I juli måned blev AU (African Union) dannet og afløste det miskrediterede OAU (organisationen til afrikansk enhed) der gennem sine 39 år ikke havde formået at fremme afrikansk enhed - men tværtimod var kendt som ’diktatorernes klub’
Af Irene Clausen
Et mål med AU er - i hvert fald på papiret - at overvinde splittelsen mellem de afrikanske lande indbyrdes og modvirke imperialismens ’del og hersk’-politik. AU blev stiftet i Durban i Sydafrika den 9. juli 2002 - selvom der til det sidste var uenighed om hvilket land, Libyen eller Sydafrika, der skulle have æren af at huse AU’s stiftelseskongres. Selvom Libyens leder Oberst Muammar Gaddafi havde været drivkraften bag forberedelsen af AU, blev det Sydafrikas præsident Mbeki der løb af med sejren. Durban-mødet vedtog enstemmigt dannelsen af AU. Der blev nedsat ledelsesorganer og komitéer i massevis. Man prioriterede kvindernes repræsentation i disse.
Planen er, at der skal dannes et panafrikansk parlament, en domstol, en centralbank og en fælles mønt. AU skal, i modsætning til OAU, have en fredsbevarende styrke. ’Freds- og Sikkerhedsrådet’ (PSC) vil have myndighed til at sende tropper ind for at mægle i lokale konflikter.
AU skal samarbejde med NEPAD (the New Partnership for Africa’s Development) hvis mål er ’good governance’, dvs. en økonomisk og politisk ledelse som bl.a. bekæmper korruption og nepotisme (og tilfredsstiller de vestlige investorer). AU vil mødes igen i december 2002 og skal her begynde forberedelserne til dannelsen af en egentlig afrikansk union.
Grund til forventninger ?
Over Durban-mødet svævede Ghanas navnkundige præsident Kwame Nhrumahs ånd. Den Nhrumah der i slutningen af 50’erne udtænkte panafrikanismens visioner. Hans navn blev nævnt igen og igen på kongressen. Nhrumah ville vende sig i sin grav hvis han så at AU er modelleret efter EU, og at mange af AU’s medlemslande ser EU-modellen som en vej til rigdom og demokrati for de afrikanske lande.
Tværtimod er EU, der tæller alle de tidligere kolonimagter i Afrika, stadig ’godt’ i gang med at udbytte de fattige befolkninger i Afrika, nu blot under andre, mindre synlige former. AU vil ikke i sig selv ændre på disse forhold. AU risikerer - i betragtning af interessemodsætninger landene imellem og klassemodsætninger internt i landene - at blive intet andet end en papirtiger.
Alligevel næres der store forventninger til den ny AU. I hvert fald fra dem der deltog i stiftelsesmødet. Her lød der begejstrede udtalelser fra talerstolen i stil med følgende:"Aldrig mere skal andre end Afrika selv definere Afrikas skæbne", "Aldrigmere vil Afrikas børn acceptere slaveri, racisme eller andre former for undertrykkelse" - sagt af AU-kommissionens næstformand Amaery Essy (New African, september 2002).
Blandt de forskellige regionale samarbejdsfora i Afrika er især det sydafrikanske SADC kendt for nogle gange at vise fælles modstand mod imperialismens del-og-hersk politik, f.eks. i forhold til imperialismens raseri over Zimbabwes ekspropriation af de hvide farmeres jord. Skulle det - mod forventning - også lykkes AU at udvikle spirer til samlet modstand mod imperialismens fortsatte dominans på det afrikanske kontinent, således som det så smukt blev formuleret i Durban i juli, så velkommen til verden.