Tema: Baskerlandet
af Ulrik Wagner
Verden over har væbnede grupper og tidligere guerilla-organisationer ladet sig afvæbne. Enten for at indgå våbenhviler, hvor begge sider har måttet sluge kameler, eller ved helt og holdent at give afkald på tidligere tiders krav. Mest kendt er de mellemamerikanske grupper som URNG og FMLN, men også PLO har ladet sig rulle ind i nogle stærkt diskutable forhandlinger. Har "jagten på fred" reelt medført, at bevægelserne har mistet deres væbnede kræft, og at de er blevet en del af det samfund, de tidligere prøvede på at omstyrte?
Det er erfaringer enhver væbnet organisering må have for øje, når kravene om fredsforhandlinger fremsættes. Og det gælder også for ETA, der i 1995 kom med et fredsudspil til den spanske stat.
Demokratisk Alternativ - ETA’s fredsudspil.
Den 26. april 1995 kom ETA med deres fredsudspil for konflikten i Baskerlandet. Kort forinden havde organisationen forsøgt at likvidere lederen af Partido Popular José Maria Aznar, den nuværende ærkeborgerlige præsident for den spanske stat. Attentatet mislykkedes imidlertidigt, men det viste at ETA allerede på det tidspunkt vidste, i hvilken retning vinden blæste. Fredsudspillet blev rettet direkte til centralregeringen i Madrid, men blev ikke mødt med et modspil endsige besvaret med det samme. Pressen ignorerede totalt ETA’s udspil. Dermed var nok et udspil fra ETA til løsning af konflikten blevet mødt med en aggressiv stilhed.
Det Demokratiske Alternativ har sit udgangspunkt i det såkaldte "KAS Alternativ", som har været den baskiske befrielsesbevægelses hidtidige samlede minimums udgangspunkt. Her blev en række krav ridset op som betingelser for at en egentlig fredsproces kunne komme igang. Men den hidtige udvikling havde ifølge ETA krævet en opdatering af kravene. At det nye udspil denne gang kom i ETA-regi, og ikke som tidligere i KAS-regi, skal ikke ses som et tegn på splittelse, men nærmere ses som et led i den omstrukturering, der finder sted, specielt vedrørende KAS’ rolle. Når ETA spiller ud, står det ikke i modsætning til den resterende bevægelse. KAS’ rolle som avantgarde-organisation er for tiden til debat, og vi kan herfra vente os et udspil indenfor den kommende tid.
Centralt i det Demokratiske Alternativ er to fundamentale krav: retten til national selvbestemmelse og retten til territorial enhed. Det første krav betragtes som et demokratisk ret bundet til kravet om Baskerlandet som nation. Retten til territorial enhed kræves, da Baskerlandet idag er delt mellem tre institutionelle grænser. Disse to ting er fundamentale forud for eventuelle forhandlinger med den spanske stat. Og også forhandlinger deler ETA op i to dele: Den ene bliver en forhandling mellem ETA og den spanske stat. Her kræver ETA, at det førnævnte krav om national selvstændighed opfyldes før en egentlig våbenhvile indgås. Herefter kan der påbegyndes en debat i Baskerlandet om måden hvorpå, man vil indrette samfundsstrukturen i det samlede Baskerland. Til denne proces kræver man at alle baskere inddrages, herunder også de fanger, der må befinde sig i fængsler udenfor Baskerlandet eller de, der er blevet deportereret, samt diverse partier, fagforeninger og græsrodsorganisationer. ETA lægger lægger vægt på, at denne debat i Baskerlandet skal foregå uden indblanding fra den spanske stat. Den spanske stat har tidligere via diverse trusler indirekte kunnet manipulere med en debat. Derfor kræves hæren og Guardia Civil trukket ud af Baskerlandet, før denne debat kan tages, og at den spanske stat må respektere, at udfaldet af baskernes beslutning kan blive oprettelsen af en anderledes samfundsstruktur. For i korthed at ridse det op, så kræver ETA et selvstændigt Baskerland og starten på en demokratisk debat om Baskerlandets fremtid uden den spanske stats indblanding, før man nedlægger våbnene. Sker dette vil organisationen indgå på lige linje med andre baskiske organisationer i oprettelsen og i debatten om opbygningens karakter. ETA påpeger, at organisationens strategi herefter vil blive justeret i henhold til den nye situation, men at ETA ikke vil glemme det endelige mål, som er kampen for selvstændig og for et samfund baseret på social retfærdighed.
