Det 21. århundredes krige
om ressourcer handler ikke
kun om olie vand er blevet
stridens æble i Indien. Her
har 21 % af landbefolknin-
gen ikke adgang til drikke-
vand, mens Coca Cola spin-
der guld på grundvandsres-
sourcerne. I Plachimada har
modstanden mod Coca Cola
rundet 1000 dage. Gaia har
besøgt landsbyen.
Tekst og fotos Anna Storr-Hansen og Karoline Siemen
En tidlig januarformiddag da vi ankommer til Plachimada en landsby i den sydindiske delstat Kerala - er hundredvis af mennesker samlet i en blokade foran hovedindgangen til Coca Colas største fabrik i Indien. Hindustani Coca Cola Bevera- ges Limited står der på det falmede skilt. Mænd, børn og især kvinder sidder med bannere i den bagende sol omringet af farve- de plastikkrukker med vand. Vandet er hentet samme morgen i den nærmeste landsby, som så mange andre morgener. Brøndene i landsbyen er nemlig tørret ud og grundvandet opbrugt efter Coca Cola åbnede sin fabrik i 2000. Bag hegnet på fabrikkens grund står Coca Colas private vagtværn fra Group4/Falck, og på vores side af hegnet står politiet i stort antal.
Det er dag nr. 1000 for Plachimadas protester mod Coca Cola. Sammen med aktivister fra hele Indien er vi samlet under parolen "Coca Cola quit Plachimada quit India".
Kun et pigtrådshegn adskiller den forurenende fabrik fra den lokale børnehave i Plachimada. Aktivisternes krav er enkle: Fabrikken skal lukkes permanent, Coca Cola skal kompensere for vandmanglen, alle andre Coca Cola fabrikker i Indien skal lukkes og Coca Cola skal boykottes.
Coca Cola tørlægger Plachimada
Coca Cola fabrikken i Plachimada har hver dag i 3 år trukket 350.000 liter grundvand op til selskabets største enhed i Indien. Fabrikkens udnyttelse af de lokale vandressourcer har ført til total udtørring af landsbyens brønde, der forsyner 750 familier med vand. Dette har især betydning for kvinderne der skal bruge vand til den daglige husholdning. De må nu gå 2 km for at hente van- det i en anden landsby, og den ekstra tid de bruger på det, har reduceret deres arbejdstid i marken og deres dagløn er dermed faldet til det halve.
De fleste af Plachimadas indbyggere er bønder, og udtørring af
jorden betyder at folk ikke længere kan brødføde deres familier.
De bliver tvunget til at sælge deres arbejdskraft i de omkringlig-
gende byer, hvor der maksimum er arbejde halvdelen af ugen.
— Vi besøgte en landejende familie på ti personer, som før Coca
Colas indtog dyrkede grøntsager, jordnødder og ris, men nu kan
de kun dyrke lidt kokos og mango. Dette er resulteret i at famili-
ens månedlige indkomst reduceret med over halvdelen. Bonden
sammenligner modstanden mod selskabet med modstanden mod
det engelske kolonistyre. Han mener at kampen mod Coca Cola
handler om retten til selvbestemmelse, ligesom Indiens uafhæn-
gighedskamp gjorde i 40’erne.
For få år tilbage solgte Coca Cola deres fabriksaffald til Plachi- madas bønder med den besked, at det fungerede som gødning. Slammet indeholdt giftige kemikalier, heriblandt tungmetaller som med regnvandet blev blandet ned i grundvandet og i dag udgør en stor helbredsrisiko. Mange bønder tog i god tro imod sel- skabets affald, og står nu tilbage med ødelagte marker.
