GAIA 40 forår 2003


Leder: Fyrsten og vasallerne
Lektien fra København
Davos: En fæstning i de schweiziske alper
Nye strategier for forandring
At skabe en anden verden online
Venstrefløjen og islam [boganmeldelse]
Venezuela ved vadestedet
Borgerrettigheder amputeres i Hong Kong

At skabe en anden verden online

De mangfoldige koordinerede protester mod Irak-krigen, som fandt sted over hele verden lørdag den 15. februar, var kun det seneste udtryk for gennemslagskraften hos den løse, netværksbaserede globale bevægelse, der i høj grad kan takke udviklingen af internettet for sin eksistens. Denne fundamentale sociale forandring, båret frem af cyberspace, er kun lige begyndt

Af Graham Caswell

Lørdag den 15. februar var mellem tolv og tyve millioner mennesker på gaderne rundt omkring i verden for at protestere imod krigen mod Irak. Mens de millioner, der demonstrerede i gaderne i de store byer fik en masse mediebevågenhed, så var der også protestarrangementer i tusinder af mindre byer og landsbyer verden rundt. Selvom det endelige antal af mennesker, der deltog i de globale demonstrationer aldrig bliver opgjort, så foreligger der ingen tvivl om, at det var den største koordinerede protest i menneskets historie. Men spørgsmålet om hvordan disse verdensdækkende demonstrationer blev en realitet er mærkeligt nok fuldstændigt udeblevet i diskussionen af den ellers betydningsfulde hændelse. Hvilken gruppe er i stand til at organisere en så velkoordineret menneskelig aktivitet i så stor skala? Hvordan kan så mange mennesker fra så mange forskellige baggrunde på så mange steder arbejde sammen så fokuseret om at nå det samme mål? Og hvorfor var politikere, medieanalytikere og endda de lokale organisatorer selv så overraskede over protesternes omfang og rækkevidde. Hvad er det, der foregår?

Internettets potentialer

Karakteren af den gruppe der indkaldte til den globale demonstrationsdag mod krigen kan give nogle indikationer på, hvad det er for nogle kræfter, der arbejder. Det europæiske sociale forum (ESF), et møde med over 50.000 fagpolitisk aktive, fredsaktivister, socialister, miljøforkæmpere og andre aktivister - der fandt sted i Firenze i Italien sidste november - er en af de nye netværksbaserede bevægelser, som er i gang med at revolutionere det civile samfund, men som knapt omtales i de konventionelle medier eller politiske diskussioner. Disse bevægelser er ikke-hierarkiske, procesorienterede og fremadrettede og de deler en fælles mistillid til de store firmaers og institutioners økonomiske ideologi og tænkning. De deler også en fælles tiltro til internettets revolutionerende kommunikative potentialers betydning for deres eksistens og eksplosive vækst. Se blot nedenstående eksempler på internettets muligheder:

Verdens Sociale Forum

Verdens Sociale Forum (VSF), som det Europæiske Sociale Forum er udsprunget af, blev første gang afholdt i Porto Alegre i Brasilien i 2001 som modsvar til Verdens Økonomiske Forum, som verdens mest indflydelsesrige politikere og firmaledere hvert år afholder i Davos i Schweiz1. VSF repræsenterer en mængde NGO`er og grupper og præsenterer et alternativ til den neoliberale økonomiske tænkning, som så mange beskylder for miljømæssige ødelæggelser og social ulighed. På kun to år er regionale, nationale og lokale Sociale Fora blomstret op over hele verden. Disse Sociale Fora giver rum og mulighed for at diverse grupper og individer, der kæmper for miljømæssig bæredygtighed og social retfærdighed, kan kommunikere, dele erfaringer, indgå i netværk og koordinere aktiviteter.

Indymedia

Indymedia er en ikke-kommerciel frivillig medieorganisation, der næsten udelukkende publicerer på internettet. Indymedia har nu 108 nationale og lokale uafhængige me-diecentre verden rundt og antallet stiger støt. Samlet er de allerede verdens største nyhedsorganisation. Men som en ikke-kommerciel, ikke-hierarkisk ’bevægelse’, der afviser reklamer og tillader alle at udsende nyheder på deres hjemmeside, er Indymedia for forskellig fra Rupert Murdoch’s News Corporation eller BBC til at kunne sammenlignes. Selvom mange almindelige journalister bruger og endda deltager i Indymedia, så skriver de sjældent deres nyheder selv.

