde til demonstrationen, vi skal ikke hvile på laurbærbladene, men bruge tiden til at sikre at WTO og dens politikker ikke genopstår.
Det er indlysende at WTO, den såkaldte frie handel og kapitalismen vil gå til modangreb og igen forsøge at få fremtiden til at se trøstesløs ud, men de har ikke vundet endnu og for øjeblikket kan vi med rette tage et Seattle-slogan op igen: “We are winning!”
Olivier de Marcellus er aktivist fra det verdensomspændende antikapitalistiske netværk People’s Global Action. Se www.agp.org
Oversat af Lars Gaardsøe