Modstanden for retten til vand
Da Coca Cola i 2000 åbnede fabrikken i Plachimada, underdække af at være en lagerbygning, forventede de ingen modstand fra befolkningen, som hovedsaligt består af uuddannede, landløse bønder og adivasier (den oprindelige befolkning). Men Coca Cola Viruda Janakeeya Samara Samiti, bevægelsen mod Coca Cola i Plachimada, startede i april 2002 med kravet om retten til de fælles vandressourcer. Bevægelsen er en del af en global bevægelse mod privatisering af fælleder som vand. I 1000 dage har anticola-aktivisterne været aktive på forskellige fronter; en permanent sit-in foran fabrikken, talrige blokader, demonstratio- ner, retssager og offentlige møder om vandprivatisering er blandt de aktiviteter de har lavet. Vold og anholdelser fra vagtværn og politi har været en del af deres hverdag i de 1000 dage. Tidligere levede Plachimada afskåret fra omverdenen med mini- mal kontakt til folk udefra, men siden modstanden startede, har aktivisterne deltaget i World Social Forum og skabt forbindelser til andre aktivister fra resten af verden. De har besøgt andre af de 87 landsbyer, der i Indien er koloniseret af Coca Cola, og har inspireret til at starte nye anti-Coca Cola bevægelser.
Retssystemet svigter
Anti-Coca Cola aktivisterne opnåede faktisk at få lukket fabrikken midlertidigt bl.a. ved hjælp af det lokale landsbyråd. Landsbyrå- det tog det op i Højeste Ret og vandt i december 2003: Coca Cola måtte ikke længere bruge områdets grundvand, da vand er en fælles ejendom. Fabrikken har derfor været lukket i 1,5 år. Men Coca Cola ankede sagen, og den endelige dom faldt den 7. april 2005 til Coca Colas fordel. Retten tillod selskabet at udtrække op til 500.000 liter grundvand hver dag. Dog er det blevet pålagt fir- maet at forsyne folk i Plachimada med vand til dagligt brug. Det er derfor op til firmaets gode vilje at give noget af vandet til ind- byggerne, men Plachimada stoler ikke på firmaet, der fra dag nr. 1 har udnyttet dem og derfor vil de fortsætte deres kamp: "Fabrik- ken kommer ikke til at genåbne det vil vi sørge for om det så vil betyde flere anholdelser!" fortæller Ramadas Alayar fra Plachi- mada.
Flaskevand på mode
I løbet af 90’erne åbnede Indien i udviklingens navn op for uden- landsk kapital og firmaer i stor stil, efter krav fra de finansielle institutioner, Verdensbanken og IMF. Denne åbning har i høj grad skabt mulighed for at multinationale selskaber kan få adgang til Indiens naturressourcer som olie og vand.
I mange stater har Coca Colas fabrikker fri adgang til vand, jord og elektricitet, og de fritages ofte for høje skatter pga. gode for- bindelser til de ledende politikere.
I takt med at middelklassen i Indien er vokset, er der kommet et marked for afsætning af produkterne. Coca Cola forsøger at redde deres plettede image, ved reklamekontrakter i millionklasse med de mest populære og glamourøse Bollywoodskuespillere. Også andre læskedrikgiganter som Pepsi, Nestlé og Danone er på hurtigt fremryk ind på nye markeder med nye produkter især vand på flaske. I løbet af det seneste årti er salget af flaskevand steget eksplosivt, og flaskevand er nu det hurtigst voksende seg- ment i læskedrikindustrien. En liter flaskevand koster mere end hvad en landløs kvinde i Indien kan tjene på en dags arbejde.
Lokal kamp globalt perspektiv
Efter blokaden samledes folk i et kæmpe telt i ly for den bagende sol til et panel af forskellige talere. Miljøaktivister og globalise- ringsaktivister fra hele Indien var kommet for at vise solidaritet. Efter mørkets frembrud blev der, under en fantastisk klar stjerne- himmel, vist dokumentarfilm blandt andet fra Bolivia om kampen mod privatiseringen af Cochabambas vandforsyning.
Ajayan fra Plachimadas Solidaritets Komité i Trivandrum fortæl- ler: "Plachimada er ikke kun et lokalt spørgsmål, det er globalt. Det viser hvordan multinationale selskaber slipper af sted med at profitere på bekostning af mennesker. Men det viser også hvor stort potentiale der er i lokalsamfund, som i Plachimada der næg- ter at blive taget for givet og kræver deres ret over naturressour- cerne".