I den brasilianske by Porto Alegre blev der i starten af 2002 afholdt ”topmøde” for alverdens sociale bevægelser. Mødet samlede mere end 70.000 mennesker fra mere end 5000 organisationer og 150 forskellige lande. Jens Lopes Andersson fra Internationalt Forum deltog i mødet og har sendt dette brev hjem til Gaia
Af Jens Lopes Andersson
Det kan godt være, at det er svært at tro på, at en bedre verden er mulig, når man bor i et land som Danmark med en halvfascistisk, helliberalistisk regering. Her i Porto Alegre i Brasiliens sydlige delstat, Rio Grande do Sul, lever drømmene og håbet, som er ekstra stærkt i disse dage. Alverdens NGO’er som kæmper for en bedre verden er fra den 31. januar til den 5. februar, samlet til ”Fórum Social Mundial” (FSM), hvor en af parolerne er: ”Vi kan godt have de samme drømme, selvom vi ikke taler samme sprog”. Skilte på fire forskellige sprog byder byens gæster velkommen.
Det første FSM blev afholdt i 2001 som et solidarisk alternativ til det elitære økonomiske topmøde, der sidste år blev afholdt i skisportsbyen Davos i Schweiz.
Den glade havn
Det er ikke en hvilken som helst regering, der lægger by til en bevægelse, der er så kritisk over for den økonomiske globalisering som FSM. Rio Grande do Sul har, som den eneste stat i Brasilien, for første gang nogensinde, en venstreorienteret regering. Den er ledet af Arbejderpartiet, PT, som er en bred koalition af mere eller mindre radikale venstreorienterede organisationer.
Der er ikke en revolution i gang her i Rio Grande do Sul’s hovedstad Porto Alegre, men i modsætning til mange andre latinamerikanske storbyer er der sket enorme sociale forbedringer. Et eksempel er affaldssorteringssystemet: I stedet for de enorme lossepladser, hvor horder af arbejdsløse prøver at overleve, har en masse mennesker fået job i et økologisk genbrugssystem. Nu er alle affaldsspande, også de offentlige, delt i spande til organisk og uorganisk affald.
Eksperimenterende murmalerier med politiske motiver, blomster og graffiti pryder mange betonbroer i delstaten, og plakater på størrelse med reklamerne for Coca-Cola kalder til kamp mod krig og neoliberalisme. Men det er først og fremmest nærdemokratiet, der lægges vægt på, og der gøres meget ud af at understrege, at det er folket og ikke en regering, der kan ændre samfundet.
PT og de jordløse bønder
PT er ikke populært blandt Brasiliens højrefløj. For et par uger siden blev to medlemmer af PT myrdet. Sandsynligvis af en voldelig organisation af store fabriks- og godsejere. Det er specielt PT’s forhandlingsvenlige linje over for de jordløse bønders bevægelse, Movimiento Sem Terra (MST), som vækker harme og forargelse blandt de borgerlige. De jordløse landarbejdere har siden 80’erne besat frugtbar jord, som ikke bliver dyrket og kun fungerer som investeringsværdi for Brasiliens ekstremt rige godsejere. Nogle steder er de jorde, som MST har besat, blevet legaliseret, og andre steder er MST blevet drevet på flugt af lejesoldater eller militærpolitiet. I de fleste tilfælde ligger de fattige landarbejdere fra MST i plastikpose-lejre i en tålmodighedskrig med godsejerne. Lange retssager med et virvar af nye og gamle love har nogle steder trukket ud i mere end 9 år. Hver enkel MST-lejr kæmper for at få ret til at dyrke noget jord, men alle håber samtidig på, at de mange konflikter med de stædige landarbejdere vil presse Brasiliens føderale regering til at gennemføre en landbrugsreform. MST var samtidig en af hovedarrangørerne bag FSM.
Den Sociale Verdens Forum
Forummet startede første dag med en række kontinentale møder. Attac-Frankrig havde indkaldt til det europæiske. Mødet resulterede i, at der blev nedsat et arbejdsudvalg, som havde til opgave at planlægge et europæisk socialt forum og således videreføre det samarbejde, som FSM har sat i gang.
