Af Astrid Engberg
Når zapatisterne nævnes ledes tankerne hen på diskussioner om revolutionære strategier, interkontinentale møder og nye demokratiske organisationsformer. Især i Vesten har man været meget optaget af at diskutere om zapatisterne stod for en ny modstandsstrategi og man har med interesse læst bevægelsens deklarationer og kommunikéer.
Selv om det naturligvis er interessant at undersøge disse overordnede spørgsmål, er det vigtigt at huske at zapatisbevægelsen er meget mere end disse store ord. Bevægelsen bygger på en daglig kamp og organisering for en stor gruppe fattige mennesker på landet i Chiapas i det sydlige mexico. Zapatisternes basisorganisering er rammen om de initiativer, der lige fra det helt lokale til det internationale plan søger at udfordre den herskende orden.
I løbet af de forgangne år har zapatisterne opbygget en selvstyrende, også kaldet autonom, organisationsform i opposition til det officielle Mexicos undertrykkelse. Der er oprettet autonome kommuner med egen administration, ligesom der er dannet kooperativer og oprettet fem Auguas Calientes, som fungerer som zapatisternes kulturelle centre. Dette selvstyre er halt centralt i zapatisternes fortsatte oprør mod regeringen og det er en voldsom torn i øjet på det officielle Mexico.
Underviser også på indiansk
I 1996 begyndte de autonome kommuner at opbygge et alternativt uddannelsessystem, der skulle forbedre uddannelsen i zapatistsamfundene og der er nu oprettet lærerseminarier i to forskellige Aguas Calientes, nemlig La Realidad og Roberto Barrios. Til disse seminarier kommer unge zapatister fra de omkringliggende landsbyer for at blive undervist i et halvt år. Derefter er de klar til at vende tilbage til deres landsbyer og begynde at undervise børnene dér. De bliver altså en slags barfodslærere, kaldet promotorer.
Fransisco og Antonio er talsmænd for zapatistfamilierne i Roberto Barrios og forældre til børn i den nyligt oprettede autonome børneskole dér. Denne nye skole blev startet i august 1999 og dens fire promotorer har alle deltaget i det første kursus på seminariet i Roberto Barrios. Fransisco og Antonio er ikke i tvivl om hvor nødvendigt det er for deres landsby, at der blevet oprettet en ordentlig skole.
„Regeringen siger, at der er fri adgang til uddannelse og at den er gratis, men det er ikke sandt. I hele de indianske samfunds historie er der aldrig nogen af os, som er blevet lærere eller er blevet uddannet til en anden profession. Folk når kun til grundskolen. Vi kan tage til Palenque og fortsætte i mellem skolen, men vi har ikke råd til at betale for et sted at bo i byen. I mellemskolen skal man have uniform, sko, skriveblokke og en masse andre ting, som koster penge og det har vi aldrig haft råd til," siger Antonio. Fransisco fortsætter: „Regeringen sender lærere til landsbyerne, men de arbejder kun to eller tre dage om ugen og så tager de afsted igen. I regeringens skoler undervises der kun på spansk, men ofte forstod vi ikke hvad der stod i bøgerne, for spansk er ikke vores sprog."
„I den nye skole bliver børnene både undervist på deres eget sprog og på spansk. De skal lære at forstå alt det der foregår omkring dem, for det er en historie, som vi aldrig hørte i regeringens skole. Vi fik kun den historie, som er skrevet i bøgerne. Men dette er forandret og nu diskuterer børnene den virkelighed, som faktisk omgiver dem. Historien om hvordan de lever, hvad der sker for deres familier og med deres liv. Jeg mener at det de faktisk studerer og diskuterer er den mentalitetsændring, som er foregaet i vores landsbyer."
I Roberto Barrios er skolen allerede i fuld gang. De 130 børn bliver undervist af de fire promotorer, som hver især er ansvarlige for et af skolens fire fag; Historie, Sprog, Matematik og Liv og miljø.
Det nye semimarium
I Roberto Barrios har man med hjælp fra de omkringliggende landsbyer opbygget de faciliteter, som seminariet havde brug for, i det kulturelle center, el Aguascalientes. Der er klasseværelser, sovesale, et køkken, en spisesal og et velholdt bibliotek. Det er også folk fra landsbyen, som laver mad til de over hundrede lærerstuderende.
