I slutningen af januar mødtes klodens 2000 mest magtfulde mennesker i en lille schweizisk alpeby. Hvad lavede de der? Og hvorfor militariserede de schweiziske sikkerhedsstyrker hele området og begrænsede de civile rettigheder?
af Yvonne Zimmermann
Det er ikke første gang, at en gruppe magtfulde mennesker, der kalder sig selv for ”globale ledere”, mødes i Davos, en lille fredelig by skjult i de schweiziske alper. Tværtimod er det 33. gang, at ”World Economic Forum” (WEF) afholder sit årlige møde dér for at planlægge verdens fremtid. I år førte det til, at området blev befæstet og de basale rettigheder kraftigt ind-skrænket. Allerede 10 dage før mødet i WEF kontrollerede politiet folk, som rejste i retning af turistbyen Davos. I selve byen blev der oprettet specialzoner, hvor kun mødedeltagerne og områdets beboere blev lukket ind - vel at mærke efter at have fremvist en tilladelse fra politiet. Ialt blev der brugt 14 millioner schweiziske franc (ca. 70 mill. kr.), og 3300 betjente var stillet i position rundt om Davos. Grunden til den omfattende kontrol var ikke, som man kunne tro, frygten for attentater mod de tilstedværende politikere og virksomhedsledere. Myndighedernes hovedpine rettede sig i langt højere grad mod dem, der ville demonstrere mod mødet.
Neoliberalismens spydspids
Der var gode grunde til at demonstrere i Davos: På WEF’s møder forberedes aftaler og forretninger, der vil få ødelæggende konsekvenser for millioner af mennesker på kloden bag lukkede døre. Det var i Davos, at forhandlingerne om liberaliseringen af finansmarkedet begyndte, ligesom det var WEF, der forberedte den såkaldte Uruguay-runde, som førte til dannelsen af ”World Trade Organization” (WTO) - en af de institutioner, der presser mest på for en neoliberal politik på verdensplan. Denne politik, påbegyndt for 30 år siden under Pinochet diktaturet i Chile, har gennem privatiseringer eller såkaldt liberalisering af markedet, ødelagt du-sinvis af lande og gjort millioner af mænd og kvinder fattige. De personer, der er ansvarlige for de nye krige, såvel som de, der har udbytte af dem, var også tilstede i Davos. I de afslappede omgivelser i en bar, i et fredeligt hotelværelse eller under mødets luksusmiddag, forberedes forretninger for millioner af dollar mellem virksomhedsledere og politikere. Davos er det perfekte sted for denne type aftaler. Til det årlige møde i WEF blander de mest magtfulde virksomhedsledere sig med politikere, videnskabsfolk, repræsentanter for de store medier og nogle kunstnere. Medlemmerne af WEF er de 1000 største virksomheder i verden - 235 af disse har deres hovedsæde i USA. Det er virksomheder som Coca Cola, Microsoft, Shell, Volkswagen og Nestlé, for at nævne et par stykker. Blandt de inviterede politikere var i år John Ashcroft, USA’s justitsminister, samt USA’s udenrigsminister Colin Powell.
Erobring af den offentlige sektor
På sin hjemmeside forklarer WEF, at dets mål er, at ”forbedre verdens tilstand”. På det latinamerikanske handels-topmøde, der blev afholdt i Rio Janeiro sidste år, karakteriserede man WEF med denne smukke sætning: ”Det handler først og fremmest om, hvordan den private sektor, dvs. de transnationale selskaber, kan øve mere direkte indflydelse på politikken”. Booz Allen, et nordamerikansk konsulentfirma, kommenterede det latinamerikanske møde på følgende måde: ”Den private sektor har brug for at spille en større rolle, når institutionerne skal styrkes. Ikke mindst når det handler om reformer af det juridiske system, valgsystemet eller om finansiering af politiske kampagner”.
Mens det i praksis handler om at erobre den offentlige sektor, præsenterede WEF i år sit møde under sloganet ”Skab tillid”. Dermed søgte de at udbedre den tillidskrise som mange transnationale selskaber led under sidste år på grund af sminkede regnskaber, skandaler og fallit. Samtidig ønskede de at vinde civilbefolkningens tillid - den civilbefolkning, der i stadig højere grad, ser sig angrebet af den politik, WEF’s medlemmer fører. Til dette formål skabte WEF et såkaldt ”åbent forum”, der foregav at være en dialog med civilsamfundet. I dette forum deltog institutioner udvalgt af WEF, mens de sociale bevægelser, fagforeningerne og tilmed mange NGOer nægtede at gå i dialog, da de opfattede WEF som en institution uden nogen form for legitimitet.
