En frygtløs lokalradio var
med til at kaste benzin på
bålet, da Ecuadors præsident blev væltet under en
næsten ublodig opstand i
april. Opstanden er en
kedelig affære for USA,
der til gengæld har fundet
en ny slem bussemand i
kontinentet.
Af Ulrik S
Tjuf-tjuf-tjuf sagde det, da Ecuadors præsident Lucio Gutierrez den 20. april flygtede fra sit præsidentpalads i en helikopter med en rasende folkemængde i hælene. Det kunne næsten virke som en del af en ny trend i Sydamerika, startet af Argentinas neoliberale præsident de la Rúa i slutningen af 2001, og senere efterlignet af Bolivias præsident Gonzalo Sánchez. Men i Ecuador er der intet nyt under solen, ingen præsident i landet har siddet perioden ud siden 1996; tre præsidenter er blevet væltet af folkelige opstande og en fjerde blev erklæret sindssyg af parlamentet.
Opstanden mod "Sucio Lucio" (Beskidte Lucio), som graffitien har døbt præsidenten, varede ni dage. Den var længe ventet og forløb efter forholdene rimeligt fredeligt. I hovedstaden Quito blev en enkelt journalist kvalt i politiets tåregas, og præsidentens revolvermænd myrdede to studerende, hvis kammerater hævnede sig ved at brænde socialministeriet ned. Andre steder i landet kæmpede unge og indianere mod hæren og politiet med sten og molotov-cocktails. Opstanden blev bakket op af Quitos socialdemokratiske borgmester, og også hærledelsen trak sin støtte til præsidenten tilbage, i takt med at demonstranternes krav blev mere og mere radikale.
I modsætning til de seneste års opstande, var det hverken indianerbevægelsen CONAIE eller de sædvanlige partier på venstrefløjen, der gik i spidsen. Protestbevægelsen var stærkest i byerne, specielt blandt studerende ved universiteterne, og dens medlemmer tog med kyshånd mod betegnelsen "lovløse" (forajidos) som præsidenten hæftede på dem. Opstanden var simpelthen "de lovløses" opstand, og den lille Quito-lokalradio La Luna kom til at spille en nøglerolle for dens succes. Radioaktive lyttere La Luna åbnede simpelthen for sine mikrofoner og lod indkaldelser til demonstrationer, opråb og rygter svirre ud i æteren. Flere hundrede mennesker stod i kø i timevis udenfor stationen for at få lov til at komme i radioen bare et enkelt minut, hvor de ofte præsenterede sig selv som "en lovløs ved navn ditten-dutten-datten" . Ifølge lederen af stationen forsøgte præsidentens håndlangere at brænde La Luna ned, men det lykkedes for de lovløse at jage dem på flugt.
På opstandens sidste dag omringede tusinder af "lovløse" en bygning, hvor parlamentets medlemmer holdt møde for at udpege vicepræsidenten Alfredo Palacio som ny statschef. Mens folkemængden råbte "Væk med dem allesammen!" og "Tyveknægte!" måtte den kommende præsident trygle en af de populære værter på lokalradioen om hjælp til at slippe væk.
Palacios opkald fra kælderen af den omringede bygning blev transmitteret af La Luna til befolkningen i Quito. Den nyudnævnte statsleders første ufrivillige radiotale var kort og desperat: "Jeg er praktisk talt blevet kidnappet! Jeg forstår godt, at de ikke er lovløse!" Alfredo Palacio blev sluppet fri efter fem timer, men situationen giver et praj om tiltroen til den nye leder og om hans muligheder for at regere det lille land i Andesbjergene med 13 millioner indbyggere. Folkerådet taler Gnisten, der udløste opstanden, var en højesteretsdom, der frikendte en tidligere afsat præsident for anklager om korruption. Men årsagen til opgøret med Lucio Gutierrez var langt mere dybtgående og handlede om, at han havde svigtet alle sine valgløfter til venstrefløjen, indianerne og de fattige, som havde bakket hans kampagne op. Så da de lovløse efter en massedemonstration, der havde samlet over 100.000 mennesker i gaderne, nedsatte et folkeråd, var kravene næsten ikke til at skelne fra den afsatte præsidents eget valgprogram.
Øverst på listen var et nej til en frihandelsaftale med USA, som "delovløse" opfatter som en kæp i hjulet på det spirende økonomiske samarbejde mellem de andre latinamerikanske lande. Desuden afskaffelse af dollaren som møntfod (Ecuador skrottede sin egen valuta for at knytte sin økonomi tættere til USA’s) og en tilbagerulning af privatiseringer, og nye forhandlinger om landets enorme udlandsgæld. Et andet hovedkrav var nedlæggelse af USA’s militære baser, der har stor betydning for krigen mod Colombias guerillaer FARC og ELN.
I første omgang lod den nye præsident Alfredo Palacio forstå, at han var villig til at gå ind på nogle af folkerådets krav. Men i de første seks uger af hans embedstid er det kun på spørgsmålet om udlandsgælden, at han har vist tegn på at føre en anden kurs end sin uheldige forgænger.