Demokratisk Alternativ blev lavet så dagens lys i foråret 1995. Udviklingen sidenhen har påvirket stregien for både ETA og den resterende del af bevægelsen. Dette er bl. a sket som konsekvens af den omstrukturering, der er sket i KAS.
Den spanske stats reaktioner
Den spanske stats reaktioner var ved fredsudspillets start den totale tavshed. Pressen ignorede det, og den daværende socialdemokratiske PSOE-regering reagerede heller ikke. Derfor blev det hurtigt klart, at dette udspil måtte udbredes på anden vis. Det skete primært gennem optryk af udspillet på engelsk, spansk, fransk og baskisk. Endevidere producerede ETA en video, hvor tre maskere medlemmer af ETA fremlægger udspillet. Dette sker på baskisk, men der blev hurtigt lavet fransk- og spansktekstede udgaver. Denne video blev herefter fremvist med et vist besvær. Den spanske stat kendte eksistensen af den, men tillod den i begrænset omfang til at starte med.
ETA var ikke blevet imødekommet med deres fredsudspil fra foråret 1995, og fortsatte derfor sine væbnede og militante aktioner. Dette indebar bl.a flere kidnapninger af direktører, der nægtede at betale den "revolutionære skat" til organisationen. Dette princip kendes også fra andre guerillaer. Virksomhedsejere og andre profitører må slippe en del af deres overskud, for til gengæld at undgå beskadigelser og sabotage af deres produktionsapparat. Dette skal yderligere ses i lyset af det lave og gennemhullede skattesystem, som også findes i Baskerlandet. Enkelte virksomhedsledere havde nægtet at betale, og efter flere anmodninger fra ETA var det endnu ikke sket. Konsekvensen blev, at ETA kidnappede enkelte virksomhedsledere for at kræve kontant udbetaling fra familen. I visse tilfælde trak dette i langdrag, og i mellemtiden var det lykkedes dele af småborgerskabet med samfundseliten støtte at skabe et lille, stærkt begrænset net af såkaldte "fredsaktivister", hvis logo blev en blå sløjfe. Denne bevægelse havde selvfølgelig intet besvær med at få sit budskab ud i medierne. Det var i sommeren ’95 og ’96 at ETA iværksatte den såkaldte "sommerkampagne", der i alt sin enkelthed gik ud på at skade den spanske stats turistindustri, der er en væsentlig indtægtkilde. Her fulgte en række sabotageaktioner. Det er vigtigt at påpege, at målet oftest var materielt, og at der før bombninger blev sendt tre tæt på hinanden følgende advarsler ud til myndighederne. Enkelter bomber har dog skadet civile, men i visse tilfælde har ETA afvist at skulle være de ansvarlige.
Kulminationen kom imidlertidigt optil parlamentsvalget den 3. marts 1996. På baggrund af den spanske stats totale censur af ETA’s fredsudspil valgte partiet Herri Batasuna at offentliggøre videoen, hvor tre medlemmer af ETA fremlægger udspillet. Det blev straks forbudt. Men her skulle det ikke stoppe: Lederen for Herri Batasuna, Jon Idígoras blev anholdt under anklage for "samarbejde med væbnet bande" og "forsvar for terrorisme" - paradoksalt nok for at offentliggøre et fredsudspil. Senere blev talsmanden Floren Aioz anholdt, men blev snart derpå løsladt. Kravet om forbud af Herri Batasuna blev rejst både af Partido Popular og PSOE i deres desperate jagt om de sidste stemmer op til valget. Herved blev den såkaldte "kamp mod terrorismen" det centrale omdrejningspunkt i valgkampen. Jon Idigoras blev løsladt efter længere tid i fængsel, hvilket bl.a fik konsekvenser for hans helbreds situation, da han led og stadig lider af astmaproblemer. Kravet om illegalisering af Herri Batasuna vil også ramme den resterende baskiske bevægelse, herunder det i forevejen halvillegale KAS og ungdomsorganisationen Jarrai. Specielt Jarrai har i stigende grad været i myndighedernes søgelys. Organisationen er idag den ledende mobilisator på gadeplan, og myndighederne har dem mistænkt for at stå bag systematisk sabotage på ETA’s anmodning. En anden faktor er sikkert den, at man ønsker at ødelægge en organisation, der organiserer den stigende radikaliserede ungdom. En ny undersøgelse viste, at mellem 30-35 % af den baskiske ungdom støtter op om ETA’s linje. Et forbud mod Herri Batasuna vil ikke kun kunne ramme dem, men den samlede baskiske bevægelse.
