Tema: Baskerlandet
af Ulrik Wagner
Den faglige kamp står i centrum for den baskiske befrielsesbevægelse. Det er ingen tilfældighed. En styrkelse af fagbevægelsen som ideologisk kamporganisation er en forudsætning for bevarelsen af klasseindholdet i kampen, hvilket er uundværligt i vejen mod de overordnede mål. Dette er bare en af mange overvejelser, som den baskiske fagforening LAB har gjort sig. Det baskiske tidsskrift EZPALA har talt med Rafa Diez, talsmand for LAB, om nogle centrale overvejelser i kampen for uafhængighed og socialisme. Det er på den baggrund denne artikel med mine egne kommentarer er blevet til.
Uafhængighed og socialisme er et af de ældste gennemgående slogans for den baskiske patriotiske venstrefløj. ETA slutter en række at sine erklæringer af med dette slagord. Spørgsmålet om uafhængighed er ikke kun et spørgsmål om grænsedragninger således Rafa Diez, "men må ses som en del af kampen for at bringe samfundet under det arbejdende flertals kontrol".
Vigtigt er det ikke at falde for at efterligne tidligere modeller, da strategien og udformningen må tilpasses den baskiske socio-økonomiske virkelighed. Denne holdning kan ligeledes forklare, hvorfor den baskiske patriotiske venstrefløj aldrig har knyttet sig til de forskellige eksisterende "socialistiske lande" i eksempelvis Østeuropa, og således har lagt sig tæt op af modeller, der har været skabt (eller påstået skabt) udfra andre forudsætninger. Neoliberalismen har i følge Rafa Diez mere end nogensinde før gjort det socialistiske alternativ berettiget. Der sker på globalt plan en øget polarisering. Denne sociale polarisering ses ved det stigende fattigdom i den 3. verden, men også ved den øgede polarisering, som vinder frem i den vestlige verden, hvor områder i nord oplever situationer, der minder om de fattige pereferiområder i syd. Derfor er kapitalismen i dens neoliberalistiske forklædning i en før-sammenbrudsfase, samtidig med at den øjensynligt har sejret.
"Efter at 50 år er gået siden 2. verdenskrig, kan vi uden tøven sige at aldrig er ordet demokrati blevet så kraftigt misbrugt. Eller rettere, aldrig er der i demokratiets navn blevet begået så mange anti-demokratiske ugerninger på det politiske plan, på det samfundsmæssige plan og på det kulturelle plan", påpeger Rafa Diez. Dette hænger sammen med den stigende modstand mod den nuværende europæiske model. Disse vigtige konfrontationer - modsætninger - kan staterne ikke løse, hvorfor der vælges en øget fascistoid udvikling af de såkaldte demokratier. Dette falder sammen med socialdemokratiernes og venstrefløjens manglende evne til at formulere strategiske alternativer, påstår Rafa Diez, men han tror samtidig at den ideologiske indhegning, som socialdemokratierne har skabt, er overvundet, hvilket giver muligheder for nye alternativer.
"Opbygningen af socialismen er en proces og skal ikke tage udgangspunkt i et bestemt, afgørende øjeblik (tag-magten konceptet). Eksistensen af platforme som stiller krav og kæmper dag-til-dag spørgsmål og således gradvis opbygger alternativet, er afgørende for denne proces". Dette skal ikke tages som et brud med tanken om, at staten og den endelige magtovertagelse er forkastet som et middel i kampen, men skal nærmere ses som en produkt af den revidering, der har fundet sted i KAS. Opfattelsen af at socialismens opbyggelse først kommer efter en national befrielses er ikke fremherskende længere, hvis den nogensinde har været det. Derimod skal de sociale strukturer allerede opbygges, mens kampen for national selvstændighed står på. Dette skal indgå som et nødvendigt samspil med eksempelvis den parlamentariske kamp: "Hvis vi ikke er i stand til at væve et alternativt socialt netværk, som kan understøtte og fastholde ideologiske og sociale alternative rum, vil en fremgang i stemmeantal og en efterfølgende magtovertagelse være kunstig og medføre forlis". Her findes kernen i opfattelsen af den socialistiske kamp. At en "avantgarde" udelukkende baserer sig på, at de sociale modsætninger vil udmønte sig i stigende opbakning bag ved et valg, og at dette valgt så kan bruges til skabe et alternativt projekt, afvises af Rafa Diez: "Denne tankegang, som venstrefløjen i Europa har stået for begrænser sig til taktisk politik, som kvæler en udvikling, der peger frem mod et alternativ", og han uddyber dette synspunkt med at sige, at systemet på den måde opnår at de-aktivere venstreorienterede bevægelser, da de kun er veludrustede ideologisk, men ikke har konsolideret deres sociale basis. Denne udvikling af at starte den nationale ny-opbygning blev formuleret efter nogen debat i forsommeren 1996. Det nytter ikke, at kæmpe for national selvstændighed uden allerede nu at lægge grundstenene for det fremtidige samfund. Når der tales om fagbevægelse er det også på sin plads at analysere de klasseforskydninger, der er blevet skabt i de vestlige kapitalistiske samfund de seneste år. Massearbejdsløsheden, som har hersket siden midten af 70’erne og den teknologiske udviklling har mindsket den merværdiskabende arbejderklasse. Det har om noget gjort, at arbejderklassens politiske vægt isoleret er mindsket. "Vi må erkende at det kapitalistiske systems udvikling har opnået en vis opløsning af klassesubjektet i konfrontationen mellem arbejde og kapital. Eller rettere må vi sige en ændring i klassesubjektets sammensætning. Atomiseringn af arbejdskraften har skabt vanskeligheder for fagbevægelsen mhp. at opstille passende svar. Men på trods af det eksisterer arbejderklassen stadig idet konfrontationen mellem arbejde og kapital stadig eksisterer, omend i ændret form", påpeger Rafa Diez udfra en gennengang af den nuværende samfundssituation.
Kapitalen har formået at tilpasse sig modsætningerne ved at øge agressionen mod arbejderne, mens det er fagbevægelsen, der ikke har kunnet følge udviklingen. Dette skyldes i følge Rafa Diez bl.a at fagbevægelsen ikke har været i stand til at stoppe opsplitningen af arbejderklassen, samt at komme med globale svar på udviklingen: "Tværtimod har den europæiske fagbevægelse udviklet sig i forkert retning ved at fokusere sin energi på den del af arbejderne med fast arbejde".
Derved varetager fagbevægelsen ikke den samlede arbejderklasses interesser. Tilføjes "fredspagten" mellem arbejdere og kapital, så har man i følge Rafa Diez årsagen til fagbevægelsens tilbagetog. Men her stopper Rafa Diez ikke sine og LAB’s overvejelser om fremtidsperspektiverne for en kæmpende fagbevægelse: "Den baskiske ungdom må, som nuværende og fremtidig del af arbejderklassen, gøre en kræftanstrengelse for at påvirke den socio-økonomiske virkelighed i progressiv retning. En sådan indsats i handling og tanke er grundliggende for at få forandring i fagbevægelsen". Med det for øje kan vi forstå den centrale placering som ungdommens kamp har i Baskerlandet, ikke mindst koncentreret omkring Jarrai.