Tema: Baskerlandet
af Maria Pagels
"Vi ønsker, at kvinder skal anmelde vold, der bliver begået imod dem og laver derfor oplysningsarbejde omkring det. vi offentliggør af og til også voldsmandens navn og billede på plakater, der så bliver hængt rundt omkring i byen. Hvis han kommer i retten og vinder, straffer vi ham i stedet. Det kan f.eks. være ved at konfrontere ham eller smadre hans bil. Vi konfronterede engang en mand, der dog alligevel blev ved med at slå sin kone. Som konsekvens af dette sprang vi en lille hjemmelavet bombe i hans bil."
Vi holdt møde med 2 kvinder fra Egizan, Maribel og Ana. Der deltog både mænd og kvinder. Vi holdt mødet i Guernika, men vi sad dog stadig tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål og fik derfor et møde til med dem i Bilbo. Her deltog kun kvinder. (EGIZAN:Egizan er den baskiske femininumsform af imperativet "at handle")
Stadig "grønne"
— Vi har eksisteret 8 år, men vi er stadig "grønne". Vi er omkring 200 aktive, der er organiserede i landegrupper, som mødes regelmæssigt, for at samles i en gruppe i provinsen, der så igen sender repræsentanter til den nationale koordinering. Det sidstnævnte led er kun nødvendigt for at skabe en fælles bevidsthed, hvilket ikke er ensbetydende med, at alle behøver at være 100% enige, hverken nationalt eller lokalt. I praksis tages mange af beslutningerne decentralt i bygrupperne, eller i provinsgrupperne.
Vores hovedmål er at bevidstgøre kvinderne om deres situation og virkelighed, for samtidigt at være med til at bevidstgøre resten af samfundet. For at gøre dette er det vigtigt at definere, hvad sexistisk vold er. Selvom den kan være svær at få øje på, opleves den meget konkret af den enkelte kvinde på arbejdspladsen, i hjemmet, hos politiet etc.
I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne dannedes de første feministiske grupper inden for den spanske stat, hvor et stormøde i Sevilla var med til at starte bevægelsen med det mål at skabe et samlet arbejde. Derefter begyndte de baskiske kvinder selv at danne grupper, fordi nogle følte sig mere berørte af deres egen regionale baskiske konflikt og virkelighed. De mente, at den baskiske problematik skulle anskues fra en feministisk synsvinkel og startede derfor en feministisk bevægelse op inden for KAS, der er en koordination af de baskiske befrielsesbevægelser.
— Kvindernes befrielse er ikke en isoleret kamp, men derimod en del af en samlet kamp mod undertrykkelsen af kvinderne, arbejderklassen og baskerne. Vi synger f.eks. baskiske sange til vores demonstrationer og holder taler om de politiske fanger.Der er en stor bevidsthed i Baskerlandet omkring de forskellige undertrykkelsesformer, men den feministiske kamp bliver ikke prioriteret på lige fod med de andre. Det er derfor vigtigt for os at gå ind og arbejde sammen med de forskellige befrielsesgrupper for at integrere kvindernes kamp i den fælles kamp for national selvstændighed. Egizan kræver af mændene, at de skal forholde sig aktivt til kvindekampen og inviterer derfor mændene til deres 8. marts demonstrationer (kvindernes internationale kampdag, red.), møder o.s.v Men nationalismen kan også være medvirkende til en fastholdelse af den traditionelle undertrykkelse. Kampen for en socialistisk stat fører ikke automatisk frigørelsen af kvinder med sig. Det er derfor nødvendigt for kvinderne hele tiden at markere sig sideløbende med den nationale kamp. Vi blev engang nægtet deltagelse som kvinder ved nogle baskiske optog. Det accepterede vi imidlertid ikke. Senere fik vi ved et optog i Donostia (San Sebastian) lov til at deltage, dog med en bemærkning om, at der kun skulle være "kønne piger" med.