I alt blev der uddannet 150 promotorer på det første kursus i Roberto Barrios. De har siden de blev færdige i august 1999 undervist i deres respektive landsbyer. Undervisningen af promotorerne foreståes af frivillige universitetsstuderende fra Mexico By, som forpligter sig til at tage et halvt år til Chiapas og undervise.
Victoria, Carlos og Ana underviste alle tre på det første kursus og var i januar 2000 igen i Roberto Barrios for at mødes med det første hold promotorer.
Ana forklarer at de begyndte at arbejde på projektet allerede i 1998. Den gang blev de kontaktet af en af deres undervisere på universitet, som havde tæt forbindelse til zapatisterne og som mente at Victoria, Carlos og Ana var til at stole på. Gruppen er nemlig ikke frit tilgængelig selv om der er et stort behov for dygtige folk. Det hele foregår fortroligt, fordi det kan få alvorlige konsekvenser for de studerende at deltage i et projekt, som direkte støtter zapatisternes opbygning af et autonomt styre.
„I Mexico By arbejder vi i en stor gruppe, som både består af de studerende, som underviser i Roberto Barrios og dem, der underviser i La Realidad samt af en tværfaglig gruppe, som er tilknyttet projektet som vejledere. Disse vejledere er specialister i undervisning af børn og er psykologer, pædagoger, historikere osv," siger Carlos.
Historier - ikke historie
På seminariet såvel som i børneskolerne undervises der, som sagt, i matematik, liv og miljø, sprog (indianske og spansk), samt historier. „Vi siger Historier i flertal fordi regeringen for eksempel kun giver magthavernes historie, regeringens historie og en historie, der defineres af hvem, der er præsident" siger Carlos. „Vi besluttede, at vi både ville arbejde med landsbyernes historier, med lokal og regional historie og med børnenes historie, selv om vi også ville undersøge regeringens og det omgivende samfunds historie.
Desuden påbød landsbyrepræsentanterne os, at man i skolen skulle behandle zapatistsamfundenes krav (som er blevet stillet ved fredsforhandlingerne med regeringen, red.), dvs. bolig, jord, arbejde, sundhed, uddannelse osv. Derfor lavede vi et femte fag, som hedder Integration, hvor vi ser på hvert enkelt af kravene. Faget hedder Intergration fordi vi inden for for eksempel emnet `jord’ kan lave øvelser med sprog, historie og naturvidenskab. Og altså integrere fagene i een og samme aktivitet."
At arbejde med zapatisternes krav har også en anden fordel. Kravene omhandler netop de vigtigst spørgsmål i zapatisternes liv og de ting, de kæmper for at forbedre. På den måde kommer man i skolen rundt om en masse vigtige diskussioner og får mulighed for at blive klogere på dem. For børnene betyder dét at arbejde med kravene også at de problemstillinger, der bliver taget op er meget nærværende i fht. deres eget liv. De undersøger for eksempel hvordan man får mad på bordet i landsbyen, hvorfor er der så meget militær eller hvad betyder det at være syg.
Uddannelsesprojektets fremmeste formål er naturligvis at uddanne promotorer, som kan undervise børnene. Men promotorerne får også selv en unik mulighed for at lære nyt og diskutere med folk fra andre dele af regionen. Da promotorerne kommer fra en masse forskellige landsbyer får de, i faget Integration også mulighed for at sammenlige situationen i deres forskellige områder. For eksempel har man diskuteret fødevaresituationen i området. Folk fra forskellige områder fortalte om deres erfaringer med at indføre nye afgrøder, som bliver introduceret via regeringsprogrammer. Det viste sig at det ofte har haft meget negative konsekvenser for landsbyerne at være afhængige af verdensmarkedet, når de er overgået fra subsistensproduktion til produktion af for eksempel gummi eller madolie. Carlos satte ved denne lejlighed regeringens landbrugsprogrammer i sammenhæng med dens generelle strategi om at gøre de indianske samfund afhængige af det omkringliggende samfund ved at indføre nye afgrøder eller gøre det nødvendigt for bønderne at købe såsæd udefra.
