I 2001 støttede Operation Dagsværk, Internationalt Forum og International Børnesolidaritet et uddannelsesprojekt i de zapatistiske landsbyer i Chiapas. Nu, to år efter, har to aktivister fra Dagsværk besøgt de uafhængige skoler, der er en fundamental brik i den autonomi, som Zapatisterne har brugt snart 10 år på at opbygge
Af Anne Wind og Gudrun Pedersen
Uddannelse er et af Zapatisterne 11 krav og allerede kort efter oprøret i 1994 begyndte de at diskutere, hvordan man kunne skabe en værdig uddannelse i de indianske landsbyer. I 1996 blev det første hold lærere uddannet. Altså længe før de danske gymnasieelever gik på gaden for at støtte det uafhængige uddannelsessystem.
Skolerne er skabt gennem lokalbefolkningens visioner og ressourcer. De zapatistiske landsbyer har selv bestemt, hvad der skal undervises i. De ønsker ikke en autoritær og ensrettende undervisning, der tager udgangspunkt i livet i byerne, sådan som den staten tilbyder i den officielle skole. Denne form for undervisning har været primus motor i nedbrydelsen af de kollektive strukturer i landsbyerne og brugen af de indianske sprog. I stedet har de zapatistiske landsbyer oprettet skoler, der er tosprogede, og hvor undervisningen er baseret på den indianske kultur og landsbyens behov.
Børn har rettigheder
Uddannelsesprojektet hedder “Semillitas del sol” - de små solfø. De frø, der er sået gennem de sidste syv år, begynder nu at spire: ”Regeringen respekterer ikke vores eller børnenes rettigheder, men nu ved børnene, at de har rettigheder. Og derudover kan de forklare dem på deres eget sprog,” fortæller José Luis, der er lærer, da vi spørger, hvad uddannelsen har ændret for børnene. I skolerne undervises børnene i retten til for eksempel jord, sundhed og frihed - med udgangspunkt i zapatisternes 11 krav. Det er skelsættende for hele landsbyen, at børnene nu lærer, at der findes konventioner, der beskytter deres ret som oprindelige folk til selv at styre deres samfund, og at medicin og rent drikkevand ikke er gaver, man skal gøre sig fortjent til at modtage fra staten, men en ret hvert menneske har.
I en undervisningstime, vi deltog i, diskuterede elever og lærer jordspørgsmålet. Læreren skrev på tavlen: “Hvorfor kræver vi jord?” Efter et stykke tid svarede én: “Fordi vi ikke har noget jord”. Lidt efter kom flere svar: “Fordi der ikke er liv uden jord”. “For at kunne arbejde på jorden” Alle svar blev skrevet op på tavlen, uden at der blev sorteret i dem eller bestemt, hvad der var “det rigtige svar”. Herefter arbejdede eleverne videre i grupper med spørgsmål som: “Hvad giver jorden?”, “Hvem har de bedste jorde?”, “Hvorfor interesserer de rige sig for vores jord?” Eleverne svarede, at jorden giver majs, bønner, squash og mange andre afgrøder, og at jorden er vores mor, fordi maden kommer fra jorden. De diskuterede sig frem til, at det er de store jordejere, der ejer den bedste jord, og at jorden historisk set blev taget fra indianerne. Og at de rige interesserer sig for landsbyens jord på grund af dens ressourcer: “De interesserer sig for det fine træ og det vand, der er nede i vores moder jord. Olien transporterer de til andre dele af verden,” lød et af svarene. Til sidst skulle eleverne tegne en tegning af landsbyen med alle de ressourcer, der findes omkring den.
Skolen som motor
Skolerne er en hjørnesten i opbygningen af autonomi i de zapatistiske landsbyer. Et medlem af en af uddannelseskomitéerne fortæller: “Skolen er ikke bare et klasseværelse, men hele landsbyen; skolen er landsbyen og landsbyen er skolen.” Det er landsbyerne, der definerer indholdet i undervisningen, og den viden, der akkumuleres i skolerne, er hele landsbyens viden. For eksempel bruges bedsteforældrenes viden i historietimerne, mens de folk, der har viden om junglens medicinske planter bidrager til faget ”liv og miljø.” Omvendt diskuterer børnene løsninger på nogle af landsbyens problemer - så de idéer, der skabes i skolen kommer landsbyen til gavn. Ligeledes afspejler undervisningen landsbyens måde at opfatte verden, det vil sige kulturen, traditionerne og den fælles måde at arbejde sammen og træffe beslutninger. Skolerne styrker dermed den indianske identitet og landsbyens organisering som selvstyrende enhed.
