Tema: Krise
Slummen vokser hastigt i Sydafrika. Vreden over den førte nyliberale bypolitik simrer under bliktagene og myndighederne går til nye yderligheder for at inddæmme og kontrollere bølgen af utilfredse urbane fattige. Kampen om slummen finder sted på kanten af byen.
Af Mikkel Ibsen og Lærke Cecilie Anbert
Røgen stiger op fra de mange bildæk, der er samlet i stakke til bål på Symphony Way. Rundt om det største bål er en blandet skare af mennesker i alle aldre stimlet sammen. ”Nkosi Sikelel’ iAfrika, Malupakam’upondo lwayo” - de forsamlede folk stemmer i til den gamle sydafrikanske frihedssang, mens de stille bevæger sig til sangen med stearinlys i hænderne. Klokken er fire, tidlig morgen, og alle indbyggerne på Symphony Way er samlet for at mindes, at de gennem ét år har besat og bosat sig på den lange vej i små selvopførte skure. Mange af beboerne sender blikke mod murstenshusene på den anden side af det lange pigtrådshegn kun et stenkast derfra. Akkurat et år tidligere var de på dette tidspunkt af morgenen netop blevet tvangsudsat fra disse huse af politiet. Minderne om den morgens tumult, tåregas og gummikugler udveksles og genfortælles nu omkring bålet.
I december 2007 besatte omkring 4000 mennesker de tomme huse i Delft. De havde alle stået på venteliste til statsopførte huse, nogle i mere end 13 år, og da det længe ventede boligprojekt i Delft så ud til at gå dem forbi, valgte de ikke at vente længere. Familierne flyttede fra deres hidtidige hjem – små skure i andres baghaver – og installerede sig i de knapt færdigbyggede rækkehuse. Efter blot to måneder i deres nye hjem, blev de dog på voldsom vis ryddet af politiet og stod igen på gaden. Familierne tilbragte natten sammen under åben sommerhimmel, og da morgenen kom, havde en del af dem besluttet sig for at blive. De organiserede sig som et afsnit af bevægelsen Anti-Eviction Campaign [kampagne mod udsættelser], og etablerede et selvstyrende og levedygtigt lokalsamfund lige dér på Symphony Ways solvarme asfalt. Vejen er nu spærret af i hver ende af pigtrådsruller, tilfældigt fundne materialer er flikket sammen til hjem for de ca. 300 beboere, og et fællesskur – tjenende både som kontor, fælleskøkken og børnehave – er rejst på den tidligere kørebanes stiplede linje. Vand bliver ført til den lille by gennem en slange, som beboerne ulovligt har tilsluttet en nærliggende vandledning, og elektricitet er der ikke noget af.
Situationen på Symphony Way er langt fra unik. Da Sydafrika i 1996 vedtog en ny, inkluderende grundlov, blev en skelsættende lighedsskabende boligpolitik centralt indskrevet. ’Adequate housing’, som det hedder, blev en universel rettighed - en ydelse som staten blev forpligtet til at levere gennem understøttelse af opbygningen af socialt og økonomisk bæredygtige lokalsamfund for alle. På trods af landets nogenlunde stabile økonomiske vækst er det dog ikke lykkedes regeringen at gennemføre denne målsætning. Tværtimod er ventelisten til en plads i de sociale boligbyggerier vokset støt, og flere venter stadig, som beboerne på Symphony Way, på et hus. Men naturligvis sidder disse folk ikke med hænderne i skødet. Overalt skyder selvbestaltede nybyggerier op, og det anslås at op til hver fjerde person i Sydafrika i dag lever i sådanne skursamfund, som myndighederne og medierne ganske ublu betegner ’slum’. Betegnelsen er problematisk, selvom den leder tankerne hen på mange reelle forhold: Ustabil og utilstrækkelig elforsyning, ingen eller dårlige vandforhold, manglende infrastruktur og periferisk beliggenhed.