Selv bestemmelse i undervisningen
Carlos forklarer at de første fire måneder af promotorernes uddannelse bruges på at finde ud af hvilket fagligt niveau promotorerne har og at udbygge deres viden. Promotorerne laver et `landkort’ over den viden, de har og som de senere kan bruge til at undervise ud fra. „De sidste 2 måneder af uddannelsen forbereder vi hvordan de skal undervise", fortæller han. „Promotorerne skal lave deres egen undervisning og ikke bare reproducere det vi har lært dem. De opfinder aktiviteter og laver opgaver. Vi stiller forslag til hvad opgaverne kan indeholde, men opgaverne skal tilpasses situationen i den enkelte landsby." De promotorer, som allerede er begyndt at undervise bruger megen tid på at forberede undervisningen. De laver hæfter, som beskriver aktiviteterne og tager bagefter noter på hvordan de fungerede.
Ana fortæller at promotorerne selv stiller forslag til hvad de vil undervises i. Uddannelsen består på den måde af en blanding af arbejde med at redde landsbyernes egen viden samt med at tilegne sig nye kundskaber. „De skaber deres egen uddannelse. -Det er deres uddannelse og vi arbejder ud fra deres ønsker," siger hun. Carlos pointerer, at det er vigtigt, at projektet er startet som et initiativ fra landsbyerne. Han mener at det vil give projektet en anden holdbarhed end hvis initiativet var kommet udefra. Og dét uanset hvad der ellers kommer til at ske med zapatisternes kamp i fremtiden.
Victoria forklarer at promotorerne arbejder meget i grupper. „ Det har været meget produktivt og givende at arbejde sådan, fordi vi på den måde får brugt den viden, som de selv har."
„Vi afslutter arbejdet i en periode (20 dage, red.) med et endeligt produkt, fx. en udstilling eller en optræden. Så inviterer vi resten af landsbyen til at deltage og se hvordan vi arbejder." Hun fortæller at landsbyen på den måde hele tiden er involveret i projektet. Desuden promotorerne idéer til hvordan de kan afslutte et forløb på en anden måde end via de eksamener og karakterer, som bruges i regeringens skoler.
Landsbyens støtte
Ana, Carlos og Victoria er alle meget imponerede over landsbyernes opbakning til projektet „midt i alle besværlighederne og det daglige pres fra regeringens side." Victoria forklarer at promotorerne fra de enkelte landsbyer har lavet en aftale med byen inden de begynder deres uddannelse. „Promotoren forpligter sig til at komme her til Roberto Barrios i 6 måneder, mens landsbyen forpligter sig til at sørge for at det er muligt for promotoren at forlade det arbejde han eller hun ellers udfører." En del af promotorerne har allerede stiftet familie og det er vigtigt at de får hjælp fra landsbyen, når de ikke selv kan dyrke deres jord eller udføre huslige opgaver. „Man indkalder til et landsbymøde og beslutter, hvor og hvornår promotoren skal begynde sit arbejde og hvordan landsbyen vil støtte ham eller hende. Man dyrker fællesjorde i landsbyen og overskuddet af den smule majs og bønner, som bliver solgt, bruges af landsbyen. En fastsat del af disse ressoucer bruges til at støtte promotoren," siger Victoria.
Undertrykkelsen fortsætter
Han fortæller dog også, at promotorerne ikke altid har fået den støtte fra landsbyen, som de behøver. Promotoren fungerer som primus motor i arbejdet med at få bygget skoler med de materialer, som er tilgængelige i landsbyen, dvs. jordgulv, bræddevægge og et tag af blade. Desuden opfordrer de landsbyen til at oprette en uddannelsekomité. „Der er stadig nogle problemer, for selv om en sådan komité bliver oprettet ved dens medlemmer stadig ikke hvad deres funktion er og hvad de kan gøre for at forbedre uddannelsen i landsbyen."
Promotorerne, som blev uddannet på det første kursus i Roberto Barrios er meget opsatte på at lave et møde, hvor alle de mennesker, der er involverede i projektet kan mødes. På den måde vil uddannelseskomitéerne fra de enkelte landsbyer få et bedre overblik over, hvad projektet går ud på og man vil samlet kunne diskutere projektets fremtid.