Skolerne har hverken eksamen eller karakterer, men bruger en afsluttende kulturbegivenhed som evaluering. I en landsby vi besøgte, havde børnene arbejdet sammen med de ældre om at planlægge skoleafslutningen. De ældre spillede på traditionelle instrumenter og børnene fremførte sange og danse fra området. Hele landsbyen var mødt op for at se, hvad børnene havde lært. I klasseværelset var der hængt plancher op, som børnene havde lavet. De forklarede, hvordan kaffen dyrkes og sælges - en meget arbejdskrævende proces med ringe udbytte. En majsmark af karton og pinde illustrerede sprøjtegiftes uheldige virkning på majsen. Børnene fortalte om deres plancher, og på den måde evaluerede hele landsbyen, hvad børnene havde lært.
Uddannelsen udvikler sig både efter de behov og ønsker, der opstår i den enkelte landsby, og ud fra de diskussioner om uddannelsens formål, der foregår i de autonome kommuner og kommunerne imellem. På den måde afspejler projektet, at den autonomi, Zapatisterne praktiserer og kæmper for, ikke kun gælder den enkelte landsby, men også handler om retten til at organisere sig uafhængigt på regionalt niveau.
Ignacio og Emiliano fra sammenslutningen af uddannelseskomitéer i en af de tre regioner, hvor projektet gennemføres, fortalte os om, hvordan projektet startede for mindre end ti år siden. I starten var der blot et par autonome skoler spredt i området hist og her. Der blev flere og flere, og efterhånden opstod et samarbejde mellem skolerne i de enkelte kommuner. Nu er man begyndt at samarbejde på tværs af kommuner og har dannet en sammenslutning af uddannelseskomitéer fra fire forskellige kommuner. Sammenslutningen bruges som forum for erfaringsudveksling, koordinering af lærernes uddannelse og diskussion af uddannelsens fremtid.
Da vi talte med Ignacio og Emiliano, havde EZLN endnu ikke offentliggjort oprettelsen af “las Juntas de Buen Gobierno” (Forsamlingerne for God Regeringsførelse). Disse består af repræsentanter fra de autonome kommuner i den pågældende region og vil i fremtiden være ansvarlige for at udføre og overvåge projekter i regionen, og ergo også uddannelsesprojektet. “Las Juntas” er frugten af en proces, hvor autonomien på zapatistisk jord er vokset fra først at fungere på landsbyniveau, så på kommuneplan med oprettelsen af autonome kommuner, og nu styrkes på regionalt plan ved indførelsen af las Juntas som tværkommunale råd.
Uddannelsen udvikler sig
“Semillitas del Sol opstod, fordi der var et behov for at lære børnene at læse og skrive. Det opstod udfra en nødvendighed, » forklarer Ignacio. « Nu er der opstået et behov for et niveau to, for når børnene færdiggør den basale undervisning, ved de ligeså meget som lærerne. Vi er i gang med at diskutere, hvad dette niveau skal indeholde. Hvis eleverne går i den statslige mellemskole, giver det dem mulighed for at få et job i den offentlige sektor eller hos et firma. Derfor er der mange af de, der gennemfører den officielle mellemskole, der flytter til byen for at finde arbejde.”
Landsbyerne har ikke brug for, at de unge rejser, men derimod for folk, der ved hvordan man udnytter jorden bedst muligt uden at udpine den, og hvordan man laver beregninger til forskellige projekter i landsbyerne. Det er den retning, det nye niveau vil tage. Uddannelsen skal hjælpe landsbyen, og den bevidsthed er også nået børnene. De siger ikke længere, at de vil være piloter og sekretærer, når de bliver store, men f.eks lærere eller sundhedsarbejdere.
Mange steder underviser læreren landsbyens kvinder en aften eller to om ugen. Kvinderne har traditionelt været udelukket fra uddannelse, og mange er derfor analfabeter. Voksenundervisningen var ikke planlagt fra projektets start, men er opstået, fordi kvinderne har udtrykt behov for det. Netop fordi skolerne er selvstyrende, kan den slags lade sig gøre uden bureaukrati og større armbevægelser.