I år tillod myndighederne i Davos for første gang en demonstration mod WEF, efter at have mødt kraftig kritik i forhold til den hidtidige praksis. Tidligere år var enhver demonstration nemlig blevet forbudt. Derudover havde myndighederne indført ind-skrænkninger i ytringsfriheden og retten til fri bevægelighed. For to år siden førte dette til, at politiet stoppede 5000 demonstranter med tåregas på en togstation langt fra Davos. Da situationen eskalerede og mange demonstranter blev sårede af gummikugler, følte myndighederne sig presset og erklærede sidste år, at de ikke kunne garantere sikkerheden for deltagerne i WEF’s møde uden at overtræde borgernes basale rettigheder. Derfor blev mødet sidste år afholdt i New York, ifølge stifteren af WEF, Klaus Schwab, for at vise solidaritet med ofrene fra World Trade Center.
Tvivlsomt kontrolscenario
I år var WEF så tilbage i bjerglandsbyen. Myndighederne i Davos tillod demonstrationen for at beholde den demokratiske facade. Alligevel var sikkerhedsstyrkerne mest interesseret i at tilbageholde og kontrollere hver eneste demonstrant. Til demonstrationsdagen den 25. januar kørte det schweiziske sikkerhedsapparat frem med et kæmpe opbud. Rygtet lod vide, at det var WEF’s udenlandske gæster - det vil sige USA - der krævede den strengeste kontrol som betingelse for deres deltagelse. I Fideris, på vejen til Davos, blev der bygget en speciel banegård, hvor busser og tog blev stoppet og alle demonstranter skulle gå i gåsegang gennem en kontrolsluse og bl.a. undersøges for våben. Selvom myndighederne påstod, at kontrollen gjaldt for alle på grund af angst for terrorangreb, blev slusen først taget i brug på selve demonstrationsdagen. Det handlede altså om at undersøge demonstranterne, før de kunne udøve deres ret til at deltage i en lovlig demonstration. Mens myndigheder og politi i lang tid afviste, at der ville blive gennemført identitetskontrol, lod de kort før demonstrationen vide, at der ville være sikkerhedspoliti til stede med en sort liste for at kunne frasortere ”uønskede” demonstrationsdeltagere. På denne måde blev det op til politiet at afgøre, hvem der havde ret til at protestere og hvem der ikke havde.
Bred alliance
Den bevægelse, der havde indkaldt til protesterne, forenede radikale anti-kapitalistiske grupper med kristne og endda et lille parlamentarisk parti. Tilfælles var deres betingelsesløse afvisning af institutioner som WEF, som de ikke mente skal reformeres, men derimod afskaffes. Det lykkedes for denne flersprogede og mangfoldige alliance at mobilisere tusindvis af mennesker. Samtidig - og det forstod hverken myndighederne, sikkerhedsstyrkerne eller socialdemokraterne - var alliancen ikke særlig håndgribelig. Den var ikke institutionaliseret og repræsenterede radikale positioner samtidig med, at den vandt bred tilslutning. Inden demonstrationen ville alliancen ikke fraskrive sig brugen af vold. Den mente nemlig, at vold er noget, der udgår fra de få, der inden for WEF-mødets mure udklækker krige eller som med deres handelspolitik tvinger millioner af mennesker ud i sult, elendighed og migration. Inden demonstrationen blev der dog udarbejdet fælles retningslinier om, at ”den fysiske integritet for alle tilstedeværende burde garanteres”. Myndighederne såvel som medierne vendte og drejede denne definition i månedsvis og konkluderede, at den der ikke eksplicit er-klærer sig som fredelig, går ind for vold. Derimod faldt det ikke myndighederne ind også at kræve en bekendelse til ikke-vold fra de tilstedeværende ved WEF’s møde.
