I dette sidte år af det 20. århundrede har vi fra GAIA redaktionen valgte at sætte fokus på imperialismen og anti-imperialismens udvikling i vores snart afsluttede århundrede.
Hvert af årets fire numre vil således indholde et bud på hvordan imperislismen har udviklet og forandret sig og ligeledes hvordan modstanden har ændret karakter og nye teorier er opstået.
I dette nummer vil forfatteren og debatøren Tørk Haxthausen reflektere over den tid der har fulgt afviklingen af kolonierne efter 2. verdenskrig.
"Den opfattelse,at den udvikling, som havde ført halvdelen af verden frem til velstand, kunne føre resten frem til den samme velstand, når bare man investerede lidt kapital, var altid en fejltagelse. Den byggede på den ældgamle, centralistiske tro i de udviklede lande på, at de helt alene, med hjælp af olien, havde udført miraklet, og at enhver med know-how kunne gøre det efter, hvilket ikke var sandt. Enhver kunne gøre det med hjælp af olien, know-how, råmaterialer og en ubegrænset reserve af mennesker et andet sted, som var villige til at arbejde under værre forhold og til meget lavere løn end mirakelmagerne."
— Elaine Morgan
Af Tørk Haxthausen
Folk med trang til at have orden i tingene taler om imperialismens 4 faser, hvoraf de to første består erobring af lande, ressourcer og markeder, mens den 3., den klassiske imperialisme, som varede fra den store krise i 1880 og til koloniernes afvikling efter 2.verdenskrig, var den, som Lenin kalder "kapitalismens højeste stadium". Han karakteriserer den ved, at monopoler dominerer produktionslivet, at bank-kapitalen smelter sammen med industri-kapitalen til en "finans-kapital", at kapital-eksport får større betydning end vare-eksporten, og at hele verden bliver opdelt i imperialistiske interesseområder.
Den 4.fase, den ny-koloniale periode, begynder med den politiske afvikling af kolonierne og behovet for nye former for kontrol af verdensmarkedet, og skulle, efter manges mening, stadig være i gang - medmindre man foretrækker at se den "nye verdensorden" som et kolossalt tilbageskridt til tiden før 1.verdenskrig.
Den tidligste ny-kolonialisme
Den nord-amerikanske revolution (1775-83) vakte tvivl om, at det i længden ville kunne svare sig at holde fast i det traditionelle koloni-system. De britiske forhåbninger til frihandelen (som Che Guevara så sent som 1964 kaldte rævens ret i hønsehuset) underminerede det spanske kolonivælde i Sydamerika og førte til oprør og en formel af-kolonisering i begyndelsen af 1800-tallet, hvor britisk støtte til "frihedsbevægelserne" førte til, at Spanien måtte trække sig ud.
Men udenlandsk kapital beholdt kontrollen med de nye staters udvikling, de var fortsat afhængige af råvare-eksport, import af kapital og udstyr, og en ny klasse af samarbejdende, lokale godsejere og handelsfolk sikrede forbindelserne til britisk og, senere, nord-amerikansk finansmagt.
I bogen Imperialismen som kapitalismens højeste stadium påpegede Lenin, at i tiden fra udgivelsen af Marx’ Kapitalen og til slutningen af 1900-tallet havde Storbrittannien mere end fordoblet sine koloni-områder og havde føjet ca. 10 millioner km2 og over 150 millioner nye undersåtter til imperiet. I samme periode var Storbrittanniens nationalindkomst fordoblet - men indtægterne fra kolonierne var "steget ni gange" (Lenin’s fremhævelse). Dette så han som eksempel på kapitalismens globalisering og hævdede, at selvom de rige blev stadig rigere (som Marx havde sagt, de ville), gjorde udbytningen fa koloniernes proletariat det muligt samtidigt at hæve levestandarden for proletariatet i hjemlandene.
Det hjemlige proletariat - som vi nu kalder lønmodtagerne - fik på den måde en fælles interesse med kapitalisterne i at udbytte kolonierne. Ved at plyndre periferien og fordele udbyttet i landene i centrum styrkedes de rige landes magthavere - både udadtil og overfor deres egne folk.
Centrum og periferi
Dengang jeg arbejdede for Tanzania Film Co., vedtog partiets centralkomité (vi havde kun det samme parti), at hovedstaden skulle flyttes fra Dar es Salaam til Dodoma, som var et underudviklet hul midt i den fattigste del af højlandet. Vi filmede adskillige embedsmænd afrejse fra den gamle hovedstad, og det var helt underligt at møde dem på gaden i Dar og på deres gamle kontorer bare et par dage senere. Den politiske beslutning om flytningen var udtryk for regeringens og, især, præsident Nyerere’s holdning, at grundlaget for landets fremtid lå i udviklingen af landdistrikterne og det landbrug, som skulle forsørge folket.