Carlos siger, at det største problem for det nye skolesystem er undertrykkelsen af zapatisterne og den krigssituation, som landsbyerne lider under. „Reelt har der været 4 eller 5 landbyer, hvor man ikke har kunnet begynde undervisningen, fordi situationen har været for svær. Militæret går ind i landsbyen og udspørger folk. Der er et dagligt pres, ikke bare mod promotorerne og den autonome skole, men mod landsbyerne i det hele taget. Regeringen prøver hele tiden at splitte landsbyerne og skabe konflikter via de paramilitære grupper."
På nuværende tidspunkt er der omkring 70.000 soldater i Chiapas og der ligger militærlejre udenfor de fleste zapatistlandsbyer. Det betyder at der er et dagligt pres på befolkningen blandt andet via konstant kontrolering af folks kommen og gåen, forurening af drikkevandet samt overgreb og trusler. I løbet af de senere år er der også blevet oprettet mange paramilitære grupper, som består af folk fra landsbyerne. Således er der i mange landsbyer store konflikter mellem zapatister og paramilitære, som ved flere lejligheder har ført til mord. Alt dette er en del af den lavintensive krig, som regeringen fører ikke bare mod zapatisthæren, men mod dens civile base.
Carlos fortæller at zapatisternes børn nogle steder er blevet smidt ud af regeringens skoler fordi de har haft fødselsattester, som var udstedt i en af de autonome kommuner. Andre steder har forældrerne selv valgt at tage deres børn ud af regeringens skoler for at sætte dem i den nye skole. Under alle omstændigheder er det en stor beslutning for forældrerne at flytte deres børn over i en ny skole, for når de en gang har gjort det er de afhængige af at skolen bliver ved med at fungere. Også af den grund er der stor opbakning til de nyuddannede promotorer i de fleste landsbyer.
Regeringens officielle uddannelsesprogram, SEP, har forsøgt at bestikke de nyuddannede promotorer til ikke at begynde at undervise. Desuden har SEP anklaget nogle af promotorerne for at stjæle bøger fra regeringens skoler.
Lærerne fra SEP anklager også promotorerne i de nye skoler for at undervise børnene i hvordan de skal blive guerrilla soldater eller man siger, at det er guerrilla soldater, som underviser børnene. Desuden advarer de folk mod at tage deres børn ud af regeringens skoler, fordi man aldrig vil anerkende zapatistskolerne, fortæller Carlos. „På en måde er det et problem, men samtidig siger de her i landsbyen at det ikke gør noget, hvis regeringen ikke vil anerkende den autonome skole. De siger, at regeringen endnu ikke har forstået at `vi nu har valgt at gå vores egen vej og at vi aldrig mere vil komme og tigge om at de anerkender vores børns uddannelse’".
Ana siger: „Man ønsker at skabe et uddannelsessystem, hvor de indianske sprog, skikke og kultur respekteres. Man vil bryde helt med regeringen og et uddannelsessystem, hvor der altid har været problemer og kulturelle og sprogmæssige forskelle."
Visioner for fremtiden Carlos fortæller, at de sammen med de kommende promotorer har lavet et overblik over uddannelsessituationen i landsbyerne under regeringens system, SEP. Det er generel praksis at forbyde børnene at tale deres indianske sprog i skolen ligesom fysisk afstraffelse er meget udbredt. „En af de hårdere straffe er, at de tvinger børnene til at holde hænderne i myretuer uden at måtte flytte dem. Der er også tilfælde af seksuelle overgreb mod pigerne i skolen." Lærerne er i det hele taget ofte i konflikt med landsbysamfundene. De kommer udefra og er kun i landsbyen et par dage om ugen. Desuden har regeringen systematisk sendt lærere, der taler Tzeltal til Chol-landsbyer og omvendt, således at de ikke kan undervise børnene på deres eget sprog.
Under det nye skolesystem har landsbyerne besluttet, at de ikke vil have at promotorerne slår. „Promotorerne skal respektere børnene og vise dem omsorg," siger Carlos. „Det er en fordel at promotorerne selv kommer fra landsbyen. De holder af børnene og kender landsbyens sprog, sædvaner og problemer."
