I oktober rejste store dele af den bolivianske befolkning sig i et oprør, der resulterede i at præsidenten måtte træde tilbage. I denne kommentar ser Immanuel Wallerstein det bolivianske oprør som en del af en generel politisk forandringsproces i Latinamerika, hvor også relationen til USA er under ændring
Af Immanuel Wallerstein
Det nylige oprør i Bolivia, som endte med at afsætte præsidenten, tiltrak en ualmindelig stor medieopmærksomhed i aviserne i USA og Europa. På en måde er dette overraskende, idet lande som Bolivia normalt nærmest bliver ignoreret eller i hvert fald kun får en meget lille dækning i selv de bedste aviser. Den store interesse kan kun være et resultat af en lang række begivenheder, der har fundet sted indenfor de sidste to år, og som varsler politiske forandringer i Latinamerika. Måske er Latinamerika på vej tilbage til verdens politiske søgelys.
Den revolutionære bølge
I 1960’erne var ’revolution’ et allestedsnærværende tema i Latinamerika. Cuba blev selve symbolet på marchen mod socialismen. Che Guevara symboliserede og praktiserede, hvad der blev kaldt "focoismo" (som i sidste ende førte til Che Guevaras egen død i - Bolivia.) ’Afhængighed’ var de latinamerikanske intellektuelles nye slogan, et begreb som blev videreudviklet på baggrund af teorier om center og periferi og "desarrollismo", som Raul Prebisch og FN’s ”Økonomiske Kommission for Latin Amerika” havde formuleret. Disse intellektuelle kom efterhånden til at stå i tydelig opposition til de latinamerikanske kommunistpartier, som de opfattede som reformister, anti-revolutionære og i sidste ende kollaboratører med USA og verdenskapitalismen. Der blev startet guerillabevægelser i en lang række lande, og de så ud til at stå stærkt. I Chile blev Salvador Allende valgt til præsident på løfter om en socialistisk samfundsforandring. USA begyndte at støtte militære magtovertagelser i flere lande (Brasilien, Chile, Argentina, Uruguay) for at dæmme op for udviklingen.
I 1970’erne begyndte den revolutionære bølge at aftage, selvom sandinisterne i Nicaragua i 1979 gennemførte en sidste succesfuld revolution.
Økonomisk og politisk stagnation
I 1980’erne begyndte verdensøkonomiens stagnation at kræve ofre i Latinamerika. Mexico gik forrest med indvarslingen af ’gældskrisen’ i 1982. I 1980’erne forlod de latinamerikanske lande i vidt omfang den politiske linje med ’desarrollismo’ og troen på den statsstyrede udvikling. Der kom et nyt demokratisk fremstød (forstået som afholdelse af valg) og en generel afmatning af situationen og mere fredelige tilstande. De forskellige guerillabevægelser i Mellemamerika gav op og reddede kun ansigt ved at forhandle sig frem til at få ret til at (gen)indtræde i det officielle politiske system. Sovjetunionen og de kommunistiske østlandes sammenbrud slog store dele af den latinamerikanske venstrefløj ud af kurs og svækkede det politiske projekt.
Frihandlens årti
1990’erne blev et årti, hvor USA følte, at det kunne trække vejret frit i Latinamerika. Mexico accepterede at blive en del af den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA). Og til sidst, efter et halvt århundrede med et-parti regeringer bestående af PRI (Partido Revolucionario Institucional), valgte Mexico lederen af et konservativt, pro-frihandel og pro-amerikansk parti, Vicente Fox, til præsident. Sandt nok oplevede Mexico, i umiddelbar forbindelse med underskrivelsen af NAFTA-aftalen, fremkomsten af en helt ny type socio-politisk bevægelse - Zapatisterne i Chiapas, der kæmpede de undertrykte indianske befolkningsgruppers sag. Zapatisterne tiltrak en masse opmærksomhed og støtte fra hele verden, men USA tog alt i alt ikke nogen større notits af dem, måske fordi Zapatisterne som udgangspunkt erklærede, at de ikke var interesserede i at overtage statsmagten. USA begyndte at fremme planen om en frihandelsaftale for hele det amerikanske kontinent (FTAA eller ALCA) og overtalte Chile til som de første at underskrive en bilateral aftale om frihandel.
Voksende utilfredshed
Det blev startskuddet til en langsomt voksende politisk utilfredshed i Latinamerika. Utilfredsheden kom til udtryk på forskellige måder i Ecuador, Peru, Venezuela, Brasilien og Argentina, men alle havde en fællesnævner. De havde rødder i de indianske befolkningsgrupper (eller mestizo) og i de organiserede fagforeninger og bondebevægelser, hvorimod middelklassen, var slået ud af kurs og usikre på, hvordan de skulle kæmpe for deres interesser. I ingen af tilfældene blev resultatet, at der kom en ’revolutionær’ regering til magten, efter 1960’er modellen. Men i alle tilfældene var der en mere eller mindre åbenlys modstand mod direktiverne fra IMF (Den Internationale Valutafond) og opbygningen af FTAA. I alle tilfældene var USA meget utilfreds med situationen, men så ikke ud til at kunne intervenere så direkte og hurtigt som i 1970’erne. Der kom ikke nogen højreorienterede statskup a la Pinochet. Det er på denne baggrund, at begivenhederne udspiller sig i Bolivia - det nok fattigste land i Sydamerika.