Afvisning af kontrol
Alliancen lod sig ikke splitte på kontrol-spørgsmålet, sådan som myndighederne og sikkerhedsstyrkerne havde regnet med. Kontrolkonceptet blev derimod fuldstændigt afvist af de demonstrerende. Det første tog med 250 demonstrationsdeltagere på vej til Davos blev holdende på sporet. ”Vi stiger ikke ud, før der er en løsning”, sagde passagerene. Samtidig blokerede fagforeningsbusser vejen i solidaritet. Efter flere timers forhandling, der blev ført i megafon og videregivet pr. telefon og højtaler til de flere tusinde ventende på den sidste sta-tion, Landquart, og til dem, der allerede var i Davos, fandt man frem til et kompromis: demonstranterne behøvede ikke at gå gennem slusen og blive kontrolleret individuelt. I stedet skulle to politifolk under ledsagelse gå igennem toget og åbne mistænkelige stykker bagage. I Landquart og Davos brød jubelen ud. Endelig ville det blive muligt at afholde en massiv demonstration mod WEF uden at give afkald på de basale rettigheder. Politiet brød dog allerede deres ord, da det næste tog ankom: Passagererne blev beordret til at gå én og én gennem slusen. Demonstranterne nægtede og tog tilbage til Landquart. Med denne nyhed ændrede stemningen i Landquart sig med ét slag. Det kom til sammenstød med de politibetjente, der havde omringet de ventende siden deres ankomst flere timer forinden, og banegården blev indhyllet i tåregas.
De der allerede befandt sig i Davos, var enige om, at demonstrationen ikke kunne gennemføres som planlagt, når mere end 4000 mennesker sad fast i Landquart. Nogle tog straks tilbage, mens andre 2000 gik baglæns gennem landsbyen under mottoet: ”Her foregår noget forkert!”. Ved rådhuset brændte de demonstrationstilladelsen: ”Vi vil ikke have nogen demonstrationstilladelse, når demonstranterne ikke må komme til demonstrationen”, erklærede en talskvinde. De der sad fast i Landquart tog imellemtiden med toget til Bern. I en afsluttende demonstration ville de protestere mod de politisk ansvarlige for kontrolslusen. Et stort politiopbud med vandkanoner ventede på dem. Det kom til alvorlige sammenstød.
Lovlig demo bevidst forhindret
Siden forsøgte politiet at retfærdiggøre deres kontrol med sammenstødene i Bern. Hovedstadens politidirektør udtalte endda, at ”terrorister af den værste slags” var kommet til Bern. Men alt tyder på, at politiet fra starten stræbte efter en eskalation og forsøgte at forhindre en stor, kraftfuld demonstration i Davos. Således havde de inden demonstrationen opfordret busselskaberne til ikke at stille busser til rådighed for fagforeningerne, der tilsidst blev nødt til at ty til busfirmaer i Tyskland. De tomme busser fra Tyskland fik dog ikke lov til at krydse grænsen og fagforeningerne måtte sende flere hundrede personer hjem. Samtidig var grænsen åben for seks vandkanoner og mindst 50 politibetjente fra Tyskland, som blev sat ind i Landquart. Desuden blev en anden demonstration forhindret allerede om mandagen. En bus med immigranter, der ville protestere mod et arrangement i WEF’s såkaldte ”åbne forum”, nåede ikke til Davos. Kontrolposterne på vejen ville først se alle identi-tetspapirer, før de lod bussen komme igennem til den - iøvrigt lovlige - demonstration. Forinden havde politiet afvist, at denne form for identitetskontrol ville forekomme. Således havde de om lørdagen ladet samtlige politikere fra socialdemokratiets højrefløj gå gennem slusen uden at blive kontrolleret. At den socialdemokratiske partispids sagde god for kontrolslusen, udløste ikke blot kritik blandt demonstrationens arrangører, men førte også til intern strid i partiet. Alliancen, der organiserede demonstrationerne beskyldte socialdemokratiet (SPS) for at ville splitte den globaliseringskritiske bevægelse mellem på den ene side dem, der eksplicit betegnede sig som fredelige og accepterede identitetskontrol, og på den anden dem, som afviste denne tvivlsomme praksis.
Kontrolkonceptet, som stod sin prøve i Davos, vil helt sikkert også føre til diskussion i den kommende tid. Allerede i juni er der nemlig G8 møde i den franske by Evian nær ved den schweiziske grænse. Her bliver sikkerhedsbudgettet endnu højere: I stedet for 14 millioner schweiziske franc (ca. 70 mill. kr.) som i Davos, har den schweiziske regering afsat 40 mill. schweiziske franc (200 mill. kr.) til dette formål.
Oversat og redigeret af Britta Thomsen