Og når ministre og departementschefer lod, som om de flyttede, men rent faktisk ikke gjorde det, var det udtryk for deres modstand mod denne politik. I al den tid, Nyerere var præsident, foregik der en kamp mellem det mindretal af magthaverne, som ville give landet og bønderne hovedrollen i landets udvikling, og det flertal, der satsede på byerne. Byerne vandt. De vandt ikke, fordi fortalerne for vækst i byerne og for industrialisering og udenlandske investeringer havde den økonomiske eller den demokratiske fornuft på deres side. Det havde de ikke. Allerede i 1968 skrev Nyerere at: "den fattige bruger ikke penge som våben", og fortsatte med at latterliggøre alle dem i partiet, regeringen og administrationen, som troede, at "hvis vi får penge, kan vi udvikle os, uden penge kan vi ikke udvikle os". Han forklarede, at hvis pengene kom som udenlandske investeringer eller lån, ville landets politik blive bestemt af udlandet og ikke blive til fordel for folkets flertal. At bede om lån og investeringer fra de rige lande var at invitere ny-kolonialismen til at lede udviklingen. Tilhængerne af industrialisering og byernes vækst henviste til de rige landes industrialisering som forbillede, men gik ikke ind på præsidentens argumenter. De så med misundelse på deres kolleger i det kapitalistiske Kenya, som kunne sidde i multinationale firmaers bestyrelser og investere noget af deres fede lønninger i udlejningsejendomme og transportfirmaer. Var dét ikke udvikling? Desuden havde de bygget deres nye villaer i den gamle hovedstad, og dem ville de ikke opgive. Der var også andre kræfter på spil. Da jeg kom til Tanzania Film Co., var der fem ansatte. I den produktionsafdeling, jeg kom til at lede, blev der over fem år ansat 11 filmarbejdere, som blev betalt af overskuddet fra filmproduktionen. Fem år senere var der næsten 100 ansatte i firmaet, uden at hverken produktion eller omsætning var steget. Vores direktør vidste nemlig - ligesom alle hans kolleger i de statslige virksomheder - at vækst var afgørende for et firmas anseelse og betydning. Han havde på en vis måde ret, for i en såkaldt socialistisk økonomi med høj arbejdsløshed er det muligvis svært at nedlægge et statsfirma med fem ansatte, men det er politisk helt umuligt at nedlægge ét med hundrede. En stor tekstilfabrik, som de dengang meget socialistiske kinesere havde bygget udenfor Dar es Salaam, havde 3-4 gange så mange arbejdere, som der var plads til. Mens én arbejdede, stod de andre og så til, og når han blev træt, skiftedes man. Sådan bekæmpes arbejdsløsheden.
Hverken i vores firma eller på tekstilfabrikken var der nogen, som interesserede sig for, hvor meget der blev produceret. Væksten blev udelukkende målt på, hvor meget firmaet fyldte i landskabet og hvor mange mennesker, der var ansat. Planøkonomien sørgede for, at bønderne betalte. Med tiden blev det til, at udenlandske udviklingsprogrammer bidrog med oprettelsen af utallige projekter, hvor lønarbejdere var beskæftigede med at hjælpe folket. Målet er, stort set, at få så mange som muligt trukket ind i pengeøkonomien, så at landet kan blive modent til verdensmarkedet.
Vækst i centrum
Hvad den traditionelle opfattelse af imperialismen ikke forklarer, er imidlertid den kendsgerning, at nøjagtigt den samme proces finder sted inde i de rige stater. Mest påfaldende er det i nutidens Kina, hvor byernes eksplosive vækst sker på bekostning af en ligeså eksplosiv stigning i nød og elendighed på landet. I Rusland kunne hverken revolution eller planøkonomi stoppe flugten til byerne og overførslen af menneskelige og økonomiske ressourcer fra periferi til centrum; i Indien og Sydamerika vokser byerne som kræftbylder, og i USA, som altid har været langt fremme i kapitalistisk udvikling, har befolkningsvæksten ført til sammenbrud i en lang række bycentrer. Intet samfundssystem har til dato kunnet forhindre, at centrum udbytter periferien’s mennesker, råvarer og landbrug så hæmningsløst, at det må føre til sammenbrud.
Mekanismen er langt ældre end kapitalismen, selvom den forstærker den. Tenochtitlán og Angkor Vat er eksempler på ikke-kapitalistiske byer, der ødelagde deres eksistensgrundlag ved deres vækst og gik til grunde. Væksten i de rige lande i dag bevirker ødelæggelse af landbrugsjord overalt i verden, ørkendannelse og underernæring. Samtidig med, at ofrenes antal svarer til en Hiroshima-bombe om dagen, og netto-overførslen af kapital fra de fattige til de rige lande løber op i trecifrede milliardbeløb, udvandrer de unge, raske og bare nogenlunde uddannede til de rige lande, som ikke har betalt for deres opvækst og uddannelse, og som burde tage imod dem med åbne arme - men ikke gør det, fordi de lider af overproduktion og arbejdsløshed.
Globalt set udgør de rige lande i dag ét kæmpemæssigt Calcutta eller Mexico City eller Rio - et økonomisk og administrativt centrum, som ved sin udbytning af perifien gør forholdene dér så rædselsfulde, at alle, der kan, søger mod centrum. Selvom de dér ofte udnyttes på det groveste, bor i papkassebyer og lever af lossepladser, lever de langt bedre end i udkanterne af systemet. Mange af dem sender tilmed penge hjem til familien.
Dette er imperialismens 5. Fase. Vi mangler stadigvæk en forståelse af, hvordan dens enorme dynamik skal kunne styres.