Oprør i Bolivia
Bolivia var faktisk pioneren i den tidlige revolutionære bølge i Latinamerika. I 1952 førte en revolution til nationalisering af landets tinminer. Revolutionen var ledet af fagforeningen Central Obrero Boliviano (COB), som havde organiseret minearbejderne, hvoraf de fleste var indianere. Revolutionen var et stort chok for USA, fordi det lykkedes at kombinere den organiserede faglige kamp med et krav om politisk indflydelse for det indianske befolkningsflertal. Det tog fem år, før der var kontrol over udviklingen igen, og revolutionen var bekæmpet.
I takt med at tinpriserne er faldet på verdensmarkedet, er mange af de indianske producenter gået over til at dyrke coca, som nok har sikret dem en indkomst, men også USA’s bevågenhed og aggressive anti-narkotika-kampagner. Ved sidste valg stillede cocabøndernes leder Evo Morales op som frontfigur for en bevægelse kaldet Movimiento al Socialismo (MAS), der var støttet af COB og de indianske bevægelser. Han tabte meget snært til den konservative kandidat Gonzalo Sánchez de Lozada. Historien går, at Sánchez under et møde med Bush i Washington skulle have sagt i sjov, at han nok skulle gøre, som han blev bedt om, men at det sandsynligvis ville resultere i, at næste gang Bush så ham, så ville han være gået i politisk eksil i USA. Og det var lige, hvad der skete. Da Sánchez tilbød at sælge Bolivias naturgas til lavpris og oven i købet foreslog at anlægge en naturgasledning til en havn, der engang havde været en del af Bolivia, men som Chile erobrede under en krig i det 19. århundrede, gik hele landet i oprør. Oprøret var særlig stærkt i de enorme slumområder ved Altiplano, der omkranser hele hovedstaden, mens studerende og arbejdere marcherede rundt i gaderne og råbte slagord om Che Guevara (og COB lovpriste ham i et officielt dokument). USA erklærede sin støtte til Sánchez og fik generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater til at gøre det samme. Men oprøret var allerede alt for voldsomt. Vicepræsidenten trak sin støtte fra regeringen og banede vejen for sin overtagelse af præsidentembedet.
Tilbageslag for USA
Ganske kort tid efter skete der endnu en forbløffende udvikling. I Colombia tabte den konservative regering, der ellers er USA’s stærkeste allierede på kontinentet, borgmesterposten i både Bogotá og den næststørste by Medellin, til en fagforeningsleder og tidligere kommunist, ’Lucho’ Garzón. Utilfredsheden med det siddende styre var grundlæggende det samme: Neoliberalismens ødelæggelser og beslutningen om at sætte en stopper for dyrkningen af coca. Hertil kom en udbredt utilfredshed med regeringens hårde linje i forhandlingerne med den sejlivede oprørsbevægelse FARC.
Der er således ikke tale om ’Revolution’ som sådan, men om en serie af systematiske tilbageslag for de konservative kræfter i Latinamerika og for USA’s politiske linje. Lad os gennemgå tilbageslagene. I Brasilien vandt Lula og PT (Partido dos Trabalhadores) omsider præsidentvalget. I Argentina, der ellers var IMF’s mønstereksempel, resulterede økonomisk kollaps og politisk tumult i, at præsidenten trodsede IMF, slap godt fra det og endda høstede massiv politisk støtte til sine borgmesterkandidater ved det følgende kommunalvalg.
I 2003 lykkedes det ikke for USA at sikre sig Mexico og Chiles støtte i den ellers skæbnesvangre afstemning om Irak i FN’s sikkerhedsråd. I Cancún blev den succesfulde opposition mod USA’s forslag ledet af Brasilien. Og overalt har der været en politisk opvågning blandt de indianske folk, der i de fleste latinamerikanske lande udgør størstedelen af befolkningen.
Denne voldsomme stigning i politisk aktivitet er muliggjort af to fænomener, der er indtrådt samtidigt. På den ene side har USA ikke længere magt til at diktere, hvad der skal ske i Latinamerika, særligt ikke nu, hvor de er begravet i militære operationer i Mellemøsten. For det andet har Latinamerikas politiske ledere, især dem fra centrum-venstre, lært af bitter erfaring, at de ikke har magt nok til at gennemføre store og hastige fremskridt, men at de til gengæld godt kan indføre små fremskridt, som så kan vokse og vinde i styrke hen ad vejen. Latinamerika er i færd med at udnytte USA’s svaghed til deres egen fordel. De to afgørende kampe bliver, dels om de indianske bevægelser og andre bonde- og fagbevægelser kan opretholde deres kraft og energi og øge deres politiske indflydelse, dels om forhandlingerne om FTAA ender med at bryde sammen på grund af USA’s rigide modvillighed overfor ethvert meningsfuldt krav om indrømmelser.
Oversat af Stinne Lyager Bech