45 landsbyer i naturreservatet Montes Azules skal tvangsforflyttes, ifølge et fortroligt dokument. I de berørte landsbyer er lacandon-indianere begyndt at optræde som en paramilitær gruppe, hvilket får observatører til at sammenligne situationen med optakten til Acteal-massakren
Af Anne Wind og Gudrun Pedersen
I december fik NGO’er fat i et fortroligt dokument udarbejdet af Mexicos regering, hvoraf det fremgår, at 45 landsbyer i Chiapas skal tvangsforflyttes for at åbne for yderligere udnyttelse af de rige ressourcer i naturreservatet Montes Azules og fjerne den hindring, som de zapatistiske landsbyer udgør.
Lacandon-indianerne, der i 1971 fik tildelt en del af reservatet, er i den seneste tid begyndt at optræde som en paramilitær gruppe med forbindelse til gruppen Paz y Justicia. Observatører med kendskab til konflikten i Chiapas udtaler, at den optrappede situation har foruroligende ligheder med optakten til massakren i landsbyen Acteal i 1997, hvor en paramilitær gruppe myrdede 45 indianere, primært kvinder og børn.
Eliseo Gómez Hernández arbejder for det uafhængige forskningscenter CIEPAC, der i en årrække har beskæftiget sig med konflikten i Chiapas og den økonomiske situation i Mexico. Han har fulgt situationen i Montes Azules tæt, siden man fik kendskab til planerne om at tvangsforflytte de 45 landsbyer, hvoraf størstedelen er støttebaser for EZLN. Han deltager i en kommission af observatører, der har til formål at forhindre overtrædelse af menneskerettighederne. Den 10. april modtog landsbyen Nuevo San Rafael, beliggende i den sydvestlige del af Montes Azules, en trussel om tvangsforflyttelse. Lacandon-indianere og repræsentanter fra regeringen gav indbyggerne et ultimatum: Inden kl. 14.00 den 12. april skulle de være ude af Nuevo San Rafael.
”Fra den ene dag til den anden skulle de forlade deres jord. For at konstatere om de havde gjort det, ville lacandon-indianerne komme tilbage. Derfor bad indbyggerne i Nuevo San Rafael om, at der blev dannet en kommission af observatører”, forklarer Eliseo.
Sammenstød forhindret
Som lovet kom lacandon-indianerne tilbage den 12. april, sammen med chol-indianere og personer fra statslige institutioner, der har med miljøbeskyttelse at gøre: PROFEPA (la Procuraduría Federal de Protección al Ambiente) og SEMARNAT (la Secretaría del Medio Ambiente y Recursos Naturales). I gruppen, der talte cirka 40 personer, var der også andre folk, som kommissionen ikke kunne identificere, men som sandsynligvis var fra forskellige politistyrker. Gruppen blev ledet af lacandon- og chol-indianere.
Eliseo fortæller: ”Indbyggerne i Nuevo San Rafael havde macheter for at forsvare deres jord. Men det der bekymrede os mest, var, at nogle af lacandon-indianerne havde skydevåben med. Som observatører gjorde det os meget bekymrede og bange, for det kunne ende i en aggression.” Nogle af lacandon-indianerne omringede to journalister, tog deres videokameraer fra dem og fortalte, at observatører ikke var velkomne i området. Efter en times diskussion forlængede lacandon-indianerne deres ultimatum med otte dage.
Den 19. april vendte observatørerne tilbage til Nuevo San Rafael og nabolandsbyen Nuevo San Isidro, der også var blevet truet, men indtil videre er lacandon-indianerne ikke vendt tilbage. I denne omgang har tilstedeværelsen af observatører altså forhindret et voldeligt sammenstød.
Paramilitær oprustning
Eliseo kommer fra Chenalhó, den provins i højlandet i Chiapas, hvor også landsbyen Acteal ligger. Han opholdt sig i området i månederne op til massakren i Acteal, og sammenligner optakten til massakren med den nuværende situation i Montes Azules: ”Det begynder med sammenstød mellem forskellige grupper og landsbyer. Men det virker som om, at ingen ser eller hører noget. Til sidst sker der forfærdelige ting, som det var tilfældet med vores 45 brødre og søstre fra Acteal. Først da reagerer regeringen og vil gøre noget - men så er det for sent. Derfor er vi meget bekymrede, for vi kan se, at noget lignende vil ske. Så vi prøver at finde en måde at råbe regeringen op for at fortælle, at der er et stort problem, som behøver en løsning. Vi offentliggør og fordømmer konstant de ting, der sker i landsbyerne, sådan at regeringen hele tiden er informeret, så de ikke bagefter kan sige, at de intet vidste om, hvad der var under udvikling.”
At situationen i Montes Azules er alvorlig, understreges af, at regeringen er i gang med at ”paramilitarisere” lacadon-indianerne. Der findes mange paramilitære grupper i Chiapas; deres opgave er ofte at udføre ”det beskidte arbejde” for militæret, som regeringen ikke offentligt vil kendes ved, for at angrebene bagefter kan afvises som ”stammestridigheder”.
”Vi fandt ud af, at regeringen gennem sine institutioner har en meget stor del af skylden for det, der sker. For de tillader helt åbenlyst - ja, motiverer endda, lacandon-indianerne til at begå disse voldelige handlinger mod de mange mennesker, der bor i denne del af Montes Azules”, forklarer Eliseo.