Der er mange store visioner for uddannelsesprojektets fremtid. Når der er uddannet promotorer nok til at undervise børnene i grundskolen, vil man kunne går videre med en mellemskole og måske på længere sigt et autonomt universitet. Men som Victoria siger, drejer det sig i første omgang om at sørge for at børnene kan læse og skrive. Carlos uddyber: „SEPs uddannelsessystem er udformet som en pyramide, hvor der hele tiden er plads til færre og færre. Man har diskuteret om det er en sådan model man skal følge i det nye skolesystem."
„Vi ved ikke hvor mange flere hold promotorer, der vil blive brug for, men det er planen at uddannelsen af promotorer efterhånden skal gøres uafhængig af undervisere udefra. Det er meningen, at de promotorer, som bliver uddannet nu, senere selv skal være lærere på uddannelsescentrene. Allerede på hold nummer to vil der, udover 5 undervisere fra Mexico By, være tilknyttet 5 promotorer fra det første hold, der blev uddannet i Roberto Barrios.
Victoria forklarer, at det er meningen, at uddannelsen af de promotorer, som allerede er begyndt at undervise, skal fortsætte. På den måde kan man følge med i hvordan det går med undervisningen og vurdere hvordan man skal fortsætte. Desuden vil promotorerne have brug fr at få mere viden, som de kan formidle til landsbyerne. Victoria, Carlos og Ana regner med fortsat at komme til Roberto Barrios en gang hvert halve år og mødes med det første hold promotorer, som de har været med til at uddanne.
En anden fremtidig udfordring for projektet er at få bygget skoler i alle landbyerne, ligesom der skal skaffes undervisningsmaterialer og oprettes biblioteker. Der er allerede en del solidaritetsgrupper fra Europa, som støtter projektet og blandt andet har skaffet penge til opbygningen af uddannelsescentret i Roberto Barrios. En udbredt idé er at oprette venskabsbånd mellem skoler i Chiapas og skoler i Europa. På den måde kan begge parter lærer en masse om hinandens liv, ligesom klasserne fra Europa kan støtte projektet fx. via en indsamling.
Både Ana, Victoria og Carlos er enige om at det har været en meget vigtig oplevelse for dem at være en del af uddannelsesprojeketet. Victoria siger: „ Jeg ved nu, at jeg kan udføre et stykke arbejde, at jeg kan gøre noget for at tingene ikke skal fortsætte på samme måde i dette land."
Carlos fortsætter: „I byen ser alt meget anderledes ud og alt er mere kompliceret. Folk er ikke ordentligt organiseret og vi befinder os på et meget lavere niveau end landsbyerne. Derfor er det ikke så meget os, som kommer for at hjælpe, men dem som hjælper os. Jeg føler, at jeg er en del af et modstandsfelt og jeg ser, at vi ikke er så langt fra andre bevægelser. Jordløse mennesker i Brasilien følger den samme linie og skaber deres egen uddannelse og i Equador følger CONAIE også vejen mod autonomi for den indianske befolkning. Mange stedet sker der det samme og folk siger, at uddannelse er et af de vigtigste elementer i modstanden. Således er dette en måde at gøre modstand på. Det går langsomt frem i denne etape, men det er en form for modstand."
„I byen er vi indfanget af kedsomheden og et bureaukratisk system. Her har vi det som fisk i vandet. Jeg føler at jeg er mig selv når jeg taler med promotorerne, når jeg underviser eller diskuterer. Dette er det sted, hvor jeg har det bedst, hvor jeg føler, at vi er på vej og vi ved hvor vi skal hen."
Carlos håber at kunne dele projektets erfaringer med bevægelser i andre dele af landet og i byerne. „Det kan være, at det er vigtigt at sige til folk i Danmark, at det, vi har lært hér, er, at det ikke så meget handler om at rejse herned for at hjælpe. Den erfaring, vi gør os her, hjælper også os til bedre at forstå problemerne dér, hvor vi selv lever og til at finde en løsning på dem. På den måde kan vi ændre situationen for alle længere ude i fremtiden."