Den aktuelle situation er den, at 14 medlemmer af Herri Batasunas ledelse står på anklagebænken anklaget for "samarbejde med terrororganisation". Herri Batasuna nægtede at tage afstand fra deres intention om at bringe ETA’s video. Det har fået den spanske stat til at sætte hårdt mod hårdt, og indlede en større retssag mod Herri Batasuna. Yderligere fastholdes kravet om illegalisering af Herri Batasuna stadigvæk. Bliver Herri Batasuna ulovliggjort bevæger den spanske stat sig i en retning, som man officielt forlod midt i 70’erne i kølvandet på Francos død. Ikke helt tilfældigt øges denne repression efter Partido Popular’s magtovertagelse og præsident Aznars tiltrædelse i præsidentembedet. Partido Popular var indtil starten af 90’erne kendt som generalernes parti, som havde videreført det fascistiske arvegods fra Francotiden. Idag sidder dette parti igen på magten, og skærpelsen af kursen mod den baskiske befrielsesbevægelse er måske kun et første skridt på vejen i forkert retning for den spanske stat.
EU og terrorbekæmpelsen
Centralstyret i Madrid har altid ført en stram kurs overfor seperatismen indenfor den egne grænser. Men kigger vi videre, så har også EU en interesse i, at der ikke opstår for mange nye stater indenfor EU, hvor markedskræfterne helst skal ha fred og ro til uforstyrret at ekspandere.
EU har markeret sig hyklerisk på spørgsmålet om national selvbestemmelse. Da østblokken - den vestlige kapitalismes globale modstander - brød sammen, var EU hurtige med at anerkende forskellige folkeslag og mere fascistoide lederes ret til national selvstændighed. Dette skete uden hensyntagen til berettigelsen af anerkendelsen eller efter at have gjort sig tanker om følgerne. Det gælder eksempelvis anerkendelsen af Kroatien, der allerede i 1991 blev anerkendt af EU med den tyske storkapital i spidsen. Hvad denne anerkendelse betød for de næste 4-5 krigshærgede år, kan der kun gisnes om. Faktum er at anerkendelsen kom meget hurtigt uden de større overvejelser. Kroatien er idag en nation uden noget form for reel demokratisk opposition, hvor præsidenten har vidtrækkende beføjelser. Landet stod for en massiv aggression i den sidste halvdel af krigen på Balkan.
EU har således været meget hurtige til at gøre verdenssamfundet opmærksomme på retten til national selvbestemmelse, når der har været tale om retten til national selvbestemmelse udenfor EU. En støtte, der har været bestemt af vestlig oppurtunisme. En tidligere stat i opløsning avler nye stater og nye magthavere. Ved fra starten af at alliere sig med dem, har EU sikret en fortrinelig adgang til de nye markeder primært i Østeuropa. Et væsentlig led i oprettelsen af det nye Maastricht-Europa har været behovet for fleksibilietet indenfor EU. Her skulle alternativer til kapitalens liberalisering helst marginaliseres eller om nødvendigt bekæmpes. En blandt flere forhindringer har været regionernes ønsker om selvbestemmelse, hvilket fra teknokraternes og storkapitalens synspunkt ikke har passet godt ind i den overordnede planlægning. Katastrofalt ville det være for EU’s superteknokrater og storkapitalister, hvis Danmark den 2. juni havde trukket sig ud af EU. På samme måde kan kravet om national selvbestemmelse også stikke en kæp i hjulet på EU-toget. Områder som det samiske Nordsverige med den givtige malmproduktion, Bretagne og Galizien med adgangen til de fiskerige banker i Atlanten, Catalonien i det centrale område omkring Barcelona eller Korsica har også gennem mange år kæmpet for større uafhængighed. Et frit Baskerland ville kunne starte en lavine, der bevæger sig væk fra det centralistiske EU-styre i Bruxelles. Hvis disse lande samtidig fik den idé, at indrette samfundsstrukturen anderledes i den nuværende neo-liberalistiske model, så ville det for alvor blive en forhindring for dem, der drømmer om et kapitalistisk super Europa. Så når den spanske stat bekæmper seperatismen i Baskerlandet, sker dette også i nøje overensstemmelse med hvad EU ønsker sat på dagsordenen.