Gasbiñe Villasante Arze deltog, udover de 2 kvinder fra Egizan, på det andet møde vi holdt med Egizan. Gasbiñe har siddet 3 år i fængsel. Hun er først i trediverne og ligner en fuldstændig almindelig kvinde.
For 4 år siden blev hun og hendes mand hentet i deres hjem af politiet. De blev anholdt for at samarbejde med ETA. Gasbiñe var på daværende tidspunkt gravid i fjerde måned.
— Min mand og jeg blev skilt fra starten. Jeg fik ofte at vide hvilken tortur min mand blev udsat for, så de kunne knække mig psykisk. Jeg fik desuden trukket en sæk over hovedet, så jeg fuldstændigt mistede fornemmelsen af tid og sted og af hvad der foregik omkring mig. Cirka hver tiende minut blev jeg hentet ind til afhøring. Under afhøringerne havde jeg stadig sækken over hovedet. De tog på mig og jeg fik på et tidspunkt stukket en pistol op i vagina. Jeg fik ikke lov til at sove og besvimede til sidst.
Den "normale" praksis for politiske fanger er, at de den første dag sidder i forhør hos en eller anden kommision. Derefter kommer man til Madrid, hvor man i fem dage er i GAL’s (det spanske anti-terror korps) varetægt. I disse 5 dage er man udsat for konstant tortur både fysisk og psykisk. Efter de 5 dage bliver man normalt stillet for en domstol, hvor man på forhånd er dømt. Gasbiñe og hendes mand kom dog aldrig for retten, men fik alligevel en fængselsstraf på 6 år og 1 dag. Da Gasbiñe var gravid blev hun anbragt i et særligt fængsel for gravide og mødre med børn.
— Vi blev ofte nægtet vigtige fødevarer som mælk under graviditeten ellers blev maden bare smidt på gulvet som var vi hunde. Da jeg var i slutningen af graviditeten og vandet gik, sad jeg 2 timer i min celle uden nogen form for hjælp. Da ambulancen endelig kom blev mine håndled bundet sammen på ryggen og mine ankler blev ligeledes bundet sammen. Ambulancen blev eskorteret af 5 politibiler. Da vi nåede frem til hospitalet blev jeg bragt ind i et rum med en læge og nogle betjente. Jeg bad lægen om at få betjentene ud, men det var tydeligt, at det var betjentene, der havde magten, så de blev der. Da jeg fødte min dreng var mine ben stadig bundet sammen.
Gasbiñes søn blev født med en skade, der gjorde, at han skulle være i sollys nogle timer hver dag de første 2 måneder. Men selvom det var på lægernes opfordring, nægtede fængslet Gasbiñe at få hendes søn ud i den have, der ellers tilhørte fængslet. Hun fik i stedet en lampe hun kunne lyse på ham med.
Cellerne i fængslet er 2x3 meter der må en gravid eller en mor og hendes barn bo. I mange celler af denne størrelse boede der dog både en gravid samt en mor og hendes barn og der var eksempler på mødre med 4 børn, der boede i en sådan celle. I loven står der, at selvom børnene er med i fængslet, må det aldrig være dem, der er fangerne. Men de bliver dog alligevel brugt som gidsler. Fængslet lader nogle gange være med at give barnet mad, så må kvinden give sin mad til barnet.
Da Gasbiñe havde siddet 3 år i fængsel, fik hun besked på at pakke sine ting. Hun blev løsladt. Samtidigt fik hun dog at vide, at hun stadig skyldte dem 3 år og 1 dag, så hun ved, at hun en dag kan blive hentet igen. Hun er på nuværende tidspunkt gravid igen.
Der er i alt 500 mandlige og kvindelige politiske fanger. Gasbiñe sluttede af med at sige, at der er sket en positiv udvikling. Før i tiden sad mange kvindelige politiske fanger fængslet for at være gift med eller for at være i familie med en politisk aktiv mand - idag sidder kvinderne inde for selv at være aktive.