Internationalt Forum blev i august besøgt af Norma - en repræsentant fra Revolutionary Workers’ Party (RWP), der er illegalt på Filippinerne. Her fortalte hun om oprøret og de sociale og politiske forhold
Af Jonas W.
Neoliberalismen har for længst gjort sit indtog i Sydøstasien. I Filippinerne er resultatet så tydeligt som det kan blive: Næsten alle arbejdere er kontraktansatte og er dermed i praksis frataget alle faglige rettigheder og sociale ydelser, da de meget let kan afskediges. Deraf følger begrebet ”prekært arbejde”. Denne arbejdsform medfører et fald i reallønnen overalt hvor den spreder sig, hvilket har nærmest katastrofale konsekvenser for den filippinske befolkning.
“På Filippinernes næststørste ø, Mindanau, lever 48% af familierne under fattigdomsgrænsen. På landsplan er det 34%”, fortæller Norma.
Fattigdommen bunder dels i den prekære arbejdsform og arbejdsgivernes direkte nedkæmpelse af fagforeningerne samt hyppigt brug af børnearbejde. Såkaldt union busting foretaget af private militser og militæret, som regeringen udlåner til formålet, er ikke ualmindeligt. Sådan blev fx arbejderne på Carlsbergbryggeriet i Filippinerne skræmt fra at organisere sig (se Gaia nr. 30).
Om børnearbejdet fortæller Norma, at “8-12 årige børn i byggeindustrien bliver betalt 70 pesos (7 kr.) pr. arbejdsdag á 10 timer.” Mange familier er dybt afhængige af børnenes økonomiske bidrag.
“Tag fra de fattige - giv til militæret!”
Med præsident Gloria Macapagal Arroyo i spidsen ser regeringen imidlertid ikke ud til at have seriøse intentioner om at gennemføre reformer til at afhjælpe befolkningens problemer. Tværtimod. Penge der egentlig var afsat til at forbedre sundheden og infrastrukturen, går i stedet til militæret.
“Der er faktisk tilstrækkeligt med hospitaler, men de står tomme, fordi der ikke er noget personale. Til de 20 mio. borgere på Mindanau er der kun 10 læger! De dygtige læger tager til udlandet for at få en bedre løn end de kan få i Filippinerne.” Åbenlyse problemer som dette, giver vind i de socialistiske oprørsbevægelsers sejl, og det er bl.a. dem som militærets penge går til bekæmpelse af.
Oprør i befolkningen
Filippinernes historie har været præget af oprør siden Spaniens kolonisering af landet. Visse områder kom aldrig under kolonimagtens kontrol, i den 333 årige periode (1565-1898), pga. den muslimske modstand mod spanierne og den evangelisering de gennemførte i resten af landet. I dag er den muslimske bevægelse for selvstændighed den stærkeste i Filippinerne. Det anslås at den væbnede Moro National Liberation Front har 15.000 væbnede enheder.
Den anden oprørsbevægelse er den socialistiske, anført af de kommunistiske partier, gennem deres respektive væbnede fløje. Denne kamp startede som en regulær guerillakrig under Ferdinand Marcos’ diktatur, og har nu stået på i over 35 år. Undervejs har der været alvorlige splittelser i bevægelsen.
Kommunistpartierne bekriger hinanden
RWP er et trotskistisk præget arbejderparti - den filippinske sektion af Fjerde Internationale. De satser både på legalt politisk arbejde og væbnet kamp som strategi, via den væbnede fløj af partiet ved navn, Revolutionary Proletariat Army-Alex Boncayao Brigade (RPA-ABB).
Som en anden, større og mere primær del af oprørsbevægelsen står det maoistiske Communist Party of the Philippines (CPP) og dets væbnede fløj New People’s Army (NPA). RWP var oprindeligt en del af CPP, men brød ud i starten af 90’erne. De to grupperinger står i modsætning til hinanden på flere punkter, strategisk såvel som ideologisk.
“RWP og dets væbnede fløj brød ud af det maoistiske CPP i starten af 90’erne, pga. uenigheder om stammefolkenes betydning, og måden at kæmpe på,” dvs. den langstrakte ”folkekrig” som CPP leder an i efter kinesisk eksempel. Folkekrigen har varet i over 35 år med flere del-sejre for oprørerne - sejre som dog er vendt til nederlag med tiden, pga. regeringens reaktion og intern splid i bevægelsen. Den militære folkekrigsstrategi er dog stadig CPPs absolutte topprioritet.
RWP støtter stammefolkenes krav om selvstændighed og ret til den jord de dyrker, ligesom de i øvrigt støtter de muslimske grupper, primært i landets sydlige dele, i deres krav om selvstændighed.
“Efter bruddet har CPP jaget og truet medlemmer af RWP. De betragter os som imperialismens agenter - kontrarevolutionære - fordi vi prioriterer anderledes end de gør, i vores måde at kæmpe på. Vi er et illegalt parti, men vi arbejder altså også med legale midler i folkelige organisationer og ved fredsforhandlinger.” RWP beskriver befolkningen som værende udmattet af en folkekrig med store menneskelige tab på begge sider, der ikke kommer konkrete resultater af.
CPP’s jagt på påståede kontrarevolutionære er et kontroversielt emne i dag. Forskelligt orienterede parter på venstrefløjen over hele verden strides om, hvorvidt jagten og mordene finder sted eller ej. På det direkte spørgsmål om, hvorvidt Norma har personligt kendskab til repressioner mod venstreaktivister fra CPP’s side svarer hun: “Åh ja... En af mine venner er blevet dræbt af dem og mange andre truet.”
Denne taktik fra CPP’s side har tidligere givet alvorligt bag-slag i midten af 80’erne, hvor NPA i praksis kontrollerede den vigtige handelsby Davao på Mindanau, hvilket er at regne for én af de største militære sejre. Mistanke om infiltration førte til at parti-toppen henrettede 500-1000 partisaner, der senere viste sig, næsten alle at være uskyldige. Det førte til at guerillaen mistede kontrollen over Davao, og efterfølgende reduceredes kraftigt i antal.
Om RWP’s bud på en anderledes strategi i den anti-kapitalistiske kamp vil vise sig mulig, i den venstrefløjskontekst de eksisterer, er endnu svært at sige, men der er formodentlig god grund til nytænkning.
Kilder:
SI 141,
Gaia 29 og 30,