ETA’s vej til et frit Baskerland
ETA har nu i snart 30 år ført en væbnet kamp for et frit Baskerland. De første 15 år var præget af kampen mod Franco-styret, de resterende år har kastet organisationen ud i de forindringer det er, at føre en væbnet kamp i et påstået demokratisk samfund. ETA’s støtte blandt den baskiske befolkning nåede sit højdepunkt i midten af 70’erne umiddelbart efter Francos død, hvor Baskerlandet stod i en før-revolutionær situation. Det lykkedes ETA at likvidere Francos kronprins og naturlige efterfølger Luis Carrero Blanco allerede før Francos død. Som væbnet gruppering adskiller ETA sig fra andre grupper i Europa så som Rote Armé Fraktion (RAF) ved at de er en del af en organiseret bevægelse, og ikke kun har deres base blandt en begrænset gruppe at studerende på universitet. Det er vigtigt ikke at se ETA som en isoleret størrelse, men som en del af en bevægelse, der også arbejder fagligt, blandt studerende og intenfor visse parlamentariske organer.
ETA har dog begået væsentlige fejl. Den vigtigste er, at man ikke har formået at opbygge en alliance med arbejderbefolkningen og de nederste klasser i den restende spanske stat. Denne alliance ville for alvor have kunnet rykke ved spørgsmålet om den spanske stats berettigelse som samlet stat. Grunden til dette skal ikke kun pålægges ETA. Et venstrefløjsparti som det reformistiske Izquerda Unida har på intet tidspunkt ønsket en en stærk radikal baskisk venstrefløj. Men da ETA i 1987 placerede flere bomber i et supermarked i et arbejderkvarter i Barcelona var det med til at vende størstedelen af oppinionen i denspanske stat mod ETA og mod baskernes krav om selvstændighed. Herved forsvandt også støtten fra vigtige potentielle allierede, som det siden har været svært at få vendt tilbage. Den almindelige spanske arbejder i Madrid har svært ved at se ETA som en allieret, når han eller hun selv kan blive et tilfældigt offer.
ETA’s perspektiv i kampen for et frit Baskerland er at forene denne kamp med den socialistiske kamp. Spørgsmålet er så om det lykkes eller ej. Kritikken mod ETA har været at de undertoner den socialistiske kamp til fordel for den nationale. Et andet kritikpunkt har været, at ETA’s kamp for et socialistisk Baskerland alene ikke vil kunne overleve, hvis ikke dette følges at flere lignende omvæltninger. Her er det erfaringer fra fx. Cuba og Nicaragua, der skræmmer. Begge kritikpunkter er væsentlige, da man uden denne kritik for øje ofte kan ende som nok en borgerlig national bevægelse, hvor kampen for national selvstændighed ikke følges at den nødvendige socialisme. I ETA’s Demokratiske Alternativ vægtes den nationale selvstændighed med visse markante tilføjelser før den socialistiske opbygning. Størstedelen af den baskiske befolkning er ikke socialistisk, men langt størstedelen ønsker større uafhængighed fra Madrid eller sågar total selvstændighed. Derfor er det logisk at starte med den største fællesnævner, dog uden at glemme det socialistiske endemål. Men i ETA’s forslag til den efterfølgende samfundsopbygning lægges der op til en demokratisk model, der inddrager fagforeninger, partier og bevægelser, hvilket med et godt slidt ord kan kaldes det civile samfund. Allerede her brydes der med opfattelsen om, at samfundes indretning skal varetages af nogle valgte politikere. Det er hele folket, der skal inddrages i denne proces. Vigtigt er det også at ETA - og her menes velsagtens hele befrielsesbevægelsen - i en sådan situation vil kæmpe for et samfund med social retfærdighed, hvilket i en vis grad vil sige et samfund med socialisme.
Aznar-regeringens manglende forhandlingsvilje, den øgede repression mod baskiske bevægelse og den europæiske modvilje mod at tale retten til nationale selvbestemmelse indenfor EU har givet lange udsigter for en løsning på problemet i Baskerlandet. Spørgsmålet om fred eller ej har dette ikke godt i hænderne på aggressorer.