De cubanske myndigheder dømte i marts måned tre bådkaprere til døden og siden anholdt de omkring 75 ’dissidenter’ og idømte dem lange fængselsstraffe. Dette har affødt kritik blandt venstreorienterede hele verden rundt. Gaia bringer her den uruguayanske forfatter Eduardo Galeanos kritiske essay
Af Eduardo Galeano
Den nylige bølge af henrettelser og arrestationer i Cuba er meget gode nyheder for verdens eneste supermagt, der fortsat er meget opsat på at fjerne denne vedholdende torn i øjet. Men det er meget dårlige nyheder - og meget sørgeligt - for de af os, som beundrede tapperheden hos dette lille land, men som også tror på, at frihed og retfærdighed enten går hånd i hånd eller slet ikke eksisterer. Det er de dårlige nyheders tid: Som om at den rystende straffrihed for slagteriet i Irak ikke var nok, så udfører den cubanske regering nu handlinger, der med den uruguayanske forfatter Carlos Quijanos ord, er ”en synd mod håbet”.
Cuba smerter
Rosa Luxembourg, som ofrede sit liv for den socialistiske revolution, var uenig med Lenin om projektet for et nyt samfund. Hendes advarende ord viste sig at være profetiske, og 85 år efter at hun blev dræbt i Tyskland, har hun stadig ret: ”En frihed, der kun gælder for regeringens støtter, hvor mange de end måtte være, er ikke frihed. Frihed er altid frihed for de anderledes tænkende.” Og: ”Uden frie valg, uden pressefrihed og uindskrænket forsamlingsfrihed, uden konkurrence mellem frie meninger, så stagnerer og visner livet i alle offentlige institutioner og bureaukratiet bliver det eneste aktive element.”
Det tyvende århundrede, og hvad vi endnu har set af det enogtyvende, har været rammen om et dobbeltforræderi mod socialismen: Opgivelsen af de socialdemokratiske principper, som har nået sit foreløbige højdepunkt under ‘sergent’ Tony Blair, og kollapset af de kommunistiske stater - der endte deres dage som politistater. Mange af dem udåndede i stilhed uden hverken smerte eller ære, og deres genbrugte bureaukrater servicerer nu de nye herskere med patetisk entusiasme.
Den cubanske revolution var født til at være anderledes. Under uophørlige angreb fra imperiet i nord overlevede den som den kunne og ikke som den ønskede. Folket ofrede, tappert og ædelmodigt, en hel del for at forblive oprejst i en verden, hvor kryberi og servilitet ellers har taget overhånd. Men efter at det ene strabadsfyldte år fulgte det andet, begyndte revolutionen at miste den spontanitet og friskhed, der prægede dens begyndelse. Jeg siger dette med sorg i sindet: Cuba smerter.
Straffe giver bagslag
Min samvittighed er ren, jeg vil gentage, hvad jeg tidligere har sagt både på og udenfor øen: Jeg tror ikke på et-parti-demokrati (heller ikke i USA, hvor ét parti er kamufleret som to). Jeg tror heller ikke på, at en omnipotent stat er det rigtige modsvar til et omnipotent marked.
De lange fængselsstraffe, som blev givet på Cuba, kan kun give tilbageslag. De har gjort grupper, der åbenlyst har opereret fra James Cason’s hus - repræsentanten for Bush’ interesser i Havana - til ytringsfrihedens martyrer. Ved at opføre sig som om at disse grupper udgjorde en større trussel, har de cubanske myndigheder udvist dem ufortjent ære og sikret dem den prestige som ord får, når de forbydes.
Denne ’demokratiske opposition’ har intet at gøre med de virkelige håb, som ærlige cubanere nærer. Hvis revolutionen ikke havde gjort dem den tjeneste at udsætte dem for repression, og hvis Cuba havde fuld presse- og meningsfrihed, så ville disse såkaldte dissidenter være blevet afsløret og have modtaget deres fortjente straf, nemlig ensomhedens straf, for deres notoriske nostalgi efter kolonitiden i et land, der for længe siden har valgt vejen mod den nationale værdighed.
USA’s næste bytte
USA, den utrættelige producent af verdens diktatorer, har ikke den moralske autoritet til at belære nogen om demokrati, men præsident Bush kunne til gengæld give lektioner i dødsstraf, som han vandt mesterskab i som guvernør i Texas, hvor han underskrev henrettelsesordrer på 152 mennesker. Men er sande revolutioner - dem, som opstod fra bunden, ligesom den cubanske - tvunget til at lære dårlige vaner af de fjender, de bekæmper? Dødsstraffen kender ingen retfærdiggørelse.
Vil Cuba blive det næste bytte for præsident Bush’s krigeriske parti? Det er, hvad hans bror Jeb, guvernør i Florida, antydede, da han sagde: ”Nu må vi kigge vores naboer efter i sømmene.” Eksil-cubaneren Zoe Valdes udslyngede sine krav om, at ”de skulle bombe diktatoren”, i spansk fjernsyn. Forsvarsminister, eller rettere angrebsminister Rumsfeld, uddybede spørgsmålet om Cuba var den næste på hans liste med ordene: ”Nej ikke i øjeblikket”. Det ser ud som om, at ’faremeteret’ og ’skyldoscopet’, de instrumenter, der anvendes til at udpege Washingtons næste ofre, i stedet peger på Syrien. Men hvem ved, det er situationen i øjeblikket, som Rumsfeld siger. Jeg tror på den ukrænkelige ret til selvbestemmelse for alle mennesker, hvor som helst og når som helst. Jeg kan sige dette uden samvittighedsnag, for jeg har offentligt kritiseret hver gang at denne ret er blevet krænket i socialismens navn, ofte ellers med bifald fra store dele af venstrefløjen, for eksempel da sovjetiske tanks kørte ind i Prag i 1968, eller da sovjetiske tropper invaderede Afghanistan i slutningen af 1979.
Cubanernes eget demokrati
I Cuba kan du i dag se tegn på den dekadence, som i en samfundsmodel med centraliseret magt forvandler lydighed overfor ordrer, der kommer oppefra, til en revolutionær dyd. Blokaden og tusinder af andre former for aggression hindrer den demokratiske udvikling i Cuba, støtter militariseringen af magten og forsyner det rigide bureaukrati med et alibi.
De nylige hændelser viser, at det er sværere end nogensinde at åbne portene til en by, der har været lukket i selvforsvarets navn. Men de viser også, at demokratisk åbning er mere uundgåelig end nogensinde. Revolutionen, der har været i stand til at overleve ti amerikanske præsidenter og tyve CIA direktørers vrede, har brug for den energi, der kommer fra deltagelse og mangfoldighed for at kunne imødegå de mørke tider, der uden tvivl ligger foran os.
Det må være cubanerne, og cubanerne alene, uden indblanding fra andre, som skaber et demokrati til dem selv og vinder de rettigheder, de mangler; ved at arbejde indenfor den revolution, som de selv har skabt - den mest vidtgående revolution i verden - levendegjort af den stærkeste solidaritet, jeg kender.
Oversat af Stinne Bech