Tema: Baskerlandet
af Ulrik Wagner
Den baskiske patriotiske arbejdersammenslutning, LAB, er en af hjørnestenene i den baskiske befrielseskamp. På den ene side, fordi den arbejder for et selvstændigt Baskerland, på den anden side fordi den prøver at forene den nationale kamp med klassekampen og med at forene den baskiske arbejderklasse. De seneste år har LAB måttet stå sin prøve. Den økonomiske stagnation og medfølgende arbejdsløshed har nået nye højder. Samtidig er tilslutningen til organisationen stigende.
Det gælder for Baskerlandet, såvel som for den resterende spanske stat, at fagforeningsstrukturen adskiller sig fra den danske. Der findes ikke en enhedsfagbevægelse samlet i éen organisation, der så har sektorer efter hvilket fag de repræsenterer fx. SiD som repræsenterer de ufaglærte arbejdere. Derimod følger fagforbundene de forskellige politiske retninger. Således er UGT traditionelt tilknyttet socialdemokraterne og CCOO, de såkaldte arbejderkomitéer, hører traditionelt til i spektret omkring kommunisterne. Udover disse findes der i Baskerlandet den kristlige-katolske fagsammenslutning ELA, der har sine historiske rødder i nationalistpartiet PNV, men som har bevæget sig væk fra PNV de senere år.
LAB’s rødder findes i den faglige front af ETA, hvorfra LAB blev dannet i 1974. LAB spillede en stor rolle under de kampe, der i midten af 70’erne var med til at bane vejen for Franco-styrets fald. I løbet af 80’erne voksede organisationens tilslutning fra 9 % til 16 %. LAB’s medlemstal er imidlertidig nået 17.000 mennesker af begge køn. Det er mange i et land, hvor meget få er organiserede. Det er heller ikke antallet af organiserede, som spiller den væsentligste rolle på en arbejdsplads, men derimod har valget af en tillids- og områderepræsentant den afgørende betydning.
Af-industrialiseringen af Baskerlandet
Selvom det ofte anføres, at Baskerlandet har en høj grad af selvstændighed indenfor den spanske stat, spiller centralregeringen i Madrid i sidste ende den afgørende rolle. Det gælder også, når talen går på den overordnede planlægning af industrien i offentligt regi. Den neo-liberale bølge har også ramt Baskerlandet, og har medført omfattende privatiseringer og slækkelse på krav og reguleringer fra statens side overfor den private kapital, der således har fået friere spillerum.
Baskerlandets produktion har siden starten af dette århundrede været koncentreret omkring sværindustrien. Området har specielt været kendetegnet ved den enorme stålindustri fra åbne miner, som det kendes i endnu større målestok fra Kiruna i den samiske del af Sverige. Denne stålindustri har udmøntet sig i en omfattende skibsproduktion. Dertil har området en kemisk industri, men er i bund og grund koncentreret omkring stålindustri, der har fået visse folk til at tale om Baskerlandets "monokultur". Det er primært i de store byer med millionbyen Bilbo som flagskib, den omfattende sværindustrialisering har fundet sted.
Øgede rationaliseringer i takt med øget integration i EU har fået den spanske stat til at udtænke nye planer for, hvad der skulle være deres rolle i Europa. Her har Baskerlandet ikke haft en central rolle. Således blev det i 1983-84 besluttet at Euskalduna-værftet i Bilbo skulle lukkes. Det førte til massive protestaktioner, gadekampe og fabriksbesættelser. Euskalduna-værftet var i modsætning til de andre værfter i den spanske stat rentabelt, men måtte ud fra politiske betragtninger fra centralregeringens side lade livet. Euskalduna-værftet er blot et blandt mange eksempler på den af-industrialisering, der har fundet sted.
Det er en skrøne, når det siges, at Baskerlandets grunde til at ville løsrive sig udelukkende bestemmes af dets overlegne økonomiske situation. Faktum er den, at der idag er en omfattende arbejdsløshed i Baskerlandet. Den almindelige arbejdsløshed er 25 %. Visse steder når ungdomsarbejdsløsheden 50 %, men det har også medført en mere massiv støtte fra ungdommen til ETA’s linje og til kravet om et selvstændigt Baskerland.
