Siden 1997 har Congo-Brazzaville (Republikken Congo) været i borgerkrig, tilsyneladende en krig mellem to præsident-kandidater, Denis Nguesso Sassou og Pascal Lissouba, begge marxist-socialister, men reelt en krig om olieinteresser, hvor det franske olieselskab ELF Aquitaine’s monopolstilling på det seneste er blevet truet af nordamerikanske olieinteresser.
ELF satsede på Sassou som den bedste til at varetage franske olie-interesser. Efter 4 måneders kamp fremstod Sassou som vinder af krigen, bl.a. støttet af Frankrig og tropper fra Angola. Men krigen mellem Sassou’s Cobra-militser og Lissoubas Zulu-militser kører stadig på fulde omdrejninger..
Borgerkrigen i Congo-Brazzaville er samtidig et eksempel på den udfordring som fransk imperialisme møder fra USA i det ’francophone Afrika’ hvor der p.t. foregår en konkurrence mellem de to imperialistiske magter om indflydelsen, især den økonomiske, nu efter den kolde krigs ophør. Det er denne rivalisering som er den egentlige årsag til de mange såkaldte etniske konflikter man i dag er vidne til i det centrale Afrika.
Congo-Braszzaville (Republikken Congo, tidligere Folkerepublikken Congo) var den første af de tidligere franske kolonier som fik et socialistisk-marxistisk styre, og kom til at udgøre inspirationen og håbet for oppositionsbevægelser i nabolandene, bl.a. i Zaïre på den anden side af floden Congo..
Historisk rids
Det var måske kolonimagtens Frankrigs brutale herredømme, og ikke mindst det prestigiøse jernbaneprojekt som kolonimagten igangsatte i1924, der lagde spiren til en - set i Afrika-perspektiv - usædvanlig kraftig modstandsbevægelse mod det franske kolonistyre.
I 1924 startede Frankrig på sit mest ambitiøse projekt i Centralafrika: bygningen af jernbanen fra havne- og oliebyen Pointe Noire ved Atlanterhavet og til Brazzaville - hovedstaden i Republikken Congo. Når det var nødvendigt med en jernbane, skyldes det at Congo-floden kun vanskeligt kan besejles på denne strækning.
Franskmændene hentede arbejdskraft i Chad, Den centralafrikanske Republik og Congo. Tusinder af mennesker blev slæbt fra deres landsbyer hen til bygningslejrene og døde eller deserterede. At finde arbejdskraft var så vanskeligt at det tog 14 år at bygge jernbanen.
Under 2. verdenskrig fik Brazzaville stor betydning, da de Gaulle udvalgte Brazzaville som hovedstad for France Libre-modstandsstyrkerne. Under den historiske konferencen i Brazzaville i 1944, der diskuterede fransk kolonialisme før og i fremtiden, erklærede de Gaulle at "nu var tiden kommet hvor Fransk Afrika måtte have en vist mål af selvstyre og frihed", og det skulle være slut med tvangsarbejde. Der blev igangsat initiativer til valg af grundlovgivende forsamlinger og dannelse af egne parlamenter.
Den 15. august 1960 opnåede Congo-Brazzaville selvstændighed. Den første præsident blev Fulbert Youlou der indførte en pro-vestlig politik.
Venstrefløjen til magten i Folkerepublikken Congo
Men fagbevægelsen og de studerende havde andre ideologiske og politiske synspunkter. Da den upopulære Youlou forsøgte at undertrykke oppositionen, fandt der massive demonstrationer sted i Brazzaville. Oppositionslederne blev fængslet. Så begyndte de ’glorværdige dage’ i august 1963. Fagforeningerne erklærede generalstrejke og befriede deres fængslede kammerater og tvang Youlou fra magten. Venstreorienterede, marxistisk inspirerede organisationer greb magten. Med Pascal Lissouba som statsminister - dgen ene af den nuværende borgerkrigs hovedaktører - dannedes Le Mouvement National Révolutionnaire - MNR - som landets eneste parti. Et erklæret marxistisk-leninistisk parti. Man udråbte Folkerepublikken Congo og indsatte hammer og sejl i det røde flag der mindede om det sovjettiske.
I perioden fra 1963 og frem til 1979, foregik der konstante kampe mellem hæren og de skiftende socialistiske regeringer. I 1969 dannedes, under ledelse af Denis Sassou Nguesso, PCT (Parti Congolais des Travailleurs = Det congolesiske Arbejderparti). Den anden af borgerkrigens to hovedaktører.
Fra 1979 - 92 var oberst Denis Sassou Nguesso præsident. I 1980-erne underskrev regeringen, med Sassou som pennefører, en kontrakt med Sovjetunionen om økonomisk og militært samarbejde. Sassou vendte - efter Sovjets sammenbrud - om på en tallerken og tilbød nu vestlige lande, fortrinsvis Frankrig, favorable investeringsmuligheder.