Og Eliseo fortæller videre om hændelsen den 12. april: ”Vi så, at mange af lacandon-indianerne bar våben. En lacandon-indianer, der ledede nogle af de mest aggressive, bar et bælte og en drikkedunk fra hæren, ligesom jeg så en pistol stikke ud fra hans skjorte. Den dag vi var i Nuevo San Rafael, var første gang, man har set lacandon-indianerne bevæbnet. Det bekymrer os, for det lader til, at det er regeringens strategi at ”paramilitarisere” lacandon-indianerne.”
Lacandon-indianerne er inspirerede af den paramilitære gruppe Paz y Justicia, der har mange års erfaring med at true, chikanere og angribe landsbyer i området Tila, der har tilkendegivet deres støtte til EZLN. Medlemmerne af Paz y Justicia er chol-indianere, ligesom den gruppe, der fulgte lacandon-indianerne ved fremsættelsen af truslerne mod Nuevo San Rafael og Nuevo San Isidro. Disse chol-indianere er, ligesom lacandon-indianerne og Paz y Justicia, tilhængere af partiet PRI. Det er velkendt, at de paramilitære grupper organiseres af netop dette parti, der indtil 2000 havde haft regeringsmagten i 71 år.
Lacandon junglens ”beskyttere”
I landsbyen El Paraíso i den nordlige del af Montes Azules, hvor der ikke var nogle observatører tilstede, er det gået hårdere for sig. Den 16. april, satte en gruppe af lacandon-indianere fra området Nueva Palestina ild til mange huse og ødelagde 100 hektarer skov og afgrøder.
Da lacandon-indianerne i sin tid fik tildelt en del af naturreservatet Montes Azules, udråbte regeringen dem til ”beskyttere” af reservatet. Lacandon-indianerne har siden da givet tilladelse til udbredt skovhugst, anført af multinationale virksomheder. Dette har haft voldsomme miljømæssige konsekvenser, hvilket gør det tvivlsomt, om Lacandon-indianerne lever op til rollen som Lacandon-junglens ”beskyttere og vogtere”.
Ikke desto mindre er det under dette påskud, lacandon-indianerne fremsætter truslerne mod de 45 indianske landsbyer. Tidligere har regeringen påstået, at landsbyerne var en miljømæssig fare for området. Reservatet Montes Azules dækker et areal på 331.200 hektar, hvoraf indbyggerne i Nuevo San Rafael og Nuevo San Isidro bebor og dyrker blot 6 hektar.
Økoturister tilgodeses
Alt imens lacandon-indianerne og regeringen truer de 45 landsbyer med tvangsforflyttelse, arbejdes der på fuld kraft med at etablere tre store vandkraftværker i den sydlige del af Montes Azules ved floden Rio Lacantún; at anlægge en motorvej, der skal dele den nordlige del af reservatet i to; og at bygge hoteller for at tilfredsstille den stigende skare af ”økoturister”, der er villige til at betale for at opleve junglen på tæt hold.
Alt dette er en del af udviklingsplanen Plan Puebla Panama, hvis formål blandt andet er at tiltrække udenlandske investorer til området fra Puebla i Mexico til Panama i det sydligste Mellemamerika. Montes Azules er kendt for sin meget høje biodiversitet og derfor strategisk vigtigt i planen. Den potentielle udnyttelse af de rige naturressourcer gør området særdeles attraktivt for investorer. Mexicos regering hævder, at Plan Puebla Panama og megaprojekterne i Montes Azules er en”plan for folket” til fordel for beboerne i Montes Azules. Men de er aldrig blevet spurgt om deres holdning. Istedet vælger regeringen at tvangsforflytte de landsbyer, der er skeptiske overfor planen. For folk i de berørte landsbyer gentager historien sig. Det er ikke første gang, de er blevet truet til at forlade deres jord.
Regeringen har ansvaret
Indbyggerne i de 45 landsbyer kommer ikke oprindeligt fra Lacandon-junglen, men er fordrevne fra andre dele af Chiapas. Nogle kommer fra højlandet og området omkring Acteal, der var udsat for en blodig massakre i 1997. Andre kommer fra området Tila, hvorfra den paramilitære gruppe Paz y Justicia har fordrevet dem. Det er tzeltal-, tojolabal og chol-indianere, der alle er kommet til Montes Azules, fordi de intet andet sted havde at tage hen. Chiapas’ nye ærkebiskop Felipe Ariz-mendi Esquivel udtalte i avisen La Jornada den 22. april: ”Størstedelen af de folk kom hverken dertil (til Montes Azules), fordi de havde lyst eller som turister, men fordi de var nødt til det, som flygtninge eller ud-stødte af deres landsbyer.”
”Vores store bekymring er, at regeringen ikke har nogen intentioner om at skabe en fredelig, forhandlet udgang af denne konflikt”, siger Eliseo fra CIEPAC. ”Vi spurgte nogle af de folk fra regeringsinstitutionerne, der var tilstede i landsbyerne, om de havde et forslag til, hvad man skulle gøre. For indbyggerne (i de 45 truede landsbyer) er der, fordi der ikke er jord til dem, der hvor de kommer fra. Men de svarede, at de bare var ansatte i staten, og at det ikke var deres opgave at komme med en løsning på problemet. Det er meget underligt, at statens funktionærer kan opholde sig i landsbyerne og deltage i konflikter, uden at de kan spille en mæglende rolle eller i det mindste fremsætte forslag, der kan føre til en fredelig udgang. Med hensyn til fordelingen af jord har regeringen altså et ansvar, den ikke har levet op til. Derfor må regeringen komme med en løsning.”
Redigeret af Britta Thomsen. Artiklen er tidligere bragt på www.modkraft.dk