Internationalt Forum

De farlige klasser vender tilbage

af Torkil Lauesen

Man hører ofte om stigende frygt for kriminalitet, vold og social uro. Man hører om angsten for de fremmede, at de vælter ind over grænsen, at vi ikke magter at kontrollere dem, at de ødelægger vores økonomi, kultur og hyggen. Sådan kører snakken såvel mellem mennesker på gaden, som fra politikerne på Christiansborg.

Det er ikke arbejderklassen og kommunisterne, der truer den sociale orden længere. Det er illegale invaderer, menneskesmuglere, kriminelle bander af unge - især anden-generations-invandrerer, rockere, bistandsklienter, langstidsarbejdsløse og arbejdssky elementer, narkomaner og pushere på Vesterbro, autonome hærværksmænd og kvinder på Nørrebro osv.

Beskrivelserne af ungdomsbander der stjæler, udøver meningsløs vold, røver folk på åben gade, kører vildt i stjålne biler og gør gaderne usikre har ligheder med beskrivelserne af situationen i London i begyndelsen af 1800 tallet, hvor de farlige klasser skabte uro og bekymring blandt ordentlige borgerne.

De farlige klasser.

De farlige klasser er et begreb, der opstod omkring år 18-hundrede. Det er dem, der skildres i "Les Misarables". De farlige klasser var jordløse bønder, der som resultat af feudalismens opløsning drev fra landet mod byerne. Byerne svulmede op med subsistensløs mennesker, der vagabonderede rundt og søgte at finde midler til opretholdelse af livet. Den klasse blev af samtiden ikke anskuet som en konsekvens af sociale forandringer, men som mennesker med iboende slette og kriminelle karaktertræk..

Når en klasse eller dele af en klasse undergår store forandringer i dens sociale og økonomiske base, kan den blive til "en farlig klasse". De sociale problemer, der skabes ved geografiske bevægelser eller sociale bevægelser i klassen, som resultat af ændringer i kapitalismens polarisering af verden i rige og fattige lande og rige og fattige mennesker i de enkelte lande, bliver fortolket som disse menneskers moralske degeneration, der kræver udelukkelse og forstærkede repressive sociale kontrolforanstaltninger. Det bliver til frygt for fremmede og frygt for kriminalitet og social uro.

Ligesom attenhundredtallets farlige klasser førte til oprettelsen af fængsler overalt i Europa og en voldsom vækst i antallet af fanger, er der også i dag krav om straffemæssige løsninger på problemet med de farlige klasser.

Fra farlige klasser til arbejderklasse

I begyndelsen af attenhundredtallet udskilte industriarbejderklassen sig fra de farlige klasser. I sin kamp for at vinde respekt måtte arbejderklassen distancere sig for pjalteproletariatet. Industriarbejderklassen - blev langsomt men sikkert i anden halvdel attenhundredetallet integreret i samfundet, disciplineret af lønarbejdet og disciplineret af det politiske system. De fik deres plads og kendte deres plads i det borgerlige samfund. De efterlod pjalteproletariatet til retssystemet som en kriminaliseret klasse. Foragtet af borgerskabet og arbejderklassen. De revolutionære kunne heller ikke bruge dem. De var ikke til at stole på, de manglede revolutionært potentiale fordi de ikke var lønarbejdere, osv.

End ikke når de politiske fanger selv blev kriminaliseret og sat i fængsel ville de have med pjalteproletariatet at gøre. De revolutionære fanger ville ikke være sammen med de "almindelige kriminelle".

De farlige klasser vender tilbage

Det synes som om "de farlige klasser" vender tilbage. På samme måde som feudalismens opløsning sendte millioner ud på landevejene på vej mod byerne, har kapitalismens polarisering sendt millioner på vandring fra krig og undertrykkelse, fra social nød og fattigdom. I de enkelte samfund polariseres menneskerne ligeledes. Der skabes en underklasse uden tilknytning til arbejdsmarkedet og marginaliseret fra samfundet.

Tilbagekomsten af "de farlige klasser" er et globalt fænomen knyttet til industriarbejderklassens svækkelse over for en globaliseret neoliberal kapitalisme. Siden midten af 1970’erne er arbejderklassens position blevet stadig svagere og mere fragmenteret.

I EU siger de officielle tal, at der er 52 millioner fattige, 17 millioner arbejdsløse og 3 millioner hjemløse. De farlige klasser hober sig ofte sammen i særlige områder: South Central i Los Angeles, Moss Side i Manchester, Gutleutviertel i Hamborg, Brixton og East End i London, Niewe Westen i Rotterdam, Bobigny i Paris. Herhjemme ser vi tendenserne i Sydhavs- og i Nordvestkvarteret, i Volsmose ved Odense og Gellerup ved Århus.

I USA og England kaldes de farlige klasser, underklassen. I Holland, Tyskland og Norditalien: de nye fattige. Her i landet kaldes de udstøtte.

De farlige klasser og social kontrol

Et tegn på at de farlige klasser er på vej tilbage er væksten i sikkerheds- og kontrolsystemer. Sikkerhed er en sællert her i 1990’erne. Krav om mere politi på gaderne og ved grænserne. Sikkerhedsvagter i butikker og på offentlige kontorer. Vagtværn i butikscentre og i industrikvartererne. Videoovervågning af butikker, arbejdsplader, offentlige pladser og veje.

Transnationale databaser over kriminelle og potentielle kriminelle, "uønskede" fremmede, registres med oplysninger om gener, politiske observans, religion, seksualitet. Samtidig med viljen til at hjælpe de fattige og marginaliserede falder, er politi, kontrol- og straffesystem et af de få steder, hvor skatteyderne gerne betaler flere udgifter.

De farlige klasser af fremmede, arbejdsløse og marginaliserede er ikke længere et socialt problem eller humanitært problem men et sikkerheds- og kontrolproblem. Det er et affaldshåndteringsproblem. For de farlige er der ingen sikkerhed, det er dem sikkerheden er rettet mod. Politi, jura og straffesystemet er ikke retfærdigt for dem. Politi, retssystem, dele af socialvæsnet fører krig mod dem.