Congo i 90-ene
I 1990-erne var der protester imod det socialistiske styre som man anklagede for korruption og dårlig styring af landet, bl.a. var udlandsgælden enorm. Og det mangeårige samarbejde mellem fagbevægelse og PCT blev afbrudt.
I 1991 blev Sassou tvunget til at indkalde til en national konference der resulterede i et nederlag til regeringen og især for Nguesso Sassou selv, der blev anklaget for korruption. Konferencen resulterede i en ny forfatning med flerpartisystem og et såkaldt vestligt demokrati. Man ændrede navn fra Folkerepublikken Congo til Republikken Congo, og fjernede hammer og sejl fra flaget!
Lissouba (erklæret Mobuto- og Unita-støtte) blev i 1992 valgt som ny præsident - angiveligt ved hjælp af valgsvindel.
I sommeren 1997 var situationen den, at præsident Lissouba og hans udfordrer, den tidligere præsident Sassou, stod foran et præsidentvalg. Sassou havde siden 1992, hvor han tabte præsidentposten til Lissouba, med hjælp fra Frankrig forsøgt at destabilisere landet og genvinde magten i militæret. I stedet for nu at gennemføre det planlagte valg, gjorde de to kamphaner sig klart til krig ved hjælp af deres respektive militser. Sassous kobra-militser mod Lissoubas zulu-militser. Og som den tredje militsgruppe Ninjaerne ledet af ’manden i midten’, den tidl. borgmester i Brazzaville, Denis Koleta. Men bag borgerkrigen stod ikke kun to præsidentkandidater (begge erklærede marxister), men en række multinationale selskaber og imperialistiske interesser.
Borgerkrigen i Congo var en krig som var planlagt af det franske olieskab ELF. ELF var bange for at miste adgangen til Congos rige olieforekomster med Lissouba fortsat ved magten. Derfor satsede ELF på at få Sassou tilbage til magten.
Allerede i starten af 90-erne, da Sassou var ved magten, lovede han det franske olieselskab ELF den fremtidige koncession til Congos olie frem til år 2000. Da så Lissouba i 1992 vandt over Sassou, begyndte han (Lissouba) at forhandle om at afgive nogle af koncessionerne til de nordamerikanske selskaber, bl.a. OXY, ligesom han satte selskabsskatten op fra 17 til 33%. Og der gik da heller ikke længe, før Lissouba blev sat på plads af de franske interesser.
Elf-Aquitaine i Afrika
Det franske multinationale olieselskab, ELF AQUITAINE, er nøglen til at forstå situationen. Halvdelen af dets produktion kommer fra Afrika syd for Sahara: 16% fra GAbon, 12% fra Nigeria, 9% fra CongoBrazzaville, og 8% fra Angola.
90% af Congo-Brazzavilles indtægter stammer fra olien. Som landets egentlige hersker kontrollerer ELF 75% af Congos produktion, resten hører under italienske AGIP.
At ELF har fundet enorme olieressourcer ud for Pointe Noire, har selvsagt givet selskabet yderligere blod på tanden. Derfor er det en naturlig ting at satse på den præsident som giver som giver de bedste olie-betinglser. Og det gør Sassou åbenbart, mener ELF! Trods spillet som neutral, står Frankrig klart på Sassou’s side og sørger for kraftige våbenleverancer fra nabolandene og rekrutterer lejesoldater i tusindvis . Men det afgørende slag som gør Sassou til vinder og Lissouba til taber, finder sted da MPLA-regeringen i Angola sender hundredvis af tropper - transporteret på ELFs skibe - til Sassous undsætning. Angola-hjælpen er det afgørende trumfkort som sikrer Sassou sejren efter ’kun’ 4 måneders kamp. Den 15. oktober lader Sassou sig udråbe som præsident. Den slagne Lissouba flygter til London. Dermed er såvel Sassou i Congo-Brazzaville som Kabila i Congo-Kinshasa kommet til magten gennem krig og uden om valgurnerne, og de er begge i høj grad blevet hjulpet af MPLA i Angola.
For at der ikke skal være tvivl om Frankrigs holdning, ringer præsident Chirac kort efter sejren og gratulerer Sassou- på fransk TV Antenne 2. Kort forinden havde Chirac afvist at modtage præsident Lissouba i Elysée-palæet i Paris.
ELF Aquitaine fungerer ikke kun som en velsmurt økonomisk maskine hvis ledemotiv er stadig større økonomisk udbytte og magt, men fungerer også som en politisk magtfaktor i Afrika med egne efterretningsvæsener, politiske analyseinstitutter, lobbyvirksomheder mm. Selskabet følger nøje den politiske udvikling på kontinentet, og arbejder intenst på at få indsat eller fjernet regeringsledere - i forhold til hvad der tjener selskabets økonomiske interesser. Og står altså ikke tilbage for - hvis det skønnes nødvendigt - at iscenesætte en rask lille borgerkrig, som den der stadig udkæmpes i Congo-Brazzaville.