De kontinentale møder blev efterfulgt af en gigantisk fælles demonstration. Mere end 50.000 mennesker demonstrerede i protest mod imperialistiske aggressioner og neoliberalismen. Allerede her var FSM’s mangfoldighed iøjnefaldende. Alle former for kommunister, socialister og anarkister var på gaden. Sammen med dem var der bevægelser for borgerrettigheder, for homoseksuelle, kvinder og farvede. Repræsentanter for indianske, afrikanske og asiatiske folk. Attac, fagforeninger og studenterbevægelser. Argentinere med deres tomme gryder, Via Campesina med deres grønne kasketter og palæstinensere med deres genkendelige tørklæder.
Gældsbyrden
På FSM’s anden dag startede de konferencer, seminarer og workshops som NGO’er fra over 117 forskellige lande havde forberedt. Det var svært at vælge mellem de mange aktiviteter, men jeg bestemte mig til sidst for at starte med at tage til en konference om udlandsgælden.
Deltagerne var repræsentanter fra organisationer, som arbejder for eftergivelse af de fattige landes gæld til de rige landes banker, fra Cameroun, Frankrig, Belgien, Peru, Filippinerne, Zambia og Argentina.
Luis Miguel Sirumbal fra CEDAL, Peru fortalte blandt andet om situationen i Argentina: I 1975 hjalp USA et voldeligt militær- diktatur til magten. Dets politiske modstandere blev dræbt og tortureret i den ”beskidte krig”. Langt de fleste uden at familierne nogensinde har fået besked om, hvor de blev af. Regimet blev støttet med lån i form af våben og militærtræning. Senere regeringer har taget nye lån i andre organisationer for at betale renterne af de første, og gammel gæld er blevet til ny gæld, som er hovedårsagen til den økonomiske krise i Argentina i dag. Luis Miguel Sirumbal fortalte, at Argentina ligesom andre forgældede lande er rigt på ressourcer, men bliver drænet af de vestlige lande og deres økonomiske institutioner.
Under foredragene sendte tilhørerne små sedler med spørgsmål op til foredragsholderne. Lidy Nacpil fra ”Freedom from Debt Coalition” fra Filippinerne, svarede på spørgsmålet om, hvorvidt man skal give gældslettelse efter hvor demokratiske landene er. Hun gjorde opmærksom på, at det aldrig har været i gældsætternes interesse at fremme demokratiet, og at hun ikke så nogen grund til, at de skulle begynde på det nu. ”Desuden er der ingen rimelighed i, at de allerede udsultede befolkninger i lande med diktatoriske regeringer skal betale til de rige lande. Man fremmer demokratiet ved at støtte de sociale bevægelser, og ikke ved at opkræve penge. Der findes mange undskyldninger for ikke at slette gælden, men den eneste virkelige grund er, at de vestlige lande er bange for at miste magten over de forgældede”, understregede hun.
Solidaritet på verdensplan
Efter denne konference fandt det første møde mellem alverdens sociale bevægelser sted. Initiativet var taget af Attac (Bevægelse for beskatning af valutatransaktioner til gavn for borgerne), CUT (Central Única dos Trabalhadores - Brasiliens LO), Focus on the Global South og Via Campesina (latinamerikansk bondeorganisation). Efter en kort præsentation af hver enkelt organisation og den politiske situation i deres land, blev tidspunkterne for de kommende møder mellem repræsentanter fra hvert land fastsat. Efter 4 dages debat og drøftelser mellem alverdens sociale bevægelser blev der offentliggjort et politisk slutdokument (se box s.26). Det udgør startskuddet til en global solidaritetsbevægelse, og indeholder derfor også et program over de næste tre års protester og arrangementer.
De indianske folk
På FSM’s tredje dag startede jeg med at gå til en konference om alverdens indianske folk. Foredragsholderne repræsenterede indfødte folk fra Mexico, Ecuador, Canada og Brasilien. Flere af både dem og tilhørerne havde deres traditionelle fjerkroner på.