Kvinder og piger i projektet
De strukturer i det mexicanske samfund, der undertrykker kvinder, virker også ind på uddannelsesprojektet, hvor kun ca. 20 % af lærerne er kvinder. Men det har været værre. På det allerførste lærerkursus var der kun én kvinde - og hun valgte at droppe ud. Siden er der til hvert nyt kursus kommet flere og flere kvindelige lærere.
Det er desuden positivt, at det er lykkedes at få en lige fordeling blandt drenge og piger i skolerne. Forældrene tager pigernes ret til uddannelse alvorligt, hvilket viser, at her er kvindernes krav slået igennem. I skolerne undervises børnene i kvinders rettigheder. Det er ikke bare tom snak, men bliver også efterlevet. Lærerne slår ikke børnene og der er ikke eksempler på voldtægt af pigerne, som der er i de officielle skoler. Børnenes ord vejer ligeså meget som lærernes, og pigernes ligeså meget som drengenes. Drengene opdrages til at høre efter, når pigerne siger noget. Det at pigerne ved, at de har ret til at blive hørt og er ligeså meget værd, har ændret mentaliteten hos pigerne og kvinderne i landsbyerne. Mange finder sig ikke længere i hvad som helst. Så fremtiden vil sandsynligvis byde på flere kvindelige lærere.
Uafhængighed?
Selvom uddannelsesprojektet bryster sig af at fungere på landsbyernes præmisser, er der stadig en vis afhængighed af hjælp udefra. Lærerne er hidtil blevet undervist af rådgivere fra Mexico By, der arbejder frivilligt som alle andre involverede i projektet. Rådgiverne er ofte studerende med tilknytning til den zapatistiske bevægelse, der kommer fra en helt anden virkelighed end lærerne fra landsbyerne. Målet er derfor, at nogle af lærerne selv bliver i stand til at uddanne de nye generationer af lærere. De første forsøg er allerede gjort, ligesom der foregår en løbende “nivellering”, hvor de erfarne lærere underviser de mindre erfarne, så alle kan komme op på samme niveau.
Projektet er ligeledes afhængigt af økonomisk støtte udefra. Midlerne til skolebyggeri og afholdelse af lærerkurser er svære at finde i landsbyerne. Men på landsbyplan prøver man at skabe en bæredygtighed i forhold til den enkelte skole ved at oprette mindre produktionsenheder, som for eksempel køkkenhaver, der kan rejse midler til undervisningsmaterialer og lærerens rejseudgifter til kurser og møder. Børnene arbejder i køkkenhaven og lærer om dyrkning som en integreret del af undervisningen, og de afgrøder de høster, sælges til fordel for skolen.
Autonomiens omkostninger
Semillitas del sol er født af ønsket om at bekæmpe fattigdommen. Men samme fattigdom begrænser undervisningens muligheder og besværliggør aktiviteterne i projektet. Opbygningen af uddannelsen og autonomien i det hele taget bygger på landsbyernes egne knappe ressourcer. Lærerne får ikke løn. I stedet arbejder landsbyen på lærerens marker. Således fungerer projektet på fattigdommens præmisser - det ville aldrig være muligt for landsbyerne at betale løn til en eller flere lærere. Samtidig afspejler måden at forsørge lærerne på den kollektive organisationsform i landsbyerne. Alle er forpligtet til på skift at udføre en del af det kollektive arbejde. Det er hårdt for landsbyen at skulle forsørge en lærer. Nogle landsbyer har måttet indse, at de ikke kunne forsørge alle de lærere, de havde valgt, og må nøjes med en enkelt eller to til alle børnene. Dertil kommer, at der er mange andre projekter end uddannelsesprojektet. Selvstyrende sundhedsklinikker, produktionskollektiver, varelagre og meget andet har Zapatisterne sat i gang for at styrke landsbyernes uafhængighed og skabe en selvstyrende, selvbærende og værdig udvikling. Det betyder, at den enkelte landsby har mange munde at mætte, når der er mange, der har ansvarsområder.