Konceptualiseringen af disse samfund som ’slum’ gør det nemlig nemmere for myndighederne at behandle dem som om et onde, en forlegenhed for staten der ikke blot bør undgås, men om nødvendigt elimineres. Slumbeboerne lever derfor i en tilstand af uforudsigelighed, og deres liv og hjem svæver i juridisk og politisk usikkerhed, under en konstant trussel om rydning og uden retslige krav på deres jord, huse eller ejendele. Slummen er altså ikke blot geografisk uden for byen: Slummen er uden for byens muligheder for beskæftigelse og uddannelse; uden for byens offentlighed, og dermed uden for tilstedeværelse i den parlamentariske diskussion; uden for byens lov og ret.
Det er i denne kontekst, at beboerne på Symphony Way har besluttet at gøre modstand. Sammen med andre urbane fattige i Cape Town har de organiseret sig i Anti-Eviction Campaign og gennem solidaritet opbygget et alternativ til statens (manglende) løsninger. Da myndighederne opsatte vandmålere, der skulle sørge for at beboerne kun fik det vand de betalte for, opfordrede Anti-Eviction Campaign til at destruere vandmålerne og hjalp flere lokalsamfund med dette, for at rent vand ikke skulle være et privilegium. Og når lokalsamfund er rydningstruede, som beboerne på Symphony Way, kan de igennem Anti-Eviction Campaign fysisk og retsligt modsætte sig tvangsflytninger og repression. Denne modstand mod staten betragter Anti-Eviction Campaign dog ikke som en modsætning til at kræve deres grundlovssikrede ret som borgere inden for staten. Sideløbende med deres direkte aktioner og ulovlige besættelser, kæmper de derfor en juridisk kamp for bedre forhold og retslige reformer. Eksempelvis har Symphony Ways beboere krævet, at den lokale regering opstillede midlertidige toiletter på deres besatte vej, og accepterede en officiel omdirigering af trafikken – krav myndighederne nu efterlever.
Kampen om retten til bolig i Sydafrika er under
intensivering og ikke blot de nye sociale bevægelser,
som Anti-Eviction Campaign er en del
af, har taget nye og overraskende midler i brug.
I forbindelsen med det ideologisk hypede
FIFA VM i sommeren 2010, har staten iværksat
en ny offensiv mod de uformelle bosættelser
langs motorvejene i Cape Town - angiveligt
det største boligprojekt i Sydafrikas historie:
N2 Gateway Project. I projektets første fase er
mere end tusinde familier blev tvangsflyttet fra
deres skurhjem langs byens væsentligste indfaldsvej,
for at skabe plads til mere æstetiske,
men naturligvis urimeligt meget dyrere,
murstenshuse.
Denne komplette afvisning af skurboernes
ret til den jord de bor på er langt fra overraskende
og har på sin vis været et uændret træk
ved Sydafrikas by- og boligpolitik; under de
britiske kolonimagters tvangsflytninger, under
apartheids racistiske separatisme, og nu altså
nyliberalismens økonomiske marginalisering
af urbane fattige. Det nye ved boligpolitikken i
’det nye Sydafrika’ er således ikke eksklusionen
af uformelle bosættelser, men snarere hvordan
skurerne igen dukker op inde i systemet.
Hvor de af N2-projektet udsatte skurboere
før i tiden ville være hensat til gaden, og
således autonomt kunne genopføre deres
hjem lidt længere væk fra statens søgelys,
markerer udsættelsen nu blot begyndelsen på
statslig kontrol med deres liv og hjem. Under ly
af statens grundlovssikrede ansvar for genhusning,
placeres de nu i såkaldte TRAs, Temporary
Relocation Areas [midlertidige genhusningsområder],
enorme indhegnede områder med
blikskure, der på alle måder minder om alle
andre slumbyer - skurerne er utætte, brandfaren
er kritisk, elektriciteten er ustabil, alting
er midlertidigt - blot er de nu statsautoriserede,
officielle. Stik imod tidligere tiders logik, hvor
’uformel’ blev sat lig ’ulovlig’, imiterer disse
TRAs – eller ’transit camps’ - slummens arkitektur,
og det uformelle inkorporeres i systemet. I
TRAs fusioneres det værste fra begge verdener
— slummens politiske, juridiske, økonomiske
udenforhed og statens omklamrende kontrol
og overvågning – i en usikker, ustabil undtagelse;
en lejr.