Ifølge økonomiprofessor Rene Baez fra Det Katolske Universitet i Quito, var forklaringen på det folkelige vredesudbrud især, at præsident Gutierrez har været en hårsbredde fra at erklære total krig mod de colombianske guerillaer, blandt andet ved at anholde FARC-folk i Ecuador og udlevere dem til Colombias hær. Ligeledes tog en lille, men højrøstet, fløj i militæret del i modstanden mod Gutierrez. Fløjen er ledet af den tidligere forsvarschef general Vargas, der åbent giver udtryk for, at USA og den colombianske regeringshær er de egentlige trusler mod Ecuadors sikkerhed ikke de colombianske oprørere. USA mister markeder I en kommentar til de dramatiske begivenheder bragt i den digitale avis rebelion.org påpeger journalisten Sergio Ferrari, at hele Latinamerika befinder sig i en enestående situation, der ikke er set i over 30 år. USA’s magt er begyndt at blive alvorligt udfordret, ikke bare af regeringerne i Cuba og Venezuela, der er åbenlyst fjendtlige overfor Det Hvide Hus, men også af Brasilien, Argentina og Uruguay, der fører en uafhængig udenrigspolitik og forsøger at skabe et indre latinamerikansk marked på bekostning af Washingtons ønske om en frihandelszone med USA som midtpunkt (FTAA/NAFTA).
Det Hvide Hus er i de seneste år gået til modangreb ved at styrke sine vigtigste forbundsfæller i Latinamerika med Colombia som knudepunkt for de øvrige lande i Andesbjergene med konservative regeringer; Bolivia, Peru og Ecuador. Alene Colombia har modtaget våbenhjælp fra USA for omkring 24 milliarder kroner i dette årti. Men Washington har ikke haft held med at dæmme op for en flodbølge af kinesiske investeringer i Latinamerika, der undergraver USA’s stilling, og er med til at gøde en voksende nyfundet selvsikkerhed på kontinentet. Ny bussemand Selvsikkerheden afspejler sig blandt andet i Brasiliens blanke afvisning af et krav fra USA om at deltage i et politisk og økonomisk topmøde mellem statschefer fra Sydamerika og Mellemøsten. Udenrigsminister Condoleezza Rice fik af sin brasilianske kollega at vide, at hvis hun var interesseret i mødet, kunne hun tænde for fjernsynet. Venezuela har også trodset protester fra USA og Colombia og købt 100.000 russiske AK-103 geværer og et antal kamphelikoptere, for bedre at kunne bide fra sig overfor hvad præsident Hugo Chavez kalder for "imperialismen".
Derfor er det for Det Hvide Hus et særligt ubelejligt tidspunkt, at Ecuadors befolkning vælter deres præsident, som kaldte sig selv for "Bushs bedste allierede". En leder i Washington Post beklagede sig efter opstanden over, at Bush øjensynligt ikke har "en strategi for at dæmme op for det stormfulde forår i Latinamerika." Lederen pegede også på den angivelige fare for at Venezuelas Chavez i fremtiden vil opildne til nye bolivarianske* opstande i Ecuador og Bolivia en rolle som kontinentets undergravende bussemand, som USA’s toneangivende kredse ellers længe har forbeholdt FARC.
* bolivariansk: Efter Simon Bolivar, en af lederne af Sydamerikas frihedskrige mod Spanien i begyndelsen af 1800-tallet. Regeringen i Venezuela, FARCguerillaen i Colombia og venstrefløjen i Ecuador betegner sig selv som "bolivarianske".
Boks: På spanden
Ecuador er et lille land totalt på spanden. Landets egen valuta blev i 2000 afskaffet til fordel for dollaren som en del af de neoliberale reformer. Skiftet var sandsynligvis med til at øge landets BNP, men har til gengæld smadret den indenlandske industri, der ikke kan klare konkurrencen. Strømmen af billige udenlandske industriprodukter har størstedelen af befolkningen ikke megen fornøjelse af. 60 pct. lever i elendighed, og kun et heldigt mindretal tjener mindstelønnen på 153 dollars om måneden (ca. 918 kr.).
Ecuador eksporterer ikke bare bananer, rejer og kaffe, men også en hel del olie. Men på trods af stigende oliepriser og heftige nedskæringer, er statskassen gabende tom. En hemmeligholdt aftale med Verdensbanken (afsløret af magasinet The Nation) forpligter Ecuador til at bruge 90 pct. af sin gevinst på olieprisstigninger til afdrag på udlandsgæld.
I 2004 nedskar Lucio Gutierrez statens udgifter til uddannelse fra 638 til 464 mio. dollars og sundhedsvæsenet fra 323 til 211 mio. dollars. Landbrugsstøtten blev mere end halveret i samme periode.
Til gengæld steg afbetalingen på udlandsgælden samme år med 60 pct. til 3,8 milliarder dollars. Gælden er i alt på 16 milliarder dollars, og størstedelen forrentes med 12 pct.