Beitar Jerusalem er en israelsk fodboldklub, der er kendt for racistiske kampråb som ’død over araberne’ og ’gid jeres landsbyer må brænde op’. Klubben vækker forargelse i liberale jødiske kredse - selvom klubbens slogans er udtryk for netop den politik, som den zionistiske stat dagligt praktiserer over for palæstinenserne
Af Irene Clausen
Beitar Jerusalem blev grundlagt i 1936. Klubben voksede ud af den zionistiske ungdomsbevægelse, og i 1940’erne var de fleste spillere medlem af de højreorienterede, terroristiske undergrundsorganisationer Irgun eller Lehi. Enkelte af klubbens spillere blev derfor smidt ud af Palæstina af de britiske mandatmyndigheder (Palæstina var britisk mandat indtil 1947, red.). Beitar Jerusalems udvikling fra en beskeden, lokal klub til et hold med en stor, national fanskare hænger blandt andet sammen med klubbens tætte relationer til det højreorienterede parti Herut, under ledelse af Menachem Begin, der senere blev til det Likud der kom til magten i Israel i 1977. Mens klubben HA-Po’el Jerusalem var elitens fodboldhold, der var kontrolleret af Arbejderpartiet, som havde regeringsmagten indtil 1977 og havde forbindelse til fagbevægelsen Histradut, så tiltrak Beitar Jerusalem outsiderne - de nederste lag i den jødiske befolkning. Det var Mizrahi-jøderne, der i 1950’erne og 1960’erne i stort tal indvandrede til Jerusalem fra Mellemøsten, Nordafrika, Centralasien og Kaukasus. For Mizrahijøderne blev det at holde med Beitar Jerusalem et udtryk for politisk protest mod eliten, der blev udgjort af Ashkenazierne, jøder med europæisk oprindelse og som oftest stemte på Arbejderpartiet. Beitar Jerusalem første store succes var da de vandt turneringen Israel State Cup i 1976 og 1979, samtidig med at Likud for første gang kom til magten. Det vurderes, at Likud fik halvdelen af Mizrahi-jødernes stemmerne mellem 1977 og 1992.
Beitar Jerusalem er berømt og berygtet for den hårde, antiarabiske tone på banen og tilskuerpladserne, og nogle af klubbens mest hardcore fans betragter antiarabisme som en integreret del af klubbens identitet. Repertoiret af slagsange og kampråb fra sidelinjen indeholder massevis af antiarabiske og antimuslimske paroler, som for eksempel ’Muhammed er død’, ’Muhammed er bøsse’, ’Må jeres landsby brænde op’ og ’Gud give, at araberne ikke var her’. Det mest kendte slogan er ’Død over araberne’. En af de soldater som bulldozede hundredvis af huse i flygtningelejren Jenin i april 2002, Moshe Nissim, havde plantet et Beitar Jerusalem flag på toppen af sin bulldozer før han begyndte på sit ’arbejde’. I et avis-interview efter ødelæggelsen af Jenin sagde Moshe Nissim: ”Der var mange mennesker i de huse, som vi skulle ødelægge. Jeg så ikke selv huse brase sammen oven på mennesker. Men hvis det skulle være sket, hvad så?”.
Den udtalte racisme blandt Beitar Jerusalems fanklubber kommer tydeligst til udtryk, når klubben møder den førende palæstinensiske klub, Ittihad Abna Sakhnin (Forenede Sønner af Sakhnin). Sakhnin er den eneste palæstinensiske klub, der har nået toppen i den israelske fodboldliga. Sakhnins fans svarer igen, når de ud til Beitar-spillerne råber: ”I er ikke jøder, I er racister”. Byen Sakhnin er blevet symbol på den palæstinensiske modstandskamp inden for den israelske stat. I 1976 dræbte politiet tre ubevæbnede palæstinensere i forbindelse med protester imod statens konfiskering af palæstinensisk jord. En tragedie der hvert år den 30. marts mindes af palæstinensere over hele verden som ’jordens dag’. Kampen mellem de to storhold, det zionistiske og det palæstinensiske, symboliserer i miniformat den palæstinensiske modstandskamp mod den zionistiske besættelse. Hver gang klubberne mødes er det en kæmpe mediebegivenhed. I maj 2004 vandt Sakhnin det israelske mesterskab. Det var derfor første gang en palæstinensisk klub, der skulle repræsentere Israel i Europa-cup turneringen året efter. Det vakte opstandelse hos Beitar Jerusalems fan, der startede en sørge- og hadekampagne på diverse hjemmesider. Og da Sakhnin den 4.oktober 2004 slog Beitar Jerusalem 4-1 i Jerusalem, blev det oplevet som et nederlag for zionismen i forhold til palæstinenserne.
En ting har de to superklubber dog til fælles, nemlig den rige milliardær, som vil købe begge klubber. Ifølge Middle East Report har de to klubber siden 2005 haft samme sponsor, nemlig den russisk-jødiske milliardær Arkadi Gaydamak, der har pas fra fem forskellige lande og er eftersøgt i Frankrig for illegal våbenhandel. I august 2005 købte han Beitar Jerusalem og blev klubbens præsident. Samme måned begyndte han at yde økonomisk støtte til Sakhnin. Som følge af den åbenlyse interessekonflikt har det israelske fodboldforbund pålagt ham at opgive sine aktier i Beitar Jerusalem, hvilket milliardæren forsøger at omgå. Baggrunden for Gaydamaks støtte til begge de rivaliserende klubber, er at han vil stille op til næste parlamentsvalg med sit nystiftede parti, Social Justice. Han håber på at få stemmer fra arbejderne, både de palæstinensiske og de jødiske. Hans mål er at blive borgmester i Jerusalem, hvilket kan forklare hans indtog i Beitar Jerusalem. En del af Gaydamaks partis program er at bekæmpe diskrimination af minoriteter. Med sin støtte til Sakhnin håber han at få mange palæstinensiske stemmer.
De liberale journalister og borgerskabet i Israel udtrykker officielt deres forargelse over Beitar Jerusalems højtråbende og udpræget racistiske fans. Men det er hykleri, når de peger fingre af Beitar Jerusalems racistiske fans, der råber ’Dræb dem - smid dem ud - ødelæg deres jord’ om palæstinenserne. For hvor var de liberales protester af den brutale massakre på flygtningelejren i Jenin i 2002? Hvor er protesterne mod den aktuelle udsultning af Gazas befolkning? Og mere grundlæggende: i forhold til hele besættelsen af Palæstina?
Irene Clausen er medlem af Internationalt Forums Mellemøstgruppe