Infrastrukturen er totalt brudt sammen i Congo, bl.a. jernbanen, 4-5.000 ud af de 2 mio congolesere er døde i krigen, og der røves og plyndres på livet løs i de store byer. Kun olien holder økonomien oven vande, den olie som osse er årsag til krigen. Der er blandt congoleserne stigende krav om en fredelig løsning, og Frankrig har modereret sin støtte til Sassou og taler nu om behovet for mægling og fred.
Rivalisering mellem USA- og Frankrig i Afrika Hvordan skal nogen mennesker kunne finde rundt i de hurtige allianceskift som p.t. finder sted i det centrale Afrika og har konsekvenser for hele kontinentet?
Hvordan fanden kan Frankrig støtte Sassou i Congo-Brazzaville, når de for ikke længe støttede Mobuto i Congo-Kinshasa imod Kabila - den Kabila der politisk tilsyneladende minder om Sassou? Og hvordan kan regeringen i Angola støtte Sassou som åbenbart lader sig bakke op (eller styre?) af fransk imperialisme?. Og hvordan kan tutsierne fra Rwanda og omegn, der var med til at bringe Kabila til magten i Congo-Kinshasa i foråret 1997, året efter gå i spidsen for en erobringskrig imod samme Kabila? .
Svaret blæser tilsyneladende i vinden - men blæsten har retning fra USA.
Det afgørende nye her i 90-erne er USA-imperialismens øgede interesse for det afrikanske kontinents økonomiske muligheder.
Under den kolde krig var USA tilfreds med at lade Frankrig fungere som politibetjent i forhold til sine ex-kolonier, selvom det også gav eneret til den økonomiske udbytning. Men efter den kolde krigs ophør, er den strategiske overordnede interesse svækket, og der er mere frit slaw for den rene økonomi-og markedstænkning.
Fransk imperialisme har siden afkoloniseringen i 60-erne forsøgt at fastholde ideen om det francofone Afrika som et særligt univers hvortil Frankrig havde fortrinsret, jfr. mødet i Paris sidste november for alle de franske ex-kolonier. Der er tale om naturressourcer og markeder som i stigende grad bliver interessante for andre imperialister som Japan, England, Tyskland, men især for nordamerikanske kapitalinteresser, som i de seneste år har forsøgt at eliminere de mange bånd og særlige beskyttelsesregler som den franske kapitalisme i årtier har benyttet sig af - i forhold til rivaliserende imperialister.
Begivenhederne i Congo illustrerer at den tavse konkurrence mellem imperialister undertiden transformeres til åben krig - med afrikanske folkeslag som aktører - som man har set forskellige steder i det centrale Afrika, og her på det sidste i Congo-Brazzaville hvor Sassou’s forbindelser til ELF-selskabet som nævnt er helt åbenlyse.
Der er langtfra tale om direkte åbne konflikter mellem fransk og nordamerikansk imperialisme men snarere tale om afprøvning af styrkeforhold, manifesteret gennem afrikansk militær og militser og lokale krige.
Det er på den baggrund man skal forstå krigene i Rwanda, Congo-Kinshasa, genopblussen af krigen i Angola mellem MPLA-regeringen og det USA-støttede UNITA. Og altså på det sidste borgerkrigen i Congo-Brazzaville.
I dette spil er de afrikanske folk de eneste reelle tabere. Men kun indtil de selvstændiggør sig i forhold til imperialismen og tager magten over deres eget kontinent.
Irene Clausen
Faktaboks:
Berlinkonferencen 1985-86
Imperialistisk opdeling af Afrika efter ’linealens princip’
Ved en konference i Berlin i 1885-86 enedes de europæiske lande om at dele Afrika op mellem sig. Opdelingen kom til at afspejle de indbyrdes imperialistiske styrkeforhold. England, datidens mægtigste imperialistiske magt, fik de største og ressoursemæssigt rigeste lande og lande med adgang til havet (Nigeria, Ghana, Kenya, Tanzania, Uganda m.fl.). Frankrig fik mange og store men efter datidens forhold mindre værdifulde områder (Den centralafrikanske republik, Tchad, Gabon, Congo-Brazzaville etc.). Portugal fik områder i det sydlige Afrika (Zimbabwe, Mozambique og Angola). Tyskland fik kolonier spredt ud over kontinentet. Belgien fik et stort område i det centrale Afrika, bl.a. takket være Stanleys indsats (Belgisk Congo), og Spanien og Italien fik tildelt mindre områder.
Opdelingen af Afrika i kolonier skete efter ’linealens princip’, dvs man delte op efter længde- og breddegrader - og skrævede brutalt hen over de forskellige folkeslag. Med det resultat at folkeslag der var hinanden fjendtligt sindede blev tvunget ind under samme koloniherredømme, mens andre folk blev splittet op og kom til at høre ind under forskelle kolonimagter.