Nye udfordringer til LAB
Situationen idag er anderledes for LAB end den var i midten af 70’erne og i 80’erne. Midthalvfjerdserne var præget af kampen mod Franco-styret og kampen for at etablere sig som en ny, ung fagforening blandt mere eller mindre reformistiske fagforeninger. 80’erne kastede LAB ud i de mange kampe mod lukninger og af-industrialisering, som var de første umiddelbare kendetegn ved den neoliberale bølge. LAB betragter sig som en erklæret revolutionær fagforening i modsætning til UGT og CCOO. Sidstnævnte har undergået en proces fra at være en progressiv fagforening til idag at være blevet statsligt halehæng. Eksempelvis når der har været mobiliseret til generalstrejke mod de sociale forringelser i den spanske stat, som det er lykkedes at mobilisere mange til de seneste år, så har UGT og CCOO trådt til med aftaler, der reelt ikke har ført til forbedringer for arbejderbefolkningen. Når UGT og CCOO gør det på statsligt plan, har det ført til en massiv de-mobilisering, og her har LAB ikke kunnet gøre noget, da de er organiseret regionalt i Baskerlandet. Det samme gælder i fastsættelsen af lønnen. Her fastsættes lønnen på statsligt-, regionalt- og virksomhedsniveau. UGT’s og CCOO’s tætte binding til de eksiterende partier har ofte gjort, at det har været bestemmende for deres krav og villighed til at gennemføre krav. For UGT, der har en socialdemokratisk binding, har det været helt klart. Havde den nyligt afgåede PSOE-regering en interesse i at "bevare konkurrence-evnen og budgetbalancen" så smittede dette naturligvis også af på UGT’s virke. Reelt har LAB ingen indflydelse på den statsligt fastsatte løn, når først CCOO og UGT er blevet enige. LAB’s opfattelse har da også været, at de i mindre grad skulle gøre sig afhængige af det statslige apparat. Også i opfattelsen af midlerne i den faglige kamp adskiller LAB sig fra de andre. Talskvinden for LAB, Maria José Arraiza, sagde i et interview: "Regeringen arbejder hele tiden på at indskrænke arbejdernes rettigheder, derfor må vi gøre alt for at forsvare det legale spillerum. Men du må ikke kun indskrænke dig til det. Faglig kamp og legalitet er ikke identisk: Faglig kamp betyder også at brænde bestemte folks biler af, at bygge en barrikade, at ødelægge en "tidsbegrænsningsfabrik" (fabrik hvor der arbejdes efter lønskala målt efter tid og produktivitet) med en molotov-cocktail osv." (Arranca nr. 8/96).
Men udviklingen de seneste år har skabt nye arbejdsområder for LAB. Der arbejdes for tiden meget på at integrere de arbejdsløse i den faglige kamp. Flere og flere sendes i arbejdsløshed, og det er derfor naturligt for LAB at få dem med. Endvidere arbejdes der mod muligheden for nye regler om arbejdstid og aflønning, som er et forsøg på at øge produktiviteten, samtidig med at lønnen bestemmes derefter. Denne nye form giver ikke mulighed for samme arbejdsløshedsstøtte, som det hidtil er kendt. Det mest vidtgående skridt er dog samarbejdet med ELA, der i sin form ikke ligner LAB. Det går i al sin korthed ud på, at skabe et tættere samarbejde. Det sker fx. i fastsættelse af nogle lønkrav og krav til anvendelse af midler til videreuddannelse. Det er ikke decideret aktionsenhed, der er tale om. Her er forskellene mellem organisationerne stadig for store. ELA har en baggrund som en kristen-katolsk fagforening, der i højere grad er "solidarisk", hvilket vil sige at man taler med og hjælper hinanden. ELA ser ikke sig selv som en kamporganisation, og har i visse situationer ønsket at forhandle med stat og virksomhedsejere for at forhindre konflikter. Men i takt med den højredrejning PNV har taget, og den basis i arbejderbefolkningen som ELA trods alt har, har organisationen bevæget sig i retning af LAB. Klassetilhørsforholdet har således fået en mere betydsningsfuld rolle end partitilhørsforholdet. Det kendes også fra andre katolsk-orienterede fagforeninger, der starter som borgerskabets "splittelseskile", men efter nogle år bryder med denne tilknytning. Det spændende - og risikobetonede - bliver så, om LAB også bevæger sig, og i givet fald i hvilket retning. Tilsammen kan LAB og ELA nå langt, da de i såfald ofte vil kunne repræsentere over 50 % af arbejderne i givne situationer.
LAB arbejde er ikke kun begrænset til Baskerlandet. LAB deltager i arbejdet med at lave en faglig/socialistisk markering op til det kommende års EU-konference i Amsterdam. Man erkender, at kampen mod neo-liberalismen ikke kun kan føres på regionalt plan endsige nationalt plan, men kræver international organisering, og dette er et af mange konkrete udtryk.