Disse statsbyggede tvangslejre for landets fattige bliver på afrikaans kaldt ’Blikkiesdorp’, oversat til engelsk bliver det ’Tin Town’, eller ’Blikby’ på dansk. Udtrykket er på alle måder betegnende for lejrene, der ikke består af meget andet end blankt blik. Blot hundrede meter fra Symphony Way er der opført en sådan blikby. Blikskurene på præcis 24 kvadratmeter er opført i snorlige rækker der ikke synes at slutte, men i stedet giver illusionen af at fortsætte uendeligt langt i det tørre sand. Imellem skurene er der opført nødtørftige bliktoiletter; blot et par vandhaner der skal række til hele lejrens behov er installeret; og regeringen er stadig i gang med at indlægge elektricitet på trods af at beboerne i lejren nu har boet der i over et år. Blikbyen omkranses af et kilometerlangt pigtrådshegn hvis eneste funktion er at adskille lejren fra omverdenen. På samme måde er den eneste indgang til området politibevogtet 24 timer i døgnet - ifølge lejrens beboere for at opretholde lov og orden og ikke mindst de særregler om ’god opførsel’ som beboerne er underlagt. Således er en af de førende talspersoner fra Symphony Way forment adgang til Blikkiesdorp på grund af opfordring til fælles organisering. Et par af blikskurernes beboere har forsøgt at indrette små haver for at personliggøre deres ellers fuldstændig identiske beboelser, men det er svært at få noget til at gro i den sandede jord og mange af haverne ser halvvisne og triste ud.
Blikkiesdorp bliver ofte sammenlignet med en koncentrationslejr, og blikbyens beboere gør sig da heller ingen illusioner om statens ringeagtelse af lejren. De fleste fæstner dog stadig håb ved lejrens status som midlertidig, en status som dog ofte drages i tvivl af omverdenen: Håndværkere er allerede sat i gang med at cementere fundamenterne under lejrens toiletter.
Blikkiesdorp og Symphony Way ligger 5 minutters gang fra hinanden. Begge falder under betegnelsen ’uformelle bosættelser’ eller slum; folk kæmper begge steder dagligt med samme mangel på basale fornødenheder; begge er placeret på den yderste periferi af Cape Towns geografi og bevidsthed. Men for beboerne er der en verden til forskel. De to samfund er grundlagt med vidt forskellige visioner. Hvor Blikkiesdorps slum ikke blot er et socio-økonomisk spildprodukt, men en kalkuleret statslig kontrolmekanisme, er Symphony Ways skurby et udtryk for en trodsig afvisning af denne kontrol. På Symphony Way er hverdagen en frihedskamp og dagligdagshandlinger som madlavning med brug af det gratis, ulovligt tilsluttede vand bliver et symbol på deres fælles modstand - ikke på trods af, men i kraft af slummen. De ved, at den dag politiet kommer for at rydde dem fra vejen, vil de være dømt til en 24 kvadratmeters tilværelse under glimtende blik, tvang og konstant overvågning, blot hundrede meter nede af vejen. De ser derfor hver dag i deres selvkontrollerede samfund som en undvigelse af denne tvang. På Symphony Way mindes man årsdagen for besættelsen af vejen; delvist sørgmodigt, men stolt.
Beboerne venter stadig på at blive tilbudt bedre og permanente huse af staten, men de ved alle at løsningen på problemet indebærer betragteligt mere end opførelsen af flere huse og at en varig ændring af Sydafrikas komplekse by- og boligproblematik har lange udsigter. Imens fortsætter beboerne protesten gennem deres dagligdag. Mens det langsomt lysner samles beboerne i fællesskuret, de yngste falder udmattede om på madrasser og falder i søvn, mens vejens eneste bil kører i tomgang for at skabe strøm til at projektere billeder fra det forgangne år. Som afslutning på mindedagen fortsætter beboerne i demonstration ud mod en af Cape Towns større ringveje for at blokere trafikken og minde myldretidsbilisterne om kampen på Symphony Way.
Mikkel Ibsen og Lærke Cecilie Anbert er begge medlemmer af Internationalt Forums nye Sydafrika gruppe. Gruppen var i februar i Cape Town og besøgte dér Anti-Eviction Campaign og bosætterne på Symphony Way. Læs mere på antieviction.org.za