Det er en hård og dyr opgave at opbygge et helt selvstyrende samfund. Infrastrukturen er også et problem. Mange landsbyer kan man kun komme til ved at gå, ride eller sejle. Andre steder er der en hullet grusvej, hvor der ikke kører mere end et par biler om dagen. Så når lærerne skal på kursus, er rejsen lang - mange går til fods halve eller hele dage. I den nordlige region er det værst. Her er afstandene størst og infrastrukturen dårligst. Derfor har man besluttet at lave et ekstra uddannelsescenter her. Det afhjælper en del af problemet, men der er stadig lærere, der på grund af afstanden sjældent kommer på kursus. Nogen definitiv løsning på problemet kan projektet ikke levere, og den mexicanske stat lader til kun at være interesseret i at konstruere veje, når det er til militærets fordel eller for at gøre det lettere for virksomheder at hente nogle af regnskovens mange rigdomme ud.
Et andet problem, når lærerne skal på kursus, er, at de skal gennem områder, hvor paramilitære grupper opererer. Der er stadig stor paramilitær aktivitet i Chiapas, og mange er med god grund bange for at rejse udenfor deres landsby. En af rådgiverne fortalte os om en episode, der illustrerer problemet: “Vi skulle holde kursus for lærerne. En af dem ankom med et stort blåt øje og blod i hele hovedet. Han var blevet overfaldet af paramilitære på vejen, men han nåede frem og gennemførte kurset.” Men det er langt fra alle, der har samme mod. I den nordlige zone er der et helt område, hvorfra lærerne stort set aldrig kommer.
Uddannelsen fortsætter på trods
Uddannelsen møder modstand fra officielt hold. De mexicanske myndigheder prøver til stadighed at bekæmpe Zapatisterne forsøg på selvstyre og er ikke interesseret i uafhængige skoler, hvor de ikke kan kontrollere undervisningens indhold.
Kort efter at de uafhængige skoler blev oprettet, begyndte der at ankomme massiv økonomisk støtte til de officielle skoler. Morgenmad i skolerne, materialer og stipendier til familier, der lader deres børn gå i skolerne, er udbredt i hele projektområdet. Før 1994 var der ingen af den slags “gaver” fra myndighederne til skolerne. I en uafhængig skole, vi besøgte, var der kun 24 børn. “Før var der 80 elever,” fortæller Alfredo, der er eneste lærer i sin landsby, “og det var ikke kun børn af zapatister. For her slår vi ikke børnene. Men så begyndte regeringen at give morgenmad i den officielle skole og betale forældrene 300 pesos (ca. 175,- kr.) hver anden måned på den betingelse, at de ville sende børnene i den officielle skole. Det er ikke kun sket her i landsbyen, men mange steder. En gang tilbød de også mig penge, hvis jeg ville holde op med at undervise i den uafhængige skole og blive lærer hos dem. Men det ville jeg ikke.” Chikane mod de uafhængige skoler er udbredt. Lærerne i den officielle skole generer den uafhængige skoles lærere og fortæller dem, at de underviser dårligt. I en uafhængig skole oplevede vi, hvordan undervisningen blev forstyrret af børnene fra den officielle skole, der gjorde nar af, at undervisningen foregik paa tzeltal. I en anden skole fortalte de, at ruderne ofte blev smadret og skolen udsat for hærværk af de paramilitære i landsbyen.
Uddannelsen og opbygningen af autonomien fortsætter på trods. ”Jeg ville ønske, at vi kunne se fremtiden,” fortæller Carlos, der er lærer. ”Vi håber, at den uafhængige uddannelse vil fortsætte. Måske også i andre lande. Vi bliver nødt til selv at gøre det, for regeringen kommer ikke og gør det for os. Selvom den dårlige regering ikke anerkender det, vil vi opbygge autonomien.”
Navnene på personerne i artiklen er fiktive af sikkerhedsmæssige årsager. Personernes rigtige navne er artiklens forfattere bekendt.
Se også artikel om uddannelsesprojektet i Gaia nr. 28, forår 2000. Læs mere om den aktuelle situation i Chiapas og uddannelsesprojektet i Anne og Gudruns rejsebreve på www.od.dk Anne og Gudrun vil gerne tage ud og fortælle og vise dias fra deres rejse. Kontakt gudrunpedersen@yahoo.dk eller annewind@hotmail.com