Alle indianske folk har jo en tragisk historie. De er blevet understrykt af de europæiske erobrere og kirken. Men undertrykkelsen fortsætter, og i dag er den største trussel mod deres eksistens neoliberalismen. Medicinalfirmaer patenterer planter, som indianske folk i mange generationer har brugt til sygdomsbekæmpelse, og de er nu nødt til at betale for deres egen viden. De multinationales handlemuligheder bliver betydelig forbedret under FTAA (Free Trade Area of the Americas). Store multinationale mineselskaber stjæler de beskedne arealer, de indianske folk har tilbage. Der bliver opbygget Maquilladores (frihandelsområder), hvor alle naturens og arbejdernes rettigheder er ophævet. Blanca Chancoso fra CONAIE (Confederation of Indegenous Nationalities of Ecuador) berettede om, hvordan USA i våbenindustriens interesse, og narkotikabekæmpelsens navn, placerer flere og flere militærbaser i Ecuadors jungle. Aldo Gonzales fra CNI (Congreso Nacional Indigena, Mexico) fortalte, at blandt andre Coca Cola opsluger vandet fra de floder og søer, som mange indianske folk plejer at leve af. De er nu nødt til at købe vand på flasker af de store vandselskaber. Han sagde sarkastisk, at det vil ende med, at hver eneste sky en dag er privat ejendom, og sluttede af med at bede tilhørerne om at boykotte varer, som er produceret ved at udbytte de indianske folk.
Efter foredragene havde repræsentanter fra mindre indianerorganisationer 4-5 minutter oppe ved mikrofonen. En kvinde fra Bolivia sagde, at hun ikke kæmpede for forbedringer i sin egen levetid, men for en pluralistisk, mere retfærdig og fredelig verden til sine børn.
Fair trade?
I workshoppen om Fair Trade, der var organiseret på initiativ af ”The Coalition for Women’s Economic Development and Global Equality”, fortalte en syerske fra Puerto Rico, hvordan de, efter mange års vilkårlige fyringer og lønnedsættelser, havde startet en selvstændig tøjproduktion, med demokratisk styring og en ordentlig løn. Folk fra vestlige lande fortalte, hvordan de prøver at udbrede forbruget af produkter produceret af arbejdere, hvis rettigheder respekteres.
Selvfølgelig kom spørgsmålene om, hvorvidt fair trade overhovedet gør en forskel. Køber forbrugerne de etiske produkter, og kan man overhovedet stole på, hvad der står på varerne? Det viser sig, at man på bestemte websider kan få vejledning om hvilke varer, der er retfærdigt produceret: Kig selv på www.coopamerika.org. I en anden workshop var emnet alternative græsrodsmedier contra mainstream kommercielle medier. Folk fra forskellige lande og medier udvekslede web-adresser og erfaringer om kampen mod ensretningen. Der er sider som www.peacelink.it og www.cybersolidaies.org.
Mangfoldighedens udfoldelse
Og så var der jo selvfølgelig den interkontinentale ungdomslejr med mere end 12.000 deltagere fra alverdens ungdomsorganisationer. Med musik, dans, film, teater og workshops om EZLN, FARC og MST. Om situationen i Palæstina og Argentina og politiske ideologier. Capoeira og graffiti mod neoliberalisme. I en teltlejr sad folk med dredlocks og ansigtsmaling og spillede på bongotromme og akustisk guitar. Fra en anden lød der socialistiske slagsange. I en tredje sad nogle punkere med en ghettoblaster, og rundt på hele pladsen dansede et optog rundt og jublede HARE KRISHNA!! Om natten var der politisk hårdtslående rockbands i ungdomslejren på den store plæne ude foran, hvor alle deltagere samledes.
Den 4. februar, på mødets sidste dag, fandt en gigantisk demonstration mod FTAA sted. Igen over 50.000 mennesker i absolut fredelig protest, denne gang mod rekoloniseringen af Latinamerika. Slagråbene gjaldede i gaderne:
”O POVO NA RUA, É A SOLUCAÕ. VIVA ARGENTINA Y A REVOLUCAÕ!!” (Folket på gaden er løsningen. Længe leve Argentina og revolutionen.) ”AMERICA LATINA, AMERICA CENTRÁL. A LUTA CONTRA ALCA É INTERNACIONÁL!!!”
(Latinamerika, Centralamerika. Kampen mod FTAA er international.)
FSM er virkelig idéernes fest. Og det er verdens befolkninger, der her forenes i skarp kontrast til verdens magthavere, som ser ud til kun at kunne føre krig.