Open Source

Udbredelsen af Linux og Open Source software gør større og større indhug i de kommercielle softwarefirmaers markedsandel. Højtuddannede men oftest ubetalte programmører udvikler og udbreder et mangfoldigt og voksende udbud af software, ikke motiveret af penge men af idealisme og en mistillid til de store firmaers profitmotiver. Disse programmører koordinerer og udbreder deres arbejde igennem internettet.

Topmødemodstanden

’Anti-globaliseringsbevægelsen’, den mangfoldige samling af aktivister, der har samlet sig ved næsten alle vigtige globale økonomiske eller politiske møder siden protesterne ved WTO-mødet i Seattle i 1999 for alvor satte skub i bevægelsen, fortsætter på trods af terrorangrebet den 11. september. Protesterne sætter fokus på de emner, som ignoreres af verdens ledere og er næsten fuldstændig organiseret og koordineret via internettet..

Netværksbaserede bevægelser

Ovenstående eksempler er de største og mest synlige netværksbaserede bevægelser, men de er langt fra de eneste. Den enorme og stadigt voksende mangfoldighed af internetbaserede kampagner, fra online protestskrivelser til kampagnen for at få kåret ’A Nation Once Again’ til verdens favoritsang, kommer kun sjældent om nogensinde i mediernes søgelys.

En vigtig fællesnævner for de netværksbaserede bevægelser er, at de arbejder stort set uden for pengeøkonomien og derfor ikke opfanges af konventionelle undersøgelser af størrelse og indvirkning. For eksempel bringer Indymedia ingen annoncer og er ikke baseret på salg og derfor opfattes de ikke som konkurrenter til de kommercielle medier. Musik, der distribueres gratis over internettet dukker ikke op på nogen salgslister og ignoreres derfor oftest af musikpressen. Den uophørlige vækst af open-source software giver ikke udslag på aktiemarkedet og softwarens kvaliteter bliver ikke udbasuneret i reklamer. Fordi penge ikke spiller en central rolle i disse bevægelser, så er der en tendens til, at de bliver undervurderet, men ikke desto mindre har de en stor betydning.

Gennem millioner og atter millioner af daglige handlinger og informationstransaktioner på tværs af de konventionelle medie- og informationsstrømme skabes online en nærmest parallel verden. Det er ikke en direkte repræsentation af den virkelige verden, men det er de konventionelle medier og økonomi heller ikke. Det er kun når effekterne af igangsættelse, diskussion og kampagner i denne parallelle verden resulterer i noget uventet, som det skete den 15. februar, at de etablerede kommercialiserede medier og det politiske etablissement lægger mærke til det - og også her kun flygtigt.

Skab en anden verden online

Internettet kan kaldes et ’meta-medium’. Der ER tekst, men det er mere end tekst. Det ER radio, men det er mere en radio. Det ER TV, men det er mere end TV. Faktisk omfatter internettet alle elektroniske medier og mere til. Selvom “bandwidth” restriktioner i dag sætter grænser for internettets muligheder så kan man allerede ane en nær fremtid, hvor alle elektroniske udgivelser er umiddelbart tilgængelige for hvem som helst, hvor som helst og når som helst. Hundrede år fra nu er det måske svært at forestille sig telefonen, faxmaskinen, radioen og fjernsynet som separate teknologier. I stedet vil man nok opfatte disse isolerede og umodne medier som forløbere til udviklingen af internettet og det centraliserede, kontrollerede informationsudbud, der fulgte med dem som en ren anakronisme. Takket være få årtiers udbredte massemedier er de menneskelige opfattelser blevet homogeniseret i en grad, som aldrig før er set. En homogenisering, der kan ses i sport, i kultur, i politik og i økonomien. Men ved at underminere og undergrave det officielle syn på tingenes tilstand, kan internettet og de bevægelser, der vokser ud af dets muligheder, fundamentalt forandre den måde, vi opfatter verden på og derved også ændre selve verden. Internettet er virkelig svaret og bare fordi aktiemarkedet så fuldstændigt har misforstået, hvad det bør bruges til, så betyder det ikke, at internettet er mindre revolutionerende for den globale bevægelse.

En anden verden er ikke kun mulig - den er allerede under udvikling i cyberspace.

Oversat af Stinne Lyager Bech


Internationalt Forum — Griffenfeldsgade 41 — DK-2200 København N — Tlf.: +45 35371889 — info@internationaltforum.dk